I dette indlæg kan du læse om diskursanalytiske greb, som kan være tjenlige for journalister: KategoriseringerPræsuppositionerModstillinger, Metaforer, Metadiskurs (herunder Overordnet narrativ, Modalitet, Ethos, Intertekstualitet, Høflighed). Indlægget bygger i vid udstrækning på N. Faircloughs bog Discourse and Social Change.

Diskursanalyse går ud på at trænge bagom det sagte, for at nå frem til det usagte. Det kunne man sige rigtig meget om, hvilket jeg foreløbig vil undlade. I dette indlæg er det imidlertid en vigtig pointe, fordi det betyder, at i en vis forstand, så kan man aldrig koge diskursanalyse ned til at være en metode, hvor man tager bestemte greb om teksten og så når frem til alt det usagte. Ethvert analytisk greb finder kun ind til én dimension af det usagte — en rigtig grundig diskursanalyse vil derfor behøve at arbejde meget mere kreativt med de analytiske greb.

Når jeg i dette indlæg præsenterer nogle diskursanalytiske grund-greb, så er det derfor i en vis forstand en reduktion af diskursanalysen. Men i forhold til den journalistiske virkelighed, vil jeg alligevel hævde, at de kan udgøre en markant forbedring af det journalistiske arbejde.

Når du bruger grebene i dit journalistiske arbejde, så skal de (1) i første omgang bruges til at konstatere den faktiske struktur af diskurserne. Denne konstatering er imidlertid kun første skridt, og kan ikke i sig selv forbedre dit journalistiske arbejde. Forbedringen opstår først, hvis du også tager andet skridt, som går ud på at spørge (2) hvordan disse strukturer så er med til at indsnævre diskursernes mulighed for at beskrive virkeligheden. Fordi når først du har fået viden om dette, så har du en åben invitation til at overveje om det måske kunne være relevant, at du tog det på dig, at vinkle vores forståelse af det undersøgte emne på en ny måde.

Kategoriseringer

Vi bruger kategoriseringer når vi sætter benævnelse på noget. Benævnelser bruges på ting, personer, hændelser, relationer, situationer, osv. Kategoriseringer bruges til at drage vores fælles opmærksomhed på bestemte sider af verden. Kategoriseringerne fokuserer vores opmærksomhed, og det er helt nødvendigt, fordi vi ellers mister overblikket, og ikke får en fælles opmærksomhed. Men det sker altid på bekostning af noget. Så når jeg (a) kalder apparatet foran mig for en computer (fremfor en datamat, en laptop, en elektronik-dims, et Internet-interface), eller når jeg (b) taler om tilhørerne til min undervisning som studerende (fremfor elever, unge mennesker, dovenkroppe, udfordringer), når jeg (c) kalder udsalgsåbningen af Bilka for et gedemarked (fremfor en event, en folkevandring, en offentlig begivenhed); i alle disse tilfælde fokuserer jeg ind på særlige aspekter ved det jeg snakker om. Men i alle disse tilfælde fører dette fokus også til, at der er andre sider af fænomenerne, som vi mister blikket for. En computer er et apparat, der primært bruges til at beregne — det er for så vidt en fair betegnelse, for computere er vitterligt gode til at beregne. Men i dag er ordet computer på vej ud, fordi vores brug af disse apparater ikke så meget fokuserer på regnekraften (ved du hvor mange Ghz din nuværende computer kører med? Det gjorde man altid i gamle dage), men mere på evnen til at kommunikere. Steve Jobs præsenterede således den første Iphone som et “Internet Communicator Device”. Det slog nu aldrig rigtig igennem, men introduktionen af IT (informationsteknologi) og ICT (Information and communication technologies) som betegnelser for computerbårne praksisser vidner om udviklingen.

Pointen her er, at både computer og Internet Communicator Device sådan set er rimelige betegnelser, men ingen af dem er fuldt dækkende. Og ved at vælge den ene frem for den anden, gør jeg også noget ved, hvad der kan forventes af det pågældende fænomen, og dermed naturligvis også om det pågældende fænomen er vellykket eller ej. Nogle kritikere af smartphones og tablets har hæftet sig ved deres begrænsede regnekraft. Andre vil dertil måske indvende, at disse kritikere har overset ærindet for disse apparater…

Pointen er, at vi er nødt til at sætte betegnelser på det, vi vil snakke om. Men at disse betegnelser altid “reducerer” det, som de benævner. Ingen fænomener i verden kan reduceres til deres betegnelser.

Hvis du vil analysere en diskurs med hensyn til hvilke kategoriseringer, der er på spil, så skal du prøve at liste de signifikante benævnelser op. For hver enkelt af disse skal du så spørge dig selv:

      1. Hvilke sider af det betegnede fænomen (ting, person, hændelse, situation, relation) fokuser betegnelsen på?
      2. Hvilke sider af det betegnede fænomen mister vi så blikket for?
      3. Hvad ville det gøre ved din historie, hvis du trak de usynlige sider frem?

Svaret på (iii) kan naturligvis godt blive, at det vil ikke føre dig nogen gode steder hen — men andre gange vil der være “bid” til en god ny vinkel — enten til en ny research-vinkel, nye interview-spørgsmål eller en decideret ny historie. Herefter må du naturligvis i gang med den traditionelle research for at finde ud af, om den nye vinkel faktisk så også holder.

For at tage et eksempel: Når vi skal skrive om flykaprerne, der fløj ind i World Trade bygningerne 11. september 2001, så er vi alle tilbøjelige til at kalde dem for “muslimske terrorister”. Og det er jo nok også en betegnelse, der er sand. De var muslimer, og deres handling var terrorisme. Men er dét den eneste sande betegnelse? Nej, de var jo også så meget andet. Nogle af dem havde f.eks. børn. Hvad ville det gøre ved din historie om 11/9-2001, hvis du begyndte at kalde flykaprerne for “fædre”. Prøv at mærke godt efter. Det er ikke mit ærinde, at vi skal godkende, hvad de gjorde, men i hvert fald tvinger en “far”-optik os til at give en anden slags forklaringer på deres handlinger, end dem vi normalt ser.

Det kan så godt være, at når du har mærket efter, så beslutter du dig for, at du ikke kan tage historien dén vej. Men mon ikke du alligevel har fået en ekstra “lektie” for…

Præsuppositioner

Præsuppositioner handler om at underforstå noget. Så når jeg på vej ud af døren spørger min søn om han vil have skoene eller støvlerne på, så underforstår jeg, at han skal have fodtøj på. Kravet om fodtøj er en præsupposition til spørgsmålet om hvilket fodtøj han vil have på. Sagt lidt mere teknisk, så er præsuppositionen et implicit forudsat udsagn, indeholdt i et andet eksplicit fremsat udsagn.

Når præsuppositioner er så afgørende i analysen af diskurser, hænger det sammen med sprogets psykologi. Sproget bruges jo til at fokusere ind på bestemte sider af verden — nemlig de sider, som vi nu lige beskæftiger os med. Men det fungerer kun, fordi vi som modtagere indstiller os på, at følge det fokus, som afsenderen bruger. Så når min søn lytter til mit spørgsmål, så forstår han mig jo kun, hvis han går ind på den grundlæggende præmis. Derfor er vi tilbøjelige til at miste blikket for det, som vi ikke snakker om. De fleste forældre har givetvis oplevet, hvad det vil sige, hvis modtagerne ikke stiller sig ind på det fokus, som man prøver på at indføre — så er der simpelthen bare ingen kontakt. Man kan sige “tag så lige de sko på!” 500 gange, men spilopperne kræver stadig at man flintrer rundt med storesøster i et forsøg på først at få fat i ballonen.

Sprog forudsætter altså, at vi i en vis forstand køber hinandens fokus. Dette abonnerer præsuppositionen på, fordi den implicitte antagelse så at sige “bliver væk” for os. Så længe påstanden forbliver implicit, vil vi forholdsvis ukritisk acceptere sandheden af den.

Hvis du vil analysere en diskurs med hensyn til hvilke præsuppositioner, der er på spil, så ligger opgaven også umiddelbart givet i den sidste pointe. Du skal i diskursanalysen gøre den implicitte påstand eksplicit. For så snart du får gjort det, kan du mere bevidst spørge til rimeligheden heraf. Du skal:

    1. Starte med at opliste udsagn, der indeholder præsuppositioner
    2. Trække de indeholdte præsuppositioner frem i lyset
    3. Overveje om de forudsatte udsagn egentlig holder for en nærmere efterprøvelse.

Bemærk: Præsuppositioner er noget, der arbejdes meget bevidst med i strategisk kommunikation. Derfor er dette analyse greb særlig påtrængende i omgangen med strategiske udsagn, tekster, o.lign. Men også i mindre erfarne sammenhænge bruges præsuppositioner meget — her er det dog ofte mindre bevidst anvendt, men dermed ikke være sagt, at præsuppositionen ikke har en afgørende placering i den pågældende verdensforståelse.

Prøv f.eks. at overveje det gængse svar, når man spørger folk, der bare deltager i et fællesskab, fordi de synes det er sjovt. Så svarer de altid journalisten, at de er der pga. “sammenholdet”. Så forudsætter de jo, at der er et sammenhold. Men hvad vil det sige? Er der overhovedet et sammenhold? I hvilken forstand? Er der ikke sammenhold andre steder? Hvad er der galt med disse? Den slags spørgsmål får vi som regel ikke svar på. Mest oplagt, fordi de ikke bliver stillet. Måske ville man heller ikke kunne få et svar (fordi interview personen mangler sprogligt overskud til det) — men selv om de ikke kunne besvares, kunne man nok godt forvente at de ville føre både interviewpersonen og de senere modtagere af det journalistiske produkt lidt længere i en forståelse, end det automatiske og ligegyldige åbnings-svar.

Pointen er, at diskursanalysen her kan bruges til at åbne for verden — snarere end at lade et uforståeligt svar blive anledning til at lukke for den.

Modstillinger

Værdier er en grundlæggende måde at indføre overblik i verden på. Værdier deler verden op. På den ene side har vi det [positive] gode, smukke, retfærdige, effektive, dejlige — på den anden side har vi det [negative] onde, grimme, uretfærdige, ineffektive, trælse. Som regel er det jo bedst at være på den positive side, og rigtig ofte (men ikke altid) vil man derfor også kunne konstatere en “os” vs. “dem” opdeling i værdierne. Værdierne indfører derfor en modstilling mellem noget/nogen (som regel os selv), der er på den gode side, og noget/nogen (som regel de andre), der er på den dårlige side.

I forhold til diskursanalyse er det dog vigtigt at huske på, at selvom værdier altid bygger på, at noget er godt/skidt, så er det ikke altid selvindlysende at værdier selv er gode. Tag et eksempel: Hvis du skal finde et plejehjem til din gamle far, hvor mange plus-point vinder det pågældende plejehjem så ved at skrive på deres hjemmeside, at “vi har et plejeteam, der har specialiseret sig i at komme meget effektivt igennem dagen”? Eller når veninden siger, at “kæresten kom meget effektivt igennem den romantiske middag på vores årsdag”. Effektivitet er jo ellers en værdi, som står på positivsiden i forhold til ineffektivitet — men der er alligevel nogle situationer, hvor vi ikke synes at effektivitet nødvendigvis er en god værdi.

Den diskursanalytiske pointe er, at når du skal analysere modstillinger og konflikter, skal du reflektere over de værdier, der ligger til grund for modstillingerne.

  • Er det egentlig så selvindlysende at det lige skal være disse værdier, der strukturerer vores forståelse af virkeligheden.
  • Hvilke sider af virkeligheden bliver du blind for, ved at du abonnerer på denne værdi-optik.
  • Hvad ville der ske med vores forståelse, hvis vi forsøgte at se virkeligheden gennem nogle andre værdier

For at få øje på modstillinger, kan du

  • kigge efter “os” vs. “dem” modstillinger — evt. også kigge efter “man” udsagn.
  • Hvem regnes med i “os” og “man”?
  • Hvem er udenfor (hvem er “fjenden”)?
  • Hvem falder helt udenfor modstillingen (hvem regnes for irrelevante)?
  • Hvad er det, vi er uenige om?
  • Er det en væsentlig uenighed?
  • Er det den eneste relevante uenighed?

Et hjælpemiddel til at se verden gennem andre værdier kan være ved at overveje, om vi kunne benævne situationen, tingen, hændelsen, osv. anderledes (se punktet om Kategoriseringer).

Metaforer

Metaforer bruges til at bringe liv og sanselighed ind i det, vi siger. De fungerer ved at koble forskellige fænomener, der normalt ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre. Så hvis jeg siger, at jeg er “sulten som en ulv”, så bringer jeg fænomenet “sult” sammen med dyret “ulv”. Men sult og ulve har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre. Hvad vil det sige, at være sulten som en ulv? Det kan vi jo ret beset slet ikke vide (har du nogensinde oplevet en sulten ulv?). Metaforen “sulten som en ulv” er så indgroet i det danske sprog, at vi knap nok opdager den. Den er blevet en “død metafor”, men derfor kan den sagtens være meget virksom alligevel. Ved at koble sult med ulve, så gør vi (f.eks.) sulten til noget dyrisk, biologisk, vildt, som står i modsætning til det kultiverede og forfinede — det vil f.eks. ikke være passende at bruge metaforen på en Michelin-restaurant.

Levende metaforer har vi nemmere ved at opdage, fordi de kobler mere overraskende. Legendariske er Jørn Mader og Jørgen Leths excellerende metaforer da de kommenterede Tour de France i 1990’erne, hvor man bl.a. kunne høre, at “Indurain er reduceret til alterdreng i Riis’ rullende katedral..” da Bjarne Riis kørte fra Indurain i Tour de France i 1996; og da Armstrong nogle år senere henter Beloki kort før målstregen får vi at vide, at “Texas’ gule rose er også en tidsel .. man kan stikke sig på..”.

Politikere kan også være gode til det — tænk f.eks. på hvad der sker, når Birthe Rønn Hornbech (V) siger, at “en dommer er professionel. Kold som en hundesnude”. Dommergerningen kobles her altså med en hundesnude. Det er et meget sanseligt billede, med mange betydningslag. Og som ved præsuppositionerne, så er disse stærke, fordi de egentlig ikke udtales — vi mærker lige efter om billedet er godt, og så går vi videre i teksten, uden nødvendigvis at få alle implikationerne med: Hundeejere ved jo instinktivt, at en kold næse er tegn på en sund hund. Kulden er en god ting, og hundens næse er det mest udviklede ved hunden. Hundens næse kan fremdrage sandheder, vi andre ikke har en chance for at nå frem til. Hundens næse bliver et billede på den kompromisløse søgen efter skjulte sandheder. For hundens næse gælder det, at det er en god ting, at den ikke viser hensyn (at den er følelseskold) — hvis hunden lader sig forvirre af klap og kærtegn fra ejeren, så mister den fokus, og finder ikke sit kødben. Alt dette føres over på dommeren, og vi står tilbage med et billede af, at dommerstanden må være den bedst egnede institution til at finde frem til sandheden — netop fordi den er så upartisk og hensynsløs. Birthe Rønn Hornbech er med andre ord tilhænger af, at lade undersøgelseskommissioner afgøre politiske konflikter. Udover at dét er et stærkt udsagn fra en politiker, der selv er til undersøgelse i sådan en kommission, så må vi som diskursanalytikere lige vende den en ekstra gang: Er det et dækkende billede af dommergerningen, at den er kold, upartisk, rent-sandheds-drevet? Er det rigtigt at man kan nedsætte en undersøgelseskommission, der neutralt og uvildigt bare søger efter sandheden? Er det ikke noget med, at en undersøgelseskommission kun finder det, den bliver bedt om at finde? Og at der måske var andre mere væsentlige ting at lede efter? Eller, for nu at gøre lidt vold på metaforen: Det kan jo godt være, at hundesnuden er god til at finde kødben med, men hvad nu hvis der lå en skattekiste lige ved siden af?

Enhver god journalist bruger metaforer aktivt i sine egne produktioner, men diskursanalytisk kan det alligevel være en god ide, at stoppe op, og stille sig et par spørgsmål, når man støder på en metafor. For koblingen af fænomener er aldrig neutral — det påvirker vores syn på de koblede fænomener:

  • Hvilket forhold mellem eksisterende diskurser etableres/befæstes?
  • Hvem kommer styrket/svækket ud af sammenstillingen?

Metaforer bruges meget bevidst/aktivt i strategisk kommunikation, idet vi sjældent er bevidste om det “arbejde”, som udføres af metaforerne. Så når daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen fra årsskiftet 2010/1 og frem til valget forsøgte at få os til at forstå, at “vi står ved en skillevej, der er to veje at gå”, så ved vi jo nok, at han har et strategisk ærinde med det — at vi nok skal være kritiske overfor hans udlægning af, hvordan vi skal reagere på situationen. Men hvis vi ikke er meget påpasselige, kan vi nemt komme til at sluge præmissen om, at der faktisk kun er to veje at gå — højre- eller venstrefløjens. Og det er jo faktisk slet ikke rigtigt.

Metadiskurs

I de ovennævnte greb har vi hovedsagelig fokuseret på, hvad der siges indenfor de forskellige diskurser. Men nok så ofte kan det være relevant at se på, hvordan de forskellige positioner, modstillinger, kategorier, præsuppositioner, osv. fremstilles. Vi kan overordnet kalde det “metadiskursen”, som bestemmer hvilken status det sagte har i vores gensidige kommunikation.

Overordnet narrativ

Hvilket overordnet narrativ lægges ned over de omtalte fænomener. Er den omtalte udvikling eller hændelse en tragedie? en succes? er det sjovt? I forlængelse heraf: Hvem er helte? hvem er skurke? Hvem er ofre? …og i forhold til hvilke værdier?

Og når vi nu er ved det: Helte og skurke er jo altid rigtig gode at have med at gøre i journalistisk arbejde, fordi de ofte nærmest af sig selv giver hele historien. Men når du er i dit diskursanalytiske hjørne gør du klogt i at spørg dig selv:

  • Er heltene udelukkende drevet af godhed? (svaret er sjældent ja)
  • Er skurken(e) ond(e) for at være onde? Kan man ikke som regel bag selv de ondeste handlinger finde et (muligvis forkvaklet) ønske om at gøre noget godt? Og er vi ikke også nødt til at have fat i denne side af skurken, hvis vi vil give et nuanceret billede af virkeligheden?
  • Er ofrene kun ofre? Kan de virkelig slet ikke gøre noget selv? Har de ingen egenskyld i at være havnet i situationen?

Modalitet

Når vi reflekterer over modalitet, undersøger vi talerens eller skribentens tilslutning til det sagte. For at forstå et udsagns virkning må vi også medtænke, i hvilken grad afsenderen selv tilslutter sig det sagte. Hvis vi skal gengive Lars Løkke Rasmussens udsagn om, at der er to veje at gå i dansk politik, så har vi en række muligheder — med faldende tilslutning til det sagte:

  1. Der er to veje at gå
  2. Statsministeren fortæller os, at der er to veje at gå
  3. Lars siger, at der er to veje at gå
  4. Lars påstår, at der er to veje at gå
  5. Lars prøver at bilde os ind, at der er to veje at gå

Hvis jeg efterfølgende skal lave en diskursanalyse af, hvordan Lars Løkke Rasmussens udsagn blev modtaget, så er det afgørende, at jeg får modalitets-optikken med.

Ethos

I forlængelse af kategoriseringerne ovenfor, kan det også være en god ide, at lave en generel refleksion på, hvilken ethos de enkelte ting, personer, begivenheder, osv. har i de konkrete udsagn, og hvilken ethos de kan forventes at have hos modtagerne. Videnskabsmænd og eksperter tillægges ofte en ethos af at have høj troværdighed, at være forholdsvis upartiske, politikere tillægges en ethos af at være engagerede men også partiske. Bønder går for at være lidt utilfredse, langsomme, selvstændige, osv. Spiller teksterne og udsagnene med på disse fordomme, bygger de på dem? Og hvis ja, hvordan? Hvad gør det ved de historier, der udspiller sig? Hvem ender med at få lov til at definere “den rigtige udlægning”? Er det fordi de har ret, eller har de også en egen agenda — bag deres ethos?

Intertekstualitet

Enhver tekst, ethvert udsagn, indgår altid i en sammenhæng med andre udsagn. Intertekstualiteten kan være implicit (dvs. uden at nævne de andre tekster/udsagn) eller eksplicit. I diskursanalyse kan det nogle gange være en god ide, at reflektere over hvordan denne relation udspiller sig. Bygger teksten/udsagnene på ukritisk oven på almindelige antagelser, eller spiller den sig kritisk, drilsk, osv. op imod traditionelle måder at italesætte noget på.

Når man analyserer diskurser, er det jo ikke ligemeget om det er de unge Venstre-løver, der repeterer Lars Løkke Rasmussen dogme om, at der “er to veje at gå i dansk politik”, eller om det er Dagbladet Information, der på forsiden har rubrikken “Der er to veje i dansk politik — og de fører begge mod afgrunden”.

Høflighed

Traditionelt har det været sådan, at man i den danske offentlighed omtaler hinanden nogenlunde høfligt. Derfor har spørgsmålet om høflighed været vanskeligt at analysere i offentlige udsagn i Danmark. Ganske vist vil man uden tvivl kunne finde enddog meget spydige kommentarer, men de har ofte været pakket ind i høfligheder, så man har skullet være en ganske trænet analytiker, for at kunne fange dem.

Dette er i nogen grad under ud-/afvikling i disse år — givetvis under indtryk af de semioffentlige sociale medier.

Høflighed siger en masse om magt-relationerne. Traditionelt er det jo sådan, at de mindre magtfulde skal være høflige overfor de mere magtfulde. Børn skulle tale pænt til de voksne (selvom de bliver skældt ud af de voksne), de ansatte taler pænt til arbejdsgiveren, vi skal alle omtale regenten med ophøjet respekt, osv. Samtidig kører der dog også (velsagtens siden 1968-oprøret) en parallel-kultur, der hedder, at “de frække unge” nogle gange “bryder” med konventionerne, og “taler op imod etablissementet”. Overfladisk kunne man mene, at dette er et brud med konventionerne, men i dag er det som oftest nærmest en konvention — hvis ikke “ungdommen” er lidt frække, så er der altså ikke meget ved dem… Måske er det bare udtryk for, at det er ungdommen, der i dag har magten, og derfor er det konventionen, at man skal bryde med de gamle konventioner?

Høfligheds-optikken er dog nok stadig ikke den mest oplagte i de fleste journalistiske sammenhænge.

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

2 thoughts on “Journalistiske analysegreb i diskursanalyse

  1. Hej Ejvind Hansen

    Jeg er samfundsfags- og dansklærer på gymnasieniveau, og vil bare sige tak for en god hjemmeside med megen god baggrundsviden, teori, eksempler og øvelser.

    VH

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *