[dette indlæg er en sammenfatning af hovedpointerne fra en forskningsartikel, som kan findes i Danish Yearbook of Philosophy: Link]

Frihed er nødvendig for at kunne have politisk magt. Men hvis friheden er uendelig, risikerer vi, at de stærkeste dominerer de svagere, hvorved demokrati bliver umuligt. I samtalen kan dette foregå ved at man får etableret nogle samtalemæssige horisonter, der er til fordel for de stærkeste, hvor risikoen kan være, at de svagere ikke formår at se igennem de samtalemæssige horisonter. En måde at modvirke den samtalemæssige magt er imidlertid at lytte til den tavshed, der ligger i samtalen. For lige så vel som tavsheden muliggør samtalen, rummer tavsheden også en invitiation til at få øje på, hvad vi så netop ikke taler om. Et kritisk potentiale, der giver plads for at tænke over, om vi i samtalerne lader os opsluge af de rigtige problemer, eller om vi blot beskæftiger os med pseudoproblemer, og lader de egentlige problemer ude af syne. Det følgende er et argument for netop denne position.

Lille advarsel: Argumentet hører nok til i den lidt tungere filosofiske ende.

Frihed er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig, betingelse for kritisk refleksion

Demokratisk offentlighed handler om, at borgerne kan deltage i fortløbende samtaler om, hvordan vi håndterer de udfordringer, som samfundet og den enkelte stilles overfor. I et repræsentativt demokrati er det afgørende at den demokratiske offentlighed kan være kritisk. I det repræsentative demokrati tildeler vi nemlig udvalgte borgere (repræsentanter for folket) en magt til at sætte grænser for borgernes handlemuligheder — i form af lovgivning, en lovgivning som man ultimativt har ret til at sætte fysisk magt bag for at få overholdt. De fleste demokratier stækker disse magthavere ved at splitte forskelle aspekter af magten ud på (nogenlunde) uafhængige instanser. F.eks. i overensstemmelse med Montesquieus teori om magtens tredeling (adskillelsen af den lovgivende, dømmende og udøvende magt). Men selv med en sådan opdeling, er det vigtigt, at den offentlige samtale kan være en kritisk stillingtagen til de etablerede strukturer — dels for at få frem i lyset hvis magthaverne ikke lever op til borgernes forventninger, dels for at kunne overveje om gamle antagelser og/eller beslutninger trænger til revision.

Kritisk stillingtagen forudsætter naturligvis en vis grad af frihed. En minimumsbetingelse for en kritisk demokratisk offentlighed er derfor, at borgerne har udstrakt frihed til at tænke frit (tankefrihed) og ytre, hvad de måtte have på hjerte — ytringsfrihed. Fra det 20. århundrede og frem har det været almindeligt (i hvert fald i vestlige demokratier) at tænke demokratiet som snævert koblet med en række frihedsrettigheder.

Jeg har tidligere (Hansen, 2005a; 2005b) argumenteret for, at kritisk refleksion handler om at påpege en spænding mellem det givne på den ene side, og normative ideer om, hvordan det givne burde være. Kritik forudsætter derfor at man kan forestille sig, at noget kunne være anderledes, og dette forudsætter naturligvis en grad af frihed. I dette indlæg vil jeg imidlertid vise, at frihed ikke er nok. Friheden skal være begrænset.

Grænser for frihed er også grænser for magt

I sociale sammenhænge er magten en nødvendig følgesvend til friheden. Magt er på den ene side noget, der kan bruges til at begrænse andres frihed. Men magt kan også være noget, der muliggør noget. Så når vi f.eks. i Danmark har besluttet at tildele SU til studerende, forudsætter dette for det første, at vi tager penge fra nogle borgere (der dermed har mindre frihed til selv at bestemme, hvordan de kan bruge deres penge), for at give disse til andre borgere (der dermed får frihed til at kunne dygtiggøre sig gennem uddannelse).

Magt er ikke i sig selv hverken positivt eller negativt. For at overveje om en given magt er positiv eller negativ, må man se på forholdet mellem, hvad den muliggør, og hvad den forhindrer. Her er det helt åbenlyst, at borgere ikke nødvendigvis er enige om, hvordan vurderingen falder ud. I Danmark er de fleste enige om, at SU grundlæggende er fint, men der er helt givet store forskelle på, hvordan man vurderer de faktiske regler for SU’en. Denne form for magt handler grundlæggende om fordelingen af frihed mellem flere borgere. Så længe jeg er alene, er det ikke relevant at tale om magt, den kommer først i spil, når min frihed møder den andens frihed.

Ingen frihed er ubegrænset. Jeg har ikke frihed til at flyve, jeg har ikke frihed til at være en marsboer, jeg har ikke frihed til at bestemme, hvad andre skal tænke og mene. Til det sidste har jeg ganske vist en vis frihed. Jeg kan påvirke, hvad andre tænker, særligt hvis jeg kender dem godt, forstår deres ønsker og behov til livet, kan jeg prøve at overbevise dem om, at de burde tænke lidt anderledes. Og hvis jeg er dygtig til dette, så har jeg en vis magt over dem. Men ligesom jeg ikke har frihed til at bestemme, hvad andre tænker, har jeg heller ikke en absolut magt over dem.

Magt og frihed i samtalen – sandheden som grænse

Magt og frihed er naturligvis afgørende i den offentlige samtale. Når jeg ytrer mig i den offentlige samtale, bruger jeg min frihed til at forholde mig selvstændigt til, hvad andre har sagt, og så giver jeg enten med- eller modspil til det sagte. Magten spiller ind i samtalen på flere måder. Dels i forhold til hvilken magt man “har” (er man magtfuld, er der flere der lytter, end hvis man er mindre magtfuld). Dels i forhold til, hvor effektivt man kommunikerer (en dygtig kommunikator har mere magt, end hvis man formulerer sig ubehjælpsomt og ikke bruger medierne effektivt). Dels naturligvis også i forhold til, at samtalen er med til at forme, hvordan vi efterfølgende indretter os i samfundet.

Lige så åbenlyst det er, at samtalen forudsætter magt og frihed, lige så åbenlyst er det, at der er grænser for magten og friheden i samtalen. Jeg har tidligere (Hansen, 2020 — se også link) argumenteret for, at sandhed i en vis forstand er en sådan grænse: Man kan tænke sandheden som et oprør imod meningsfriheden. I samtaler er henvisninger til noget, der er enten sandt eller falskt, ofte uomgængelige, og her nytter det ikke noget, hvis jeg f.eks. siger, at “Jeg synes Mette Frederiksens Socialdemokratiet fik absolut flertal ved folketingsvalget i 2022″. Så bruger jeg sproget forkert. Hvis mine tilhørere kender det faktiske resultat, vil de måske påpege, at jeg tager fejl; endnu mere oplagt kunne de måske spørge, om jeg mente, at jeg tror, Socialdemokratiet fik flertal — stadigvæk ville jeg dog tage fejl i min opfattelse. Hvis jeg er en rigtig stærk kværulant, kan jeg måske besvare indvendingerne med, at jeg bruger begreberne på en lidt anderledes måde, måske mener jeg, at jeg synes partiet klarede sig så godt, at deres synspunkter burde vægte som et absolut flertal i den kommende valgperiode. Så ville det begynde at give mening, men det er fjollet brug af sproget, og det er en forklaring, jeg vil blive tvunget til at afgive, hver gang jeg fremsætter min opfattelse — fordi jeg bruger sproget på en måde, andre ikke forstår.

Derfor udgør sandheden en grænse for min frihed: Det har store konsekvenser for mine sociale relationer, hvis jeg vælger at ignorere det, som de fleste mener er sandt og falskt.

Magt og frihed i samtalen – tavsheden som grænse

Jeg har i de senere år (indlæg på denne blog er samlet her: link; akademiske udgivelser: link) forsket i tavshedens betydning for den demokratiske offentlighed. Når man for alvor fokuserer på tavsheden som fænomen, bliver det klart, at tavsheden spiller utrolig mange forskellige roller — både negativt undertrykkende men også positivt muliggørende.

Her vil jeg primært fokusere på den tavshed, som Heidegger analyserede som Erschweigung — et begreb der måske bedst kan oversættes til en “bærende tavshed”. Heidegger beskriver denne bærende tavshed i følgende (lidt knudrede) formulering:

Bærende tavshed: det usagte – fordi det usagte altid er tilstede som grund i alt det sagte som forud-, med- og eftersagt, en grund der forvarer sin usagthed og herigennem forvarer al sigen for at kunne opretholde det (sigen) som grundet. (Heidegger, 2010, 152)

Heidegger gør i citatet opmærksom på en tavshed, som er en del af det, der bliver sagt, når vi taler sammen. Tavsheden er en grund for det sagte, som noget der toner implicit med, når vi kommunikerer. Denne tavshed handler om, at vi i samtalen forudsætter alle mulige ting, der er alle mulige forhold i det værende, som er en del af det sagte — ved ikke at blive italesat. I eksemplet ovenfor om Socialdemokratiet klinger det f.eks. med, at “partier” er en naturlig forståelseshorisont for, hvordan man kan få magt i Folketinget. Hvis jeg betragtede de valgte medlemmer som enkeltpersoner, ville min ide om at lade Mette Frederiksen få absolut flertal slet ikke give mening, for så kunne man ikke se, at hun står som formand for den største gruppering. Mit udsagn om absolut flertal spiller også ind i nogle demokratiske opfattelser — i dette tilfælde nok nogle kontroversielle af slagsen, men det kontroversielle kan man jo også kun forstå, hvis man tavst underforstår de mere traditionelle tanker.

I denne forstand kan man sige, at Heideggers tanker om den bærende tavshed kan oversættes til en slags diskursiv horisont for samtale. Diskursive horisonter konstituerers naturligvis til dels af, hvad andre har sagt, men nok så afgørende konstitueres de af en form for tavshed — en enighed om hvad vi ikke behøver at sige, når vi siger noget.

Samtalens aktualitet, potentiale og impotentialitet — Agambens alternative frihedsbegreb

Det kan være interessant at bringe denne forståelse af tavsheden sammen med en analyse, som Agamben har lavet af forholdet mellem det aktuelle (det virkelige) og det potentielle (det mulige). Den bærende tavshed konstituerer en pulje af mulige udsagn (et potentiale), der så i faktiske samtaler aktualiseres. Agamben og Heideggers pointe er så, at potentialet spiller med ind i aktualiseringen. Den bærende tavshed bestemmer, hvad vi kan sige, og hvilke betydninger det sagte kan tillægges. Begrebet om “Socialdemokratiet” giver mig nogle muligheder for at sige noget om politik, styreformer, organisation, historie, o.lign., hvor jeg kan tage nogle ting for givet, men hvor der også er nogle brugsformer, der giver problemer. Hvis jeg f.eks. bruger begrebet til at italesætte socialdemokraternes “øreflipper”, vil jeg sandsynligvis være på afveje med sproget (medmindre jeg er digter eller bare har opdaget en meget overraskende sammenhæng).

Agambens pointe bliver så, at vi ikke kan nøjes med at se på, hvordan vi aktualiserer noget fra potentialet, hvis vi skal forstå menneskelig handlen. For at forstå denne handlen, må vi også se på, hvordan den valgte aktualisering spiller sammen med et potentiale til ikke at blive aktualiseret:

…en potentialitet der ikke kun er potentiale til at gøre dette eller hint, men også et potentiale til at ikke-gøre, potentiale til ikke at aktualiseres. (Agamben, 1999, 179-180)

Hvis jeg f.eks. foreslår at Socialdemokratiet burde tildeles en vægt af absolut flertal, selvom de ikke har modtaget nok stemmer til at være et flertal i forsamlingen, så er dette jo kun et kontroversielt forslag, fordi det afgives indenfor et demokratisk perspektiv, hvor man ikke tænker, at “the winner takes it all”. I Danmark har vi et demokrati, der (i nogen udstrækning) befordrer forskellighed i parlamentariske forsamlinger. Derfor er det kontroversielt, at mit tænkte forslag reelt sætter “oppositionens” stemme ud af spil. I mit forslag til fremtidige magthavere kunne jeg have udpeget partier, der tilsammen giver et flertal, men jeg vælger at bringe de fleste af de mulige partier til tavshed, for at fremme Socialdemokratiets indflydelse. Det er ikke som sådan kontroversielt at pege på socialdemokraterne, men det bliver kontroversielt fordi jeg samtidig vælger ikke at nævne at andre partier også skal have indflydelse.

I forhold til det sidste skridt i artiklen frem mod at vise, at kritisk stillingtagen kan blive befordret af, at tavsheden tager magten fra os, er det afgørende, at Agamben tager ovenstående analyse som udgangspunkt for en lidt overraskende definition på frihed:

At være fri betyder ikke blot at have evnen til at gøre dette eller hint […]. At være fri, i den forstand vi har set på her, betyder at kunne sin egen impotentialitet (Agamben, 1999, 183)

Når vi kommunikerer med hinanden er fokus af naturlige grunde på det, som vi snakker om. Altså det aktuelle. Den tavshed som samtalen bygger på går i baggrunden, det ikke-sagte giver betydning til det sagte, men netop kun ved ikke at blive fremsat. Hvis jeg forsøger at sige det hele, falder sproget fra hinanden, mine tilhørere vil ikke kunne finde ud af, hvad jeg vil have dem til at tænke på. Ikke desto mindre betyder Agambens påstand herover, at der er frihed i at “kunne sin impotentialitet”, dvs. ikke at “være i lommen” på den bærende tavshed. Det giver en ny grad af frihed, hvis man kan få øje på den bærende tavshed (hvordan noget aktualiseres og noget netop ikke-aktualiseres), og kan gøre noget med den, måske rokke ved de samtalemæssige horisonter, insistere på at restrukturere den bærende tavshed, således at samtalen får en ny pulje af potentielle udsagn, som man kan tale ud fra.

Og heri ligger et kritisk redskab, der er afgørende for en god demokratisk offentlighed.

Kritik gennem at “kunne samtalens uformåenhed”

Analysen ovenfor er landet på en pointe om, at når vi kommunikerer med hinanden, kan det betragtes som en praksis, hvor vi aktualiserer betydning fra et enormt betydningspotentiale, hvor man også kunne have aktualiseret noget andet. Selve kommunikationen trækker opmærksomheden hen på det aktualiserede — det er simpelthen en nødvendighed for at komme til forståelse med hinanden, for at kommunikationen lykkes. Ved at træde ud af samtalen, frisættes vi imidlertid også fra denne nødvendighed, hvorved vi bliver i stand til at få øje på den bærende tavshed, som har muliggjort samtalen. Og ved at få øje på denne tavshed, får vi også mulighed for at kunne arbejde mere refleksivt og fleksibelt med den. Vi kan begynde at tænke over, om den relevansfokusering, der ligger i den bærende tavshed, er, som den skal være. Har vi ladet os opsluge af irrelevante diskurser?

Denne evne er relevant fordi der er magt i at kunne bestemme, hvilke diskurser der dominerer i samfundet. Jo mere magthavere kan fastholde borgernes opmærksomhed på at diskutere indenfor disse diskurser, des stærkere er deres magt. Men hvis borgerne giver sig til at lytte efter den tavshed, der ligger under samtalen, den bærende tavshed, får de øje på den grundlæggende åbenhed i, at den bærende tavshed kunne tage sig ud på mange forskellige måder. Man kan derfor konkludere, at lige så vel som tavsheden kan grunde samtalen (og med andre ord er en produktiv forudsætning for, overhovedet at kunne indgå i demokratiske samtaler), kan bevidsthed om samme tavshed rumme et kritisk potentiale, fordi magthaverne ikke kan kontrollere den, fordi borgerne herigennem bliver opmærksomme på samtalens uformåenhed. Hvad er bragt til tavshed for, at vi kan kommunikere på den måde, vi gør?

Den bærende tavshed giver os mulighed for at snakke om verden, at diskutere hvordan vi skal forholde os til verden. Dermed giver denne tavshed os en grad af kontrol over verden. Men det er kun en delvis kontrol, for det, der er bragt til tavshed, er der jo stadigvæk. Det er ikke givet én gang for alle, at den bærende tavshed, der dominerer i dag, bliver ved med at give os en relevant håndtering af den verden, vi lever i. Ved at borgerne får øje på tavsheden, mister de nuværende offentlige magthavere en del af deres kontrol over, hvordan vi tænker om verden. Så kan det være, at borgerne får øje på noget, der er bøvlet for magthaverne. Og derigennem bliver magthaverne udfordret.

Tavsheden rummer mao. et kritisk potentiale, fordi det ikke er muligt at kontrollere den. Magthavernes magt slår sprækker, hvis borgerne bryder ud af de etablerede måder at forstå verden på. Det giver borgerne mulighed for mere selvstændigt at tage stilling til, hvad de mener er relevant.

Dette bliver naturligvis først til en egentlig politisk betydning, i det øjeblik disse borgere så sætter de nyfundne aspekter ind i en sproglig udveksling. Vi kan ikke forblive i tavsheden — men efter at have givet tavsheden noget plads, kan vores nye kommunikative indlæg ende med at udfordre den allerede pågående samtale.

Referencer og videre læsning

Agamben, G. (with Heller-Roazen, D.). (1999). Potentialities: Collected essays in philosophy (D. Heller-Roazen, Trans.). Stanford University Press.
Hansen, E. (2005a). Embedded Critique in a Tensed World. http://uploads.ejvindh.net/PhDThesis.pdf
Hansen, E. (2005b). The Foucault-Habermas Debate: The Reflexive and Receptive Aspects of Critique. Telos, 130, 63–83.
Hansen, E. (2020). Sandheden som en udfordring af det liberale demokrati. Res Cogitans – Journal of Philosophy, 14(1), 1–23.
Hansen, E. (forthcoming). Silence confronts discourse: Ungovernable breaks in the vernacular of dominance. Danish Yearbook of Philosophy.
Heidegger, M. (2010). Zum Wesen der Sprache und zur Frage nach der Kunst (T. Regehly, Ed.). Klostermann.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.