(dette indlæg er skrevet som en del af DMJX’ valgkampagne op til folketingsvalget i 2015)

Når en valgkamp sætter i gang, vil vi i medierne typisk se to kampe udspillet. For det første kampen om personligt at fremstå som den mest troværdige. For det andet kampen om at definere, hvilke problemer, der skal italesættes som de mest presserende. Med andre ord: Hvilke opgaver ligger der foran politikerne. Naturligvis suppleret med et bud på, hvordan man vil løse disse problematikker. Og (lige så vigtigt): Hvordan modparten naturligvis vil fejle med det samme.

Derfor er det et problem, hvis medierne i deres kandidattests kommer til at forfordele nye partier ved at være alt for tilbageskuende i deres valg af spørgsmål.

Den, der vinder kampen om dagsordenen, står naturligvis alt andet lige stærkt, når krydset skal sættes. En del af Dansk Folkepartis oprindelige succes udsprang af, at de lykkedes med at overbevise store dele af befolkningen om, at “udlændingeproblemet” var det mest presserende samfundsproblem. Venstre stormede frem i 2001 ved at overbevise befolkningen om, at det var “tid til forandring”. Venstrefløjen lykkedes på tilsvarende op til valget i 2011 med at overbevise befolkningen om, at det var tid til at sætte gang i hjulene på bagkanten af en finanskrise. Osv.

Det afgørende er her egentlig ikke at diskutere om det er “sandt”, at vi har de nævnte problemer. Samfundet er jo en enormt sammensat størrelse med enormt mange problemer og udfordringer. Derfor vil man naturligvis altid kunne finde steder, hvor der er problemer med udlændinge, hvor det kunne være godt med forandring, og hvor det ville være godt med gang i hjulene.

Det afgørende er, at ethvert politisk budskab nødvendigvis må være et valg, der fokuserer på enkelte aspekter i samfundet — og dermed nedprioriterer andre. Det er der sådan set ikke noget kritisabelt i. Det kan ikke være anderledes. Men det er også klart, at fra et demokratisk synspunkt er det afgørende, at medierne forholder sig meget bevidste til, hvorvidt de forfordeler bestemte dagsordener.

Kandidattests fylder mere i valgkampene

Et fænomen, der de senere år fylder mere og mere i valgkampene, er diverse kandidattests, hvor forvirrede borgere kan forsøge at danne sig et overblik over, hvem de skal stemme på. De fleste større medier har op til dette valg sådan en test. De fungerer typisk ved at man bliver stillet et antal spørgsmål (15-20 i de undersøgelser, jeg har kigget på). Resultatet af borgerens svar sammenlignes så med kandidaternes holdninger. Kandidaternes holdninger er så enten fundet ved at se på, hvad de faktisk har stemt på i den foregående valgperiode, eller ved at de selv har besvaret de samme spørgsmål.

Grundlæggende er disse kandidattests således et hjælpemiddel til at skabe overskuelighed — et match mellem borgerens præferencer og de mulige kandidater. Eftersom overskuelighed jo hurtigt bliver en stor mangelvare i en valgkamp, hvor partierne kæmper om at give os forskellige bud på, hvad der er de væsentligste problemer, så har disse kandidattests en stor relevans. Men det er også klart, at den begrænsede mængde af spørgsmål betyder, at man skal være meget varsom, hvis man vil undgå at forfordele visse partier. Man kan med andre ord let risikere at kandidattesten kommer til at fungere som en slags “tragt”, hvor de fleste ender på bestemte partier.

Testene tematiserer de sædvanlige travere

Efter at have kigget igennem kandidattestene på de store medier (TV2, DR, Politiken/Jyllands-Posten/EkstraBladet, Berlingske/BT, Dagbladet Information, Altinget og MetroExpress) bliver det hurtigt klart, at man på den ene side forsøger at favne bredt. Spørgsmålene favner emner som forholdet mellem det offentlige/private, sundhed, udlændingepolitik, erhvervspolitik, folkeskolepolitik, miljø og flygtninge/indvandrere.

Men man ser også en udstrakt grad af vanetænkning. Det er så at sige de sædvanlige travere som også har spillet en rolle i den foregående valgperiode. For at tage et eksempel: Folkeskolen fylder rigtig meget i testene, hvilket givetvis hænger sammen med, at der her har været drama de senere år. Og folkeskolen er da også vigtig. Men hvad med alle de andre dele af uddannelses-sektoren?

Dagbladet Information skiller sig her særligt ud ved, at de netop har lavet testen på baggrund af, hvad partierne faktisk har stemt i den foregående periode. Rationalet synes at være, at det giver den mest saglige dækning, fordi man så kan dømme politikerne på hvad de faktisk har gjort, og ikke blot hvad de lover at gøre — man er med andre ord kommet fri af eventuelt valgflæsk.

Der er imidlertid (mindst) to problemer ved en sådan tilbageskuende tilgang. For det første giver det dårlige vilkår for at nye partier kan blive valgt. Information nævner ganske vist dette forbehold, men lur mig om alle brugere får læst dette forbehold igennem, inden de kaster sig over testen. Det andet problem ved den tilbageskuende tilgang er, at vi alene kommer til at bedømme partierne og kandidaterne ud fra, hvad de allerede har gjort — og ikke så meget ud fra, hvad de lover at gøre i fremtiden. Og selvom det naturligvis er relevant at kende partiernes og kandidaternes fortid, når vi skal beslutte os for, om vi vil stemme på dem (fordi dette siger en del om deres troværdighed), så handler politik jo helt grundlæggende om, hvordan vi i fremtiden vil indrette os. Og dette burde derfor fylde mest, når vi beslutter os.

TV2 skiller sig positivt ud

En test, der særligt forsøger at tage den enkelte borgers egne præference alvorligt er den, som vi finder på tv2.dk. Denne test skiller sig særligt ud ved, at man som det første skal angive, hvad man mener er særligt vigtigt. Og så tilpasser den i nogen grad de efterfølgende spørgsmål hertil. Ideen i dette er god, fordi det så (i nogen grad) giver borgeren mulighed for selv at sætte dagsordenen. Man kan naturligvis diskutere, om der er nok kategorier til dette, og man kan også diskutere hvorfor der så alligevel er en række spørgsmål, der går igen på tværs af alle interesse-områder. Rationalet synes at være, at der er visse spørgsmål, man som borger bare ikke kan få lov til at slippe for at interessere sig for.

Der ser også ud til at være et andet problem i den konkrete udformning: I et forsøg på at afdække hvor god den er til at favne de nye partier, forsøgte jeg at lave en kørsel, hvor jeg tillagde mig selv synspunkter, der passede til hhv. Alternativet og Kristendemokraterne, og særligt sidstnævnte var det ganske vanskeligt at bringe frem som en anbefaling. Kristendemokraternes mærkesager synes således at komme noget i klemme i de opstillede kategorier.

Men selvom udførelsen lader noget tilbage at ønske, så rummer den en god tanke: Det er ikke politikerne alene, der skal bestemme valgets dagsorden. De skal naturligvis give et bud på det. Men når det skal besluttes, hvad man stemmer, må det naturligvis være afgørende, at borgeren selv afgør, hvilke spørgsmål, der er de vigtigste.

Mere til historien

Det skal i parentes bemærkes at en række af de andre tests også har mulighed for at angive, hvor centralt man finder et spørgsmål, og så vægtes det efterfølgende resultat herefter. Men en nedprioritering af et spørgsmål giver her ikke mulighed for at få nogle nye i stedet.

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

One thought on “Valgtests peger bagud

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.