[indlæg skrevet til DMJX’ valgblog i forbindelse med folketingsvalget i juni 2019. Oprindelig bragt her: Link]

Landsdækkende medier kunne generelt have gavn af at udarbejde en bevidst politik for, hvordan man geografisk får spredt de journalistiske kræfter ud i hele landet. Dertil kommer, at vi har brug for en mindre anspændt diskussion af, om det giver mening at være en landsdækkende repræsentant for “den fjerde statsmagt”, hvis man ikke også opfylder nogle krav om den geografiske husning af de journalistiske kræfter.

Konkret: Dagbladet Informations valgdækning viser, hvorfor det giver mening at gøre placeringskrav til et normativt krav til medier. Sådanne krav kan vi ganske vist ikke stille til private medier, men i forbindelse med public service-støtte giver det god mening.

Fornemmelsen af at være ét land

Nogle gange kan man blive positivt overrasket.

Jeg er født og opvokset i den lille slotsby Gram, der ligger i den nordlige kant af Sønderjylland. Som så mange andre er jeg i løbet af min uddannelse efterhånden trukket væk fra området, fordi den ønskede uddannelse og de attraktive jobs (for mig) ligger omkring storbyerne. Jeg er landet i Aarhus, og føler mig som sådan egentlig meget godt dækket ind i forhold til medietilbud, der både tilgodeser mit ønske om at blive globalt, nationalt, regionalt og lokalt informeret. Jeg har dog stadig jævnlig kontakt til Gram, eftersom min mor stadig bor i byen.

Her under valgkampen 2019 faldt jeg så over, at Dagbladet Information har besluttet at rykke en del af deres redaktion “ud i landet” – nærmere bestemt til min gamle fødeby: Gram. Første resultat af denne beslutning kan læses i sin helhed her: Link

Men det er blot den første af mange.

I første omgang skal jeg gerne indrømme, at det bare rørte mit gamle Gram-hjerte, at nogen finder min gamle fødeby så interessant, at man ligefrem slår en hel redaktion op i byen. Men efter gennemlæsningen blev jeg klar over, at det er meget mere interessant end det.

For hold da helt op, hvor har journalisterne (Laura Friis Wang og Sebastian Abrahamsen) bare ramt den lige på sømmets hoved her! De har både fanget det, der diskuteres og fylder meget i Gram, nemlig tæppefabrikken, kommunekontoret, “Cafeen”, præstens betydning og forholdet mellem de unge og de gamle. Der mangler i skrivende stund stadig lidt — f.eks. omkring den lille “utilpashed” der er ved alt det “halløj”, som foregår nede på godset (med de nye godsejere) — men det kan jo komme endnu.

Min pointe er imidlertid, at der er verden til forskel på, om man som journalist rejser ud i landet for at se sig omkring, for herefter at rejse hjem igen. Eller om man “bor” rundt omkring i landet. Man får adgang til en hel anden type historier, hvis man bliver på stedet lidt længere, handler i de lokale butikker, har tid til at forfølge de rygtestrømme, som altid ligger under de interviews, som man laver, osv. Så begynder de lidt lukkede systemer gradvist at lukke sig op.

Som journalisterne skriver: “Når man har slået sig ned i Gram og skriver artikler om Gram, kommer folk forbi og banker på døren, når ens artikler er udgivet. Det har journalisterne i Baron Wedels Hus erfaret.” (link)

Så finder vi pludselig ud af, at selvom man kan kalde sønderjyderne for “gule”, så er virkeligheden meget mere nuanceret end som så. Og de, sønderjyderne, har faktisk, ligesom alle vi andre, også både tvivl og nuancer i deres overvejelser.

Placeringskrav og Public Service

Lige inden valgets udskrivelse kørte der en kritik af regeringen og Dansk Folkeparti for i medieforliget at have indskrevet, at hvis man vil søge en sendetilladelse på den “fjerde landsdækkende radiokanal” (FM4), skal mindst 70% af de redaktionelle medarbejdere placeres 110 km fra Københavns centrum. Det blev udlagt som en hævnakt overfor et kritisk Radio 24syv – særligt fra Dansk Folkepartis side.

Det kan jeg naturligvis ikke udelukke, at det var. Men selve ideen om, at det gør en forskel for et medie, hvorfra medarbejderne arbejder, har noget ved sig. Og ja, naturligvis er det også vigtigt, at medier har adgang til de helt store byer, herunder naturligvis særligt København. Men hvis medierne vil give et sandt billede af nationens tilstand, så skal vi også vide noget om, hvordan man tænker, hvis man kommer fra Gram, Hirtshals, Odder, Bogense, Gedser, Nakskov, Helsingør, Kalundborg, Tønder, osv. Og det gør man ikke ved bare at komme på besøg. Man skal bo der, være der, sove — og gerne også have sine børn til at gå i skole der, osv.

Nu skal det naturligvis også være realistisk, og det er muligvis ikke realistisk at få journalister til at bo fast i alle små landsbyer. Men ved bevidst at placere redaktioner lidt forskelligt vil man som medie få adgang til en helt ny type historier, som vi måske knap nok kendte til relevansen af. Hvad kan vi aarhusianere lære af dem fra Gram? Hvad kan “kjøvenhavnerne” (som os fra Gram kalder dem fra København) lære af dem fra Gram?

Dette ville i sig selv være en gevinst i forhold til en større diversitet medierne imellem. Men det vil også give en mere repræsentativ fortælling om, hvad det vil sige at være dansker. Hvad vi er optaget af, hvordan vi ser på hinanden, og hvad vi bekymrer os om. Og endelig vil dette give politikerne mulighed for at tage et bredere hensyn i den førte politik.

Dét ville give os et stærkere demokrati, en bedre diskussion, og en mere relevant “fjerde statsmagt”.

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *