Analyse

Observation: Når vi ser på politikernes måde at snakke om ytringsfrihed på, så er det påfaldende hvordan de ikke formår at forbinde en principiel og en pragmatisk måde at snakke ytringsfrihed på.

• “Vi skal ikke give køb på den danske ytringsfrihed”

versus:

• “Vi har brug for international samling fremfor splittelse”
• “Der er en øget terrortrussel”

I den demokratiske offentlighed betyder dét, at pragmatikken altid vil vinde. For flertallet af vælgere er ikke interesserede i principper men i pragmatik.

Derfor risikerer vi, at ytringsfriheden kommer til at blæse i øst og vest alt efter aktuelle folkestemninger. Og så står glidebaneargumentet som en åbenlys trussel.

Medicinen

En vej ud af dét problem kunne være at insistere på, at frihed ikke blot er et abstrakt begreb men også en praktisk virkelighed. Hvordan kan grænser for én frihed være med til at udvide andre former for frihed?

$266b i straffeloven (“racisme§”) er et eksempel på en begrænsning, der kan legitimeres netop ad denne vej. Ved at forbyde nogle at ytre sig racistisk får andre mere frihed til at blive taget alvorligt i den danske off.

Art10.2 i EMRK italesætter lignende hensyn. (link):

En frihed bliver tom, hvis vi ikke kan opretholde den “nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed”, hvis ikke man kan “forebygge uorden eller forbrydelse”, “beskytte sundheden eller sædeligheden”, hvis ikke man kan forsvare sit “gode navn og rygte” eller “forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger”.

Så det, vi må insistere på, er, at politikerne svarer på détte — hvis de vil opretholde både at sætte nye grænser og forsvare ytringsfriheden. Hvis vi skal begrænse muligheden for at brænde koraner af, uden samtidig at begrænse ytringsfriheden, hvordan kan det så forstås ud fra et ønske om national sikkerhed, personlig integritet, muligheden for at have en god og frugtbar samtale i offentligheden, o.lign?

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.