I mit tidligere indlæg (Link) reflekterede jeg over problemet med de få spørgsmål pr. journalist. I dette indlæg vil jeg reflektere over problemet med, at det er ministeren, der suverænt bestemmer, hvem der skal have lov at stille spørgsmål (mikrofonens rolle i at disciplinere rækkefølgen skal nok ikke undervurderes)

På et overordnet plan kan vi vel sige, at det giver to problemer. På den ene side kan ministeren (a) fravælge at give ordet til journalister, som er kendt for at være meget skarpe/nærgående/kritiske i deres spørgsmål. På den anden side kan ministeren (b) tilvælge journalister, som er kendt for bestemte typer af spørgsmål. Det er naturligvis i en vis forstand to sider af samme sag, men det kalder forskellige problematikker frem.

(a)
Uden selv at have nogen praktisk erfaring, jeg kan hænge det op på, tror jeg alligevel man skal passe på med at overvurdere faren for, at en kritisk journalist på pressemøderne konsekvent bliver fravalgt. Det vil simpelthen være dårligt spin. Journalisterne vil hurtigt bemærke det, og det vil give indtrykket, at ministeren da vist har noget at skjule. Vi så det i sagen mellem Anders Fogh Rasmussen og Bo Elkjær. Jo mere indtrængende ministeren afviste at lade sig interviewe af Bo Elkjær, des mere gik diskursen, at Anders Fogh Rasmussen var en presset mand, osv…
(Link) (Link) (Link) (Link) (Link) (Link)

Dermed naturligvis ikke være sagt, at ministeren aldrig fravælger kritiske journalister — særligt i en presset fase ved pressemødet, eller når der skal “uddeles” gode (solo) historier. Men man kan ikke generelt lukke munden på en kritisk journalist. Det man kan gøre i stedet, er at sørge for, at den mindre kritiske journalists stemme får en fremtrædende placering i den generelle diskurs. Derfor er det mere relevant at se på, hvordan ministeren tilvælger den mindre kritiske journalist — snarere end hvordan han/hun fravælger den meget kritiske.

(b)
Jeg har tidligere linket til C.W. Vorm og L.K. Mailands udmærkede speciale om tirsdagspressemødet (Link). I dette speciale gør forfatterne meget ud af at vise, hvordan journalisterne har størst success med at nå ind til nogle kritiske pointer, når de samarbejder — dvs. når de er enige om, hvilke pointer, der skal efterfølges gennem hele pressemødet. De påviser også, at journalisterne gennem Anders Fogh Rasmussens regeringsperiode bliver bedre til at samarbejde, og at de derfor efterhånden bliver bedre til at gå ministeren på klingen.

Men de påviser også et generelt problem, der består i, at fordi der er en forholdsvis åben invitation til pressemødet, så kan det også være svært at være helt enige om dagsordenen. Derfor vil ministeren altid kunne regne med, at der er nogle journalister til stede, der har en anden dagsorden. Dem kan ministeren bruge som “pause-journalister”. Dvs. ministeren kan give dem spørgetid, når han/hun er presset, for derved at bryde flowet i de kritiske spørgsmål. Pause-journalisten behøver ikke være decideret ukritisk, men selve det, at han/hun spørger til nogle andre ting, gør at ministeren igen får mulighed for at sætte de traditionelle afværge-tricks i værk.

Selvom den øvrige journalist-stab så efterfølgende kan tage den kritiske linie op igen, så har ministeren for det første fået et pusterum. Og for det andet vil man være nødt til at bygge den kritiske energi op igen — nærmest fra bunden.

Det smarte ved at tilvælge bestemte journalister, fremfor at fravælge nogen, er, at man ikke kan kritiseres for det. Tværtimod er det jo i en vis forstand prisværdigt at man som minister forsøger at få flest mulige vinkler belyst.

Hvad kan man gøre?

For det første tror jeg man skal starte med at indse, at de fremmødte journalister ikke kan forventes at være enige om, hvad der skal spørges om. Måske kan man endda ikke være sikker på, at alle journalister er enige om, at opgaven på pressemødet er kritisk. En række journalister kan meget vel tænkes at møde op, for at få opklaret nogle forhold.

Men selvom man er uenige kan man vel godt samarbejde. En mulighed kunne være, at journalisterne, der påtænker at deltage i pressekonferencen, måske mødtes en time forinden, og fik afdækket hvilke spørgsmål og dagsordener, man var mødt frem med. Og at der så blev lavet en rækkefølge for, hvornår hvilke spørgsmål skulle stilles. Selvom det så stadig er statsministeren, der bestemmer hvem der stiller spørgsmål hvornår, kunne man jo holde sig til at stille spørgsmålene i den rækkefølge man havde aftalt.

Det vil naturligvis forudsætte, at journalisterne respekterer hinandens spørgehorisont. Og at man nogle gange er villig til at stille et spørgsmål, som man ikke selv synes er så påtrængende.

Der er naturligvis mange grunde til, at mit forslag her måske kan være vanskeligt at gennemføre i praksis. Dels (i) fordi der er et slags konkurrenceforhold mellem journalisterne (men så igen: Alle kan jo alligevel høre de stillede spørgsmål). Dels (ii) fordi journalisterne er en heterogen flok, der ikke altid kender hinanden så godt. Et problem kan også være, (iii) hvis der er for mange spørgsmål, hvilke skal så have lov til at komme først ind (kunne måske løses ved at sige, at de journalister, der får spørgetid, garanteres at deres egne spørgsmål rykkes frem i rækkefølgen, når først de “store” spørgsmål er afdækket). Endelig (iv) kan det jo være et problem, hvis nogle af journalisterne slet ikke mener, at det er vigtigt med samarbejdet.

Jeg anerkender alle disse indvendinger, og at vi derfor nok ikke kan regne med et ideelt samarbejde. Alligevel vil jeg holde fast i, at der kunne være gavn ved at arbejde i den skitserede retning. Fakta er, at statsministeren er en enhed — journalisterne er mange. Og jo mere journalisterne kan samle sig til en enhed, des mere sandsynligt er det, at de kan trænge igennem ministerens dagsorden, og konfrontere ham med mere kritiske spørgsmål. Og dét ville være en demokratisk gevinst.

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.