Anmeldelse af: Flemming Rose: De besatte. Peoples Press, 2016.

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at have en offentlig mening om Flemming Roses De besatte, der udkom i efteråret 2016. Min hovedinteresse i Flemming Rose som forfatter gælder hans rolle i diskussionerne om ytringsfrihed, og selvom Flemming Rose gerne selv vil gøre sagen mellem ham og Jørgen Ejbøl til at spørgsmål om ytringsfrihed, så synes egentlig det er langt fra oplagt (mere herom nedenfor).

Jeg har imidlertid i mellemtiden noteret mig en forholdsvis ensidig modtagelse af bogen og forfatterskabet i det journalistiske miljø. Bogen har næsten ensidigt modtaget gode anmeldelser i de fleste publicistiske udgivelser (f.eks. hos TV2, Information, Politiken, Stiften, Jyllands-Posten, Berlingske, BT — en lille undtagelse på Journalisten). Dertil kommer, at et rekordstort antal af de fremmeste repræsentanter indenfor det journalistiske miljø har underskrevet en indstilling om, at Rose bør modtage Cavlingprisen på baggrund af den nu færdiggjorte “trilogi” (med Tavshedens tyranni (2010) og Hymne til friheden (2015)) (mere om dette her: Link, Link, Link — og et flammende forsvarsskrift for indstillingen her: Link).

Jeg må imidlertid indrømme, at jeg har rigtig vanskeligt ved at genkende denne ensidigt positive modtagelse af bogen, og jeg bliver ærlig talt lidt bekymret over, at det er så vanskeligt at finde kritiske bemærkninger mod et projekt, der ellers netop selv foregiver at hylde oplysningstidens idealer om en åben og kritisk dialog som vejen frem mod en god offentlighed.

I det følgende vil jeg derfor formulere nogle af mine kritiske indvendinger mod bogen. Som en indledning vil jeg dog starte med at fremhæve, at jeg bestemt mener, at hovedhistorien i bogen er en bog værd. Flemming Roses genvordigheder med særligt Jørgen Ejbøl — men vel også følgagtigheden hos Lars Munch og Jørn Mikkelsen — er bestemt mediehistorisk interessant. Og det er særligt i de direkte beskrivelser at disse hændelser, at jeg som læser bliver drevet til at læse videre.

Historien er naturligvis fortalt gennem Flemming Roses perspektiv, og det bør naturligvis kalde på noget kildekritik i vores bedømmelse af hvor dækkende historien og de fremlagte argumenter er beskrevet. Men selv med dette forbehold, så er der en del, der tyder på, at Ejbøl nok har udøvet noget indflydelse i den daglige drift af Jyllands-Posten, som er overraskende. Faktisk endda så overraskende, at jeg personligt har svært ved at forstå, at Ejbøl stadig sidder centralt placeret i det pågældende mediehus. Hvis Roses udlægning står til troende, bliver det presserende spørgsmål nemlig: Hvordan kunne Ejbøl lykkes med at overtrumfe alle de andre beslutningstagere i en sådan grad, at han kunne bestemme så meget over deres ageren. Alternativt kan det naturligvis også være, at Mikkelsen og Krogh var knap så tilbageholdende, som Rose får det til at se ud.

Der, hvor jeg til gengæld mener, bogen kommer til kort, er, når Flemming Rose forsøger at reflektere de forskellige grundpointer ud i et mere principielt perspektiv. Her bliver bogen dels lidt for besat af ikke at efterlade afgørende sprækker i Roses egen ageren. Dels er den heller ikke så argumentativt stram. Helt overordnet er det en vedvarende undren for mig, at Rose, der ellers netop gør sig til talsmand for oplysningstankens forståelse af, hvordan vi skal kommunikere, i den grad selv argumenterer pr. autoritet. Dels ved at han flere steder legitimerer sine synspunkter med, at det er der også andre fremtrædende personer, der mener. Dels ved at han gør en fortidig opfattelse af bestemte ytringer til målestok for, hvad udsagn betyder i dag.

Autoritetsargumentet.

Det er en vedvarende overraskelse for mig, når jeg læser Roses bøger, i hvor høj grad han argumenterer gennem andres autoritet. Dette er særligt overraskende når oplysningstankens grundargument for ytringsfrihed (som Rose jo netop gør sig til fortaler for) netop skulle være, at det ikke på forhånd er givet, hvem der har den vigtigste stemme i en given sag.

Nu er henvisning til autoritet jo ikke pr definition et illegitimt træk i argumentation. Hvis man får vist at den pågældende har en berettiget autoritet på området, så fungerer det ok. Det mener jeg f.eks. i denne bog gælder for Roses brug af Mehdi Mozaffari. Her er problemet bare, at det for ensidigt bliver Mozaffari’s stemme, der kommer til at bestemme Roses fortælling om forholdet mellem Islam og Islamisme. Herved kommer Rose til at levere en meget simpel fortælling om Islam og Islamisme — en fortælling, der naturligvis passer godt ind i hans egen historie, men hvor man som læser sidder med en fornemmelse af, at det må der være andre forskere, der har problematiseret. Hvorfor må vi ikke høre om disse modindvendinger?

Et sted hvor autoriteten ikke kommer på plads (hos mig i hvert fald) er når Rose i diskussionen af sikkerhed i høj grad læner sig op ad Bruce Schneier, der er “sikkerhedsekspert”. Dem findes der jo rigtig mange af rundt omkring i verden — hvorfor er det lige netop Bruce Schneier, vi skal lytte til her? Jo, det er det såmænd fordi han “af det britiske magasin The Economist er blevet karakteriseret som »sikkerhedsguru«”! Sjovt nok ligger denne formulering meget tæt op ad, hvad Schneier selv skriver på sin hjemmeside. Og man skal altså ikke have optrådt særlig længe som ekspert i medierne, før man finder ud af, at medierne meget gerne vil kunne stramme skruen lidt på, hvor meget ekspert man er. The Economist hører ganske rigtigt ikke til de værste her, men selve brugen af termen “guru” får hos mig en alarmklokke til at ringe. Det er typisk den term man bruger, når betegnelsen er lidt tyndt baseret.

Derfor kan Schneier sagtens have noget interessant at sige, og det synes jeg sådan set også han har. Problemet er bare, at Rose bruger ham som en autoritet: Når Schneier siger, at modstillingen mellem sikkerhed og privatlivets fred er en falsk modsætning, og at “sikkerhed sjældent [er] et objektivt defineret begreb […] Sikkerhed er altid relativ i forhold til noget andet“, så er det sådan, det er! Og derfor var det problematisk at Ejbøl og co. så længe lagde diverse restriktioner ned over Rose. Konklusionen er jeg sådan set enig i, problemet er bare, at brugen af Schneier ikke hjælper mig til at indse det. Her tænker jeg, at Rose skulle have ladet begivenhederne tale mere for sig selv, i stedet for at sovse dem ind i pseudoforskning, der allerhøjst tjener til at gøre læseren usikker på, om Rose faktisk har en sag.

Et andet problematisk eksempel på autoritetsargumentet er når Rose citerer en “klummeskribent” for at sige, at han kun vil sætte sin lid til folk, “der inden for de seneste fem år har læst en roman af Dostojevskij”. Jo en lidt sjov bemærkning, som så imidlertid efterfølges af en lang passage om, hvordan Dostojevskij ville have været helt på Roses side i bestræbelsen på at gøre op med ideologier. Her bliver jeg igen i tvivl: Mener Rose faktisk i ramme alvor, at Dostojevskij bør være en autoritet i udlægningen af de seneste års begivenheder på den offentlige scene?

Nu er jeg faktisk selv en stor beundrer af Dostojevskij (har netop afsluttet en genlæsning af Brødrene Karamazov — hvilket vel så må betyde, at man kan sætte lid til, hvad jeg skriver?), og jeg mener bestemt man kan lære meget af at læse hans bøger. Men han er ikke en autoritet — han skrev meget dybt om sin egen tid og hvordan disse på mange måder er et produkt af, at mennesker kæmper med at være mennesker. Det vi kan bruge ham til er (som Rose i øvrigt også skriver), at forstå at ideologiske kampe i høj grad er et produkt af, at vi er mennesker, der kæmper med os selv og omgivelserne. Ideologerne er aldrig bare ideologer, de har også en menneskelig side. Netop derfor kan vi aldrig bare slutte fra, at vi kan finde nogle spor i en ideologi, som tenderer til at blive voldelig eller fredelig. Selvom vi kan være uenige i islamismens værdier, så ville Dostojevskij jo netop påpege, at islamisterne aldrig kun er islamister.

Særlig galt går det med Roses Dostojevskij-udlægning af nihilismen: “Som en af Dostojevskijs personer formulerer det: Når Gud er død, er alt tilladt. Nogle ser den påstand som udtryk for, at Dostojevskij er irrelevant for at forstå det 21. århundredes religiøse terror, men det er han ikke. I dag lyder en omskrivning af Dostojevskijs sentens: Hvis man tror, at man har Gud på sin side, hvis man tror, at man er i besiddelse af den absolutte sandhed, så er alt tilladt.”

Rose synes her at have glemt, at denne udtalelse kommer fra den nihilistiske Ivan i Brødrene Karamazov. Ivan, der netop går til grunde fordi han ikke kan få sin nihilisme til at hænge sammen med sit virkelige liv (og altså bestemt ikke er til fare for nogen andre end sig selv). Og i denne roman spiller religionen en ganske anden rolle, end den Rose tillægger ham. Den eneste af brødrene, der reelt overlever verdens tildragelser er Aljosja, der ganske vist forlader sin munketilværelse, men som dog modtager sin livsopgave fra det religiøse univers. Aljosja er den, der får tingene til at hænge sammen på trods af alle forskellene — netop fordi han ser mere end blot det umiddelbart givne hos de andre. Hans tro hjælper ham til at se ressourcer i de andre, som de ikke engang selv kan se.

Nu skal dette ikke udarte til en Dostojevskij-exegese. Den ville jeg nok tabe til den russiskkyndige Rose, og min pointe er jo sådan set også, at det ikke nødvendigvis i sig selv er et argument, hvad Dostojevskij har ment. Min mere grundlæggende pointe er derimod, at Rose bruger Dostojevskij til at forsimple virkeligheden — vel at mærke på en måde, der får Roses egen ageren til at fremstå principielt legitim. Nu lægger Rose ikke skjul på, at bogen er et partsindlæg, men jeg bliver forstyrret af disse forsøg på at legitimere egne holdninger og egen ageren op imod semi-eksperter og pseudoudlægninger af de store klassikere. Rose er meget stærkere i sine direkte beskrivelser af, hvad der faktisk skete.

Definitionsargumenterne

En anden argumentationsform, som fungerer dårligt, er, når Rose argumenterer ved hjælp af opslag i ordbogen. Det gør han bl.a. når han skal vise, at han i hvert fald ikke var “besat” eller “illoyal”. Så slår han op i enten Politikens Nudansk Ordbog eller etymologiordbogen, og finder ud af, at det, der står der, ikke passer på ham, og at anklagen derfor er forkert.

Denne måde at forstå sproget og ytringer på spejler i øvrigt hans generelle syn på offentlige udvekslinger, hvor han også netop påpeger, at for at vurdere en ytring, skal man udelukkende se på dens ordlyd. En sætnings betydning udtømmes af, hvilke ord den indeholder, og derfor vil den samme sætning betyde det samme, uafhængigt af hvem der siger den og uafhængigt af den øvrige kontekst (jvf. Roses diskussion af forholdet mellem Yahya Hassan og Lars Hedegaard). I øvrigt en argumentationsform, som Rose deler med Pia Kjærsgaard.

Det overordnede problem med denne måde at argumentere på er, at den er i åbenlys modstrid med al kommunikations- og sprogforskning, der er foregået siden det 18. århundrede — med særlige fremskridt i det 20. århundrede. Det vil jeg ikke gå dybere ind i her (se evt. her for en uddybning). I denne bog er det primære problem, at det stemmer dårligt overens med Roses selverklærede bestræbelse på at prøve at forstå, hvad der drev Ejbøl og hans kumpaner. Det kan da godt være, at Rose ikke er “besat” ifølge definitionen af i en ordbog — men hvad kan Ejbøl mon have ment?

Her ironiserer Rose over Ejbøls “perception is everything”. Selvom Rose måske ikke selv oplever sig som “besat” eller som en “mand med en sag”, så var problemet måske, at han blev opfattet sådan ude i offentligheden? Ikke nødvendigvis af alle, men af mange. Ligger der måske en sandhed i, at lige præcis Flemming Rose ikke kan ytre sig om ytringsfrihed og satire uden, at det vil blive opfattet som et partsindlæg af rigtig mange? Det tror jeg, der gør. Det er så at sige endnu en af bagsiderne ved medaljen: Rigtig mange vil gerne høre Roses syn på ytringsfrihed, og han inviteres derfor ofte ind i medier og debatter om emnet. Dels fordi han er velformuleret om emnet. Men nok så meget fordi han har en historik, der gør, at når han siger noget om emnet, så hæfter det sig til Muhammedkrisen og de konflikter, der udspillede sig der.

Jeg siger ikke, at det er rimeligt, at det er sådan. Hvis Rose faktisk gerne vil undgå at tale om tegningerne, så burde det kunne lade sig gøre. Men kommunikationspsykologien forhindrer bare, at vi kan slippe vores forforståelse af Flemming Rose. Vi er nødt til at placere hans ytringer i en forventningshorisont. Derfor vil det aldrig nogensinde kunne komme til at betyde det samme når hhv. Rose og jeg udtaler sætningen “Jeg finder regeringens stramninger af ytringsfriheden problematiske”. Roses udsagn vil uvægerligt (hos de fleste) blive sat ind i en sammenhæng, der hedder Muhammedtegninger, og man vil blive bekræftet i en fordom, der hedder, at han stadig ikke har fået givet slip på sagen. Rose virker “besat”.

Igen: Jeg mener ikke ovenstående kan legitimere JP-ledelsens ageren i sagen. Men det viser, at Rose ikke når særlig dybt i at forsstå, hvad der kunne være modstandernes begrundelser.

Den sig-selv censurerende Flemming Rose

Alle uenigheder med Rose til trods har jeg altid haft stor respekt for, at han satte meget ind på det, som han tror på. Og det har jeg sådan set stadigvæk. Roses indsats for sin sag kan nok nærmest ikke forstås af os andre.

Når det så er sagt, så undrer jeg mig dog også over, at hverken Rose eller andre kommentatorer hæfter sig ved et paradoks i De besatte: På den ene side tror Rose så meget på sin sag, at han har været villig til at sætte sit eget liv ind på det. På den anden side: Selvom han udtrykker forståelse for ledelsens dilemma mellem frihed og sikkerhed, så ender han alligevel ud med at sige, at det er en falsk modstilling. At vi skal være villige til at ofre sikkerheden, hvis vi vil have friheden. Underforstået, at ledelsen skulle have ladet Rose tale videre — på trods af de råd om sikkerhed, som ledelsen måtte have fået fra politi og efterretningsvæsen.

Han er derfor kritisk overfor, at ledelsen truer med at fyre ham, hvis han ytrer sig på bestemte måder. Han giver tre grunde til, at han finder sig i det, men grundlæggende ser han det som et overgreb på hans ytringsfrihed — han påtvinges en selvcensur.

Han hævder ellers at “Jeg havde aldrig klamret mig til mit job”, men er det ikke ellers netop det, han gør i de fem år, hvor håndfæstningen gælder? Er det ikke et paradoks, at en mand, der risikerer sit eget liv — og er villig til at sætte sine kollegaers sikkerhed på spil for den samme sag — ikke samtidig tør risikere sit job?

Igen: Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke fordømmer Roses ageren her. Jeg vil ikke udelukke, at jeg havde valgt ligesom Rose i den situation — hvis jeg da overhovedet har en stædighed, der ville kunne bringe mig så langt. Der er jo givetvis også hensyn til andre end ham selv i sådanne overvejelser. Jeg forstår sagtens hans valg. Men jeg synes det er et paradoks, at han ikke kan se, at alle dem som han selv fordømmer for lignende “afslag” i det stærke behov for ytringsfrihed, måske kan have ligeså legitime hensyn at tage. Så altså: Selv hvis det er rigtigt, at Ejbøl og co. var drevet af mediets økonomiske overlevelse, så var dette måske ikke så forskelligt fra Roses egen manglende tilbøjelighed til at give slip på den økonomiske tryghed?

Derfor: Er der noget bogen viser, så er det at Jyllands-Posten ikke kunne opretholde de ytringsfrihedsmæssige idealer — og det kunne Flemming Rose heller ikke. Nu skal man ikke bare give slip på idealer, fordi man har svært ved at leve op til dem. Men jeg synes det kunne være fint, hvis man blev knap så fordømmende, når andre har svært ved at leve op til det.

Lidt hårdt formuleret: Flemming Rose fik ikke krænket sin ytringsfrihed — han valgte selv. Han valgte at underlægge sig det, som i hans egen terminologi betegnes som “selvcensur”. Han lavede en afvejning: Hvor vigtigt er det, som jeg har på hjerte i forhold til at beholde mit job. I fem år tippede denne vurdering til sidstnævntes fordel, herefter trængte førstnævnte sig så meget på, at han valgte friheden.

Jeg har respekt for begge valg. Selvom de færreste af os direkte får udstukket en fyringstrussel, så er det grundlæggende set et valg, som vi alle står i hele tiden. Så længe jeg f.eks. er ansat på Danmarks Medie og Journalisthøjskole i den stilling jeg nu har, så er der ting, som jeg ikke kan sige i offentligheden — i hvert fald, hvis jeg vil bevare min stilling. Derfor må jeg afveje mit behov for at ytre disse ting, overfor mit behov for at gøre andre gode ting gennem min position. Det er ikke så svært for mig lige nu, men i fremtiden kan man jo godt forestille sig, at det bliver anderledes, og så må jeg jo til den tid tage konsekvensen.

Når dette er sagt, vil jeg også gerne lige gentage min indledende kommentar: Der kan siges meget negativt om JP-ledelsens medarbejderhåndtering i sagen her (den mest åbenlyse, at den — i hvert fald til sidst — var helt ude af proportioner), og der er så mange uhyrligheder i de konkrete hændelser, at de bestemt fortjener en bogs opmærksomhed. Men på det ytringsfrihedsmæssige plan, mangler jeg en forklaring på den principielle forskel fra ovenstående.

Trilogien og Cavlingprisen

Nu er det jo endt med, at Rose ikke bliver endelig indstillet til Cavling-prisen. Vi kender ikke begrundelserne for dette, men mit umiddelbare gæt er, at man har vurderet, at bøgerne ikke er egentlig journalistiske. Bøgerne er jo snarere selvbiografier. Det er bøger, der fremstiller Roses egen udlægning af sin rolle i nogle af de vigtigste mediebegivenheder i det nye årtusinde.

Som sådan udgør de en vigtig dokumentation fra en hovedaktør i en vigtig mediehistorisk begivenhed. Men bøgerne foregiver ikke at basere sig på en tilstræbt objektivitet eller neutralitet, som er en grundlæggende del af moderne journalistik.

Udover dette, så mener jeg faktisk heller ikke, det giver mening at tænke de tre bøger som en samlet “trilogi”. Hymne til friheden er i virkeligheden en forbedret udgave af Tavshedens tyranni, der kompositorisk flere steder kører for langt ud af en tangent og også sine steder stadig er for tæt på begivenhederne. De besatte handler om Flemming Roses personlige kamp efter tegningerne, der piller JP ned fra en piedestal, som Rose selv havde været med til at sætte dem op på. Så i en vis forstand er De besatte igen en selvkorrektion. Det synes jeg i virkeligheden er det fine ved de tre bøger: Rose tænker videre over sagerne, og giver os et løbende kig ind i hans udvikling. Men et samlet værk udgør de ikke.

Perspektivet: Men…

Med den seneste udlægning får vi indsigt i, at ingen medier i kølvandet på Muhammedtegningerne formåede at holde deres sti “ren” (hvad det så end vil sige). Udlægningen af hvorfor det er sådan, vil Rose og jeg nok være uenige om. Min mening er, at Rose og hans ytringsfrihedsmæssige trosfæller grunder deres ideologi på en forsimplet forståelse af, hvad frihed vil sige — og hvilken rolle ytringer spiller heri.

Stéphane Charbonnier skrev i den posthumt udgivne bog Lettre aux escrocs de l’islamophobie qui font le jeu des racistes, at Charlie Hebdo efter Muhammedtegningerne oplevede, at det blev mere kontroversielt at gøre grin med Islam. Flemming Rose mener at tegningerne afdækkede noget, der var der i forvejen. Dette syn bygger på den naive ide om, at man kan skelne skarpt mellem ytringer og handlinger. Jeg har tidligere foreslået, at man kunne spørge sig selv om ikke også sagen med Muhammedtegningerne skabte noget, som ikke var der i forvejen.

Sprog skaber virkelighed, og derfor giver det ikke mening at holde den næsten ubegrænsede ret til at ytre sig op som skjold for så også at ignorere omgivelsernes reaktion på det, som man siger. Jyllands-Postens ledelse traf nok nogle forkerte beslutninger baseret på nogle forkerte vurderinger (og måske også baseret på nogle personlige idiosynkrasier), men det handler mere om medieansvarslov og pressefrihed, end det handler om ytringsfrihed.

Pointen, at sprog skaber virkelighed, betyder imidlertid ikke at jeg giver Jyllands-Posten skylden for det, der fulgte. Det har jeg slet ikke tilstrækkelig indsigt i forløbet til at kunne mene noget skarpt om. Og jeg er i øvrigt også enig i, at man ikke kan slutte direkte fra nogle tegninger, til at man er nødt til at slå ihjel. Det er jo meget mere komplekst end det. Men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at forstå, at den rent beskrivende forståelse af sproget stadig lever så stærkt i vores debat om ytringsfriheden betydning og grænser.

Derfor forstår jeg ikke, at det skulle være så odiøst at sige, at man går ind for ytringsfrihed…men…

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.