Et karakteristisk træk ved det danske medielandskab er, at vi har en stærk tradition for medier med “public service” forpligtelser. Når man sammenligner medier på tværs af lande, tager man ofte udgangspunkt i en analyse som Daniel C. Hallin og Paolo Mancini udgav i 2004, hvor de skelnede mellem…

• … en “polariseret pluralistisk” model, som er særligt kendetegnende for sydeuropæiske lande.
• … en “liberal” model, som er kendetegnende for særligt USA og til dels Storbritannien.
• … en “demokratisk samarbejdende” model, som er særlig udbredt i Nordeuropa.

Denne opdeling er ikke nødvendigvis fuldstændig dækkende, og i dag vil man nok særligt problematisere, at den ikke har tilstrækkelig blik for betydningen af digitale medier. Men i forhold til dette indlægs emne er det interessant at notere sig, at de placerer Danmark som ét af de mest radikale eksempler på den “demokratisk samarbejdende” model:

I forhold til emnet for dette indlæg er denne placering vigtig, fordi den blandt andet bygger på at vi har “Strong state intervention but with protection for press freedom; press subsidies, particularly strong in Scandinavia; strong public-service broadcasting” (Hallin & Mancini, 2004: s. 67 — min fremhævelse). Mao. vi har i Danmark en stærk tradition for at støtte medier på forskellig vis gennem offentlig indgriben. DR, der er både ejet af staten og drevet af midler fra staten, er det klareste udtryk for dette, men siden 1988 har også andre medier modtaget støtte med henvisning til public service forpligtelser. Ligesom en lang række rent kommercielle medier hvert år modtager mediestøtte.

En sådan stærk sammenhæng mellem politisk kontrolleret statsstøtte og medierne er ikke ukontroversiel. Når man støtter et medie med forskellige former for ressourcer, er det uundgåeligt, at der bliver en mulighed for at påvirke indholdet af disse medier, hvorved man risikerer, at de bliver mindre kritiske overfor siddende magthavere — hvilket igen betyder, at man kan betvivle deres rolle som en reel fjerde statsmagt (link). I 2021 opstod i Danmark mediet Frihedsbrevet, der netop hæftede sig ved dette forhold. De nægtede derfor at modtage statsstøtte, og blev i stedet drevet af en kombination af abonnementsindtægter og støtte fra en velhavende ejerkreds (link, link).

I Hallin og Mancinis analyse er det imidlertid interessant at se, at der er en stærk statsindblanding både i det nordeuropæiske område, hvor den “demokratisk samarbejdende” model råder, og i det sydeuropæiske, hvor den “polariseret pluralistiske” model råder. Men hvor statsinterventionen i Nordeuropa altså handler om “protection for press freedom”, har statsindblandingen i Sydeuropa rummet “periods of censorship” (Hallin & Mancini, 2004: s. 67). Ideen med statsindblandingen i Nordeuropa er altså, at den skal sikre en bedre pressefrihed. Dette forudsætter naturligvis, at der er stærke traditioner for armslængde i forhold til de bevilligende myndigheder. Så selvom politikerne altså bevilliger pengene, må de ikke have mulighed for at bestemme, hvilke historier medierne bringer, og hvordan de bringer dem. I forhold til DR i Danmark har denne armslængde udmøntet sig i, at man (ca.) hvert fjerde år udstikker nogle overordnede retningslinjer, hvorefter det så er op til bestyrelsen og ledelsen på mediet at udmønte disse retningslinjer. Bestyrelsen har ganske vist traditionelt været politisk udpegede medlemmer (tre medlemmer, heriblandt formanden, bliver udpeget af kulturministeren, seks af Folketinget og to af medarbejderne i DR – link), men der har været tradition for, at bestyrelsen meget sjældent blander sig i den daglige drift af mediet. Fra 2024 er det desuden blevet indskærpet, at man ikke alene kigger på det politiske tilhørsforhold, når bestyrelsesmedlemmer udpeges. Man skal også have kendskab til medieverdenen (link).

Når regering og folketing fastholder et vist greb om DR’s arbejde, handler det om, at man naturligvis ikke kan bevillige penge helt uden at have en ide om, hvad de skal bruges til. Man må have nogle ideer om, at der er nogle ting, der ikke vil ske af sig selv, hvis man overlader markedskræfterne til sig selv, nogle ting der er afgørende for, at vi kan have en god offentlig samtale, der faciliterer gode demokratiske processer.

Hvad dette “bedre” så går ud på, er man (ikke særligt overraskende) ikke altid enige om. Undersøgelser har vist (Curran et al., 2009), at hvis man overlader borgerne til de rent kommercielle medier, ender de med at være mindre oplyste om vigtige emner i samfundet, hvilket naturligvis påvirker deres deltagelse i demokratiske beslutningsprocesser. Men om dette er et problem, afhænger i høj grad af, om man f.eks. er proceduraldemokrat, deltagerdemokrat, konkurrencedemokrat eller deliberativ demokrat (link). Man kan også i nogen udstrækning se, at det afhænger af politisk ståsted.

Jeg vil i dette indlæg ikke tage stilling til, om det er en god ting, at vi har en stærk tradition for public service i Danmark. Jeg vil primært fokusere på, hvad det betyder, at vi har det. Og hvordan diskussionerne går omkring, hvad public service så skal bruges til.

Hvad er public service

Slår man op i det danske nationalleksikon, finder man følgende definition på Public Service (link):

Public service, oplysende og ikke-kommerciel medievirksomhed, specielt inden for tv og radio, fx Danmarks Radio. Formålet er at sprede programmer til hele befolkningen af “alsidig, kulturel og oplysende art”, som det blev udtrykt allerede i den danske radiolov i 1926. Derfor skal virksomheden være uafhængig af direkte økonomiske og partipolitiske interesser.

Public service balancerer med andre ord i sit udgangspunkt mellem at være ikke-kommerciel og alligevel uafhængig af “partipolitiske interesser”. Medier kan imidlertid ikke fungere helt uden økonomi, og derfor er der i de nordeuropæiske lande tradition for, at public service medier kører på offentlige midler, og til tider endda ligefrem er decideret ejet af staten.

Derfor er det en vigtig pointe, at “public service grundlæggende er en politisk beslutning” (Lassen, 2018: 23). Public service angiver ikke nødvendigvis en særlig “fin” form for journalistik, i udgangspunktet er public service først og fremmest defineret ved, at nogle politikere ønsker en bestemt form for offentlighed. I lande, hvor man har skrappe regler imod censur, er disse politikere derfor nødt til at etablere et alternativ til de medier, der på anden vis er opstået i offentligheden. I Danmark er denne tradition opstået parallelt med fremvæksten af radio og tv, hvor staten har etableret sendenet, som man så har brugt til at bringe indhold skabt af statens eget medie — Danmarks Radio. I 1980’erne bliver der efterhånden åbnet op for andre udbydere, men i starten stadig med de statsejede aktører (nu også TV2) som hovedaktører.

Begrundelserne for, at man i starten kun gav adgang til statens eget medie, står lidt hen i det uvisse. Det har været almindeligt at henvise til en frekvensmæssig knaphed, altså at der var begrænset plads i de oprindelige broadcast-teknologier, men dette argument udfordres af visse forskere. Et andet argument er, at de oprindelige teknologier var “ikke-ekslusive”. Dvs. alt hvad der blev udsendt var tilgængelig for alle, der var indenfor udsendelsens rækkevidde (hvis man havde de passende modtagere). Derfor var det reelt umuligt for kommercielle aktører at argumentere for, at man skulle betale, når alle ikke-betalende også kunne modtage produktet (Lassen, 2018: 28-9). Endelig var der også (ihukommende nazisternes brug af mediet i 30’ernes Tyskland) en nervøsitet for at kanalerne kunne bruges i propagandamæssigt øjemed (Lassen, 2018: 27-8).

I Danmark regner man normalt følgende medier som hørende under public service definitionen:

• DR (1926-) — landsækkende radio, regional radio, TV, tekstTV, web (dr.dk).
• TV2 (1988-) — landsdækkende TV, regional TV, web (ikke tv2.dk og porteføljekanalerne).
• Radio24syv (2011-2019) — landsdækkende radio.
• Radio4 / Radio IIII (2019-) — landsdækkende radio.
• Radio Loud / 24syv (2020-2024) — landsdækkende radio, dab-kanal.
• “Den femte radiokanal” (2006-2022) — landsdækkende radiokanal, bl.a. TV 2 Radio, SBS Radio, Nova FM.

De præcise rammer for disse medier har varieret over tid. F.eks. er DR’s rammebetingelser til politisk forhandling ca. hvert fjerde år, hvor politikerne sætter rammerne for DR’s virke og økonomiske rammer de næste fire år. På tværs af alle disse ændringer har vi dog siden 2002, haft følgende grundlæggende definition fra Radio- og fjernsynslovens §10, der formulerer rammebetingelserne for udøvelse af public service i Danmark (link):

Den samlede public service-virksomhed skal via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur. Programvirksomheden skal endvidere afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur og give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund.

Her står jo mange ting på få ord, og kendetegnende er det, at man skal sikre at borgerne er klædt på til at deltage i den demokratiske samtale — bl.a. gennem oplysning, uddannelse, alsidighed, saglighed og upartiskhed. Det er imidlertid også åbenlyst, at en række af disse begreber er ganske åbne for fortolkning. Hvad vil f.eks. “kvalitet” sige? Hvornår er man saglig og upartisk? Skal man være upartisk overfor alt? Hvad skal vægtningen være mellem oplysning og underholdning? Og skal man reflektere alle kulturinteresser? Hvordan skal lovens ønske om “alsidighed” imødekommes? Med den øgede mulighed for selvstændigt at udvælge, hvilke produkter, man forholder sig til, bliver det sværere at sikre sig, at brugerne møder en alsidighed.

Denne åbenhed er medvirkende årsag til, at når man kigger på debatterne om, hvordan vores public service medier skal agere, så kan vi alligevel være ganske uenige.

Hvilke opgaver tillægger man public service medier

Den danske debat om public service har op igennem historien taget mange forskellige former, og har reageret dels på fremkomsten af medieteknologier, politiske strømninger, udfordringer og muligheder for kommercielle medier, osv. Det kan derfor være ganske vanskeligt at have et klart overblik over alle positioner i diskussionen.

I starten af det 21. århundrede gav Per Mouritsen sit bud på fem overordnede positioner, som man kan gruppere de forskellige positioner omkring (publiceret i Mouritsen, 2006, 2007). En enkelt af disse kategorier var allerede dengang på vej ud, men derudover mener jeg faktisk, at de fleste stadig spiller en rolle i tænkningen omkring public service i dag, så derfor vil jeg herunder give et kort ridse over de fem positioner, hvor jeg så fortløbende vil supplere med demokratiteoretiske overvejelser og give eksempler fra nyere public service praksis. Efterfølgende vil jeg give et par bud på udviklinger, som har pågået siden Mouritsens oprindelige analyse.

Inden jeg fremlægger hver position, er det vigtigt at understrege, at der ikke nødvendigvis er vandtætte skotter mellem de forskellige positioner, samtidig med at det også giver mening at sige, at nogle af dem er gensidigt udelukkende. Pointen vil derfor være, at der på samme tid eksisterer fordringer til public service medier, som går i hver sin retning. Dette er ikke nødvendigvis et problem, eftersom et medie som DR jo er så stort, at det sagtens kan opfylde forskellige opgaver. Men det forklarer meget godt, hvorfor der altid vil være uenighed om, hvorvidt konkrete tiltag og udsendelser betragtes som god public service eller dårlig public service. Det er nemlig slet ikke givet, at man mener det samme, når man bruger begrebet.

a. Public service som demokratiunderstøttende og -uddannende

(Mouritsen, 2006: 69-71; 2007: 28-30)

Den første gruppe af positioner centrerer sig om nogle af kerneordene i rammebetingelserne for public service, som blev citeret ovenfor. Den fokuserer på, at public service medier skal understøtte demokratiet. Dette er jo i første omgang en lille smule fluffy, men pointen er, at man vil sikre sig, at alle borgere har nem adgang til relevant oplysning, alle borgere har mulighed for en vedvarende uddannelse, således at man er opdateret på, hvad der foregår i samfundet, og at man forstår det samfund man lever i. Dette perspektiv har dybe rødder i oplysningstidens tanker, hvor pointen er, at man kun kan være et selvberoende individ, der træffer selvstændige beslutninger, hvis man er oplyst og uddannet.

Derfor er det helt afgørende, at man har adgang til fortløbende nyheder. Nyheder der er nogenlunde neutralt udvalgte; eller mangfoldige i en sådan grad, at man har mulighed for reelt at vide, hvad der er i egen- og/eller landets interesser. Kommercielle medier kan naturligvis også formidle nyheder, men kommercielle medier er nødt til at tænke i målgrupper, for at få deres forretning til at hænge sammen, og det kan i visse tilfælde medføre, at nogle påtrængende nyheder ikke bliver bragt, fordi målgruppen måske ikke er interesseret. Nogle gange kan man også som kommercielt medie undlade at bringe en historie, hvis den er imod vigtige annoncørers interesser. Her vil public service være mindre sårbare overfor de kommercielle logikker.

Ud fra dette perspektiv, skal public service medier formidle faktuel viden, nyheder og baggrundsanalyser. Man skal kontrollere politikerne, og man skal stille sig til rådighed for, at borgerne kan få lov til at være en del af den offentlige samtale. Nyhedsudsendelser, dokumentarer, analyser, debatprogrammer, osv. er vigtige, hvis man har dette perspektiv på public service

Tilhængere af denne opfattelse af public service kan være både procedural-, deltager-, konkurrence- og deliberativt demokratiske.

b. Det kulturelt udviklende og opdragende public service-begreb

(Mouritsen, 2006: 71-74; 2007: 30-33)

Det kulturelt-udviklende public service begreb er allerede tilbage i 2006 at betragte som primært et historisk begreb. Opfattelsen havde ifølge Mouritsen stærke rødder i DR dengang man sad alene på public service opgaven. Her opstod der en stærk opfattelse af, at DR skulle udfordre borgerne, opdrage dem til at forstå, at der findes kultur og kunst, der er svært at forstå. Derfor blev borgerne mødt med både klassisk og eksperimenterende kunst. Pop og rock blev der rynket en smule på næsen af, fordi den ikke reelt udfordrer borgerne, men blot tilfredsstiller deres præferencer. Kultur tænkes her som noget, der skal udfordre snarere end noget, der skal samle og tilfredsstille. God kultur er provokerende, fordi den får borgerne til at forstå, at verden er kompleks. Avantgarde er bedre end hygge.

Opfattelsen karakteriseres nogle gange som “patroniserende” (Mouritsen, 2006: 73; 2007: 32), hvilket nok også er årsagen til, at man sjældent møder det i nutidens public service. Ganske vist har særligt DR stadig til tider programmer, der har et uddannende og udfordrende ærinde, men ofte ligger disse mere ovre i gruppe (d), som jeg kommer ind på herunder, hvor det mere handler om at kombinere det udfordrende med noget tilgængeligt (f.eks. ved at pakke det ind i en quiz, el.lign). Den kulturelt-udviklende tilgang gjorde ikke nødvendigvis så meget ud af at gøre det svære “lækkert” og “imødekommende”.

Derfor kan jeg heller ikke umiddelbart give et godt eksempel på medieformater, der skriver sig ind i denne måde at tænke public service. Den mest rene form, jeg selv har mødt indenfor denne tilgang, var et musikprogram på P2 tilbage i 1980’erne (jeg husker ikke dets navn), hvor man havde inviteret forskellige klassiske komponister ind i studiet, og så sad de og lyttede til forskellige indspilninger af musik, de færreste nogensinde havde hørt om før, og bagefter skulle de så gætte hvem dirigenten var. Man kunne godt fascineres af, at de faktisk kunne dette, men det var nok umuligt for de fleste at være med i quizzen. Et lignende format genfindes i dag i DR’s “Den klassiske musikquiz”, hvor dygtige musikere og musikkyndige gætter forholder sig til musik, på måder der nok også ligger udenfor de flestes evner i dag. Det nye program er dog noget mere tilgængeligt, formidlet med et smil om munden, og bundet mere op omkring et spændingsmoment, som gør det noget mere tilgængeligt, end hvad man kunne forvente af det gamle begreb om PS som kulturelt udviklende.

Tilhængere af denne opfattelse af public service vil typisk være konkurrence- eller deliberativt demokratiske.

c. Det nationalt-kulturelt integrererende public service-begreb

(Mouritsen, 2006: 74-77; 2007: 33-36)

Overfor den kulturelt-udfordrende opfattelse står den nationalt-kulturelt integrerende opfattelse af public service. Hvor kultur under den forrige tilgang til public service blev opfattet som udfordrende, er kultur indenfor denne tredje tilgang mere tænkt som noget, der samler os. Denne opfattelse af public service har særligt vundet fremme i takt med, at nationen ikke er en selvfølgelighed mere. Før 1990’erne gav det nærmest sig selv, at den mediemæssige orientering allerhøjst nåede til nationens grænser, fordi teknologierne sjældent strakte længere. Dem af os, der boede i udkanten af landet (Sønderjylland eller det østlige Sjælland) kunne ganske vist følge med i hhv. tysk og svensk tv, men det handlede mere om, at det også var svært at stoppe signalerne ved grænserne. TV og radio var i udgangspunktet helt naturligt orienterede mod det, der sker indenfor landegrænserne.

Med fremkomsten af satellitbaserede teknologier og internet blev det fra 1990’erne og frem i stigende grad naturligt også at forholde sig til medieprodukter, der kom fra andre dele af verden. Derfor opstod der en bekymring for nationens indre sammenhængskraft, hvorfor man har set et stigende fokus på at opretholde en fælles orientering imod det nationale fællesskab. Kultur skal altså bruges til at binde os sammen, så vi stadig forstår, at vi har noget med hinanden at gøre. Kulturen skal bruges til at sikre os mod de farer, der ligger i en alt for voldsom vending mod “globaliseringen”. Derfor er danskhed i stigende grad noget, der fokuseres på. I takt med at globale techgiganter (Google, Meta, Apple, Microsoft) i stigende grad dominerer medieverden, er den nationalt-integrerende forståelse blevet et begreb, der har vundet stor generel tilslutning.

Det kan være i form af at formidle en “dansk kulturarv”, det kan være i form af at samles omkring nationale sportsbegivenheder (VM, EM, OL), det kan være i form af dyrkelse af det danske sprog, give plads til danske kulturprodukter (musik, bøger, film, teater, kunst, osv. — og vel at mærke ikke kun den “fine” kultur), det kan være i form af selv at producere produkter, der giver bevidsthed om dansk historie og kultur (Matador, Krøniken, 1864, Broen, Badehotellet, Carmen Curlers, Ungern, osv…, se også link, link, link).

Tilhængere af denne opfattelse af public service vil typisk være procedural-, deltager- eller deliberativt demokratiske.

d. Det “brede” og det “smalle” public service-begreb

(Mouritsen, 2006: 78-9; 2007: 36-38)

Ideen med dette fjerde begreb om public service er, at man gerne (som i (b)) må udbyde noget smalt, fordi man som offentligt støttet medie ikke er afhængig af markedskræfter. Pointen er imidlertid, at hvis det kun er smalt, og der derfor ikke er særlig mange, der interesserer sig for indholdet, er det uheldigt. Derfor skal det smalle suppleres med en bred tilgængelighed. Pointen er med andre ord, at man som offentligt understøttet medie skal byde på mere end blot at tilfredsstille sine modtagere. Man må gerne have et smalt og udfordrende ærinde, hvor man forsøger at gøre borgerne klogere — men det skal gøres i et tilgængeligt format, så borgerne stadig føler sig underholdt. På den måde kan man udvide borgernes horisont (præsentere noget, som egentlig er temmelig smalt, dvs. ikke så mange på forhånd interesserer sig for det), men man gør det i et bredt tilgængeligt format.

Pointen er her, at det ikke nytter noget at sende noget, der udelukkende er smalt, for så ender det bare med, at der ikke er nogen, der åbner for programmet — særligt i en tid, hvor der er så mange andre alternativer. Når borgerne har så mange valgmuligheder, giver det ikke mening at forblive i den mere elitære (b)-tilgang, for så ender man med at blive et medie uden brugere.

Indenfor denne måde at tænke public service er det en pointe, at man vil ophæve modsætningen mellem det smalle og det brede — “kunststykket at ‘gøre det gode populært og det populære godt'” (Finn Aaberg citeret i Mouritsen, 2006: 79; 2007: 38).

Denne tilgang findes stærkest på DR, og paradigmatiske eksempler er Operarejsen, Orkestret, mange af Sigurds børneudsendelser, Indefra med Anders Agger, Er der en arkitekt til stede, Grundtvig-dokumentaren, osv.

Tilhængere af denne opfattelse af public service vil typisk være deltager- eller deliberativt demokratiske.

e. Det ny-populistiske public service-begreb

(Mouritsen, 2006: 80-82; 2007: 38-40)

Den femte og sidste gruppe af positioner, som Mouritsen diskuterer, er det ny-populistiske public service begreb. Dette begreb var i starten særligt repræsenteret på TV2, der i modsætning til DR, stadig var afhængig af en stor mængde af brugere, fordi økonomien i nogen (og efterhånden mere og mere) udstrækning skulle dækkes gennem indtægter fra reklameblokke, hvor værdien hænger snævert sammen med antallet af brugere. I dag er det dog en position, som findes mere bredt, og den går helt grundlæggende ud på, at medier ikke skal gøre sig til dommere over, hvad brugerne burde interessere sig for. I stedet skal man tage brugerne alvorlige som selvstændige individer, og så servicere de ønsker og behov, som de måtte have.

Pointen er, at hvis man har til opgave at “servicere the public”, så må man jo servicere den offentlighed, som nu engang er der — og ikke en offentlighed, man kunne ønske var der. Man udvikler programmer med “respekt for seernes intelligens, dømmekraft og lyst til at blive underholdt at tilbyde en relevant, væsentlig og mangfoldig programflade, der har seernes velbefindende for øje.” (Jørgen Utzon, citeret i Mouritsen 2006: 80; 2007: 39)

Denne position er karakteriseret ved at være mere brugerorienteret end nogle af de tidligere. Man gør sig umage med at finde ud af, hvad brugerne ønsker, og så lader man dette være ledetråden for programudvikling.

Med dette udgangspunkt kommer public service nemt til at ligne noget, som man også kan finde hos kommercielle udbydere, men dette sker ud fra devisen om, at man politisk ikke kan forsvare at kræve, at bruge mange penge (eller andre former for ressourcer — f.eks. i form af attraktive sendetilladelser) på noget, som ingen rigtig interesserer sig for. Og så må det særlige være, at man som public service medie opfylder brugernes behov — men i en særlig god kvalitet. Samtidig med at man har mulighed for at orientere sig mod nogle målgrupper, der ikke er så kommercielt attraktive, selvom de måske er store (s. 48 her: link).

Indenfor denne tilgang til public service er underholdning med andre ord ikke udelukkende et middel til noget andet, det kan godt være målet i sig selv. Derfor er formater som Vild med Dans, X-factor, Bachelor(ette), sportsudsendelser uden nødvendigvis en national vinkel, krimier, osv. helt naturlige dele af udbudet.

Tilhængere af denne opfattelse af public service vil typisk være procedural- eller deltagerdemokratiske.

Nyere debatter omkring public service

Meget er naturligvis sket siden Mouritsen lavede sin undersøgelse. Bortset fra (b) den kulturelt udviklende position, der allerede var på vej ud dengang, finder man dog alle positionerne i nutidige diskussioner af, hvad public service skal handle om. Kigger man den pt seneste medie public service kontrakt for DR igennem (2022-2025 — link) er der således tydelige elementer af både (a), (c), (d):

• (a): “DR skal løfte sin demokratiske opgave ved at give alle borgere fri adgang til et mangfoldigt og alsidigt indhold, der upartisk understøtter borgernes handleevne i det danske folkestyre” (s. 1)
• (c): “Public service skal samle danskerne omkring et fælles udgangspunkt i dansk kultur, samfund og historie.” (s. 1)
• (d): “Høj kvalitet. DR skal prioritere høj kvalitet frem for stor volumen i tilgængelighedstjenester. Mest til flest. DR skal prioritere de bredeste tilbud højest, så DR’s tilgængelighedstilbud bliver til glæde og gavn for flest mulige brugere.” (s. 7)

Eksempler på den femte tilgang findes f.eks. i TV2’s public service redegørelse fra 2020 (link):

• (e): “I en tid, hvor børn og unge tilbringer meget alenetid foran deres egen skærm, lægger TV 2 fortsat stor vægt på at udvikle tv, som børn og voksne kan se sammen – eksempelvis weekendunderholdning som X Factor, Den vildeste danser, Stormester, Værtens bedste brætspil og Klipfiskerne, hverdagsunderholdning som Smæk for skillingen og enkeltstående underholdningsprogrammer som Banko med Mark og Melvin (sendt under forårets coronanedlukning) samt Bøh! Den, der skriger, taber, som blev sendt i anledning af halloween.” (s. 9)

Dermed dog ikke sagt, at udviklingen har stået stille siden Mouritsens analyse.

(f) Farvel til public service broadcast

En særlig betydningsfuld udvikling hænger sammen med, at public service medier i aftagende grad opererer som “broadcast”-medier. Hvor medier før det 21. århundrede i udpræget grad var præget af den få-til-mange struktur, der ligger i printmediet, radio og tv, er der nogle helt andre muligheder og udfordringer ved at udkomme gennem platforme der er styret af digitale, interaktive og algoritmebaserede strukturer (Donders, 2020). I forskningen operer man med et farvel til en PSB-tænkning (public service broadcast) til fordel for bl.a. en

• Public service media: Refleksioner over, hvordan public service skal være, når indhold distribueres gennem mange forskellige typer af medier.
• Public service algorithm: Refleksioner over, hvordan man kan etablere algoritmer, der er mere demokratiske end de kommercielt udviklede.

Pointen er, at hvor public service opgaven i gamle dage handlede om at få flest mulige informationer ud til borgerne, informationer, der skulle udvælges og curateres af journalister, er det i dag mindre selvindlysende at den demokratiske dannelse udelukkende skal gå den vej. Nye medier giver muligheder og udfordringer omkring deltagelse af borgerne i samtaler, og spørgsmålet er om journalistiske dyder i højere grad skal bruges til at moderere dialog og/eller udvikle platforme, hvor en sådan dialog ikke udvikler sig konfliktuelt og splittende, men derimod faciliterer gensidig respekt, eftertænksomhed, osv.

(g) Forholdet til de kommercielle aktører

Op igennem 2010’erne har forholdet til de kommercielle aktører også været stærkt omdiskuteret. Dette er i virkeligheden en evigt tilbagevendende debat: Er public service medierne med til at tage brødet ud af munden på de kommercielle? Når borgere kan finde gratis indhold på dr.dk, hvorfor skulle de så ville betale for noget tilsvarende andre steder?

Forskningen er ikke entydig på, hvordan denne sammenhæng faktisk er. Man kan naturligvis sige, at i en alt-andet-lige situation, må det være sådan, at hvis man kan vælge mellem gratis indhold og noget, der koster, vil de fleste nok vælge den gratis version. Men der kan også argumenteres for, at god kvalitets public service er med til at lære borgerne i en tidlig alder at værdsætte godt medieindhold, som får dem til samlet set at forbruge mere indhold, hvilket så også vil komme de kommercielle aktører til gavn (link).

Indenfor forskningen diskuteres også en “public service publisher” strategi, der handler om at public service opgaver i stigende grad kunne blive udliciteret til kommercielle medier, der så kan modtage midler for at opfylde specifikke opgaver. At man med andre ord går væk fra modellen med at specifikke medier (såsom DR og TV2) varetager public service opgaverne, men at man mere fokuserer på, hvad det er specifikt man ønsker, og så sender sådanne opgaver i udbud. Dette er en diskussion, hvor man faktisk ser en ganske klar skillelinje mellem venstre- og højrefløjen. Hvor højrefløjen typisk foretrækker at udlicitere opgaverne til kommercielle aktører, er venstrefløjen mere tilbøjelige til at foretrække en løsning baseret på medier, der ikke er underlagt kommercielle forpligtelser.

Op igennem 2010’erne og 2020’erne har vi på baggrund af denne uenighed set nogle ganske store udsving i DR’s økonomi. I 2018 vedtog den daværende borgerlige regering således at beskære DR med 20% (link). I 2022 vedtog en socialdemokratisk regering at hæve bevillingen noget igen (link). Og både DR og TV2 bliver i varierende grad forpligtede til at understøtte udvikling af medieindhold hos eksterne aktører.

(h) Diskussion af uafhængighed og troværdighed

Endelig har man også de seneste år set en diskussion af, om DR er tilstrækkeligt uafhængige, eller om de (givet de store udsving i de økonomiske bevillinger) måske til tider er lidt nervøse for at gå alt for kritisk til de siddende magthavere.

Dette er en kritik, der særlig er rejst i forlængelse af, at Radio24syv blev lukket i 2019. I dette medies selvforståelse hang lukningen i høj grad sammen med, at man havde været kritiske overfor den dengang siddende borgerlige regering og dens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti.

Sammenhængen er naturligvis ikke bekræftet af politikerne, men de store udsving i DR’s bevillinger har tydeliggjort, at det kan være en fordel for offentligt støttede medier, at politikerne synes godt om, hvad man laver. Hvilket kan lede til en mistanke om, at mediet derfor ikke går så kritisk til disse (link, link)

Afrunding

Diskussionerne omkring public service vil utvivlsomt fortsætte. På et filosofisk plan hænger dette sammen med, at ideer om, hvad der er “god” offentlighed nødvendigvis må hænge sammen med ideer om, hvad der er et godt demokrati, og derfor kan man have gode grunde til at mene noget vidt forskelligt: Vi er netop aldrig helt enige om, hvad det gode demokrati handler om.

Derudover, hænger det naturligvis også sammen med, at der er magt i at kunne afgøre, hvad der skal fylde meget i offentligheden, og derfor går der lynhurtigt politik i diskussionen.

Det skal vi ikke være kede af, for hvis politikken går ud af samtalen, er det fordi en bestemt gruppe har vundet den. Og det vil nok være til ulempe for dem, der ikke er i gruppen.

Det er imidlertid vigtigt, at vi er bevidste om, at public service er et politisk farvet begreb. At vi forstår, at når vi er uenige om, hvad der er god public service, så kan det meget vel hænge sammen med, at vi har vidt forskellige ideer om, hvad public service skal handle om. Så selvom vi bruger det samme begreb, taler vi måske om vidt forskellige ting.

–

Tak til Julie Mejse Münter Lassen for input til denne artikel, som har forbedret den på adskillige punkter. Skulle der stadig være forbedringsbehov er det naturligvis på min kappe. Kontaktinformationer til mig kan findes her: link.

Referencer, læs mere

• Blach-Ørsten, M., & Willig, I. (2018). Det danske mediesystem. I T. Olesen (Red.), Medier, politik og samfund (1. udgave, 2. oplag, s. 13–34). Hans Reitzel.
• Curran, J., Iyengar, S., Brink Lund, A., & Salovaara-Moring, I. (2009). Media System, Public Knowledge and Democracy: A Comparative Study. European Journal of Communication, 24(1), 5–26. https://doi.org/10.1177/0267323108098943
• Donders, K., Raats, T., & Tintel, S. (2020). 11 (Re)defining public service media from an economic perspective: Damned if they do, damned if they don’t. I M. B. Rimscha (Red.), Management and Economics of Communication (s. 203–222). De Gruyter. https://doi.org/10.1515/9783110589542-011
• Hallin, D. C., & Mancini, P. (2004). Comparing media systems: Three models of media and politics. Cambridge University Press. http://site.ebrary.com/lib/academiccompletetitles/home.action
• Lassen, J. M. M. (2018). DRs tv-virksomhed i forandring: Programflade, portefølje og platforme [PhD Thesis]. Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet.
• Mouritsen, P. (2006). I folkets tjeneste: Public service som omstridt begreb. Journalistica – Tidsskrift for forskning i journalistik, 3, 65–85.
• Mouritsen, P. (2007). Fem opfattelser af fjernsyn og radio i kampen om “i folkets tjeneste”. I M. B. Carstensen, F. T. Svith, & P. Mouritsen (Red.), DR og TV2: I folkets tjeneste? Ajour.

Yderligere læsning

• https://lex.dk/public_service_-_i_fx_tv_og_radio
• https://faktalink.dk/public-service
• https://faktalink.dk/public-service/baggrund-historie
• https://kum.dk/kulturomraader/medier/mere-om-medieomraadet
• https://journalisten.dk/er-public-service-skidt-for-private-medier-undersoegelser-giver-forskellige-svar/

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.