[dette indlæg er en forkortet og populariseret udgave af en længere forskningsartikel, der er udkommet på Tidsskrift for professionsstudier (link)]

Krydsfeltet mellem effektivitet og resonans

Journalistikken er i disse år udfordret af, at de traditionelle foretningsmodeller er under pres. Derfor er der et naturligt ønske hos medierne om, at journalister kan yde mere på den samme tid. I denne forstand er journalistikken et typisk eksempel på det, som den tyske samfundsanalytiker Hartmuth Rosa har kaldt et “accelerationssamfund”. I Rosas analyse handler accelerationssamfundet om en generel tendens i vestlige samfund mod, at ting skal gå hurtigere, vi skal være mere effektive, og dette er et problem, for når vi skal være så effektive, så bliver vi også meget målrettede, hvilket vil sige, vi forsøger at holde alt det, der ikke leder mod målet, ude af vores bevidsthed. Dermed får vi, ifølge Rosas analyse, en mere fattig relation til verden, fordi vi tvinger den til at passe ind i vores verdensbillede, og alt hvad der ikke passer ind er enten farligt eller ligegyldigt.

Som et modsvar til denne tendens foreslår Rosa en kritisk teori, der fokuserer på, hvor resonante vores forhold er til den verden, vi lever i: Er vi i stand til at indgå i resonans med vores omgivelser i den forstand, at vi tillader den at forstyrre os på en måde, hvor vi kommer til at svinge med, lade os påvirke af forhold, som vi ikke på forhånd vidste var vigtige, spændende, frugtbare, givtige, osv. Når vi oplever resonans handler det om, at vi oplever en samhørighed med verden, der bringer os i bevægelse, samtidig med at vi gennem denne medsvingen virker tilbage på verden.

Hvis man skulle prøve at konkretisere en sådan resonansoplevelse for journalister, kunne det handle om, at man f.eks. er ude og lave et interview, hvor man naturligvis har gjort sin research, og derfor har nogle forventninger til, hvad der skal ske, hvilke spørgsmål, der skal stilles og måske endda også en ide til, hvordan interviewet skal passe ind i det endelige produkt. Men hvor det så gennem interviewet viser sig, at der ude hos kilden står en helt anden historie klar, som måske faktisk er meget mere interessant og/eller påtrængende. Man kan vælge at gå med den nye historie, med den risiko, at man skal “starte forfra”, og dermed får produceret mindre journalistik den dag, fordi man har spildt dagens hidtidige arbejde. Tør journalisten være åben for de overraskende former for resonans, eller holder journalisten fast i den oprindelige historie, fordi journalisten gerne vil leve op til de produktionskrav, som gælder på det pågældnede medie?

Krydsfeltet mellem resonans og hårdknuder

Jeg tænker helt åbenlyst at eksemplet demonstrerer, hvordan der kan være et problem ved at journalister udsættes for et stærkt effektivitetspres — særligt hvis man betragter professionerne i forhold til deres samfundsopgave. Udfra et kommercielt perspektiv kan der muligvis godt være en pointe i at fokusere på en praksis, der sikrer et størst muligt overskud, men hvis det betyder, at vi går glip af vigtige og påtrængende historier, er det et samfundsmæssigt problem.

I den forstand er jeg enig med Rosa i, at ved at analysere på forskellige professioner, herunder den journalistiske, gennem en resonansoptik opnår vi et kritisk redskab til at evaluere journalistisk praksis. Der resterer rimeligvis et stykke arbejde med at diskutere, om der er nogle former for resonans, der er mere vigtige end andre, og hvad man gør, hvis der er resonans i flere forskellige retninger på en gang. Men hvis resonans handler om at være åben for det uforudsete, der trænger sig på som vigtigt, så er journalistikken åbenlyst mere velfungerende, des mere resonant den er.

Med udgangspunkt i Derrida må man dog også sige, at der ligger en grad af ensidighed i at tage udgangspunkt i resonans, hvis man skal vurdere samfundsværdien af forskellige professioner. Derrida har argumenteret for, at nogle gang ligger det vigtigste i et samfund i nogle “aporier”, som jeg her vil oversætte til “hårdknuder”. En hårdknude er når vi præsenteres for noget viggtigt, som vi skal, men som vi ikke kan. Journalistikken er fyldt med den slags opgaver, og det er netop derfor den er så vigtig.

Et eksempel på det kunne være, at journalister skal udvælge det mest relevante for brugeren, samtidig med at det ikke er muligt på forhånd at vide, hvad det mest relevante er. Er det mest relevante det, som brugeren ønsker? Eller det som brugeren burde ønske sig? Hvem skal bestemme det? Hvem er kompetente til at vide det? Gode journalister beslutter hver eneste dag, hvad der er det relevante for deres brugere. Men i bund og grund ved de det faktisk ikke. Journalister gør selvfølgelig deres bedste, men de navigerer grundlæggende på usikker grund.

Min pointe imod Rosa er, at der udspringer store mængder af vigtighed fra nogle af disse hårdknuder, men at de også netop er kendetegnet ved at være forhold, hvor der aldrig rigtig kommer resonans. Det kan godt være, at journalisten nogle dage arbejder med historier, der er åbenlyst relevante (de er måske meget samfundsrelevante, eller giver helt sikkert mange klik/konvertinger/læsninger), og det er jo fint og godt. Men den virkeligt gode journalist sætter sig først igennem, når det ikke på forhånd er givet. Det er her, journalistens teoretiske fundering, fingerspidsfornemmelser og erfaringer slår igennem, og hvor den gode journalist for alvor gør en forskel. Dvs. når man tager en chance med en historie, som man faktisk ikke vidste om ville gå godt, fordi relevansen var grundlæggende usikker eller omdiskuteret.

Journalistikken mellem resonans og hårdknuder

Jeg vil med andre ord insistere på, at hvis vi skal vurdere journalistikkens samfundsrelevans, er vi nødt til at insistere på, at den udover at være åben for det uventede, også skal rumme den risikovillighed, der ligger i at turde tage beslutninger, hvor der ikke på forhånd er garanti for, at de er rigtige. Hvor journalisten ikke på kan vide, hvad der skal vælges til, og hvad der skal vælges fra.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution 4.0 International License.