I sidste uge (onsdag d. 12/12 i København, torsdag d. 13/12 i Aarhus) holdt jeg foredrag i FUJ (Foreningen for undersøgende journalistisk) under overskriften Den undersøgende journalistik anno 2012 – belyst gennem finalisterne til FUJ-prisen. Opdraget var dels at give et overblik over årets gang i den undersøgende journalistik, dels – som udenforstående – at reflektere lidt over styrker og svagheder.
Mine forelæsnings slides kan findes på dette link (man navigerer gennem slidesene vha piletasterne; man kan zoome manuelt med “f” “=” “-” og “+”. Man kan springe i rækkefølgen ved først at taste “t” og så vælge hvilket slide man vil springe til).
Min overordnede pointe er, at styrken ved den undersøgende journalistik (UJ) er en særlig stædighed omkring et spørgsmål, der trænger sig på. Undersøgende journalister er utrolig vedholdende og dygtige til kreativt at grave oplysninger frem, som ellers er godt gemt. Opgaven for UJ er altså at finde det ukendte svar på et kendt spørgsmål.
Det er styrken ved UJ. Men det kan også blive svagheden. Når jeg kigger projekterne fra finalisterne igennem, sidder man nemlig nogle gange lidt med en fornemmelse af, at noget af energien med fordel kunne have været rettet mod at få spurgt lidt bedre. Og her foreslog jeg så, at man kan bruge diskursanalysen.
Min egen diskursanalytiske gennemgang af projekterne viste, at de overordnet set kunne placeres i tre kategorier (og så en enkelt undtagelse – Kronvidnet – der ikke helt passede ind): Disse tre kategorier kan opdeles efter hver deres angrebsmål (magten) og grundspørgsmål:
- Den økonomiske magt: Tages der ordentlig hensyn til svage individer?
- Den politiske magt: Fortjener politikerne borgernes tillid?
- Den administrative magt: Tages der ordentlig hensyn til svage individer?
Fælles for alle tre tilgange er, at man tænker i en modstilling, der hedder “systemet” overfor “individet” — og vel at mærke sådan at systemet (magthaverne) er de onde, der undertrykker de svage individer. UJ tænker så sig selv som et redskab til at trænge ind bag de fernisen, man skal trænge bagom de systemer, der prøver på at skjule væsentlige informationer. Derfor bliver aktindsigten så afgørende et metodisk redskab i de fleste UJ-projekter.
Nu går diskursanalysen jo ikke ud på at sige, at den gældende praksis er forkert. Jeg er ikke ude på at sige, at de projekter og historier, der udsprang af finalisternes arbejde ikke skulle have været bragt. Men jeg vil påstå, at man nok kunne have fået mere ud af det store arbejde, hvis man havde arbejdet lidt mere med projekternes spørgehorisont. Er det virkelig sådan at den vigtige magt altid er en, der skjuler sig? Hvem/hvad er magten overhovedet? Skal vi nødvendigvis kigge i administrationen, politikken eller de virksomhederne, for at finde uhensigtsmæssig magt-udøvelse?
Hvad med den symbolske magt (hvem bestemmer, hvordan vi taler om tingene)? Hvad med den sociale magt (hvem bestemmer de sociale hierarkier)? Osv… Den slags spørgsmål er også vigtige at få undersøgt gennem en vedholdende journalistisk indsats. Men det er ikke sikkert at man ville skulle bruge aktindsigten så meget.
For at konkretisere hvordan diskursanalysen kunne have været gavnlig i UJ, tog jeg fat i to projekter, dels for at vise, hvad diskursanalysen kunne have gjort ved (A) det grundlæggende spørgsmål og (B) ved selve italesættelsen i produktet.
Teoretisk mellemspil
Valget af de to var tilfældigt i den forstand, at jeg ville kunne have gjort noget tilsvarende for alle projekterne. Det ligger i selve diskursanalysens væsen, at den grundlæggende primært viser, at man kunne have gjort det anderledes, men at man jo samtidig altid er nødt til at vælge en vej at gå. Så man er som journalist altid nødt til at snævre sin horisont ind, og derfor kan diskursanalytikeren altid komme efter én bagefter. Værdien af diskursanalysen skal derfor måles på om den afdækker en generel blind plet i vores italesættelse, som vi (når vi får bragt den frem i lyset) kan se, at vi burde få gjort noget ved.
Diskursanalysen tager nemlig fat i vores italesættelse af fænomener. Når vi sætter ord på verden er vi nødt til at fokusere på bestemte sider af verden – på bekostning af andre. Det kan vi ikke undgå. Samtidig er det imidlertid sådan at vores opmærksomhed guides af vores sprog — italesættelsen gør os opmærksomme på det italesatte. Det er jo i sig selv fint, men det sker altså altid på bekostning af noget andet, og i takt med at bestemte måder at italesætte vinder frem, så bliver det tiltagende svært at bevare et blik for det, vi så ikke får talt om. Derfor ligger der utrolig stor magt i at være den, der bestemmer over italesættelsen. Og det er dette som diskursanalysen så kan give en række værktøjer til at trænge bagom.
Et konkret eksempel fra finalisterne: Når Signe Højgaard, Morten Halskov og Dorian Roman (Fagbladet 3F) f.eks. undersøger arbejdsforholdene i rengøringsbranchen (“Den beskidte rengøring”) italesætter de det som et spørgsmål om hvorvidt den “importerede arbejdskraft opnår arbejdsvilkår, der er sammenlignelig med andre arbejdere i Danmark”. Dette er helt sikkert en relevant problemstilling (særligt naturligvis i et fagforeningsblad), men det er også klart, at i det øjeblik man har valgt denne vinkel på fænomenet, så er det nogle bestemte værdier og problematikker, der trænger sig på. Havde man vinklet det som et eksempel på, at Danmark her gav “udviklingshjælp til at lære fattige lande at klare sig selv”, så havde det været helt andre spørgsmål og værdier, der havde trængt sig på. Sproget bestemmer problematikken.
A. Ole Sohns fortid
af Flemming Rose og Morten Pihl — Jyllands Posten
Dette projekt er et meget rendyrket UJ-projekt. Her har vi to journalister, der meget stædigt og indædt har bidt sig fast i et spørgsmål: Vidste Ole Sohn, at DKP modtog penge fra Moskva, dengang han var formand for partiet. Det sætter man så massive research-ressourcer ind på at finde svaret på. Der hvor jeg tænker at dette projekt kunne have vundet af lidt diskursanalyse er, hvis man havde reflekteret på, hvorfor dette spørgsmål er så vigtigt. Rose og Pihl skriver i deres metoderapport, at det er “et spørgsmål om en ministers troværdighed”.
Men umiddelbart sidder jeg alligevel tilbage med en undren. Hvad er det egentlig man vil finde ud af ved at vise, at han har vist, at partiet modtog disse penge? Vil man vise at han har været dybt involveret i den kommunistiske bevægelse? Næppe, det har han jo været meget åben omkring. Vil man vise at kommunistpartierne var økonomisk involveret i det kommunistiske Sovjetunionen? Det kan vel næppe heller være så stor en historie. Vil man så insinuere at han personligt har været i lommen på Sovjetunionen, og derfor potentielt en “fjende” af Danmark på et tidspunkt, hvor der var en meget spændt terrorbalance?
Svarene på disse spørgsmål får vi aldrig. Hvorfor er det her egentlig vigtigt? Men denne undren kunne jo bruges til at twiste hele perspektivet. For når det ikke er helt klart, hvori brøden kunne bestå, så kunne man jo også spørge: Hvorfor forsøger Ole Sohn så indædt at undgå indrømmelsen (forudsat naturligvis at der er noget at indrømme)? Hvad siger det om Ole Sohn? Og endnu vigtigere: Hvad siger det om den offentlighed han taler ud i? Viser denne sag en slags ubevidst begrænsning i, hvad man kan slippe godt fra at indrømme? Ligger der stadig en slags kommunist-forskrækkelse i vores samfund, som sætter nogle rammer for, hvem vi kan have siddende på magtfulde poster (det var først da Sohn blev minister, at disse undersøgelser satte ind)?
Hvis man havde vendt optikken lidt på hovedet, så tænker jeg at man kunne have fået meget mere ud af det enorme arbejde som Rose og Pihl har udført. Så havde det ikke bare været en kritik af en konkret person i systemet, vi havde kunne løfte den til en diskussion af helt nye typer af systemer, som vi traditionelt har svært ved at få øje på.
B. Spærret inde i egen krop
af Sara Marie Strøm Røjkjær — P1-dokumentar
I dette projekt gik jeg mere ned i den konkrete italesættelse. Programmet handler om spastisk lammede mennesker, der ofte ikke har et forståeligt sprog. Men moderne teknologi muliggør at de kan få en talecomputer, der kan hjælpe dem til at “tale” med andre mennesker. Men kommunerne er ofte modvillige til at bevillige pengene til dette, hvilket de så konfronteres med i programmet.
Kigger man nærmere på sproget finder man følgende:
“Spastikere har en normal intelligens inde i en uregerlig krop”
En spastisk pige udtaler: “Det var svært at sige hvad jeg tænkte. Jeg blev tit misforstået, og folk gættede hvad jeg ville sige. I skolen troede de, jeg var handicappet i hovedet. Det blev jeg vred over og ked af. Jeg bliver altid ked af det, når jeg snakker om det. Det var en meget hård tid.”
Spastikeren siges at være levende begravet. Sammenlignes med “oplevelse af at ligge i en kiste. At der var noget udenfor, som man ikke kunne bryde igennem til”
Det grundlæggende spørgsmål: “Hvorfor så mange spastikere stadig må leve uden en stemme, og hvorfor kommunerne holder fast i, at det er en prioriteringssag om spastikere skal hjælpes til at få et sprog. Vejen til hjælpen er lang. Uhyggelig mange af vores medborgere sidder uden muligheder for at bryde ud af deres indre isolation.”
Inden man får bevilget en talecomputer “skal man igennem en grundig udredning, der slår fast om der er en “almindelig pige” gemt bag det spastiske ydre. Og at årsagen til at de umulige talelyde kommer ud ikke er manglende intelligens, men blot en manglende evne til at styre mundens og tungens bevægelser.”
Med denne italesættelse er jeg helt enig i, at det er et påtrængende projekt. Og derfor er det også påtrængende at finde hullerne i systemet, som man journalistisk kan konfrontere de ansvarlige med. Systemet behandler ikke de svage individer ordentligt.
Men ser man lidt nærmere efter i sproget så sker der måske også noget uhensigtsmæssigt:
- Spastikere kategoriseres som svage mennesker, der skal hjælpes. De er handicappede. Det er jo derfor, det er for dårligt, at systemerne ikke hjælper.
- Der opsættes en modstilling mellem hjerne/krop: Hvis man har en ordentlig hjerne, så er man et almindeligt menneske. Kroppen derimod sammenlignes med en ligkiste, som man er levende begravet i. Kroppen er fjenden overfor hjernen/talecomputeren, der er vennerne.
For både (i) og (ii) er det vigtigt at understrege, at det er jo også rigtigt. Det er derfor at dokumentaren er så vellykket. Men selvom det er rigtigt er det ikke nødvendigvis udtømmende:
- Udover at være handicappet, så er spastikerne jo så meget andet. De er levende mennesker, der indgår i alle mulige relationer med hinanden og os andre (så er det egentlig helt rimeligt at sige, at de er “isolerede”?). Retfærdigvis skal det siges, at dette prøver journalisterne faktisk også at vise i nogle intime klip med en mor/barn-relation, men 90% af tiden bruges på handicap-diskursen, så det er den vi står tilbage med. Derfor kan man, lidt polemisk, sige, at selvom ærindet med dokumentaren var at hjælpe de spastiske, så kommer man faktisk ad bagvejen til at umyndiggøre dem — sprogligt.
- Den levende begravelse, kroppen-som-kiste fungerer utrolig stærkt i dokumentaren — det giver dokumentaren en indignation, som klart kalder på en ansvarsplacering. Men ved nærmere eftertanke er det jo nok en overvejelse værd, hvor meget vi hjælper spastikerne ved at vi lærer hinanden at kalde deres kroppe for ligkister. Selvom kroppen ikke altid vil som hjerne vil (det vil den jo heller ikke for os andre), så kunne man med fordel nok godt kalde på en lidt mere konstruktiv tilgang til legemet. For os andre er det jo nogle gange sådan, at det faktisk ender med at det er kroppen der har ret. Den rigtig store journalistiske udfordring kunne jo være, hvis man konfronterede nogle af de involverede parter med spørgsmålet: Er der nogle gange, hvor din krop har ret over din hjerne? Jeg er med på at en sådan vinkel ville nok være vanskelig at bære helt frem til det endelige journalistiske produkt. Men mon ikke det (hvis det blev fremført med passende respekt for de involverede) i en interview-situation kunne bringe diskursen lidt ud over den almindelige “det er synd for os”-diskurs? I hvert fald ville spørgsmålet tvinge os alle til at kigge efter nogle helt andre ting.
Afrundende bemærkninger
Som det skulle være klart efterhånden, så er diskursanalysen et værktøj til at lære journalisten at spørge lidt mere kreativt. Som sådan er det et oplagt værktøj til al slags journalistik. Dels til at vinkle kreativt, dels til at interviewe kreativt. I forhold til den undersøgende journalistik kan man jo dels, som gjort i dette indlæg, rette kritikken mod de enkelte projekter. Men man kunne også rette den mod kriterierne for at modtage FUJ-prisen. Her er der nemlig også meget fokus på, hvordan man finder svarene på de stillede spørgsmål. Jeg foreslår derfor, at man indfører et 10. kriterie:
10. Journalisten/journalisterne har med sine/deres projekter sat fokus på nye og påtrængende typer af spørgsmål.
Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.