Journalister vil uvægerligt blive taget ved næsen, så længe de lader idealet om den objektive sandhed være deres primære spor i opsnusningen af gode historier. Denne ensidighed er urealistisk — og måske kilden til borgernes tiltagende såkaldte faktaresistens.

Trump tager medierne ved næsen

Bo Lidegaard har netop fået offentliggjort et fabelagtigt debatindlæg i Politiken (link), hvor han diskuterer medierne strategi i forhold til Donald Trump, den nyligt indsatte præsident i USA. Jeg har længe selv gået og undret mig lidt over, hvordan det har kunnet ske, at man har fået valgt en præsident, der i den grad er på konfrontationskurs med de etablerede medier. En del af svaret er naturligvis, at Trump har formået at finde andre medier at kommunikere gennem — som f.eks. Twitter. Men det er netop også kun en del af svaret, for så stort er Twitter trods alt heller ikke. Og selvom der da er meget Trump-diskussion på Twitter, så er Trump’s kernevælgere næppe de største Twitter-brugere. Langt den største part af Trump-diskussionen foregår stadig i de offentlige medier, men så på en eller anden måde dygtigt orkestreret af Trump fra Twitter-kontoen.

Jeg vil anbefale alle, der interesserer sig for forholdet mellem Trump og medierne, at læse Lidegaards indlæg. Det følgende er en oversættelse af, hvordan jeg læser Lidegaards pointer ind i mit eget diskursanalytiske arbejde med at ændre på den journalistiske selvforståelse. Lidegaard griber nemlig meget overbevisende fat i en svaghed ved mediernes meget intense arbejde med at faktachecke Trumps udtalelser. Vi har jo hørt rigtig meget på, at Trump lyver for vælgerne ved at fremsætte helt åbenlyse løgne. Det seneste skud på dén stamme var, at Trump mente, at der havde været 1.5 mio. tilskuere til hans indsættelse — og hvor medierne jo så kan vise fotos, der dokumenterer, at det ikke passer. Hvortil rådgiver Kellyanne Conway så opfinder begrebet “alternative fakta”.

Og som Lidegaard så påpeger, så har vi nu brugt nærmest uendelige mængder af spalteplads på at diskutere dette faktum. Dvs. Trump har været på alles læber uafbrudt.

Under valgkampen var dette naturligvis ønskværdigt alene af den grund, at opmærksomhed i dag er den begrænsede ressource. Vi har alle et meget klart billede af (tror vi), hvem Trump er, hvorimod Hillary Clinton kom til at fremstå lidt anonymt, og måske endda ligefrem som en, der skjulte på noget. Vi havde ikke helt tillid til hende, fordi hun ikke bare buldrede derudaf, hvorimod vi havde en klar fornemmelse af hvem Trump er. Ikke nødvendigvis en sand fornemmelse men dog en fornemmelse, der virkede sand.

Nu er vi naturligvis på den anden side af valgkampen, og det skal vise sig, om strategien bliver ved med at være effektiv. Men som Lidegaard påpeger, så kan den i hvert fald en ting: Den kan styre, hvad vi snakker om. Personligt gik der en del dage inden jeg opdagede at Trump faktisk har underskrevet et dekret om at afskaffe Obamacare imens alle medierne diskuterede de 1.5 mio. fremmødte. Og stadigvæk, på dags dato, når jeg googler “afskaffelse af obamacare”, så er det kun 3 af de første 10 hits, der faktisk gengiver nyheden. Hvorimod hvis jeg googler “fremmødte indsættelse” (endda uden at tage “Trump” med i søgefeltet), så rammer 9 ud af 10.

Problemet: Hvad er det vi snakker om?

Dermed er vi også fremme ved hovedproblemet i den måde, medierne takler Trumps løgne. For “løgn” skriver sig lige ind i hjertekulen af den journalistiske selvforståelse. Journalister oplæres i at afdække løgn og klæde borgerne på med sandhed, således at borgerne kan navigere kompetent i samfundet.

Derfor forsøger medierne også intensivt at modvirke Trumps løgne med diverse faktacheck muligheder. Og medierne elsker Trump, fordi han giver dem så mange lette og gode historier. Det er jo forholdsvis let at konstatere, at der ikke var så mange fremmødte til hans indsættelse, og så kan man invitere “eksperter”, der kan vurdere det ud fra diverse indgangsvinkler, og man kan etablere diskussioner, hvor forskellige medieeksperter diskuterer, hvad det siger om Trump og medierne, at sådan noget foregår, osv. osv. Og medierne kan rigtig pudse deres selvforståelse af som dem, der klæder borgerne på ved at møde løgn med sandhed.

Problemet er bare, at det måske ikke er de allermest vigtige sandheder, vi diskuterer. Jeg skal gerne indrømme, at jeg har ladet mig rive med at diskussionen om fremmødte. Som modstander af Trump har jeg vel endda frydet mig en lille smule. Det er rigtig god underholdning. Men jeg er til gengæld lidt i tvivl om, om det har klædt mig bedre på til at vurdere de væsentlige problemer i denne verden.

Er det egentlig overhovedet vigtigt, hvor mange der dukker op til sådan en indsættelse? Det kan selvfølgelig afspejle en vis afmatning i forhold til Trump og hans popularitet i befolkningen. Men der er altså ca. fire år til næste valg, og det er måske egentlig ikke så relevant, hvor mange der støtter ham lige nu.

Løsningen: Diskursanalyse!

Vi er altså nået frem til, at Trump i en vis forstand driver medierne rundt ved næsen. Og det gør han ved rigtig dygtigt at “lege” med mediernes kronjuvel: Sandheden. Ved at lege med sandheden, så nærmest driver han medierne hen til de emner, som han gerne vil have deres opmærksomhed på — eller i hvert fald væk fra de emner, som han ikke ønsker blik på.

Og det kan han gøre så længe medierne ikke bliver mere bevidste om, at det ikke er nok at man tilstræber en objektiv fremstilling af virkeligheden. Det skal man selvfølgelig også gøre. Men det er i nok så høj grad vigtigt at medierne også reflekterer over, hvilke sandheder der er de påtrængende. Hvad er det, vi skal snakke om? Og hvorfor er det vigtigt?

Mit bud på, hvordan medier bliver bedre til at trække denne overvejelse ind i deres daglige drift er ved, at medierne lærer at tænke diskursanalytisk. Inden journalister lader sig lede af en historie, skal man stille sig spørgsmålet: Hvilke kriterier for relevans er det, der har gjort, at vi nu synes, dette er vigtigt? For disse kriterier er i den grad genstande for magtkampe, og de vil aldrig kunne være objektive.

Dermed ikke sagt, at objektivitet ikke skal spille en rolle for journalister. Men det bør først komme, når vi har trængt bag de magtpolitiske kritierier for relevans. Ellers vil journalisterne uvægerligt komme til at spille magthavernes spil — i deres forsøg på at gå kritisk til selvsamme magthavere (vi har også set dette tidligere i danske valgkampe – link).

…og så den med faktaresistens…

Spørgsmålet er naturligvis om en mere bevidst håndtering af relevanskriterierne ville kunne modvirke den anden side af problemet — nemlig den side, der ofte italesættes som vælgernes tilsyneladende faktaresistens. Det kan jeg naturligvis ikke svare endegyldigt på i et blogindlæg. Men som et indledende skridt kunne man jo håbe på, at hvis medierne faktisk begyndte at beskæftige sig med nogle fakta, som faktisk betyder noget, så kunne det også være, at borgerne ville lytte til det, som de fortæller om.

Så vi kan jo stille os selv spørgsmålet: Hvad ville der ske, hvis medierne havde beskæftiget sig konkret og relevant med, hvad det betyder, at Obamacare bliver afskaffet. Vil det betyde at nogen ikke får den hjælp, som de har behov for? Vil man få et mere eller mindre retfærdigt sundhedssystem? Hvilke forskelle vil det konkret give? Jeg er naturligvis med på, at en sådan undersøgelse vil blive foretaget gennem amerikanske optikker — og at svarene derfor vil falde anderledes ud, end jeg personligt ville finde for godt. Pointen vil imidlertid være, at så får borgerne faktisk en lejlighed til at overveje, om de nu også er på den vej, som de ønsker. Og den bekymring, som de lever i, vil kunne få et mere artikuleret billede, hvorfor de måske handler på en mere artikuleret baggrund.I stedet for at være nødt til at handle på baggrund af, om de bedst kan lide Trump eller Clinton.

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *