Da Anders Fogh Rasmussen i januar 2002 holdt sit første tirsdagspressemøde, havde det fået en ny form. Den nye form blev præsenteret som en “åbning” af ministeriet — i forhold til hans forgængeres lukkede form. Som Anders Fogh Rasmussen sagde, så foretrak han personligt den direkte og kontante form. Underforstået: Borgerne skulle have den direkte version af pressemødet, snarere end den gennemtykning af stoffet, som journalisterne præsenterer i deres medier.

På et umiddelbart niveau er det jo en fin ting, at få direkte adgang til informationerne. I hvert fald hvis man forstår dem. Traditionelt har argumentet for journalistens berettigelse været, at han/hun kunne gøre svært stof tilgængeligt for en bredere offentlighed, samtidig med at han/hun kunne stille de kritiske spørgsmål.

I vore dages teknologiske situation er [i]adgangen[/i] til informationer ikke det store problem. Med lidt teknisk snilde har man som almindelig borger adgang til uanede mængder af information. Problemet er snarere, at vi ikke magter at sortere informationerne; og at vi ikke magter at vurdere dem. Det er naturligvis fint, at statsministeriet giver direkte adgang til relevante informationer. Men problemet med at sortere og vurdere gør, at det stadig er vigtigt at have en kompetent journalist-stand; og at journalisterne har ordentlige arbejdsbetingelser.

Spørgsmålet er om den nye form på tirsdagspressemøderne har givet journalisterne forbedrede arbejdsbetingelser. Og jeg tror ikke det er kontroversielt længere at sige, at det har de ikke! Tirsdagspressemøderne tjener i dag udelukkende statsministerens behov for at tage trykket fra journalisternes krav om direkte konfrontationer med pressen. Det giver statsministeren gode muligheder for at samle op på en hel uges “sager” i en situation, hvor hver enkelt journalist højst får 2-3 spørgsmål, samtidig med at statsministeren har haft rig lejlighed til at forberede sig på de spørgsmål der i løbet af ugen har kaldt på en kommentar. Statsministeren slipper således for at skulle forholde sig til alle mulige ubehagelige sager i løbet af ugen; mange af dem når således at miste deres relevans, og de færreste journalister gider spilde deres 2-3 spørgsmål på en sag, der var påtrængende for et par dage siden, men nu har mistet sin umiddelbare nyhedsværdi.

Den “åbenhed” som de nye tirsdagspressemøder skulle fremelske viser sig altså at være pseudo. Selvom formen er mere åben, så giver formen også strukturelt en overhånd til statsministeren, som gør, at han/hun kan afmontere de mest kritiske spørgsmål.

Men hvad gør vi så?

Vi kan jo starte med at forsøge at afdække hvilke problemer formen giver, og reflektere lidt på, hvad der kunne have været gjort anderledes. Følgende problemer springer i øjnene:

1. Det er vanskeligt at nå de “tunge” problematiker når man kun har 2-3 spørgsmål.
2. Statsministeren vælger hvem, der får lov at stille spørgsmål.
3. Statsministeren får mulighed for at skyde de daglige kritiske spørgsmål “til hjørne”

Jeg vil i det følgende forsøge at give et bud på, hvad man kan gøre i forhold til punkt 1:

Problemet med de 2-3 kritiske spørgsmål pr journalist forstærkes naturligvis af den oprustning på det argumentatoriske plan, som alle politikere efterhånden har undergået.

Lad os tage et eksempel fra det seneste pressemøde (1. juni 2010), der naturligvis var under indtryk af den nyligt vedtagne opstramning af økonomien, der bl.a. gik ud over dagpengemodtagere og modtagere af børnechecken.

Lars Løkke Rasmussen indleder med at frame pressemødet i en modstilling mellem de ansvarlige (regeringen og dens støtter). Hvis ikke man er ansvarlig, så “leger” man med renten, konkurrence-evnen og beskæftigelsen. Dem, der ikke er ansvarlige, “leger” altså bare politik — det er oppositionen, som “taler i flygtige fremtidsoverskrifter uden meget indhold, som har deponeret deres handlekraft i fagbevægelsen, og som er helt uden svar på Danmarks helt aktuelle økonomiske problemer”

Det er en framing vi har hørt før, og hvis man lægger mærke til det, så er der meget få ministre, der toner frem i offentligheden, uden at gøre opmærksom på denne forskel. Den er således meget væsentlig for regeringen. Går man spørgerlisten igennem, kan man se, at der faktisk er to spørgere, der går i kødet på denne framing. Således bliver LLR ca. 12’55 min henne i forløbet stillet spørgsmålet:

“Der er det seneste år blevet 33.000 flere offentligt ansatte – det seneste kvartal, det første kvartal, alene 6.000 flere offentligt ansatte. Hvad er din kommentar til det?”

LLR svarer i første omgang, at den stigning har været foretaget med “åbne øjne”. Stigningen viser at regeringen ikke er ultra-liberal, som oppositionen gerne vil tegne det.

Samme spørger følger op:

“Der har været en realvækst på næsten 2 procent. Hvad i alverden får dig til at tro på, at I nu kan tøjle den offentlige sektor, når ikke I har kunnet gøre det indtil nu. Målet var jo oprindelig 0.5 procent om året?”

Man kan sige, at denne opfølgning sådan set er forbilledlig på den måde at spørger gradvist konfronterer LLR med reelle tal, der viser at regeringen netop ikke har været så “ansvarlig” som man oprindelig havde forudskikket. Man har ikke levet op til sine egne idealer.

LLR redder den i land ved at sige, at “krisen” er kommet til os udefra. Den er international, den har karakter af en “tsunami”. Med andre ord, krisen kunne ikke være forudset, men nu hvor den er her, så handler regeringen ansvarligt. Derudover “beviser” LLR at man har været ansvarlig, ved at påpege at man har forvandlet en offentlige gæld på 20% af BNP til et netto overskud.

Det er et smart træk af LLR. Den negative situation er altså noget udefra kommende, der er “naturligt”, og som man ikke kunne forudse. Hvorimod den positive situation (at vi nu har fået høvlet den offentlige gæld ned) er regeringens fortjeneste.

Denne spørger ender med også at få et 3. spørgsmål, men dét løber ud i sandet, da det giver LLR mulighed for at begynde at tale om kommunernes økonomi, som han ikke mener at kunne tage ansvaret for.

Hvad kunne have været gjort anderledes?

For det første tror jeg man skal indse, at man i situationen nok kan have svært ved at handle optimalt. Men derfor kan man nok lære noget af at efter-rationalisere, så man er bedre klædt på næste gang.

(i) Første problem med spørgsmåls-sekvensen er, at den starter rigeligt åbent. “Hvad er din kommentar til det?” efterlader virkelig vide handlemuligheder for statsministeren til at tale om præcis det, han gerne vil. Og det gør det vanskeligt at have gode følg-op spørgsmål. Nu havde den pågældende faktisk et rigtig godt opfølgende spørgsmål, men man kan spørge sig, om første og andet spørgsmål kunne være slået sammen:

“Da regeringen trådte til i 2001 satte man et mål om en realvækst for det offentlige forbrug på 0,5 procent. Realvæksten har været 2 procent. Er det ansvarlig regeringsførelse ikke at kunne leve op til sine egne målsætninger”

(ii) Nu har vi jo en begavet statsminister, så den skulle han såmænd også nok have reddet sig ud af. Pointen er imidlertid blot, at antallet af mulige svar til dette spørgsmål er færre. Når der er en uoverensstemmelse mellem ideal og realitet, så kan man enten gribe til at sige, at realiteterne har været anderledes end man kunne forudse, eller at andre (mere vigtige) idealer har kaldt på at give køb på det oprindelige ideal.

Pointen er, at ved at starte ud med mindre åbne spørgsmål, giver man sig selv bedre mulighed for at planlægge en opfølgning. Som journalist ved pressemøderne vil man nok være godt hjulpen, hvis man indser, at de 2-3 spørgsmål man tildeles i virkeligheden kun bør være ét, der så søges uddybet i de efterfølgende spørgsmål.

(iii) I dette tilfælde, hvor man som journalist går i kødet på et så grundlæggende paradigme for regeringen (ansvarlighed vs. løsagtighed) har man dertil den fordel, at man kan forfølge problematikken ved næste møde. Det er helt sikkert, at LLR også ved næste pressemøde vil accentuere denne distinction.

Michael Ulveman (Anders Fogh Rasmussens seneste spindoktor) har udtalt, at journalisternes spørgsmål er forudsigelige, og at man derfor næsten altid havde forberedt gode svar på dem. Den kunne man jo forsøge at vende om: Hvis man kender politikerens oplagte svar, kan man jo tage fat i dét, og så forberede de gode opfølgende spørgsmål. Hvor man igen sikrer sig, at de er tilpas lukkede, så man får progression i forløbet.

Afsluttende kommentar

Lad mig afslutte med, at indrømme, at det nok på det pågældende spørgsmål ville være vanskeligt for alvor at bringe LLR på glatis. Spørgsmålet om, hvorvidt man er ansvarlig er temmelig luftigt. En mulig angrebsvinkel kunne have været at konfrontere LLR med flere eksempler på inkonsistens mellem ideal og realitet i regeringens politik, og så lade disse eksempler tale deres eget sprog i en sammenstilling med regeringens påberåbelse af ansvarlighed. En anden strategi kunne måske være at påpege at allerede den forrige regering var i gang med at høvle offentlig gæld af. Og at man derfor vel ikke rigtig kan bruge dét forhold til at definere de afgørende forskelle i dansk politik.

Læs mere:

Speciale-afhandling om Tirsdagspressemødet: Link
Kristian Madsen blogger om afhandlingen: Link Link
BT om den (dengang) nye form på tirsdagspressemødet: Link
Link

Konkret eksempel:
Lars Løkke Rasmussens tirsdagspressemøde d. 1. juni 2010:
Video: Link (1. juni 2010)
Tekst-udskrift kan findes her: Link

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.