Når journalister skal forklare, hvorfor de fortjener brugernes tillid, har de historisk enten orienteret sig mod et ideal om tilstræbt objektivitet eller en ekspliciteret subjektivitet. Jeg vil i dette indlæg opfordre til, at vi begynder at arbejde med en tredje vej, hvor journalister fortjener brugernes tillid i den grad, de tør lade det fremmede udfordre deres subjektivitet. En gæstfri journalistik, der inviterer det fremmede indenfor til at forundre os og udfordre os i vores selvforståelse og vores forståelse af verdens tilstand.

Udfordringen

Journalister bøvler i disse år med at svare på, hvorfor de fortjener en særlig tillid fra brugerne. Ganske vist kan man sige, at det er vanskeligt at få et entydigt billede af, om brugerne i Danmark er ved at miste deres tillid til journalisterne. Når Kim Andersen og hans kollegaer måler det, tyder det på, at tilliden er stabil – på en korte bane i hvert fald (link, link). Når man spørger brugerne direkte, viser det sig som regel, at tilliden er lav (se f.eks. Radius’ årligt tilbagevendende rapport herom), men spørgsmålet er om brugernes selvopfattelse er den bedste indikator på tilliden. I det internationale perspektiv er der imidlertid en faldende tendens (se f.eks. tema om tillid i jubilæumsudgaven af Journalism: The challenges facing journalism today), som jeg antager også på sigt vil komme til Danmark. Det er derfor relevant at overveje, hvad journalister kan gøre for, at brugerne har tillid til deres arbejde.

Traditionelle svar

Det traditionelle svar har været, at man fortjener tilliden for så vidt man servicerer den demokratiske offentlighed (link) ved at give borgerne informationer om verdens tilstand. Dette har man traditionelt grebet an på to måder. Den ene handler om at informere på en så neutral og objektiv måde, som det nu er muligt. Pointen er her, at man kan have tillid til journalisterne, fordi de netop forsøger ikke at tage part i de sager, som de fremstiller. Journalisterne fremstiller de parter, der er i sagerne, udfordrer parternes positioner, og giver herved borgerne mulighed for selv at vurdere, hvor man selv står – som selvstændigt, rationelt individ.

Denne selvforståelse står i modsætning af en modsatrettet tilgang, der igen vinder frem i disse år. Synspunktet er her, at man kan ikke fremstille en sag uden på én eller anden måde at tage part i den. Her på siden har jeg flere gange (link, link, link, link) argumenteret for, at sproglige valg uomgængeligt giver farve til hvordan sagen fremstilles. Mere bredt kan man sige, at fordi det netop er umuligt for journalister at fremstille alle aspekter ved en sag, er man nødt til at implicere, at man fremstiller de relevante aspekter ved en sag — og hvad der er (ir)relevant er netop ofte det, som parterne kæmper om. Journalistens valg af relevanskriterie er med andre medbestemmende for, hvordan brugerne ender med at opfatte den.

Denne udfordring håndteres grundlæggende på to forskellige måder. Enten tilslutter man sig et ideal om tilstræbt objektivitet/neutralitet/fairness — altså man vedkender sig, at den fulde neutralitet er ikke mulig, men man bør som journalist have det som et ideal, at begrænse det partiske så meget som muligt. Eller man orienterer sig mod en erkendt subjektivtet, hvor man åbent vedkender, at man beskriver virkeligheden gennem en bestemt farvet optik, som brugerne så selvstændigt kan tage med ind i en personlige stillingtagen. Paradigmeeksemplerne på den første strategi er omnibuspressen (f.eks. Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske), de traditionelle tabloide medier (Ekstra Bladet, BT) og public service medierne (DR, TV2). Paradigmeeksemplerne på den erkendt subjektive presse er historisk set partipressen frem til ca. midten af 1900-tallet. I nyere tid er denne forståelse imidlertid ved at vinde fremme igen. Dels i form af medier på de politiske yderfløje, der ønsker at “korrigere” for en uerkendt partiskhed hos traditionelle medier (f.eks. Solidaritet, NewSpeek, Den Korte Avis), men dels også i form af at partierne opretter “medier” (Netavisen Pio, Listen, ditoverblik, Altivisten, Reflektor. Se mere her: link, link), der giver dem en bedre mulighed for at komme detaljeret ud med deres perspektiv på problematikkerne.

En mere bæredygtig løsning: Gæstfri journalistik

Historisk set har hver af disse to løsningsforslag jo bevist deres værd. Medier har haft succes gennem disse strategier, og derfor kan man sådan lidt firkantet sige, at der åbenbart er et marked for den slags — i en eller anden form. Jeg vil imidlertid i dette indlæg argumentere for, at de baserer sig på en ufuldstændig forståelse af tillidens mekanismer. Med hjælp fra filosoffer som K.E. Løgstrup og J. Derrida vil jeg argumentere for, at disse løsningsforslag repræsenterer et syn på den menneskelige relation, hvor vi møder hinanden som fast definerede individer, der allerede på forhånd har besluttet os for, hvad der er det rigtige og forkerte. Og at tilliden begrænses, hvis man bliver tiltalt af en person eller et medie, der både reducerer sig selv og brugerne til aktører, der ikke kan lære noget af den gensidige udveksling. Jeg vil derfor foreslå en tredje, og mere bæredygtig, forståelse af, hvad der skal til at fortjene brugernes tillid. Denne tredje forståelse vil jeg kalde gæstfri journalistik.

Udgangspunktet i det følgende vil være, at jeg er enig i kritikken af det tilstræbt objektive. Jeg mener grundlæggende, det er problematisk, når journalister anser sig selv som værende tilstræbt objektive. Kritikken af at denne form for journalistik risikerer at blinde journalisterne for deres egen subjektivitet er rigtig. omvendt mener jeg også, at ideen om den ekspliciterede subjektivitet er forsimplet i den forstand, at man forsimpler sig selv og sine brugere ved at putte hinanden i en bestemt foruddefineret boks, og man forhindrer sig selv i at blive reelt klogere på verdens tilstand.

Den gæstfrie journalistik handler om at stå ved det subjektive samtidig med at man inviterer det forskellige indenfor til at lade sig udfordre.

Løgstrup

Løgstrup er kendt for at sige, at én af de helt grundlæggende mekanismer i menneskelige relationer er tillid. At vi i udgangspunktet starter med tillid, og at vi kun mister den, hvis vi har grunde til det. Tilliden handler om at tro på, at den anden “tager vare” på det skrøbelige, som jeg udleverer til vedkommende i vores møde. Som Løgstrup skriver – “at vise tillid betyder at udlevere sig selv”. Derudaf udspringer der en “etisk fordring”, som handler om, at i udgangspunktet er jeg forpligtet på at håndtere dette skrøbelige på den bedst mulige måde. Når den anden f.eks. siger noget til mig, er der en etisk fordring om, at jeg responderer på det sagte. Ved at respondere tager jeg den anden alvorligt og tilkendegiver, at den anden er relevant. Hvis jeg ignorerer henvendelsen er det en radikal ydmygelse, der signalerer at den anden ikke er værdig til min opmærksomhed. Den anden er så at sige slet ikke noget menneske for mig.

Der er selvfølgelig en masse komplikationer omkring dette billede, når vi beskæftiger os med journalister, der kommunikerer gennem medier, hvor det hverken er forventeligt eller muligt at respondere. For ikke at gøre artiklen unødig lang vil jeg dog tillade mig at se bort fra dette, da det ikke er afgørende for mit argument. Vigtigere er det nemlig, at Løgstrup understreger, at fordringen er tavs. Det er ikke på forhånd muligt at specificere hvad der i den konkrete situation præcist fordres. Det er ifølge Løgstrup ikke muligt at formulere regler, love, normer for, hvordan man generelt indfrier fordringen. Regler kan være fine nok som en overordnet guide, men det er grundlæggende altid et åbent spørgsmål, hvordan man i den givne situation indfrier fordringen. For at vende tilbage til henvendelsen: Selvom det ligger i den etiske fordring, at jeg skal tage henvendelsen fra den anden alvorlig, betyder det jo ikke, at jeg er forpligtet på at anerkende det sagte som klogt eller rigtigt. Hvis jeg f.eks. mener, at det sagte er forkert, er det jo åbenlyst mere påtrængende, at jeg forsøger at forklare den anden, at han eller hun tager fejl. Det er heller ikke givet at jeg skal være “sød”, “venlig”, “forstående” — da det godt kan være, at i den givne situation, har den anden brug for eftertrykkeligt at blive sat på plads el. lign.

Det er imidlertid vigtigt at understrege, at i interaktionen er det for Løgstrup helt afgørende, at give den anden lov til at forblive en anden. Jeg har naturligvis behov for at danne mig et indtryk af den anden, for at kunne reagere, men det er for Løgstrup afgørende, at dette indtryk netop er rummeligt og åbent, således at jeg tillader den anden vedblivende at kunne udfordre mig. Jeg skal give den anden rum til at forblive sig selv. Jeg må naturligvis gerne gøre modstand mod (f.eks.) den andens selvforståelse, men jeg kan ikke gøre dette fra et særligt punkt, der giver mig en særlig autoritet overfor den anden. Når jeg gør modstand er jeg jo netop også bare et individ, der udleverer mig selv i en tillidsfuld henvendelse til den anden. Og her risikerer jeg naturligvis en tilsvarende modstand fra denne.

Skulle man trække Løgstrups tanker ind i diskussionen af, hvordan journalister opnår en tillidsfuld relation til sine brugere, kan man til en indledning konstatere, at Løgstrup ville være forbeholden overfor ideen om, at de kommunikerende parter på forhånd kan have defineret, hvem de selv er. I det øjeblik medierne således fastfryser deres egen særegenhed på en bestemt måde, og brugerne måske også henvender sig til dem, fordi de tilslutter sig denne særegenhed, har de allerede til en vis grad reduceret mængden af udleverethed i relationen. De reducerer graden af parametre, hvorefter de anerkender at kunne fejle.

Så hvis man f.eks. kritiserer et stærkt højreorienteret medie for ikke at tage højde for nogle af de mekanismer, der kan ligge til grund for en evt. indvandring, kan de slå indvendingen hen som irrelevant, fordi man ikke anerkender det pågældende perspektiv. Det pågældende medie er derfor ikke længere udsat i forhold til perspektiver og synspunkter der kommer fra (f.eks.) venstreorienterede, da de slet ikke anerkender disse som relevante andre. Dermed kommer de også til at immunisere sig overfor indvendinger fra deres faktiske højreorienterede brugere, i fald disse skulle rumme mere nuancerede tanker.

Derved bliver samtalen snæver, og faktisk også skrøbelig, fordi den ikke tvinger sine egne argumenter til at kunne håndtere indvendinger. Man lader ikke kritikken gøre sit eget synspunkt stærkt. Kommercielt kan det godt være en stærk strategi, men man gør sig sårbar overfor, at verden på et tidspunkt bryder ind og underminerer mediets diskurs.

Derrida

Netop dette med, at virkeligheden udfordrer selvforståelsen, er noget Derrida har et skarpt blik for. Jeg vil i dette afsnit gennem Derrida argumentere for, at tilliden netop handler om at invitere noget indenfor, der kan udfordre dig. For at komme dertil skal vi gennem hans opgør med den opfattelse, at demokratisk sameksistens handler om tolerance. I den liberale demokratiopfattelse spiller netop tolerancen ofte en stor rolle, altså ideen om at demokratier kun kan fungere, hvis vi tolererer hinandens forskelligheder — fordi demokrati netop handler om at kunne rumme forskellighed (se f.eks. her)

Derrida kritiserer for det første tolerancen for at indeholde en magtmæssig skævhed. Vi tolererer det, der er svagere end os selv. Man kan kun tolerere noget, hvis man potentielt set kunne vælge ikke at tolerere det. Det giver mening for den dominerende kultur at tolerere en subkultur, det omvendte giver ikke mening. Subkulturen er nødt til at finde sig i den dominerende kultur. Og dermed ligger det for det andet også i tolerancen at den befæster normaliteten — hvad der er almindeligt, mainstream, osv.

Som alternativ foreslår Derrida, at vi måler vi samfundet på, hvor gæstfrit det er. Her kunne man naturligvis indvende, at ideen om gæstfrihed rummer samme skævhed som tolerancen. Den indvending er jeg enig i, og derfor bliver pointen også først interessant, når man ser på, hvordan Derrida opfatter og definerer gæstfriheden på en lidt alternativ måde. For Derrida handler gæstfriheden nemlig om at invitere det fremmede ind til at kunne angå sig selv. Og dette bliver kun en invitation for så vidt man lader det fremmede komme ind som fremmed. Det er ikke gæstfrit at invitere nogen ind, hvis man på forhånd tvinger dem til at være som sig selv. Faktisk går Derrida så vidt som at hævde, at denne form for gæstfrihed er forudsætningen for, at vi overhovedet kan forholde os til andre. Først i det øjeblik, vi inviterer de andre til at være en del af os selv som andre, kan vi reelt indgå i en social relation. Tolerancen er et forsøg på at immunisere sig imod den andens forskellighed, hvor man kun inviterer den anden ind på sine egne præmisser. Jo mere vi tvinger den anden til at ligne os selv, des mindre gæstfri bliver relationen.

Derfor bliver den radikale pointe i forlængelse af dette, at ægte gæstfrihed handler om at invitere den anden ind i så radikal grad, at den anden ultimativt kan “slå dig ihjel” — når du sænker alle paraderne, for alvor lytter til den anden, risikerer du at den anden viser dig, at alt hvad du tror om dig selv, dit hjem, verden — er forkert.

Nu kunne man indvende overfor den pointe, at en så radikal form for gæstfrihed ikke er attraktiv, og hvorfor skulle man overhovedet involvere sig i det. Hvad kan vi vinde ved at gå ud af denne vej — eller i hvert fald ved at lade sig inspirere af tanken? Derrida ville svare, at det slet ikke er muligt at lade være — vi kan godt begrænse gæstfriheden, men helt uden gæstfrihed er der ikke nogen social relation. Altså i forlængelse af Løgstrup ovenfor: Den sociale relation forudsætter at vi udleverer os til den anden, gør os selv sårbare overfor den andens afvisning. Vi kan måske nok (f.eks. gennem klare grænser for, hvor langt vi finder den anden relevant) immunisere os selv i en vis grad imod den andens afvisning, men for hver gang vi gør det, reducerer vi også vores egen relevans overfor den anden. Hermed er vi tilbage ved tilliden: Graden af selvudlevering er afgørende for, hvor stor tillid vi kan have til hinanden. For at jeg gæstfrit kan selvudlevere mig til den anden, er jeg nødt til at have tillid til, at den anden kan have en betydning for mig. Men den anden kan kun reagere på denne grad af tillid ved omvendt at selvudlevere sig på tilsvarende vis. Jo mere tillid vi har til hinanden, des mere kan vi komme til at angå hinanden. Jo mere vi begrænser den tillidsfulde relation, des mere snæver bliver den samtale, som vi kan have med hinanden.

Dette syn på tillid er kompatibelt med Løgstrups. Men hvor Løgstrup særligt fokuserer på fordringen om at tage vare på det udleverede, fokuserer det derridaske syn på, hvordan tilliden er en forudsætning for at kunne lytte til det forskellige eller fremmede.

Løgstrupsk og derridask tillid i journalistikken

For nu at vende tilbage til den journalistiske vinkel vil jeg foreslå som alternativ til den objektivistiske og eksplicit subjektivistiske forståelse af, hvorfor journalister bør nyde tillid, at Løgstrup og Derrida inviterer til to korrektioner: For det første vækker det mere tillid, hvis man ikke på forhånd har besluttet, hvem man er. For rigtige mennesker er det sådan, at man lærer af den virkelighed, man lever i. Og det kunne jo være, at man på et tidspunkt oplevede noget så overraskende, at man ændrede sit grundsyn. Medier er skabt af mennesker, og derfor er det utroværdigt at reducere sig selv til en funktion, der ikke tager virkeligheden alvorligt nok til at kunne ændre sig.

For det andet vækker det tillid at invitere det fremmede til at udfordre sig. Jo mere stærk du tør gøre din fjende, des stærkere fremstår du selv. Så hvis f.eks. et venstreorienteret medie tør fremstille virksomhedsejere, industrien, spekulanter, osv. i deres fulde nuancerigdom (og ikke blot som en cherrypicking, hvor man udvælger alle de forhold, der får dem til at fremstå uheldigt), og så alligevel kan kritisere deres ageren, står mediets pointe mange gange stærkere, end hvis de ikke lader virkelighedens nuancer udfordre sig selv.

Ud over at pointen står stærkere, er det også en mere bæredygtig måde at vinde brugernes tillid. Mediet giver brugerne en reel viden om relevante forhold, hvor brugeren også får lov til at vurdere, om brugeren faktisk er enig i mediets tilgang. Svaret på denne vurdering kan naturligvis være negativ, men en sådan negativ vurdering behøver man ikke være bange for, hvis brugeren stadig har (og kan have) tillid til, at også i næste omgang får brugeren lov til selv at tage stilling på et oplyst grundlag.

På denne måde bliver journalistikken ikke objektiv. Men den bliver heller ikke bare subjektiv i den forstand, at man blot fremstiller sine personlige holdninger. Med et lidt teknisk udtryk kan man sige, at den bliver subjektivitetsudfordrende — eller bare: gæstfri.

Den Anden, som udtrykker sig, er tildelt mig (og der er ingen gæld til den Anden – for den tildelte skyld kan aldrig blive betalt; man står aldrig lige) (Derrida i Adieu to Emmanuel Levinas, uk: 7/fr: 19)

Forslag til videre læsning

Ovenstående er i høj grad inspireret af:

• Derrida, Jacques. 1999. Adieu to Emmanuel Levinas. Meridian, Crossing Aesthetics. Stanford, Calif: Stanford University Press.
• Habermas, Jürgen, Jacques Derrida, and Giovanna Borradori. 2005. Filosofi i Terrorens Tid: Samtaler Med Giovanna Borradori. Translated by Rasmus Navntoft Pedersen and Mikkel Bagge Lange. København: Informations Forlag.
• Løgstrup, K. E. 1991. Den etiske fordring. København: Gyldendal.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.