(dette indlæg er skrevet som en del af DMJX’ valgkampagne op til folketingsvalget i 2015)

Politikere taler meget om, hvordan vi kan sikre os, at vi bliver ved med at være et velstående samfund. Det er som om, rigdommen er blevet et mål i sig selv. Men de glemmer helt at diskutere, hvad vi skal bruge velstanden til. Når de så endelig bliver trykket lidt på maven, så kommer de med nogle meget abstrakte ideer om, at vi enten skal bruge velstanden til at holde hånden under de dårligst stillede (velfærds-temaet) eller at sikre den enkeltes frihed (det liberale tema). Vi skal altså enten have et samfund, hvor vi hjælper hinanden, eller hvor vi er frie. Det er jo fint og godt, men vel egentlig også temmelig abstrakt.

Man kan således sige, at hvor politikerne ofte er meget konkrete og detaljerede på, hvordan vi kan blive rige (“hvor skal pengene komme fra”), så fortaber det sig lidt i det abstrakte, hvad vi skal bruge velstanden til. Det er fordi politikerne har glemt at økonomi og politik i en vis forstand er hinandens modsætninger.

Økonomien fylder i valgkampen

Økonomiske betragtninger fylder utrolig meget i valgkampen. Skal vi bruge pengene på nulvækst eller på velfærd? Hvor stor skal den økonomiske forskel mellem bistandhjælpen og et fuldtidsjob på mindstelønnen være? Skal vi skære i ulandshjælpen på udgifterne til flygtninge. Osv.

Det er kommet så vidt at de fleste vel efterhånden (i det mindste stiltiende) accepterer en grundpræmis om, at politik og økonomi er to sider af den samme sag. Og det er det måske også. Men det er ikke desto mindre vigtigt at huske på, at det er to forskellige sider af den samme sag.

Oprindeligt var de modsætninger. Begrebet “politik” blev født i det antikke Grækenland og handlede om at regere “polis” — dvs. den græske bystat. Hvorimod “økonomi” kommer af “oikos” (hjemmet, husstanden) og dermed oprindelig var tænkt som den gode føring af hjemmet.

For grækerne handlede økonomi med andre ord om, hvordan vi fra dag til dag, gennem slidsomt arbejde og en god balance mellem indtægt og udgift, kunne forsørge ægtefællen, børnene og slaverne. Det handlede om at overleve. Hvorimod politik handlede om det frie menneske, der slutter sig sammen, og diskuterer de mange forskellige veje, der er at gå for det pågældende samfund. Når det var nødvendigt at diskutere dette i store forsamlinger, var det jo netop fordi, man havde erkendt, at der ikke fandtes én rigtig vej at gå. Der var flere mulige.

Nu skal vi naturligvis ikke være blinde for, at ovenstående nok er en idealiseret udlægning af, hvordan politik foregik dengang. Og selv hvis det faktisk var sådan, er det jo heller ikke givet, at vi skal efterligne det. Men lad os nu lige prøve at mærke efter: Peger dette idealiserede tilbageblik måske alligevel på et problem ved den måde, vi gør tingene på i dag.

Det grundlæggende problem ved at politikere formulerer al deres politik ind i økonomiske termer er, at den tvinger en nødvendighed ind i politikken. Hvis politikken kommer til at handle om økonomi, så handler den om overlevelse: Hvis vi har forbrugt alle vores goder, uden at anskaffe nye, så dør vi af sult i morgen. Og det har vi vel ikke lyst til?

Når den borgerlige fløj således påpeger vigtigheden af skattelettelser, en opbremsning af offentlig vækst, et tilstrækkeligt økonomisk incitament til at arbejde. Og når venstrefløjen på tilsvarende vis gør enhver diskussion af velfærd op i om man får nok i dagpenge, flere penge til sygehusene, osv. Så handler det alt sammen om, at de har reduceret den politiske diskussion til en diskussion af, om vi kan være sikre på at leve videre i morgen. At vi skal sikre, at den danske handels- og betalingsbalance bliver ved med at være positiv (for at undgå de “græske” tilstande), og at den enkelte borger også skal have noget at leve af, hvis han eller hun i morgen mister sit arbejde.

Handler det om at leve, eller handler det om at overleve?

Og det er naturligvis også vigtigt. Men en ting er jo, at vi gerne vil leve videre i morgen. Et andet spørgsmål er: Hvad er det for et liv, vi skal leve? Hvad er det rent faktisk, vi skal bruge den pågældende frihed og velfærd til. Den politiker, der kunne give et bud på dette, ville for alvor kunne lykkes med at skabe en sand værdipolitik.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.