[dette er en opsummering af de vigtigste pointer af en artikel, der i øjeblikket er til peer review. Når artiklen er offentliggjort, vil der blive lagt et link til den her i toppen af indlægget]

Jeg har gennem de senere år haft et vedvarende fokuspunkt omkring tavsheden i mine refleksioner. Min overordnede pointe er, at tavsheden spiller en alt for negativ rolle i vores forståelse af forskellige demokratiske forhold. I 2019 havde jeg et år, hvor jeg for alvor dykkede ned i nogle filosofiske tekster, der hjalp mig med at skærpe et håndtag på et begreb, der er så uhåndterligt som tavsheden (link, link, link).

Siden da har jeg forsøgt at konkretisere mine tanker ind i mere konkrete sammenhænge. I én af disse konkretiseringer afprøver jeg, hvad der dukker op, hvis vi forsøger at nytænke den fjerde statsmagt gennem begrebet. Traditionelt (link) har man tænkt den fjerde statsmagt gennem begreber om uafhængighed, beskrivelse af virkeligheden, facilitering af den offentlige samtale og den kritiske vagthund.

Som et alternativ eller supplement til disse fortællinger foreslår jeg, at vi prøver at tænke den fjerde statsmagt som defineret gennem en opgave om at bringe stemme til tavshed i offentligheden.

Dette kan måske virke som en mærkelig tanke, hvis man tænker den ind i traditionelle demokratiske ideer om, at det er vigtigt at have en stærk ytrings-, presse- og informationsfrihed, hvor flest mulige stemmer bliver hørt, hvor borgerne bliver oplyst på bedst mulig måde, hvor der er størst mulig offentlighed i forvaltningen, og hvor en vigtig journalistisk opgave består i at forhindre at rævekager og magtbrynde holdes borte fra offentlighedens søgelys.

Tænker man imidlertid lidt nærmere efter er den ikke nødvendigvis kontroversiel. Hvis vi nemlig ser på noget af det første, mange journaliststuderende lærer, så handler det om at kunne “vinkle” sin historie, så kun det relevante for den træder frem for modtageren. For at kunne det, er man nødt til at skære det irrelevante væk. Det er denne bortskæring, der gør at det endelige journalistiske produkt bliver både signifikant, vedkommende og gavnligt for brugeren. Tavsheden skaber betydning.

Når jeg tænker, at vi kan bringe nyt liv ind i vores forståelse af den fjerde statsmagt, ved at tænke den som en professionel håndtering af tavshed, hænger det sammen med, at i disse år bliver det mere og mere tydeligt, at en offentlighed bliver ikke nødvendigvis bedre af, at blive mere og mere overbefolket med ytringer. Til tider er det måske ligefrem den overdrevne snakkesalighed i offentligheden, der gør, at vi mister evnen til at tænke efter. Vi er er så travlt optagne af alle at give os til kende i offentligheden, at vi glemmer at mærke efter, om vi egentlig har noget relevant at sige. Resultatet er en uoverskuelig offentlighed, hvor vi i stigende grad ender med kun at fokusere på snævert udvalgte områder.

Hvem hjælper os så med at udvælge, hvad der er det særligt relevante? Her er det mit forslag, at måske skulle vi tænke journalistikken (som den fjerde statsmagt) som havende en særlig og vigtig rolle ved at være et sted, der netop slår sig op på, at her kan du ikke finde alt. Du får først noget at vide af journalister, når de er helt sikre på, hvilket belæg de kan lægge til grund for deres informationer (journalister laver grundig research inden de publicerer, og undgår dermed at viderebringe rygter, der viser sig ikke at have en faktuel grund). Journalistiske medier kan vælge ikke at bidrage til ophedede debatter for så vidt disse debatter blot uddyber konflikter i samfundet, hvorved demokratisk tilfredsstillende løsninger vanskeliggøres.

For at undgå at visse dele af dette udarter til censur, er det naturligvis afgørende, at medierne ikke er ens. Èt af de vigtige aspekter ved, at vi har medier, der er bærere af den praksis, som den fjerde statsmagt står bag, er, at vi kan kende disse mediers stil. Vi har en klar fornemmelse af, at de forskellige journalistiske medier alle er fælles om nogle idealer for god research, men vi er også klar over, at de tilgår verden på forskellige måder. Så læser du f.eks. Berlingske og Politiken den samme dag, kan du nogle gange være forbavset over, at de handler om den samme virkelighed. Men pointen vil her være, at det kan ikke være anderledes. Det er fordi disse medier er uenige om, hvad der er det relevante. Relevans og tavshed hænger sammen, og pointen er her, at givet en bestemt opfattelse af, hvad der er relevant, er det ukontroversielt at bringe det irrelevante til tavshed. Men det er altid et åbent spørgsmål, hvilken form for tavshed og relevans — der er den relevante.

Derfor er det godt, at medier er uenige om relevanskriterier. Dermed kan de gensidigt udfordre hinanden, og dermed kan vi hele tiden blive mindet om, at selvom vi har nogle bestemte ideer om, hvad der er det relevante, så må vi erkende, at disse ideer i sig selv kan og bør udfordres.

Med denne lille omvej skulle det gerne være klart, at mit forslag om at tænke journalistikken og den fjerde statsmagt gennem dens professionelle tilførsel af tavshed til offentligheden ikke nødvendigvis vil revolutionere den praksis, der allerede er der. Men måske vil den lægge accentueringen på en lidt ny måde, og måske vil den kunne føre til, at vi i vores daglige evaluering af journalistiske processer og produkter kunne diskutere deres værdi på en ny måde.

I hvert fald bliver det klart, at vi kan ikke længere nøjes med at henvise til, at en historie er faktuelt korrekt. Vi skal også kunne sige noget om, hvorfor det var vigtigt at bede brugeren bruge sin tid på denne historie. Hvorfor har historien en højere værdi en tavsheden?

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

One thought on “Den fjerde statsmagt som udøver af tavshed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.