(dette indlæg er skrevet som en del af DMJX’ valgkampagne op til folketingsvalget i 2015)

Er Venstres kampagnefolk egentlig så kede af Panorama-“skandalen”? Har Venstres brug af Panorama-sagen skadet eller styrket deres ønske om, at få fokus på, at det skal kunne betale sig at arbejde?

Kunne man forestille sig, at Venstres kampagnestab har kalkuleret med en medielogik da de på førstedagen fik Lars Løkke Rasmussen til at præsentere en historie om en medarbejder på Panorama, der fravalgte et reelt arbejde til fordel for en næsten lige så lønsom tilværelse på overførselsindkomst? Ved at lade historien koge en dags tid, hvor alle kommer til at diskutere om Lars Løkke Rasmussen havde hold i historien, har man ganske vist spillet et farligt spil, men man har også sikret sig, at historien og dagsordenen er brændt igennem.

Eller skal vi virkelig tro på, at den allerførste historie, som Venstre kaster ind i valgkampen, og som de altså har haft rigtig god tid til at forberede, skulle vise sig ikke at holde vand? Kunne det virkelig være tilfældet, at kampagnestaben er blevet overraskede over, at en sådan historie bliver checket efter?

Jeg har jo ikke adgang til de interne diskussioner, men konstaterer blot stilfærdigt at der, siden historien blev lagt ned (hvilket viste sig ikke at være så svært), ikke er meget, der tyder på, at Venstre er skræmte fra at tale videre om den underliggende dagsorden. Tværtimod.

Medierne som demokratiets vogter

Åbningen af valgkampen startede ellers ifølge medierne tilsyneladende dramatisk. Oppositionens leder, Lars Løkke Rasmussen, serverede på sit første pressemøde en historie, der (muligvis) ikke holdt vand. Lars Løkke Rasmussen refererede en samtale med direktøren på Panorama, Morten Broager, der havde oplevet, at en medarbejder sagde sit job op, fordi medarbejderen mente at forskellen på lønnen og det, som han kunne modtage i bistandssystemet, var for lille. Lars Løkke Rasmussen ville med historien bringe fokus på, at det skal kunne betale sig at arbejde — naturligvis underforstået, at det magter den nuværende regering ikke at sørge for.

Dagen efter var det den helt store historie, at historien ikke holdt vand. Medierne forsøgte at efterprøve historien, og man fandt hurtigt villige fagforeningsfolk og ansatte på jobcentre, der udtalte, at de ikke kunne genkende billedet; suppleret af regnestykker, der sandsynliggjorde en forskel på op til 8000 kr — hvilket de færreste nok vil kalde en bagatel.

Historien blev naturligvis ikke mindre af, at partiets politiske ordfører, Inger Støjberg, i første omgang ikke havde andet forsvar, end at “hun ikke så nogen grund til at betvivle historien” (nej, det havde vi jo nok heller ikke lige forventet). Og tilsvarende viste det sig, at kilden til historien, Morten Broager, har nære bånd til Venstre.

Løkkes forsvar drejede sig hurtigt over på, at han havde “genfortalt historien præcis, som jeg hørte den”. Det vil sige, at han egentlig ikke selv skulle stå til regnskab for historiens sandhed, men blot refererede en bekymring som han havde hørt ude i befolkningen.

“Skandalen” fik ekstra brændstof af, at Morten Broager i første omgang afviste at kommentere på historien. Først op på eftermiddagen kom der et kort og næsten intetsigende telegram til Ritzau om at han kunne bekræfte historien, men i øvrigt ikke ønskede at stå til rådighed for pressen. Så var der jo åbnet for spekulationer om, at der faktisk ikke var hold i sagen, og at Venstres presseafdeling havde scoret et gevaldigt selvmål allerede den første dag. I sig selv en god historie.

Torsdag aften stillede Morten Broager sig dog pludselig alligevel til rådighed for pressen, hvilket førte til tumultagtige scener blandt journalister, der ønskede at få en kommentar. Her bekræftede Morten Broager igen historien men påpegede dog, at han ikke havde studeret den pågældendes beregninger nærmere.

Og så fes luften lige så stille ud af ballonen. Journalister vil givetvis forsøge at opsøge den pågældende medarbejder, og prøve at presse flere historier ud af dennes beregninger, men det skulle undre denne skribent rigtig meget, hvis det viser sig, at medarbejderen ikke rent faktisk har argumenteret, som vi har fået fremstillet det i medierne.

Mediekritik som en del af mediestrategien?

Det er naturligvis muligt, at Venstre virkelig er blevet taget på sengen med virakken omkring historien. Men en anden mulighed kunne jo også være, at man bevidst har serveret en historie med meget klar kildeangivelse, som det er meget let for medierne at efterprøve. Og at man så bevidst har valgt at svare lidt uld-i-mund-agtigt på de første henvendelser fra journalisterne. Og at man så har holdt et vågent øje på, hvor længe man kunne tillade sig at holde historien hen, uden at stemningen i offentligheden blev alt for negativ. Og så da det begyndte at syre til, bad man Morten Broager (der som nævnt har tætte bånd til Venstre) om at træde frem for at lukke luften ud af “skandalen”.

Jeg indrømmer, at dette alt sammen er spekulation. Og jeg indrømmer også, at det i givet fald er en dristig kampagne-strategi (når man tager Lars Løkke Rasmussens personlige troværdighed i betragtning). Men hvis min analyse er rigtig, kalder det måske lidt på, at medierne skal blive mere bevidste om, hvordan de bliver taget ved næsen, når partierne indberegner deres selvforståelse af at gå alle ting kritisk efter i sømmene.

Ganske vist er partiernes troværdighed givetvis (forhåbentligvis) en afgørende faktor når krydset skal sættes. Men nok så afgørende er det, om man lykkes med at sætte dagsordenen — altså: Hvad er egentlig de afgørende problematikker i vores samfund. Og her har Venstre i hvert fald foreløbig haft rigtig stor succes — netop fordi medierne i deres kritik har sikret at vi alle diskuterer, om det rent faktisk kan betale sig at arbejde.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.