[et endnu ikke redigeret uddrag af en kommende bog om tavshedens produktive betydning i den offentlige samtale]

I skrivende stund er der krig i Ukraine – Rusland forsøger at overtage dele af det nuværende Ukraines territorium, i den vestlige opinion opfattes Rusland rimelig entydigt som aggressor, Ukraine lige så entydigt som defensor – ikke bare i forhold til egne landegrænser, men også i forhold til demokratiske værdier overfor autokratiske. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, opleves som en helt, der holder stand imod den onde russiske præsident Vladimir Putin – David bekæmper Goliat. Derfor modtager Ukraine også både økonomisk og militær støtte fra vestlige lande. Når der er krig, hvor der skal træffes beslutninger med fatale følger, er det af indlysende grunde vigtigt med meget skarpe begreber, teorier og idealer, som man kan sætte ind på at realisere så effektivt som muligt. I sådanne situationer kan det derfor opleves som meget lidt hjælpsomt, hvis man begynder at lege med begreberne, fremsætter synspunkter, der kan så tvivl om ofrenes værdi – særligt overfor dem, der har mistet noget.

I Danmark har vi endnu primært ydet økonomisk og materiel hjælp, og derfor kunne man egentlig forvente en rummelig og åben samtale i de offentlige medier angående forskellige aspekter ved krigen. Ikke desto mindre har der det første år været en forholdsvis ensidig offentlig dækning af krigen – med Rusland i skurkerollen og Ukraine som heroisk holdende stand overfor overmagten. Ukrainernes lidelser dækkes med meget personlige beretninger, der giver rum til identifikation, hvorimod Ruslands tab beskrives mere anonymt med at de “dør på samlebånd”, eller at de bliver sendt ind i en “kødhakker” (link, link).

Denne stærke modstilling blev i august 2023 forstyrret af filminstruktør Lars von Trier med et opslag på Instagram, hvor han kommenterede på et foto med Zelenskyj og den danske statsminister Mette Frederiksen i anledning af, at Danmark donerede 19 F16 jægerfly til Ukraine:

Forresten: Til hr. Zelenskyj og hr. Putin og ikke mindst fru Frederiksen (der i går, som en kåd nyforelsket, poserede med smil fra mundvig til mundvig i cockpittet på en af vor tids uhyggeligste stykker dræbermaskineri): Russian lives matter also! Hilsen Lars (link, se også link)

Dækningen af dette opslag bar præg af sensation og blev umiddelbart koblet til en tidligere hændelse, hvor Trier udtalte en form for sympati med Hitler i 1930’ernes Tyskland. Trier bliver med andre ord taget til indtægt for at sympatisere med de rædsler, som russiske tropper står bag i Ukraine. Hvis ikke du entydigt er tilhænger af at støtte ukrainerne, må du nødvendigvis være tilhænger af deres modstandere.

Nu skal man nok passe på med alt for skråsikkert at foregive, at man forstår en person som Lars von Trier, og hvad der var hans intention med opslaget. Jeg vil dog alligevel fortolke hans ærinde som en afvisning af den rabiate modstilling, som ligger i den almindelige dækning af krigen (en analyse der delvist bekræftes af et senere opslag fra Trier). Taget helt konkret er det rigtigt, at når Danmark donere F16 jægerfly, donerer vi nogle meget effektive dræbermaskiner. Det burde heller ikke være kontroversielt at hævde, at russere også er mennesker, og at deres liv er lige så dyrebare som ukrainske liv. Man kan godt både støtte Ukraine i deres ønske om selvstændighed, samtidig med at man insisterer på at russiske liv også har værdi.

Det er naturligvis vanskeligt at bevise, at Triers udsagn er et produkt af tavshed. Som kunstner er Trier givetvis disponeret for at kunne se verden fra skæve vinkler. Ikke desto mindre vil jeg hævde, at hvis Trier mere regelmæssigt deltog i den offentlige samtale, ville det være med en risiko for tab af originalitet. Hvis han skulle være forpligtet på at have en færdig og fuldt formuleret mening om alle emner og diskussioner i den offentlige samtale, ville han være nødt til at pakke disse meninger ind i lange formuleringer om, hvordan synspunktet passer ind i eller adskiller sig fra allerede eksisterende positioner i samtalen.

Hans indlæg skaber furore fordi han insisterer på at fokusere på dele af den virkelighed, som vi lever i, men som vi har bragt til tavshed, for at kunne agere effektivt og beslutsomt på en helt åbenlys trussel på liv og død for det ukrainske folk. Og effektivitet er naturligvis påkrævet i sådan en situation, men Triers indlæg minder os om, at vi ikke skal gøre os selv til en spejling af det fjendebillede, som vi selv har skabt.

Han minder os om, at selvom drab på russere kan være nødvendigt, så er det ikke desto mindre altid en tragedie, når mennesker føler sig tvunget til at dræbe andre mennesker. En pointe, der var bragt til tavshed – og som Triers pauser fra offentligheden bragte frem i lyset.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.