Danske medier kan godt lide at udstille politikeres dobbeltmoral. Hvis man kan påvise at en politiker siger et og gør noget andet, så har det en naturlig offentlig interesse, som det naturligvis også er relevant for borgerene at kunne forholde sig til. Det duer jo ikke, at vi vælger nogen ind for at gennemføre en bestemt politik, og de samme politikere så herefter gør det modsatte.

Dobbeltmoral er naturligvis kritisabelt. Nogle gange kan man måske godt forklare sig ud af det (man er blevet klogere, virkeligheden har ændret sig, osv.), men forklaringsbyrden ligger helt åbenlyst hos den dobbeltmoralske.

Hvad med dig selv?

Men: hvad er dobbeltmoral egentlig? Jeg vil i dette indlæg diskutere en historietype, som man ser meget i disse år, og som jeg mener er forfejlet: Når man som medie kan påvise, at en politiker i sit privatliv gør noget, der står i modsætning til, hvad politikeren kæmper for i det politiske. Eksempler er der mange af: En miljøminister, der smider batterier ud i skraldespanden (link). En socialdemokratisk politiker, der kæmper for folkeskolen, sætter egne børn i privatskole (link). En klimabekymret politiker, der ofte rejser med fly (link). En socialist, der køber et dyrt hus (link). En indvandrerskeptisk politiker, der er gift med en indvandrer (link).

Men er det egentlig dobbeltmoralsk hvis en klimabekymret politiker flyver, en socialist har mange penge, en liberal benytter offentlige veje, sygehuse og skoler, en socialdemokrat bruger private alternativer til det offentlige, en indvandrerskeptisk person forelsker sig i en indvandrer?

Dobbeltmoral eller egetbesvær?

Vender man lige overvejelsen en ekstra gang, burde det egentlig blive klart, at det faktisk tværtimod er ekstra prisværdigt, at man kæmper for den ideologi, som man står for selvom det er i modstrid med, hvordan man selv lever. For det man jo reelt gør er, at man kæmper for at man selv skal have et mere bøvlet liv. Socialisten kæmper for selv at skulle betale mere i skat. Den klimabekymrede kæmper for at skulle betale mere for at flyve (eller blive tvunget til alternativer). Den indvandrerskeptiske gør ultimativt sit eget private liv med en kær person mere bøvlet, osv.

Skåret ind til benet handler politik jo ikke om individuelle handlinger, men om hvilke individuelle handlinger man vil fremme, og hvilke man vil hindre. Og i de ovennævnte tilfælde er der altså politikere, der arbejder aktivt på at gøre deres eget liv mere bøvlet. Så vigtigt mener man, at den førte politik er. Det er ikke dobbeltmoral, men tværtimod at være meget konsekvent.

Skal politikere komme ned fra den høje hest?

Så kunne man indvende, at i visse tilfælde taler vi også om politikere, der udover det politiske arbejde, har sat sig op på en meget høj moralsk hest, og har italesat hvordan den førte politik baserer sig på et særligt moralsk værdisæt, og dermed i en vis forstand har italesat sit eget private ståsted som moralsk forkasteligt.

Og ja, i disse tilfælde nærmer vi os jo dobbeltmoral i den dårlige forstand. Så hvis en socialist f.eks. har italesat rige mennesker som grådige og samfundsnedbrydende, så peger pilen jo lidt tilbage, hvis det viser sig, at den konkrete person selv er ganske velhavende.

I disse tilfælde skal man selvfølgelig spørge den pågældende ind til, hvordan dette hænger sammen.

Jeg vil imidlertid gerne advare imod, at man bruger den slags dobbeltmoral til at argumentere imod den pågældende politik. Politik er simpelthen nødt til at bygge på grundlæggende værdier, der tager fat i virkeligheden og giver en retning for, hvordan virkeligheden kunne forbedre sig. Så bare fordi en konkret person ikke selv lever op til sine værdier, behøver det ikke være et argument imod værdierne. Hvis alle automatisk levede op til værdierne, var der jo ingen grund til at lave politik omkring det. Så selvom en liberal synes at velfærdssamfundet gør os alle til klienter, så bliver den pointe jo ikke mindre rigtig af, at den liberale selv gør brug af offentlige institutioner i sit private liv. Ja, man kan selvfølgelig godt sige, at den liberale så også har gjort sig selv til en klient — men derfor kan den pågældende jo godt mene, at det ville være et bedre samfund, hvis ikke man havde et incitament til at gå den vej.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution 4.0 International License.