Den udbredte brug af kommentatorer forhindrer medierne i at rejse de virkeligt udfordrende diskussioner, hvorved realismen kommer til at kvæle visionerne og ideologierne.
Vi har de seneste 10-15 år set en stærk fremvækst i medierne af såkaldte politiske kommentatorer, der i forskellige situationer udlægger styrkeforholdene i dansk politik. Der er lidt forskelle i, hvilke kvaliteter, der ligger bag at man lytter til disse. Nogle trækkes ind fordi de tidligere har været en del af spillet, eller af andre grunde har et stærkt kildenetværk de rigtige steder (f.eks. garvede journalist, tidligere særlige rådgivere eller tidligere politikere), nogle trækkes ind fordi de repræsenterer et specielt synspunkt (debattørerne). Et ganske godt billede af det øjeblikkelige felt kan findes her (uden at jeg dog dermed vil skrive under på de enkelte vurderinger) her.
Gruppen er naturligvis ganske sammensat, hvilket nærmest ligger i sagens natur, da de skal tjene til at generere opmærksomhed i befolkningen omkring forskellige politiske sager. Derfor er selve uenigheden mellem de enkelte kommentatorer et væsentligt element i deres opgave, da det giver et påskud til at producere flere medieprodukter.
Det er særligt i forbindelse med politiske brændpunkter, hvor vigtige forhandlinger pågår eller hvor store konflikter udspiller sig, at de for alvor får en fremtrædende stemme, idet medierne ofte gerne vil fastholde befolkningens interesse om sagen, ved hele tiden at kunne bringe nye bud på sagens udvikling, enten i form af gæt på, hvad der kommer til at ske, eller i form af kommentarer på, hvad der faktisk er sket.
Når vi er positive kalder vi dem politiske eksperter. Når vi er negative, kalder vi det for “Kommentatorkøbing”. Som overskriften på dette indlæg indikerer, så vil jeg i det følgende være negativ. Og min kritik går på, at den udprægede brug af Kommentatorkøbing bliver en hæmsko for journalistikkens evne til at rejse de virkeligt kritiske spørgsmål. For at se dette kan vi skelne mellem de to overordnede typer af kommentatorer. Og lad os først se nærmere på den positive værdi ved begge typer:
De partiske kommentatorer
I en vis forstand giver det naturligvis ikke mening at tale om upartiske kommentatorer. Det vil vi også se i det følgende, men når jeg alligevel skelner her, så er det fordi at medierne profilerer kommentatorer forskelligt, og nogle profileres mere som værende “eksperter” i den forstand, at de har en særlig indsigt i, hvad der foregår bag linierne. En sådan indsigt foregiver debattør-kommentatorerne ikke. Debattørkommentatorerne hyres ind fordi de netop har en ganske bestemt (og ofte skarp) profil på visse spørgsmål, en profil som giver nogle markante holdninger og udlægninger af, hvad der foregår.
Den offentlige værdi af sådanne kommentatorer er, at brugerne af medierne får et bud på, hvordan den aktuelle problematik kan forstås, hvis man har det pågældende værdisæt eller verdenssyn. Hvis man tilhører samme verdenssyn bliver man måske bekræftet i sit syn — vel at mærker af en person, der typisk er ganske dygtig til at debattere. Er man uenig, ligger værdien i, at man den dygtige debattør udlægger hvorfor man kan mene, som han/hun gør — og så vil der også typisk være en opponent, som man så skal forestille at være enig med, hvorved vi får “begge sider” af sagen. Journalistiske produkter skal jo være tilstræbt objektive.
Ekspertkommentatorerne
Ekspertkommentatorerne hyres ind, fordi de i udgangspunktet ved mere end os andre. De kender spillet, hvordan forhandlinger typisk foregår, hvordan de personlige relationer er mellem parterne, o.lign. Det gør de, fordi de typisk har noget erfaring. Enten som tidligere politikere, særlige rådgivere eller som journalister med mange års erfaring. De har typisk været med i tidligere situationer, der ligner, og så bruger de denne erfaring til at sige noget om, hvordan vi kan forstå de konkrete aktuelle hændelser.
Værdien i disse kommentarer er typisk, at man på baggrund af sin erfaring ved mere om, hvordan man kan udlægge de små tegn, som lægmanden ikke kender betydningen af. Dertil kommer at man måske har adgang til at høre ting og sager “udenfor referat”, f.eks. ved at lytte til “vandrørene”. Disse eksperter tillægges derfor en særlig evne til at forudsige, hvad der kommer til at ske, og derfor bliver det i sig selv en sport, hvem der kan være dygtigst til det.
TV2’s “Besserwisserne” er et typisk udtryk for denne tilgang til kommentarerne.
Hvad er problemet?
Problemet med begge grupper af kommentatorer er imidlertid, at de låser medierne fast på de med- og modstillinger, som allerede findes i offentlighedens diskussioner og skænderier.
De partiske kommentatorer gør det, fordi de nærmest er definerede gennem deres placering i det allerede eksisterende offentlige landskab. Den journalistiske logik tilsiger, at man kun kan tage en stærkt partisk stemme ind, hvis man også lytter til modstemmen. Når man således f.eks. inviterer en Lars Trier Mogensen ind (der har en ganske “venstreorienteret” profil), skal der også typisk modereres med en mere “højreorienteret” profil som modvægt.
Men også ekspertkommentatorerne er faktisk ofte ganske konservative (ikke i partipolitisk forstand) i deres udlægning af tingenes tilstand. Det hænger naturligvis sammen med, at deres raison d’être er deres erfaring (viden om, hvordan det plejer at være). Derfor er de naturligvis også nødt til at basere deres udsagn på, hvordan tingene plejer at være.
Som jeg imidlertid tidligere har været inde på (link, link — se også her: link, link, link, link), så har den demokratiske offentlige diskussion brug for, at vi netop kan vriste os fri af det sprog, som vi tenderer til at tænke indenfor. Ikke fordi at vi dermed nødvendigvis bliver bedre til at begribe verden og dens udfordringer i sin samlede kompleksitet. Det er et grundlæggende vilkår, at vi må tænke verden gennem begrænsede begrebsapparater (en uddybning af, hvorfor det må være sådan kan findes på disse sider i mine refleksioner over diskursanalyse). Men den demokratiske stivner, hvis vi glemmer at vores aktuelle syn på verden, kun er et blandt mange mulige.
Overført til den aktuelle diskussion af kommentatorerne, så er problemet med kommentatorerne, at de netop er født ud af vores aktuelle forståelse af, hvad der foregår i det politiske spil, og hvordan disse responderer på de “virkelige” udfordringer i verden. Derfor vil kommentatorerne typisk tale om de (gamle) store partier som de “ansvarlige” partier, som er “realistiske”, der kan få deres politik igennem (kan “tælle til 90”). Hvorimod nye forsøg på at skabe nye konstellationer skydes ned som noget, der ikke “har gang på jorden”, “ude af trit med virkeligheden”, “gøgleri”, “luftkasteller”, “useriøst”, man “mister jordforbindelsen” — fx ved at “kravle for højt op i et træ”, osv.
Og vi skal naturligvis ikke tabe blikket for, at i politik er det vigtigt at man kan få sine ting igennem. Realisme er vigtigt. Pointen er imidlertid, at realisme ikke er så entydig en størrelse som vi tror. Når nye partier dukker op (eller gamle partier sætter markante nytiltag i søen), vil det typisk være fordi man er frustreret over den traditionelle tilgang til tingene.
Den aktuelle case
Grunden til at jeg skriver dette netop nu, er en frustration over den måde “Kommentatorkøbing” har udlagt de senere tiders forandringer i forhold til en “blokpolitik”. Tilnærmelserne mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti gennem 2017 og 2018 (men måske allerede med De Radikales ret hårdhændede tilgang til samarbejdet med Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti fra 2011 til 2015 som en forløber) har betydet at magtlinjerne i dansk politik forrykker sig. Partier som De Radikale, Liberal Alliance, Alternativet kæmper for at få/fastholde en reel indflydelse på den førte politik.
Analysen i Kommentatorkøbing har længe været, at disse partier kan få svært ved at få indflydelse efter et valg, hvis de gamle “magtpartier” lykkes med at etablere et frugtbart samarbejde med Dansk Folkeparti. En analyse, der vanskeligt lader sig afvise.
Men hvis det så er tilfældet, så har jeg bare rigtig svært ved at forstå, hvordan det kan undre, at man kaster sig ud i nye måder at forstå og angribe virkeligheden på. Hvis det er rigtigt at ingen af de tre partier vil kunne regne med at få en reel indflydelse på en fremtidig regerings førelse, så er det vel deres opgave at prøve at nytænke de traditionelle samarbejder. Hverken De Radikale eller Alternativet har så meget at miste ved at eksperimentere med ikke at ville støtte Socialdemokratiet, hvis de ikke synes der er nok forskel på en socialdemokratisk og en borgerlig regering. Kan man med rimelighed forvente, at de ikke skal reagere i takt med at Socialdemokratiet bevæger sig i retning af en “realistisk” politik — hvis ikke de anerkender de tilgrundliggende værdier for realisme? Hvis De Radikale mener, at det er vigtigt at Danmark løser flygtningeudfordringerne på en anden måde; og Alternativet er radikalt determinerede på at klimaudfordringerne skal tages mere alvorlige. Og hvis de så samtidig kan se, at Dansk Folkeparti på begge områder kommer til at få en stærk indflydelse (et parti, der på begge områder nok står i den stærkeste modsætning). Så må opgaven for dem vel være opnå indflydelse ved at true med at vælte en regering.
Det er ikke målet i denne kommentar at forsvare de aktuelle tiltag fra de nævnte partier. For det første kan det sagtens være, at deres strategier slår fejl. For det andet er der naturligvis også mange i befolkningen, der er uenige med de pågældende partier (og som håber de ryger ud næste gang). Pointen er imidlertid, at når medierne skal dække denne slags ting, så kunne det være ganske befriende, hvis det ikke altid bare var de kyniske “det-plejer-aldrig-at-virke” kommentatorer, der kom til at dominere den offentlige diskussion. Medierne skal naturligvis ikke give sådanne nytiltag en særbehandling i form af ukritisk blot at acceptere dem. Men det kunne være rigtig fint, hvis man tilgik nytiltag med en lidt højere grad af fantasi.
De “gamle” repræsentanter er ikke nødvendigvis de dygtigste til at forstå det nye, der sker.
Ideologi uden realisme er tomt. Realisme uden ideologi er dødens pølse.
Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.