I diskussioner af demokrati og offentlighed betragtes tavsheden ofte som noget, der skal bekæmpes. Jeg har tidligere vist (f.eks. i link, link og link), at dette er en rigeligt snæver forståelse af tavsheden. Problemet ved den slags refleksioner er imidlertid, at tavsheden er svær at holde fast ved med det sprog, som tænkningen er afhængig af. Derfor bliver vi ofte blinde for tavshedens virkning.

Men det, at det er svært, er jo ingen undskyldning for at lade opgaven ligge, når nu tavsheden faktisk er så vigtig. Jeg vil i dette indlæg opsøge nogle af de produktive betydninger tavsheden har i vores offentlige interaktioner. Indlæget bygger på en forskningsartikel, jeg netop har færdiggjort, hvor jeg i formuleringen bygger på filosoffer som Deleuze, Foucault, Derrida og Heidegger. I dette indlæg vil jeg formulere tankerne uden eksplicit at trække på disse. Men interesserede opfordres naturligvis til at opsøge den endelige forskningsartikel, når den bliver publiceret (jeg skal nok lægge et link, når den gør), så man kan se mellemregningerne.

Kernebegreber/-pointer bliver: Abstraktion, gentagelighed, lytning, mærke-efter og dialektikken mellem individ og fællesskab.

Den undertrykkende samtale

Jeg har selv i mange sammenhænge skrevet og talt om, hvor vigtig ytrings-, informations- og pressefriheden er i demokratier. Dette står jeg ved, men når det er sagt, skal den pointe ikke gøre os blinde for, at tavsheden er lige så vigtig. Faktisk kan ytringsfriheden også føre til sin modsætning i form af et ytringstyranni, hvor der hele tiden ligger enten en psykologisk tilskyndelse eller et socialt pres på, at vi ytrer os om alle mulige ting. I en sådan situation kan vi måske blive lidt blinde for, om vi rent faktisk har noget relevant at sige.

Her skal vi naturligvis passe på med ikke at blive normative på hinandens vegne. Vi kan meget vel være uenige om, hvad det vil sige, at noget er relevant. Men hvis vi enten kigger ud i den danske offentlighed i disse år, eller kigger lidt efter inde i os selv, så vil de fleste af os nok kunne finde eksempler på ytringer, der ikke rigtig bidrager med noget. Enten fordi det bare repeterer ytringer, der har været fremsat utallige gange før. Eller fordi ytringerne måske ved nærmere eftersyn er mere eller mindre meningstomme.

Abstrakt set er dette ikke et problem. Men virkeligheden er sjældent abstrakt, og problemet er, at ytringer tiltrækker sig opmærksomhed og en refleksion over, om man skal svare på det ytrede. Dermed bliver vi hver især spundet ind i en aktivitet, der reelt ikke rigtig bidrager med noget. Og tomgangsaktiviteten tager os væk fra den meningsfulde aktivitet. En meningsfuld aktivitet, der særligt bliver udfordret, er den aktivitet, der kan foregå, når man trækker sig ud af samtalen. Går for sig selv, tænker og mærker lidt efter om man faktisk har noget at sige. Hvis man ikke har, så kunne man måske vælge at holde mund, og her kunne det jo så ske, at man efterhånden begyndte at tænke selv, hvorved man fik noget reelt at bidrage med i den offentlige samtale.

Pointen her er, at når vi deltager i offentlige samtaler, så er vi nødt til at gøre os forståelige for hinanden. For at kunne gøre os forståelige med hinanden, så er vi nødt til at indlade os på hinandens forståelseshorisonter. Vi er ikke nødt til at være enige, men vi er nødt til at gå ind på den tankegang som den anden forsøger at præsentere for os. Man taler nogle gange om at sammensmelte forståelseshorisonter. Og det er en god og fin ting, at vi kan og gør det. Men hvis vi hele tiden indgår i samtaler, så sammensmelter vi efterhånden så mange forståelseshorisonter, at vi kommer til at ligne hinanden for meget, og så risikerer den offentlige samtale at gå i tomgang.

Vi har med andre ord brug for at de samtalende træder ud af samtalen for at kunne genvinde noget kant til de samtaler, der finder sted. Og så kan vi træde ind igen, med ny og udfordrende kraft.

Samtaler fungerer ved at skabe tavshed

En anden måde, hvorpå tavsheden er et uomgængeligt element i samtalen er, at den er forudsætningen for de diskurser, som vi taler indenfor. Diskurser handler jo om, at fokusere ind på bestemte aspekter ved virkeligheden, på bekostning af andre — det har jeg skrevet om mange gange her på siden (se oversigt). Men dette kan man jo først ved så netop ikke at tale om de aspekter, der ikke fokuseres på.

Hvis jeg italesætter min mad i forhold til dens ernæringsmæssige værdi, så fungerer det kun ved, at der er utallige aspekter ved de konkrete madvarer, som jeg ikke taler om. Det kunne f.eks. være hvilke insekter, der har gået rundt på varerne, farven på den stald som dyrene har gået rundt i, mærket på den traktor, som landmanden har brugt, osv. Hvis jeg skulle artikulere hele verden i sin fulde rigdom hver gang jeg ville sige noget, så kunne jeg slet ikke komme i gang.

Denne pointe kan imidlertid skærpes yderligere. For i forståelsen af, hvad det er, vi taler om, kan der også opstå noget, som vi per definition ikke kan tale om. Et eksempel på dette kan være det, som vi går og kalder irrationelt. Når vi siger, at noget er irrationelt, så siger vi jo egentlig, at det ligger udenfor en egentlig forståelse for os; det giver ikke mening. Og det er givetvis rigtigt i de konkrete tilfælde. Men man kunne mere retfærdigt ofte have sagt, at det bare ligger udenfor det sprog, vi aktuelt har til vores rådighed.

Foucault har vist dette i forhold til galskaben, hvor han viser, at diskursen omkring galskaben i oplysningstiden netop grundlæggende gjorde galskaben til noget, vi pr definition ikke kan tale om, men hvor han så påpegede, at dette nok så meget handlede om, at vi i samme periode havde fået opbygget en meget stærk fortælling om, at galskaben netop er tænkningens og sprogets modsætning.

Men i en demokratisk offentlighed må det netop være sådan, at vi går kritisk i kødet på disse blinde pletter for vores diskursive horisont. Hvis der er noget, vi mener ligger udenfor tænkningens rækkeevne, skulle vi måske overveje, om vi giver os selv de rette sproglige værktøjer i hænde.

Samtalen som skabt af tavsheden

Udover at der skabes tavshed gennem samtalen, kan man også omvendt argumentere for, at selve samtalen slet ikke kommer i gang uden tavsheden. Det ligger sådan set også allerede i forrige argument, eftersom diskursen jo netop forudsætter, at vi fravælger at tale om noget.

Denne pointe kan udvides yderligere ved at tænke på, at sproget forudsætter gentagelighed. Hvis vi f.eks. skal kunne bruge et begreb som “appelsin” til noget, så forudsætter det, at vi kan bruge begrebet mere end en gang. Hvis det skal give mening for mig at hævde, at jeg forstår begrebet “appelsin”, så skal jeg også kunne bruge det samme begreb om en anden genstand, der i en eller anden forstand har noget tilfælles med den appelsin jeg i den nærværende situation har foran mig.

I det mindste er det i hvert fald nødt til at være sådan, at vi ved, hvad det ville sige, hvis vi brugte begrebet igen om en anden genstand — ellers ved vi ikke, hvad det er vi taler om i den nærværende situation. Så selvom der teoretisk set kun fandtes én appelsin i hele verden, så ville vi kun have et fælles begreb om denne appelsin, hvis vi var enige om, hvordan et andet eksemplar ville se ud.

Men udover den semantiske pointe om abstraktion og gentagelighed, så kan pointen om, at tavsheden skaber diskursen faktisk også udvides til en samtalesocial pointe: Vi kan kun samtale i offentlighed, hvis der er nogen, der ikke ytrer sig. Nemlig dem, der lytter. En samtale i offentligheden giver ikke mening, hvis ikke der findes nogle adressater til ytringerne. I diskussioner af ytringsfrihed er dette faktisk ofte et alt for overset aspekt ved offentligheden. Vi har alt for meget fokus på, at der skal være ytringsfrihed, og mister derfor lidt en refleksion over, hvordan vi kunne få en offentlighed, hvor der reelt lyttes til, hvad der siges. Her handler det nemlig om at slå sin aktive ytringer fra, og lige få mærket efter på, hvad er det faktisk den anden siger — og ikke kun, hvordan dette bekræfter mig i, at den anden siger det, jeg havde regnet med at han/hun ville sige på forhånd.

Om at lytte til verden og mærke den

Denne lytningspointe kan så igen udvides til en refleksion over vores måde at være i verden på, og hvordan vi får lyttet til de ting, der reelt trænger sig på. Faktisk kan vi opsummere det meste af ovenstående i en pointe om, at tavsheden kan åbne for et tænkningskreativt rum, hvor vi giver slip på forestillingen om, at den bedste måde at være i verden handler om, hvad vi kan gøre ved den.

Og, ja nu bliver det måske lidt filosofisyret, men pointen er, at vores aktive gøren-og-laden i verden risikerer generelt set at gå i tomgang, hvis vi ikke nogle gange trækker os tilbage fra verden, og bare mærker efter. Hvordan er vi tilstede i verden? Hvordan passer verden med vores tænkning om den? Hvordan passer vores handlemønstre med de udfordringer og muligheder, som vi lever i?

Dette skal ikke misforstås derhen, at jeg taler for, at vi skal gå ud af fællesskabet og samtalerne heri. Et menneske, der forlader fællesskabet, risikerer at gå lige så meget ud af en forkert tangent, som et menneske, der lader sig opsluge af fællesskabet. Fællesskaber har brug for enkeltindivider, der gør modstand mod fællesskabet. Ligesom enkeltindivider har brug for at blive udfordret af fællesskaberne.

Men offentlighedsmæssigt vil det være min påstand, at enkeltindividerne i disse år mest er i fare for at blive opslugt af fællesskaberne. Og derfor har vi brug for nogle gange aktivt at forholde os tavse, aktivt træde ud. For at mærke, hvordan virkeligheden taler til os — i larmende tavshed.

Die aus dem Riß winkende Stille der Huld ist das Wesen des Wortes. (Heidegger)

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.