[Nerd-Alert: Dette indlæg i bloggen er filosoffens forsøg på at bringe en stemme til pause, som rumsterer i hans hoved, da det ikke passer ind i, det som han lige nu i øvrigt skriver på. Det er nok mest relevant, hvis man godt kan lide at lade sig udfordre af tanker, der er svære at gøre helt færdige. Jeg kunne godt tænke mig en skønne dag, at skrive en længere analyse af dette, men jeg er i tvivl om, om det egentlig kommer til at give mening ind i min nuværende ansættelse…]

Jeg sidder i disse måneder og skriver på en større afhandling om tavshed. En af de allervigtiste anstødssten til dette projekt er leveret af Deleuze i en tekst om mediatorer i Pourparlers. Nu er jeg så kommet til faktisk at skrive om netop denne tekst, og her falder jeg over følgende passage (her gengivet i den engelske oversættelse, taget fra Negotiations:

So style requires a lot of silence and work to make a whirlpool at some point, then flies out like the matches children follow along the water in a gutter. Because you don’t get a style just by putting words together, combining phrases, using ideas. You have to open up words, break things open, to free earth’s vectors. All writers, all creators, are shadows. (s. 133-4)

Citatet er naturligvis relevant for min generelle pointe om, at vi skal give mere agt på tavshedens rolle i de offentlige udvekslinger. Men jeg kunne så heller ikke lade være med lige at studse over citatets afslutning: “All writers are shadows”. Og så var det, at jeg kom til at tænke på, hvordan mon egentlig denne påstand ville kunne bruges i en læsning af H.C. Andersens eventyr/fortælling: Skyggen?

Andersens fortælling handler jo om en skygge, der bliver sat fri af sin “ejer”, og som efterhånden ender skyggen med at fordrive ejeren, der bliver elimineret.

Personligt har jeg nok haft en tendens til at læse fortællingen sådan lidt pseudo-freudiansk som en fortælling om, hvad der sker, hvis ikke vi giver plads til kreativiteten og holder for stramt fast i det rent deskriptivt-rationelle, hvordan så i sidste ende underbevidstheden overtager herredømmet.

Efter at have genlæst historien gennem Deleuze-optikken, finder jeg det nogenlunde klart, at HCA har ikke tænkt det på samme måde som Deleuze. Historien går ikke helt “op”, hvis man læser den gennem Deleuze. Men derfor kan det jo godt være gavnligt at fusionere dem alligevel. Hvad sker der med fortællingen, hvis vi prøver at læse skyggen som den tragiske helts skaberkraft?

Ved at give slip på den, og lade den flytte ind i et fremmed hus, er det måske ikke så mærkeligt, at helten ender med at blive irrelevant. Verden opdager knap nok, at helten bliver elimineret. Men hvordan skal vi forstå, at skyggen ender med at løbe med prinsessen og det halve kongerige? Skal vi blot læse dette som et “hjernespind”? Eller giver det mening at hævde, at hvis vi tilsidesætter det rent rationelle og den personlige gennemslagskraft, så kan vi alle sammen skabe noget, der kan sammenlignes med et halvt kongerige? At den sande skabelse forudsætter, at vi elliminerer os selv og sætter os selv i arrest? Og hvis det sidste er den bedste læsning, hvordan hænger dette så sammen med den personkult, som har præget netop HCA og hele hans værk — både i HCA’s egen selvforståelse, men naturligvis også i omverdens ditto?

HCA’s historie ender med at skyggen går ud med prinsessen på altanten “for at lade sig se og få nok en gang hurra!”. Men der er jo på en eller anden måde noget forlorent ved det hele. Det er en falsk hyldest. Prinsessen har ladet sig forblænde af skyggens tavse væsen, og det samme har folket. Ikke alle former for tavshed er således et gode. Lige forud for ovennævnte Deleuze-citat skriver han således også, at skabelse handler om ikke at blive virkelighedsfjern (at adskille mennesket fra sin skygge), men at indse, at det værende ikke kan fremstå, uden at det foregår på baggrund af en skygge. En skygge, der bringer i skygge — ikke for herved at fjerne sig fra virkeligheden, men tværtimod for at blive

all the more earthly by inventing laws of liquids and gases on which the earth depends (133).

Virkeligheden forudsætter sin skygge — og omvendt…

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.