[Det følgende indlæg blev oprindelig bestilt af altinget.dk og også bragt sammesteds. Det kan også læses her: Link.]

Viden og holdning hænger snævert sammen. Hele vores demokratiske system er bygget op om, at borgerne skal være oplyste, således at de kan beslutte, hvordan samfundet skal indrettes. Hvis jeg f.eks. ved, at jorden udfordres af en klimakatastrofe, vil jeg være tilbøjelig til at stemme på den person, som jeg tror bedst kan løse denne udfordring.

Alligevel har vi indrettet vores offentlighed efter en antagelse om, at vi bør adskille viden og holdning. Vi skelner mellem eksperter (der ved noget) og politikere og andre partskilder (der vil noget). De fremmeste eksperter er forskere, som vi har ansat på universiteterne, for at de kan fremdrage den mest sikre viden.

Forskere drives af holdninger

Forskere skal ikke bestemme, hvad vi skal stille op med den viden, som de præsenterer os for. De skal forstå, at de tjener folket, der betaler deres løn. Vi har en ide om, at de ikke skal dyrke deres egne dagsordener, men fokusere på at producere viden, som vi kan bruge til at håndtere samfundsmæssige udfordringer.

Ud fra et ønske om at undgå bias i forskningen giver ideen om, at forskere ikke skal lade sig guide af personlige præferencer god mening. I realiteten er det dog ikke helt så simpelt, for det er samtidig en erfaring blandt forskere, at man bliver en bedre forsker, hvis man opfatter sit emne som vigtigt og væsentligt. På universiteterne har man derfor i udgangspunktet “forskningsfrihed”, hvilket betyder, at man selv bestemmer, hvad man vil forske i. Og så er det op til forskningsledelsen at sørge for at ansætte så mange forskellige forskere, at vi alt i alt kan regne med at komme omkring et bredt felt af forskningsemner.

Forskere kritiseres for at have holdninger

I nyere tid hører vi gentagne gange, at politikere og meningsdannere problematiserer udvalgte forskere og former for forskning som aktivistisk. Vi hører også at politikere kan være “politisk uenige” med videnskabelig viden.

Begge disse strategier handler om, at politikerne sætter sætte holdning over viden. Når politikerne gør sig til dommere over forskere og forskning, og når de bare erklærer sig uenige med forskningen, har de grundlæggende misforstået, hvad viden handler om. Det særlige ved viden er nemlig, at selvom den er et produkt af holdninger, kan du ikke bare afvise den med henvisning til, at du har en anden holdning.

Hvis jeg f.eks. er klimatosset aktivist og i min forskning finder ud af, at vi risikerer at øen Egholm står til at blive oversvømmet, er det ikke en relevant indvending, at en klimaskeptiker er uenig. Det kan selvfølgelig godt være, at man som politiker ikke synes at mine resultater er relevante. Eller at der er andre resultater, der er mere relevante. Man kan godt politisk beslutte, at oversvømmelsen af Egholm ikke er et relevant, men Egholm bliver oversvømmet – uanset om man er enig eller uenig.

Ved blot at afvise forskning med henvisning til politisk holdning, har man overset den afgørende pointe ved viden, som handler om, at den altid overskrider de holdninger, som den er et produkt af – ligesom den er en uomtvistelig udfordring for de holdninger, som den er ubekvem for. Grunden til at viden er så vigtig i et demokratisk samfund er netop, at den sætter sig igennem på tværs af holdninger og magthaveres interesser.

Metode som kilde til autoritet

Forskerens autoritet i den offentlige samtale udspringer ikke af, at forskeren er holdningsfri, men at forskeren forsker i overensstemmelse med fagets metoder, som er med til at regulere, at de fremdragne indsigter ikke blot er udtryk for personlige holdninger.

En forsker i Israel/Palæstina-konflikten må således gerne sympatisere med den ene part. Det er heller ikke et problem, hvis mange forskere indenfor dette felt går sammen om et offentligt opråb, hvor man opfordrer til at politikere og befolkning interesserer sig mere aktivt for konflikten. Det er faktisk tværtimod prisværdigt, at man som forsker ikke murer sig inde i et elfenbenstårn, men interesserer sig for, at befolkningen får adgang til vigtige indsigter.

Endelig er det heller ikke et problem, hvis man undervejs i sin forskning har observeret systematisk undertrykkelse og obstruktion imod en bestemt gruppe, at man fatter sympati med gruppen. Det ville kræve en ganske autistisk personlighedsstruktur dagligt at beskæftige sig med undertrykkelse uden at føle et behov for at råbe magthaverne op.

Forskerne skal naturligvis ikke bestemme, hvordan magthaverne skal agere på forskernes viden. Men at påpege, at man har viden om systematisk undertrykkelse, som de undertrykte kan have legitime grunde til at gøre modstand imod, ligger fuldstændigt indenfor skiven.

Som demokratisk borger er det relevant for mig, at vide, at folk, der forsker i konflikten, når frem til dette synspunkt.

De metodiske procedurer indenfor forskerverden sikrer mig, at jeg kan regne med, at deres viden ikke er et produkt af deres holdninger – selvom de måtte have en sådan.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.