(Dette indlæg er en gengivelse af en af de vigtige grundpointer i Kugleregn møder kuglepen)

Hvis ytringsfriheden skal have en demokratisk værdi, så må vi have tænkt tilgivelsen ind i den, således at den muliggør en reel fri udveksling af tanker, der vækker til gensidig nysgerrighed.

Det var ikke sådan det så ud d. 7. januar 2015. Forfærdelsen over angrebet på Charlie Hebdo blev imidlertid hurtigt afløst af en lige så dyb forundring over reaktionen fra satiremagasinet d. 14. januar, da verden fik en forside at se, som vi ikke havde forventet. Tegneren Renald Luzier, som selv skulle have været dræbt, men kom for sent til det fatale redaktionsmøde, havde præsteret en tegning af Muhammed, der græder under overskriften “Alt er tilgivet”.

En så monumental tilgivelse vækker nærmest religiøse associationer – særligt når den står sammen med figuren Muhammed. Hvor finder Renald Luzier ressourcerne til i så radikal forstand at bryde med den oplagte lige-for-lige logik? Og hvad sker der, da han gør det?

Til det første gør han selv opmærksom på, at han ikke selv kunne præstere tilgivelsen. Det første udkast til forsiden, som han selv præsterede, havde ikke tilgivelsen i sig. Tilgivelsen kommer først til ham, da han husker, at Charlie Hebdo består af børn, der aldrig fik stoppet med at tegne. Så ser han, at angriberne også har været børn engang, der elskede at vise deres fine tegninger frem til deres forældre. Han ser, at angriberne og de angrebne i en vis forstand har noget tilfælles. Han kan se, at angriberne tager fejl, når de skaber den absolutte konfrontation, som ligger for enden af våbnet.

Konfrontationslogikken forudsætter nemlig at vi tænker abstrakt om hinanden. Den forudsætter, at vi reducerer den anden til noget, der er radikalt forskellig fra os selv: De andre er “de onde”. Når man møder det onde, er man nærmest forpligtet til at bekæmpe det.

Tilgivelsen handler altså om, at se den anden som mere end det abstrakte og onde. Tilgivelsen kan rumme en frisættelse af den, der bliver tilgivet. Samtidig rummer den dog også en frisættelse af den, der tilgiver. For når vi indser, at den anden er mere end det abstrakte og onde, så bliver vi også frisat fra den nødvendige politik. Vi får med andre ord den frie vilje tilbage.

Dette var den oplagte lærdom af Charlie Hebdos reaktion på angrebet: Vi har brug for en offentlighed, der giver slip på lige-for-lige logikken, hvor et angreb på ytringsfriheden nødvendigvis skal efterfølges af en konfrontativ gentagelse af de ytringer (f.eks. genoptryk af tegninger), der i første omgang provokerede angriberne. For denne konfrontationsytringsfrihed er ikke demokratifremmende. Tværtimod uddyber den grøfterne mellem forskellige dele af befolkningen, hvorved det bliver svært at nå frem til fælles løsninger på samfundets udfordringer.

I stedet skal vi opdyrke en offentlighed, hvor vi ikke reducerer hinanden til absolutte modstandere, hvor vi kan tilgive, at den anden ikke er som os selv. Ikke sådan, at vi bare skal dukke nakken, hvis de andre angriber eller sårer os. Charlie Hebdos tilgivelse bestod af otte millioner solgte aviser, hvilket ikke kan kaldes at dukke nakken. Snarere handler det om, at den oplagte reaktion afløses af den skæve reaktion, som bringer både den tilgivne og den tilgivende lidt ud af kurs.

Hvis vi kan tænke ytringsfriheden ind i sådan en forståelse, så vil vi kunne opnå, at den stigende mistænkeliggørelse af hinanden bliver afløst af en spirende nysgerrighed. Måske er det ikke kun fordi, at de er dumme, at de andre ikke tænker som jeg selv. Måske er det faktisk fordi, de kan se noget, som jeg ikke selv kan se? Ikke dermed sagt, at de har fuldstændig ret overfor mig. Men hvis jeg prøver at få øje på det, som de kan se, kan det jo også være, de bliver lidt nysgerrige på, hvad det er, jeg kan se.

Så begynder vi at lære noget af hinanden. Og så begynder ytringsfriheden at få en demokratisk værdi.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.