På Danmarks Medie og Journalisthøjskole er der igangsat et arbejde med at overveje, hvordan fremtiden ser ud for de studerende, som vi uddanner på skolen. Et forsøg på at kigge i krystalkuglen med henblik på at overveje, hvordan vi skal indrette uddannelserne på skolen i fremtiden. Når man sætter den slags overvejelser i gang, hænger det sammen med dels, at medierne allerede har forandret sig på mange måder, men også at der i disse år finder nogle samfunds- og mediemæssige forandringer sted, som potentielt kan udfordre nogle af de eksisterende opgaver.

Fremtiden er imidlertid noget af det sværeste at tale om. Det er næsten umuligt ikke at tage udgangspunkt i for- og nutiden, tage fat i nogle forhold og begreber, vi kender, og så prøve at fremskrive dem. Samtidig med, at man så skal prøve at forudsige, hvilke forhold der ikke kommer til at være som nu. Der kommer i sidste ende til at være en del gætværk i ethvert bud, hvilket også er årsagen til, at jeg (som mine studerende vil vide), har det ret stramt med “fremtidsforskere”. Det er ikke muligt at forske i fremtiden, fordi fremtiden netop grundlæggende er åben. Man kan selvfølgelig godt tage fat i nogle “trends” i tiden, og måske også noget viden om sociale og psykologiske mekanismer, og så prøve forudsige fremtiden ad denne vej. Men et lille kig i retning af én af de ældste discipliner indenfor fremtidsforskningen, de økonomiske videnskaber, viser, at kompleksiteten i det, vi har med at gøre, simpelthen er for stor (se fx link)

Selvom opgaven således er svær, slipper vi jo ikke udenom den. Hvis ikke vi forholder os til fremtiden, løber den om hjørner med os. Hvis vi forholder os til den, kan vi måske få lov til at være med til at forme den. En del af mit arbejde som filosof på Danmarks Medie og Journalisthøjskole handler netop om at forbinde de nuværende offentlighedsprofessioner med en mulig fremtid, og her er det netop et helt afgørende element, at det handler om at overveje, hvordan vi kunne ønske os at fremtiden ser ud.

Det skønne ved fremtiden er jo netop, at man ikke kan forudsige den. Havde vi kunne forudsige den, ville det være svært at kunne gøre noget ved den. Det er naturligvis ikke sådan, at vi fuldstændig suverænt kan bestemme fremtiden, men hvis vi bliver bevidste om nogle af de steder, hvor der er noget, der brænder på, er der en mulighed for, at vi i det mindste kan påvirke fremtiden.

Refleksioner over fremtiden rummer altid et element af gætværk. Det er naturligvis vigtigt, at det ikke er rent gætværk, så derfor må de også tage udgangspunkt i noget i virkeligheden. Den måde, jeg selv arbejder med problematikken på, handler om at kigge ind i udviklinger eller strømninger, som forandrer noget i de givne arbejdsbetingelser. Så, når f.eks. medier i begyndelsen af det 21. årh. i stigende grad udkommer digitalt fremfor gennem papir, radio eller tv, kan det være relevant at overveje hvilke nye betingelser dette giver for de medieprofessionelle (link, link, link, link, link)? Hvis strategiske aktører i stigende grad lærer at bruge journalisters interesse for sandhed til strategisk at køre om hjørner med journalisterne, hvad kan så være relevante modforanstaltninger (link, link, link, link, link, link, link)?

Jeg vil i det følgende prøve at samle op på nogle af de analyser, jeg tidligere har givet i forhold til fremtidens offentlighedsprofessionelle, hvor jeg på forskellig vis har forsøgt at reflektere over, hvad man kan gøre for at sikre, at den samfundsmæssige offentlighed får en demokratisk værdi. Det demokratiske holdepunkt er mit hovedfokus. Dermed ikke sagt, at alle offentlighedsprofessionelle alene skal forstås gennem den demokratiske linse. Der er åbenlyst andre hensyn at tage, såsom kommercielle hensyn, hensyn til god underholdning, hensyn til praktisk anvendelighed, hensyn til gennemslagskraft, hensyn til den professionelles personlige og sociale trivsel, osv., osv.

Når jeg vælger at fokusere på det demokratiske perspektiv hænger det dels sammen med, at det er nødvendigt at vælge en optik, for at give en lille smule overskuelighed til refleksionerne; dels at det er her mine egne evner strækker længst; dels at jeg godt kunne være bange for, at det er dette hensyn, der først kunne blive overset, fordi hensynet i konkrete refleksioner for de enkelte aktører i feltet (der ofte indgår i en direkte kamp for overlevelse) kan synes mindst omkostningsfuldt at negligere.

Selv med et fokus på demokratiske hensyn, er der mange veje man kunne gå i forhold til at overveje fremtiden for offentlighedsprofessionelle. Ethvert dyk inviterer til indvendingen om, at man glemmer andre relevante aspekter. Her mener jeg imidlertid, at ledelsens ide om at fokuserer på “mulige scenarier” har noget rigtigt ved sig. De dyk, som jeg laver i det følgende har betydning for, hvilke mulige fremtider jeg kommer til at bevæge mig ind i. Men scenarier udelukker ikke hinanden. Hvis man f.eks. lader sig overbevise af nogle af de scenarier, som jeg peger frem mod, har man ikke dermed udelukket andre scenarier, eftersom fremtiden jo nok vil være lige så kompleks og sammensat som nutiden. Så når jeg f.eks. i det følgende kommer til at pege på et scenarie, hvor offentlighedsprofessionelle skal arbejde med medier, der ikke laver færdige produkter, udelukker det ikke at der samtidig kan eksistere medier, der insisterer på (og får en forretningsmodel ud af) at lave stort anlagte og færdigtpolerede produkter. Selvom jeg måske nok vil mene, at vi skal begynde at uddanne medieprofessionelle, der twister hvad der i dag er en journalistisk opgave, har jeg ingen problemer med at indrømme, at der parallelt hermed stadig skal uddannes journalister, der varetager opgaver, der ligner de opgaver, som journalister i dag varetager.

Når vi skal overveje, fremtidens offentlighedsprofessionelle ud fra et demokratisk perspektiv, vil jeg mene, at der er (mindst) tre problematikker, vi skal dykke ned i:

1. Vi taler om “demokrati”, som om at vi ved, hvad det vil sige. Men demokrati er i virkeligheden mange forskellige ting.
2. Uafhængigt af ⁽¹⁾ er det dog vigtigt, at borgere vedholdende udfordres på deres forståelseshorisonter
3. Hvilke demokratiske opgaver skal håndteres, hvis kunstige intelligenser udfordrer interfacet mellem medier og brugere?

Hvad er demokrati?

Jeg ser det som én af mine vigtigste opgaver på Danmarks Medie og Journalisthøjskole, at bringe liv til indsigten om, at demokrati er et åbent begreb (link, link, link). Det er et åbent begreb dels fordi det rummer nogle indre spændinger (et ideal om åbenhed, der samtidig kan kondenseres til beslutninger). Det er et åbent begreb, fordi der er så mange forskellige hensyn og idealer, som til tider strider imod hinanden (hensyn til lighed, frihed, sikkerhed, velstand, tryghed, osv…).

Men det er også, og i denne sammenhæng nok vigtigere, et åbent begreb, fordi den demokratiske relation mellem borgere, og mellem borgere og magthavere påvirkes ganske markant af de medier, hvorigennem den demokratiske offentlighed foregår. Dette har særligt Stig Hjarvard italesat i forbindelse med udviklingen af medialiseringsteorien. Det gør noget ved vores forståelse af og forventninger til hinanden om den demokratiske samtale foregår gennem et masseproduceret skriftligt papirmedie; om den foregår gennem æterbårne, men stadig ret centraliserede medier som radio og tv; om den foregår gennem en gryende internetoffentlighed, primært domineret af forskere og særlige ildsjæle; om den foregår gennem et web 2.0, hvor almindelige borgere i stigende grad deltager; eller om den foregår gennem et univers af sociale medier, hvor store mediekoncerner aktivt kan tweeke algoritmer for synlighed på sociale medier på en måde hvor konflikt og ophedede samtaler kommer til at dominere.

Det er naturligvis vanskeligt at lave en 1-til-1 kausal slutning fra offentlighedens strukturer til de bevægelser i det demokratiske landskab, som vi kan observere. Ikke desto mindre er det vel næppe urimeligt at antage, at det er nemmere at have en forståelse af et fælles projekt, hvis den offentlige samtale hele tiden foregår indenfor en horisont af medier, hvor vi tvinges til at kigge i samme retning (de traditionelle massemedier aviser, radio, tv), ligesom det også åbenlyst giver nogle flere muligheder for borgernes deltagelse i den offentlige samtale, i takt med at medietyper hvor alle i princippet kan deltage, give en forventning om, at blive taget alvorlig som deltager på en anden måde end før.

I ét af mine første interviews efter ansættelsen på Danmarks Medie og Journalisthøjskole blev jeg citeret for at hævde, at “Demokratiet, som vi kender det i dag, findes ikke om 50 år, hvis internettets debatkultur fortsætter som i dag.” (link). Når jeg læser indlægget i dag, kan jeg se, at journalisten havde fået vinklet mit indlæg lidt dystopisk. Men faktisk var min pointe allerede dengang, at det ikke nødvendigvis er en dårlig ting, at “demokratiet som vi kender det” ikke overlever i fremtiden. Det vil kun være et problem, hvis alternativet ikke selv er demokratisk. Ligesom det gælder for ethvert demokrati, var også demokratiet i 2010 problematisk. Demokrati er et grundlæggende diskuterbart begreb.

Men det kalder på, at vi indser, at demokrati altid er en opgave, en opgave der ikke indløses automatisk. Demokrati som opgave indløser vi kun, hvis vi hele tiden reflekterer over hvordan virkeligheden, særligt nok i omskiftelige tider, udfordrer demokratiet.

Hvis demokratiet i én eller anden forstand rummer en accept af, at vi hver især får størst mulig indflydelse på vores eget liv, ved at acceptere at andre har lige så stor ret til det samme (demokrati som folkestyre indebærer at hele folket tager ligelig del i at styre landet), er styreformen altid udfordret af, at stærke aktører (hvad det så end vil sige) de facto har mindre indflydelse end de ville have udenfor et demokrati. Og at stærke aktører derfor (måske ubevidst) kan komme til at facilitere processer, der trækker væk fra demokratiet. Dén fristelse ligger i ethvert demokrati, og udfordringen er hele tiden at få øje på hvorhenne en sådan glidning kan ske. Når der opstår nye medieformer, vil der også (givet mekanismerne for medialisering) opstå nye forfordelinger, og dem der vinder fordel af dette vil ikke nødvendigvis have en interesse i at problematisere det, og i tilfælde hvor forandringerne rummer åbenlyse fremskridt på nogle områder, kan vi alle godt blive blinde overfor det.

Når vi uddanner offentlighedsprofessionelle skal vi naturligvis uddanne nogen, der kan indløse alle relevante opgaver. Mit fokus i de næste afsnit vil imidlertid være på de opgaver, som kræver en særlig opmærksomhed, de opgaver der ikke giver sig selv. De demokratiske opgaver, som måske ikke ligefrem er skjulte, men som det kræver en særlig opmærksomhed for at kunne sætte ind på. Man kan sige, at det overordnede spørgsmål er, hvordan vi sikrer os, at borgerne ikke blot møder de medieprodukter, som de af sig selv efterspørger, men som man i demokratisk forstand kunne ønske sig, at de møder. Hvordan kan vi sikre os, at borgerne nødes til at forholde sig til andre borgeres perspektiv på en måde, hvor man anerkender hinanden som lige-værdige i demokratisk forstand.

Denne opgave er ikke som sådan ny. En række af de store publicistiske medier vil nok hævde, at det i mange år har været en del af deres selvforståelse. Men min påstand vil være, at opgaven fremover skal gribes an på nye måder.

Hvordan udfordrer vi hinandens forståelseshorisonter

Troen på at man kan kommunikere om kulturelle og samfundsmæssige forhold ud fra en forholdsvis objektiv tilgang var en ting, jeg skulle vænne mig til da jeg kom til Danmarks Medie og Journalisthøjskole i 2010. Filosofisk har dén tanke været undermineret fra rigtig mange forskellige sider op igennem 1900-tallet.

Jeg vil dog også sige, at jeg i mellemtiden er kommet til at værdsætte det, der ligger bag idealet: Ideen om at kommunikation for at gøre en forskel må insistere på, at den ikke bare indeholder, hvad vi kunne ønske os, men at den er nødt til at forholde sig til forhold, som vi ikke bare kan tænke os ud af (uddybning: link). Verden er på bestemte måder, og vi kan måske nok fortolke dette på forskellige måder, men der følger altid noget bøvl med, når vi ændrer tolkningen (fx hvis man vil argumentere for, at vi ikke er udfordrede af klimaforandringer, så er man nødt til at kunne give et alternativt bud på, hvorfor oversvømmelser af områder i den aarhusianske bydel Risskov ikke længere er en 100-års hændelse — link). Derfor er det i udgangspunktet journalisters opgave at formidle de objektive forhold, og så lade det være op til modtagerne at fortolke forholdene.

Udfordringen er naturligvis, at praktiseringen af dette ideal ville forudsætte, at man kunne have et fortolkningsfrit sprog, hvilket (bl.a.) de diskursteoretiske arbejder i 2. halvdel af 1900-tallet viste ikke er muligt (hvilket jeg har skrevet meget om her på siden – oversigt: link). Derfor ser man også i disse år fremkomsten af medier, der strukturelt minder en smule om partipressen, nemlig medier der afskriver sig idealet om at være tilstræbt objektive, hvor man kritiserer traditionelle medier for, at det er en falsk objektivitet, de bygger på, og at de som alternative medier udgør et bedre alternativ, fordi man i det mindste står ved den subjektive farvning, som de rummer.

Jeg vil argumentere for (se uddybning her: link) at de alternative medier udgør en forkert (eller i hvert fald demokratisk uheldig) reaktion på en rigtig analyse. Den subjektive farvning er uundgåelig, det ligger i selve sprogets fokus. Men problemet med de eksplicit subjektive medier er, at de taler til “vennerne”. Så på borgerlige medier henvender man sig til borgerlige brugere; på klimabekymrede hjemmesider taler man til klimabekymrede borgere; på venstreorienterede sider henvender man sig til venstreorienterede borgere. Herved kan man sige, at medierne i en vis forstand mister netop det publicistiske element, der handler om, at vi jo skal udfordre hinanden, så vi lærer at forstå det perspektiv, som de andre har.

Som et alternativ til de to store strategier har jeg foreslået en strategi, som jeg kalder “gæstfri journalistik” (se uddybning her: link). Den gæstfri journalistik handler om at lade sig drive af en subjektiv forundring, skepsis, nysgerrighed på den fremmede. Lukke den fremmede indenfor fordi den fremmede er fremmed. Den gæstfrie journalistik handler om ikke at foregive at man er køligt-neutral overfor den anden, for så er der vel ingen grund til, at brugerne skal lade sig rive med af historien. Den gæstfrie journalist er i bund og grund forundret over den anden, og ønsker så at forstå den anden — ikke at være enig, men i det mindste at kunne forstå, hvorfor den anden er så mærkelig.

Når jeg skal eksemplificere ideen, er en smertelig case for mig selv at give mening til MAGA-bevægelsen. Jeg kan sagtens trække på smilebåndet eller være dybt bekymret over, hvad der foregår i USA og opsplitningen derovre. Og jeg kan også sagtens tænke, at vi da må håbe, at nogle af de mere liberale aktører kommer til magten derovre. Men en gæstfri journalistik ville være en journalistik, hvor journalisten tog derover for at forstå, hvad der sker — i bund og grund. Jeg siger ikke, at dét aldrig sker, men jeg vil nok hævde, at de fleste reportager jeg har set fra MAGA-land har været mere latterliggørende end egentlig nysgerrige.

Og pointen vil jo ikke være, at man derved kommer til at blive enige med MAGA-bevægelsen. Gæstfri journalistik er ikke ukritisk journalistik. Tværtimod faktisk, for pointen vil være, at hvis først man har forstået det mærkelige, har man bedre forudsætninger for at kunne kritisere det. Dels af epistemologiske grunde (det er nemmere at kritisere noget, man forstår), dels af psykologiske grunde (sandsynligheden for at blive taget alvorlig af den kritiserede er større, hvis man har gidet at forstå den kritiserede).

Så, opsummerende: Hvis vi skal bevare en publicistisk offentlighedsprofession (fx journalister) er det helt afgørende, at vi finder et tredje alternativ, der kan bygge bro mellem en urealistisk objektivisme, og en ufrugtbar subjektivisme. En gæstfri subjektivisme, der dyrker subjekters evne til at kunne forholde sig til det sandt fremmede.

En offentlighed med generative AI-medier

Det er nok nærmest utænkeligt ikke at tænke generative AI-teknologier ind i overvejelserne, hvis man i dag skal prøve at give et bud på, hvordan fremtiden ser ud for offentlighedsprofessionelle. Jeg har i anden sammenhæng (link) argumenteret for, at der bliver en opgave med at holde diskurser og strukturer for tavshed åbne, i takt med at offentligheden kommer til at blive domineret af indlæg, der baserer sig på en statistisk beregning på baggrund af, hvordan vi plejer at sætte ord sammen. Jeg har også fremhævet (link) faren ved en offentlighed, hvor vi i stigende grad kommer til at møde indlæg, der dels baserer sig på enorme mængder af viden, samtidig med at de er målrettet den enkelte borgers præferencer. Faren består her i, at vi mister muligheden for at skændes om produkternes kvalitet, i takt med at fejlbarlige journalister forsvinder fra fremstillingsprocessen.

I resten af dette indlæg vil jeg tage fat i et alternativt scenarie, hvor vi tænker lidt længere frem i fremtiden. I skrivende stund er der åbenlyst en række tekniske og etiske forbehold, man må tage i forhold til at give teknologierne alt for frit spil. En del af disse problemer udspringer af, at vi egentlig ikke rigtig har styr på, hvordan teknologierne fungerer, og at der kan være nogle problemer omkring ejerskabet på de data, som teknologien bygger på.

Men vi ser allerede at medier og andre private og offentlige aktører arbejder på at udvikle generative AI-teknologier, der ikke nødvendigvis bygger på de store AI-virksomheders produkter, men som bygger på egne data (link, link, link). I takt med at sådanne teknologier bliver effektive, vinder medier en mulighed for at kunne ændre forretningsmodellen ganske betragteligt. Hvis man kan træne AI’erne på egne data, kunne man forestille sig, at en menneskelig hånd på formidlingen blev mindre. Det vil naturligvis kræve, at man kan få løst problemet om hallucinationer. Lykkes dette, vil der kunne opstå medier, der kan målrette formidlingen endnu mere skarpt end i dag. Medier, der reelt består af en stor database, skabt af journalister, der tager ud i verden og føder informationer ind i mediets database, og som den generative AI så giver en formidlingsform, der passer til den enkelte brugers behov og præferencer, som mediet kender gennem brugerens historik på mediet.

Der er naturligvis en række forbehold i forhold til det scenarie. Dels i forhold til om det teknisk bliver muligt, dels i forhold til om det er en ønskværdig situation. Men jeg vil starte med at konstatere, at hvis teknologien blev moden til at indfri dette scenarie, ville det kunne blive kommercielt attraktivt. At kunne få formidlet de nyheder og informationer, som jeg ønsker, på en måde der passer til min måde at forstå verden på, vil åbenlyst være relevant. Tænk bare på, hvordan Google har gjort en ganske rentabel forretning ud af at kunne levere noget, der nærmer sig dette scenarie. Man ser allerede at søgemaskiner prøver på at implementere en lignende service som tillæg til almindelige søgeresultater. Her er jeg pt ikke overbevist af kvaliteten, men teknologien er jo også endnu ganske ung.

På et teknisk plan er jeg personligt nok mest nervøs for, om man for alvor kan pille tendensen til hallucinationer ud af teknologierne, men derudover vil jeg mene, at den teknologiske udvikling for at kunne realisere scenariet er nogenlunde inden for rækkevidde.

I forhold til det ønskværdige vil jeg starte med at konstatere, at det vil løse udfordringen med at kannibalisere på andres arbejde, hvis teknologierne bygger på mediernes egne databaser.

I forhold til det demokratiske perspektiv kan man starte med at konstatere, at det nok alt andet lige kunne føre til en situation, hvor flere ville kunne finde medieproduktion, der svarer til deres præferencer. Dette er isoleret set en god ting. Udfordringen er imidlertid også netop dette. For hvordan får man indrettet en medieproduktion, hvor brugerne får mere end de efterspørger? Her ligger en særlig publicistisk opgave.

Denne opgave kan naturligvis indløses ved at producere alternative medier, der holder sig for gode til at gå med ovenstående mulighed. Hvilket vil være fint og godt.

Men jeg vil nok sige, at hvis vi for alvor skal sikre en demokratisk offentlighed ud af ovenstående, er vi også nødt til at overveje, hvordan vi kan uddanne medieprofessionelle til at sikre publicisme indenfor et AI-formidlet medie. Ligesom journalister i adskillige årtier har insisteret på at også taboloide medier har en forpligtelse til at give brugerne mere end det rent tabloide, bør vi ikke opgive at sikre publicisme i medier, der drives af AI-formidling.

En del af publicismen kan naturligvis ligge i, hvad man putter ind i mediernes database. Men det vil næppe være nok, hvis algoritmerne baserer sig på en ren præference-analyse, for så risikerer man åbenlyst, at alt det “langhårede” indhold i databasen fravælges i selektionen af, hvad brugerne ønsker.

Mere interessant mener jeg, det kunne være, hvis vi begynder at arbejde med at trække publicismen ind i algoritmerne. Altså, kunne man udvikle nogle algoritmer, der ikke blot konstaterer, hvad brugeren efterspørger, og så giver mere af det samme; men i stedet giver noget, der udfordrer brugerne en smule.

På et teknologisk plan er en sådan algoritme nok noget mere kompliceret end de traditionelle præference-algoritmer, som man kender fra almindelige sociale medier. Men det er faktisk noget, som man arbejder ganske konkret med allerede. Et eksempel på dette er PEACH-algoritmen, som er udviklet af The European Broadcasting Union og som anvendes af flere public service stationer — herunder DR. Algoritmen er kendetegnet ved, at den

combines classic recommender algorithms (content based filtering to find similar content and collaborative filtering to find similar users) with a novel mechanism to recommend diverse content’. ^{(Sørensen, J.K. and Hutchinson, J. (2017). Algorithms and public service media. In G.F. Lowe, H. Van den Bulck and K. Donders (eds), Public Service Media in the Networked Society. Göteborg: Nordicom: 99)}

For at en sådan udvikling af publicistiske algoritmer for alvor skal inddrage de demokratiske hensyn, er det imidlertid afgørende, at man ikke overlader udviklingen af publicistiske algoritmer til traditionelle programmørere. Vi har brug for at udvikle journalistiske programmører, eller algoritmekyndige journalister, der kan tage del i en vedholdende udvikling af en frugtbar balance mellem at give borgerne, hvad de efterspørger, samtidig med at man får givet dem endnu mere. Måske endda ligefrem hjælper med at opdyrke en glæde hos borgerne over at få mere, end man regner med.

Måske skåret en lille smule skarpt op: I stedet for at journalistsstanden vedvarende skal forholde sig til en udvikling, der kommer til offentligheden udefra (nye medier, der kan nye ting), og hvor man så må kæmpe for at tilpasse det journalistiske arbejde til disse vilkår, kunne en styrke ved en sådan drejning være, at udviklingen måske var tænkt publicistisk fra starten af.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.