[dette er en forkortet og populariseret udgave af en forskningsartikel, jeg har skrevet. Den oprindelige artikel er endnu ikke offentliggjort]

Journalistikkens betydning for demokratier har været anerkendt bredt i mange år. I 1999 skar James Carey ind til benet og hævdede, at

Without journalism there is no democracy, but without democracy there is no journalism either. (James Carey 1999, 51)

Når diskussionen i 1999 var presserende hang det bl.a. sammen med, at journalistikken måtte forholde sig til en forandret mediesituation. Internetbårne medier vandt frem, og det førte til en naturlig diskussion af, hvordan journalistikkens betydning måtte forstås.

I disse år vinder AI-baserede teknologier for offentlighed frem, og det giver grund til igen at overveje, hvilken betydning journalistikken kan have for demokratiet, hvad vil det betyde, hvis traditionelle journalistiske opgaver i stigende grad varetages af LLM-baserede generative AI-teknologier. Der ligger jo en fristelse, eftersom disse teknologier kan varetage opgaver, som traditionelt har ligget hos journalistisk drevne medier. Teknologierne er således i stand til at distribuere målrettet viden til borgerne, baseret på store mængder af baggrundsmaterialer. Der er stadig tekniske og etiske udfordringer ved teknologierne, som gør, at de fleste af de seriøse medier stadig insisterer på at holde et menneskeligt øje på resultaterne af de nye værktøjer.

Om disse udfordringer er varige, eller blot et skridt på vejen er endnu for tidligt at afgøre. Ikke desto mindre rejser fremkomsten af teknologierne spørgsmål til, hvad vi skal holde øje med, hvis det på et tidspunkt bliver sådan, at man potentielt ville kunne skabe offentligt indhold, som kan erstatte det journalistiske arbejde. Jeg har andetsteds (link) argumenteret for, at man i en sådan vurdering skal huske at holde øje med, at AI-teknologier strukturelt vil være konservative i forhold til at udfordre eksisterende diskurser.

I dette indlæg vil jeg argumentere for et nyt og lidt overraskende finding, som jeg er nået frem til efter at have læst nogle af Jacques Derridas analyser af det “uregerlige demokrati” (uk: rogue democracy, fr: voyoucratie). Analysen tager udgangspunkt i en dobbelthed i selve demokratiets væsen, der på den ene side fordrer en radikal åbenhed i den offentlige samtale, således at alle borgeres legitime interesser kan blive diskuteret, samtidig med at demokratiet på den anden side også må kunne lukke samtalen ned, kondensere fremsatte synspunkter ind til én beslutning, som vi derefter har at rette os efter. I dette spændingsfelt viser det sig, at journalistikken udmærker sig ved, at vi skændes om, hvad der er god journalistik. Vi skændes om det, fordi vi er enige om, at den gode fremstilling er vigtig, samtidig med at vi er uenige om, hvad en god fremstilling vil sige. Og netop i denne journalistikkens fejlen, dens fejlen med at stille sine modtagere (borgerne) tilfredse, ligger en helt afgørende egenskab ved journalistikken, idet den nemlig inviterer os alle til at indse, at det grundlæggende er et åbent spørgsmål, hvordan vi bedst fremstiller hændelser i verden. Og i denne indsigt ligger et oprør imod at give os lov til, at stille os tilfreds, vi er hele tiden nødt til at overveje, hvad vi overser i de(n) dominerende diskurs(er).

Spørgsmålet er så, om denne diskuterbarhed er lige så åbenlys, hvis den offentlige information i højere grad baseres på AI-baseret distribution.

Alle demokratier begår vold mod demokratiet

I 1956 lancerede W.B Gallie en påstand om, at demokratiet er et “grundlæggende diskuterbart” begreb. Det betyder, at det er svært at bringe demokratiet på en entydig definition. Demokrati handler naturligvis i sin grund om, at folket (demos) styrer (kratos), men hvad dette nærmere vil sige er svært at definere entydigt. Mange vil nok sige, at det forudsætter at folk er frie, at de (i det mindste på et politisk niveau) er lige (en stemme pr person). Men det forudsætter jo også, at der er nogle processer, der kan lede os frem mod beslutninger, således at vi kan etablere lovgivning, som vi alle har at rette os efter. At vi har procedurer, der sikrer, at vi får truffet gode beslutninger. At vi har mulighed for at udøve suverænitet og relatere til lande omkring os, osv.

Pointen er her, at disse forskellige elementer dels selv er svært definerbare (hvad er frihed, lighed med henblik på hvad, hvad er retfærdigt, osv.), men også at de kan stå i et indbyrdes spændingsforhold (når vi bruger friheden til at beslutte lovgivning, bruger vi den reelt til at sætte grænser for fremtidig frihed). Og alt efter hvilke elementer man særligt vægter, kan man have et ganske forskelligt syn på, hvad demokrati overhovedet er (denne problematik har jeg også analyseret her: link, link).

I den allersidste bog, der blev udgivet af Jacques Derrida, mens han levede, forstærkede han påstanden om, at demokrati er vanskeligt at få hold på. Nu er det ikke længere fordi demokratiet består af elementer, der er vanskelige at få hold på eller indbyrdes modstridende. Nej, i Derridas analyse er demokratiet en selvmodsigelse. For Derrida er selvmodsigelser ikke nødvendigvis en dårlig ting, men det gør naturligvis tingene ret bøvlede.

Grundlæggende ligger selvmodsigelsen allerede i den indledende definition: Demokrati som folke-styre (demos-kratos). De to elementer i grundbegrebet trækker i hver sin retning.

På den ene side ligger der en forventning om, at demokratiet skal repræsentere hele folket. Folket i sin fulde kompleksitet skal have mulighed for at blive taget alvorligt i samtalen om, hvordan vi skal indrette os. Da demokratiet netop er kendetegnet ved at skulle respektere den enkelte borgers autonomi, kan man ikke på forhånd regne med, at vi ligner hinanden, at vi ser verden på samme måde, at vi har fælles præferencer, osv. Dette aspekt ved demokratiet trækker i retning af det hyperkomplekse, hvor samfundet tenderer mod nærmest at kunne gå i opløsning pga. de indbyrdes forskelligheder.

På den anden side, kan det også kun blive et folkestyre, hvis det faktisk er muligt at styre. Det vil sige, der skal træffes beslutninger, hvor den hyperkomplekse samtale må kondenseres. Der må konkluderes på, hvad der er de mest påtrængende elementer i den virkelighed vi lever i, og den samtale vi har om den. Der må stilles nogle (få) alternativer op, som vi kan vælge imellem. Og så må det også overvejes, om der er nogle kræfter eller fjender, som vi skal værne os imod, som skal udelukkes fra fællesskabet. Dette aspekt ved demokratiet trækker i retning af forsimpling, reduktion af muligheder, udelukkelse af synspunkter, osv.

Man kan på den måde sige, at demokratiet grundlæggende balancerer mellem det radikaliserede anarki, hvor alle (i det mindste på et teoretisk plan) kan gøre hvad de vil, og det stramme meritokrati, hvor få bestemmer, hvad der er godt for alle. I demokratiet bruger vi vores frihed til at begrænse vores frihed. Denne proces giver nok en mere reel frihed end det radikaliserede anarki, men det sker kun ved, at vi begår en form for overgreb på idealet om al-inklusion.

Journalistikkens fejlen som kilde til demokrati

I et forsøg på at sikre beslutningsmæssig effektivitet kan særligt den åbnende del af spændingen komme i klemme. Dette gælder yderligere fordi der også i den sproglige italesættelse ligger en fokusering på, hvad vi interesserer os for (se dette uddybet her: link, link, link, link). Derfor er det vigtigt, at der findes mekanismer i samfundet, der holder samtalen åben. Og det er her, journalistikken kommer på banen.

I 2019 argumenterede Matt Carlson for, at journalistikken nødvendigvis fejler. Han talte om at der lå et spændingsfelt mellem hvad journalistikken stræber imod, og hvad den rent faktisk udretter. Undervejs i analysen får han påpeget, at

[F]ailure has to be seen as an opening and not a closure. (Carlson 2019, 97)

Carlsons egen analyse af denne påstand er jeg ikke nødvendigvis enig i, men i lyset af Derridas analyse ovenfor, vil jeg påstå, at måske er journalistikken netop vigtig, fordi den giver os anledning til at skændes om, hvad der er den gode gengivelse af virkeligheden. Grundlæggende er vi ganske vist enige om, at journalistikken skal dække virkeligheden som den er. Samtidig er det dog lige så åbenlyst, at man kan være ganske uenig om, hvad det så vil sige. Her er vi alle formede af, at vi har forskellige kriterier for, hvad der er relevant. Derfor kommer vi meget nemt op at skændes om journalisters udlægning af virkeligheden. Disse skænderier kan man i lyset af Derridas analyse udlægge som en forhandling om, om det er de rigtige aspekter af virkeligheden, som bliver repræsenteret i journalisters produkter.

Derfor er diskussioner af journalisters arbejde i bund og grund en invitation til at blive bevidst om, at her er altså noget, vi er uenige om, noget vi synes er vigtigt, men ikke bliver gjort godt nok. Nogle gange er dette naturligvis åbenlyst også fordi journalister faktisk ikke laver et ordentligt stykke arbejde; men i andre tilfælde skyldes diskussionerne, at meget er på spil, og at der er reelle uenigheder om, hvad der bør inkluderes i den journalistiske dækning.

Derfor er diskussionerne om den gode journalistik med til at holde den offentlige samtale åben, give rum for dissens omkring, hvad der er den “rette” udlægning af virkeligheden, og som sådan et udtryk for, at misrepræsenterede synspunkter stadig kommer til udtryk. Derfor bør vi værne om den journalistiske fejlbarlighed.

Spørgsmålet er imidlertid om dette er muligt i den fremtidige offentlighed, som vi kan se ind i.

AI teknologierne er potentielt for overlegne til at kunne diskuteres

Nu skal man jo altid passe på med at spå om fremtiden. Med fremkomsten af nye effektive LLM-baserede generative AI-teknologier vil jeg dog mene, at det vil være naivt at tro, at den fremtidige offentlighed ikke i én eller anden grad kommer til at blive påvirket af disse. Enten som et værktøj til at indløse allerede eksisterende opgaver, eller som et middel til at indløse nye opgaver. Teknologierne kan åbenlyst allerede hjælpe journalister i forhold til researchopgaver, formidlingsopgaver, distribueringsopgaver. Hvor langt man kan og bør gå, er der nok ikke enighed om, men mediehusene bruger allerede teknologierne, og i takt med at teknologierne bliver bedre, og mediehusene bliver dygtigere til at udnytte dem, er det oplagt at forestille sig en intensivering af denne brug.

Jeg vil imidlertid argumentere for, at analysen ovenfor udpeger et bekymringsfelt, som vi i denne brug skal holde øje med: Vil det vedblive at være muligt at skændes om den gode journalistik? Særligt to karakteristika ved teknologierne gør, at dette kan blive svært:

For det første mængden af information, der ligger til grund for teknologierne: Er det muligt at skændes med et produkt, der bygger på mængder af information, som vi vanskeligt kan forestille os? Og hvor vi i øvrigt heller ikke rigtig forstår den tilgrundliggende selektionsmekanisme? I en tid, hvor teknologierne stadig til tider åbenlyst tager fejl, er det ikke så svært at se teknologiernes fejlbarlighed. Men hvis engang teknologierne overvinder dette, vil teknologierne komme til at fremstå med en autoritet, der kan være vanskelig at betvivle. Problemet med at være nødt til at fokusere narrativet er naturligvis stadig gældende, men hvordan skal almindeligt dødelige kunne diskutere valget, når teknologien har foretaget det på baggrund af informationsmængder, som ingen af os andre kan konkurrere med.

For det andet, og endnu vigtigere, AI-teknologiernes evne til at målrette kommunikationen efter den enkeltes behov: Hvor den første pointe i nogen udstrækning nok kan imødegås af, at mennesker måske kan tilegne sig viden (f.eks. viden om den umiddelbare fysiske virkelighed), der ligger udenfor teknologiernes umiddelbare rækkevidde, og derigennem måske kan bevare en kritisk indstilling til de kunstigt producerede produkter, udgør teknologiernes evne til at målrette deres produkter ud fra detaljerede personlige datasæt om brugerne en endnu større risiko i forhold til en manglende kritisk diskussion af produkterne.

I takt med at teknologierne lærer at producere indhold, der er i nøje overensstemmelse med mine personlige præferencer, vil jeg have mindre anledning til at slå mig på resultaterne. Hvis teknologierne præsenterer informationer om konkrete hændelser ud fra en fortolkningsramme, der bekræfter min forståelse af verden, vil det ikke naturligt falde mig ind at kritisere fremstillingen. Traditionelle journalister er udfordrede af, at skulle ramme mange forskellige borgere, og derfor vil deres produkter blive taget ned på forskellig vis. Dette er imidlertid på sigt ikke nødvendigt for kunstige intelligenser, der vil kunne vinkle fremstillingen af nye hændelser ud fra de præferencer, som de har lært, passer til hver enkelt borgers ønsker.

Hvad er så den journalistiske opgave

Man skal altid være varsom med at sætte en teknologisk determinisme op.

Det er ikke sådan, at fordi vi i fremtiden får en offentlighed, hvor AI fylder mere, så vil demokratiet falde fra hinanden. Analysen i denne artikel er primært tænkt som et forslag til nogle (stadig: spekulative) opmærksomhedspunkter. Hvis vi i fremtiden vil have mere AI-genereret indhold ind i den offentlige samtale, så er det vigtigt at overveje, hvordan man kan bevare en plads for at skændes om de resulterende produkter.

Én måde at gøre dette på, kan være at insistere på, at AI-teknologierne netop ikke målretter alt for rent på den enkelte bruger. Ville man kunne lave AI-produkter, der bevidst fokuserer på at udfordre eller måske ligefrem modsiger borgernes udgangspunkt? Ville man kunne få en kommercielt rentabel service ud af dette? Eller vil det være noget, vi skal have en form for public service understøttelse til at bevare?

I forhold til den journalistiske profession må pointen i denne refleksion blive, at her er noget, vi skal lære af journalister — og måske ligefrem: lære journalister at håndtere. Spørgsmålet er, hvordan vi kan bevare noget af det vigtigste ved journalistikken, nemlig at den er så diskuterbar og fejlbarlig. Skal vi have journalister ind og være medudviklere og/eller ‑designere af interfaces for AI? Skal vi have journalister ind i arbejdet med de tilgrundliggende databaser, så man sikrer sig, at de er designet til at kunne udfordre borgerne? Hvordan får vi generelt journalistisk etik med over i en medievirkelighed, der muligvis i stigende grad bliver kunstigt genereret? Osv.

Det bliver ikke nødvendigvis nemt, for ud fra en umiddelbar kommerciel vurdering må det være mere attraktivt at give borgerne det, der passer bedst muligt til dem. Grund til optimisme giver det dog, at den samme udfordring har jo været på spil for traditionelle medier i mange år. Og her er det trods alt lykkedes, i nogen udstrækning, at insistere på, at de kommercielle hensyn må suppleres med publicistiske.

Det bliver bøvlet, en ny form for bøvl. Men journalister er vant til bøvl, så værsgo at sætte i gang!

Litteratur

Litteratur til videre læsning:

• Carey, James W. (1999) ‘‘In Defense of Public Journalism’’, in: Theodore L. Glasser (Ed.), The Idea of Public Journalism , New York: Guilford Press.
• Carlson, Matt. 2019. ‘The Perpetual Failure of Journalism’. Journalism 20 (1): 95–97. https://doi.org/10.1177/1464884918806738.
• Derrida, Jacques. 2005a. Rogues: Two Essays on Reason. Meridian. Stanford University Press.
• Gallie, W. B. 1956a. ‘Art as an Essentially Contested Concept’. The Philosophical Quarterly 6 (23): 97. https://doi.org/10.2307/2217217.
• Gallie, W. B. 1956b. ‘IX.—Essentially Contested Concepts’. Proceedings of the Aristotelian Society 56 (1): 167–98. https://doi.org/10.1093/aristotelian/56.1.167.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.