Når jeg træder ud af min dør, er jeg så heldig at have en lille have. Men tager jeg ca. 10 skridt i en bestemt retning (ja, det er en lille have), ramler jeg lige ud i et eksempel på, hvorfor det er vigtigt, at vi har §82 i Grundloven. Paragraffen lyder “Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov.”

I mit eksempel er det den lokale vej, som muliggør at jeg kan cykle eller køre med bil ud i samfundet. Denne vej har jeg, fordi jeg bor i en kommune, hvor byrådet på et tidspunkt har besluttet at udstykke et byggeområde. Jeg er lidt ærgerlig over, at byrådet har valgt at privatisere vejen, således at jeg nu faktisk bogstavelig talt kan kalde det for “min” vej, fordi det fører til, at jeg også har vedligholdelsespligt på vejen. Så det er ikke egentlig kommunens vej, men det er kommunen, der har besluttet, at det nu skal være min vej.

Men hermed nærmer vi os også så småt pointen med §82, for hvis dette er en ærgelse, der er tilstrækkelig stor for mig, så har jeg to helt reelle muligheder, som er nogenlunde overskuelige: Jeg kan enten forsøge at påvirke opinionen i min kommune, således at byrådet sammensættes af folk, der arbejder imod privatisering af veje. Eller jeg kan flytte. Jeg kan vælge at bo i nabokommunen, hvorfra jeg stadig kan fastholde mit arbejde, have adgang til venner og familie, være en del af det samfund og den kultur, som jeg er født og opvokset i.

Nærdemokrati handler om at have maximal indflydelse på det, som er allertættest på os i det daglige. Jo større beslutningskraft kommunerne har, des mere lokalt kan man selv bestemme over de lokale forhold. Dem i Holstebro skal ikke bestemme, hvordan vi i Aarhus regulerer ejerskabet af de lokale veje. Og omvendt.

Det lyder så selvindlysende, at man nærmest kan undre sig over, at §82 i Grundloven alligevel giver mulighed for, at staten kan regulere kommunernes selvstændighed. Og i disse år, hvor vi jævnligt hører om, at kommunerne underlægges en stram økonomisk styring fra finansministeriet, kan man endda spørge om paragraffen ikke efterhånden er blevet et gummistempel, der mest af alt er et relikvie fra en svunden tid.

Når regulering af lokaldemokratiet kan være nødvendig, skyldes det bl.a. at visse opgaver er for store for det lokale fællesskab. Det ville f.eks. nok blive for stort for det lokale fællesskab at drifte et sygehusvæsen af den karakter, som lægevidenskaben i dag muliggør. Og det vil også kræve en specialiseret viden hos beslutningstagerne, som i sig selv ville være vanskelig at opretholde i alle kommuner.

Ydermere kan der også argumenteres for, at det kan være solidarisk hvis det store fællesskab er med til at sikre et vist minimumsniveau. Så hvis ét lokalområde udfordres af nogle særlige udfordringer, imens et andet tilgodeses af nogle særlige fordele, kan man argumentere for (i hvert fald indenfor en velfærdsstat), at denne forskel til en vis grad udlignes gennem en statslig regulering.

Der er derfor gode argumenter for den ret løse formulering omkring kommunernes selvstændighed. Dette skal imidlertid ikke forlede os til at tro, at den kommunale selvstændighed er uvigtig. Selvom paragraffen åbner for at staten kan regulere kommunernes selvstændighed, så markerer paragraffen alligevel, at udgangspunktet for kommunernes virke skal basere sig på lokal selvbestemmelse. Og dette er vigtigt, fordi ellers risikerer du at blive fremmed for dit eget lokalområde — der hvor de fleste af os spenderer langt størstedelen af vores tid. Hvis det sker risikerer vi at miste tiltroen til vores demokratiske indflydelse. Og dét har det danske demokrati ikke råd til.

Derfor er det vigtigt, at vi tager kommunalvalget alvorligt.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.