Begrebet om den fjerde statsmagt er afgørende for at forstå journalister og mediers rolle i det demokratiske samfund. Begrebet har ikke den samme konstitutionelle fundering som visse af de andre magthavere i samfundet, hvor tre af dem f.eks. nævnes i Grundlovens §3:

Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.

I det øjeblik man erkender, at denne “kongens” opgaver i dag varetages af folketinget og regeringen (link, link, link, link), er det let at se at denne opdeling legemliggør Montesquieus tanker om vigtigheden af magtens tre-deling.

I det hele taget er begrebet om “den fjerde statsmagt” mindre veldefineret end tankerne om den lovgivende, dømmende og udøvende magt. Jeg vil i det følgende redegøre for begrebet historie, hvordan det bruges i dag, og nogle refleksioner over, hvordan begrebets fremtid kunne se ud.

Den fjerde statsmagts historie

Oprindelsen til begrebet om den fjerde statsmagt fortaber sig en smule i den historiske horisont. Thomas Carlyle hævdede at det var Burke der i 1787 introducerede begrebet. Dengang ikke i en modstilling til Montesquieus tredeling, men derimod som et supplement til de tre statsmagter i det britiske parlament: The Lords Spiritual, the Lords Temporal and the Commons (Schultz 1998, 49). Dette har dog siden været omdiskuteret, hvilket gør Thomas Macaulay (1828) til en af de tidligste kilder (Hearns-Branaman 2011, 1).

Op igennem 1800-tallet blev det imidlertid tiltagende ofte brugt som et begreb, der blev fremført, når medierne skulle retfærdiggøre, at de ikke blot er kommercielle aktører, der skal vurderes på niveau med andre kommercielle aktører (Schultz 1998, 1 – se også s. 48), når medierne således skulle kobles til demokratiets og ytringsfrihedens opretholdelse. Det var i denne periode, at den generelle reference til Montesquieus begrebsapparat blev gængs.

Ideen om hvilken rolle medierne spiller ind i dette problemfelt varierer imidlertid op gennem historien, og derfor giver det ikke mening at hævde, at begrebet har en enhedslig kerne. Det giver dog ikke desto mindre mening at hævde, at der er nogle temaer, der går igen – med varierende styrke – til forskellige tider.

Uafhængighed

For det første er det almindeligt at fremhæve, at den fjerde statsmagt tænkes som uafhængig. Det er netop den fjerde statsmagt, og dermed ikke en del af de tre andre. Uafhængighedens karakter varierer imidlertid noget. I nogle tilfælde tænkes uafhængigheden simpelthen etableret ved at medierne drives af en kommerciel logik, der i en vis grad er uafhængig af de andre magthavere. At medierne bliver et modspil til de andre magthavere, fordi der kan være en økonomisk gevinst ved at kunne opdage den sensation, det vil være at vælte en statsmagt.

I andre tilfælde fremføres uafhængigheden som et ideal om, at medierne enten skal være neutrale og/eller upartiske. En berømt formulering har dette fået af John Thadeus Delane (1817-1879, redaktør på The Times). Som et forsøg på at forklare forholdet mellem parlamentet og pressen skrev han:

The duty of the press is to speak, of the statesman to be silent, we are bound to tell the truth as we find it without fear of consequences – to lend no convenient shelter to acts of injustice and oppression, but to consign them to the judgement of the world. […] The duty of the journalist is […] to seek out truth above all things […] the truth as near as he can attain it (citeret i Schultz 1998, 25).

Til andre tider tænkes uafhængigheden som et ideal om, at medierne skal være i opposition til de etablerede magthavere. Dette syn bygger typisk på et udgangspunkt om, at neutralitet ikke er muligt, og derfor må idealet om neutralitet erstattes af et ideal om pluralitet, hvor siddende magthavere altid må tvinges til at kunne forklare sig på trods af en professionel modstand fra mediernes side. Den fjerde statsmagts opgave er derfor her, at holde den diskursive virkelighed så åben som mulig, for at hindre at bestemte narrativer får en hegemonisk magt (Gramsci 1971; Fairclough 1992, ch. 3). I praksis gøres dette ved at mainstream narrativer udfordres af modnarrativer (Schultz 1998: 43-4).

Beskrive virkeligheden, uddanne borgeren

Et andet gennemgående tema, som også er tydeligt i Delane-citatet ovenfor er, at den fjerde statsmagt har som en afgørende rolle at beskrive verden og dens udfordringer. Herved muliggør den fjerde statsmagt, at den enkelte borger kvalificeret kan tage stilling til de etablerede magthavere og selvstændigt vurdere, om disse håndterer udfordringer og muligheder kompetent og på den måde, som man finder for godt.

En grundlæggende dannelse af borgeren finder typisk sted i uddannelsessystemet, men dels er uddannelsessystemet sjældent “uafhængigt” af de etablerede statsmagter på samme måder som (visse af) medierne, og dels er det også vigtigt at den samfundsmæssige orientering fortsætter livet igennem. At være en kompetent og handlekraftig borger i samfundet forudsætter, at man har kendskab til den verden, som man lever i.

Facilitere offentlig debat

Et tredje tema, der går igen mange steder om den fjerde statsmagt, handler om, at medierne har en vigtig opgave som dem, der faciliterer den offentlige debat. Det er i offentligheden, at den offentlige “opinion” formuleres. Det er i offentligheden, at borgere og magthavere kommer i en vis grad af kontakt med hinanden. I offentligheden møder man andre borgere og grupper. Det er ofte i offentligheden, at debatter, der rækker udover det nærmeste nabolag, finder sted.

Det er i offentligheden, ytringsfriheden kan blive til mere end blot en formel ret. Ytringsfriheden bliver først for alvor politisk potent, når de fremførte ytringer kan blive hørt (og diskuteret) af en større offentlighed. Af hensyn til ytringsfriheden er det derfor helt afgørende, at have en magt i samfundet, der ikke er i lommen på de andre konstitionelt etablerede magthavere.

Den kritiske vagthund modvirker magtmisbrug

Et fjerde tema i diskussionen af den fjerde statsmagt har været, at den fjerde statsmagt handler om at forhindre magtmisbrug, ved at gå kritisk til de etablerede magthavere. I et repræsentativt demokrati er det nødvendigt, at nogle individer tildeles mere magt end andre, og selv med magtens tredeling kan det være vanskeligt at hindre, at denne magt misbruges. Derfor er det vigtigt hele tiden at have en instans, der undersøger magthaverne — en instans, der er på vagt. Vagthunden.

Dette syn på den fjerde statsmagt har været dominerende siden anden halvdel af det tyvende århundrede, og er stadig den dag i dag den mest udbredte blandt fagets aktører. Hvis man spørger journalister, redaktører, osv. om en definition på begrebet den fjerde statsmagt, så vil det i rigtig mange tilfælde være netop ideen om vagthunden, der i en mere eller mindre aggressiv form kritisk holder øje med, at magthaverne ikke misbruger deres magt, at magten udøves på bedst mulig måde.

I første omgang er det ellers en tilgang, der er kommet ganske sent ind i diskussionen af den fjerde statsmagt. Det var således en tilgang, der opstod som et svar på en faldende troværdighed og legitimitet i forhold til den journalistiske profession, i takt med at medierne i 1950’erne (i USA (Schultz 1998: 28); noget senere i DK) i stigende grad havde vendt sig til en mere “human interest” tilgang, der gjorde det stigende svært at se, at medierne var andet og mere end almindelige kommercielle aktører, der blot havde til formål at generere en form for profit til sine ejere.

Som et svar på refleksionerne (og forstærket af anbefalingerne fra Hutchins Kommissionen (Commission on Freedom of the Press 1947)) blev den fjerde statsmagt derfor gradvist bundet op på ideer om socialt ansvar. Den præcise formulering er naturligvis stadig diskuteret, men ideen er, at medierne ikke længere blot skal tænkes som nogen, der passivt distribuerer eksisterende information. Medierne skal nu også aktivt opsøge og afdække informationer, der ikke ligger umiddelbart tilgængeligt, for således at sikre, at etablerede magthavere står til ansvar for det fulde billede.

Den fjerde statsmagt i dag

I dag er det helt åbenlyst den fjerde af disse temaer, der dominerer. Slår man op i den danske ordbog, startes der ganske vist ret forsigtigt:

Den fjerde statsmagt: nyhedsmedierne betragtet som indflydelsesrig politisk faktor ved siden af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. (link)

Men hvis man slår begrebt op i Den store danske, finder man det beskrevet under opslaget for “journalistik”:

Journalistikkens overvågende og kontrollerende funktioner har bidraget til at give den status som “den fjerde statsmagt” ved siden af den lovgivende, den udøvende og den dømmende. (link)

Her er det altså netop den overvågende og kontrollerende funktion, som hører til vagthunderollen, der italesættes. På tilsvarende vis på faktalink.dk:

Uofficielt er den fjerde statsmagt så medierne, pressen eller journalisterne[…]. Det er dem, der sørger for, at de tre andre statsmagter forvalter deres magt i overensstemmelse med lovgivningen. Gør de ikke det, stiller medierne dem optimalt set til ansvar på borgernes vegne. […] Det er primært pressen, der søger aktindsigt, og den mulighed er en væsentlig forudsætning for, at medierne kan opretholde deres position som den fjerde statsmagt. (link)

Og endnu mere eksplicit i DR’s skolematerialer for udskolingen:

En hidsig vagthund, som bider sig fast i magtens ben og giver hals, hvis magthaverne handler forkert. Sådan lyder idealet om medierne som den fjerde statsmagt. Ideelt skal medierne holde et vågent øje med magthaverne, afsløre uregelmæssigheder hos offentlige myndigheder og kigge private virksomheder over skulderen.

At netop denne rolle er fremtrædende i disse år kan der være mange grunde til. F.eks. er det åbenlyst, at det er denne rolle, hvor de journalistisk drevne medier skiller sig særligt ud. Den gravende og undersøgende journalist bygger på en særlig faglighed og professionalisme, som meget få andre aktører i offentligheden overhovedet kan nærme sig. Derfor er dette et område, journalisterne kan have for sig selv.

Den oplysende rolle og rollen med at facilitere en offentlig debat bliver i stigende grad også varetaget af andre — af strategiske kommunikatører, sociale medier, algoritmebaserede søgemaskiner på internettet, osv. Ligesom den såkaldte “uafhængighed” også i nyere tid har vist sig ikke nødvendigvis at blive brugt til at forsvare borgernes interesser (Dawes 2014).

Den fjerde statsmagt i fremtiden

På baggrund af den beskrevne historik, og de sandsynlige fremtidsscenarier, er det imidlertid spørgsmålet, om det er hensigtsmæssigt at begrebet om den fjerde statsmagt indsnævres så meget.

For det første er det jo et ganske påtrængende spørgsmål om ikke de “gamle” opgaver stadig er demokratisk påtrængende. Er journalistikkens opgave som fjerde statsmagt virkelig udtømt med blot at være en vagthund, der bider andre magthavere i haserne? Selvom andre aktører udfylder nogle af de gamle roller, kan det jo godt ud fra et demokratisk perspektiv være en god ide, at der stadig er aktører med en journalistisk baggrund (og dermed ideelt set et mere samfundsmæssigt perspektiv), der supplerer denne pluralitet af offentlige aktører. Med andre ord: Selvom vi har NGO’ere, der oplyser folk om deres felt, vi har magtfulde aktører, der går direkte til folket gennem sociale medier, vi har interesseorganisationer, der oplyser os om deres medlemmers interesser, osv., kunne det jo godt være, at denne mangfoldige offentlighed kunne have gavn af en journalistisk dækning, der sætter det hele lidt i et “uafhængigt” perspektiv.

For det andet er det spørgsmålet, om billedet er dækkende. Ganske vist har journalistikken et stærkt magtkritisk ydre, men den virkelig gravende journalistik, hvor man trænger dybere ned i substansen, er trængt i takt med at medierne har vanskeligt ved at finde stabile forretningsmodeller. De etablerede magthavere lykkes i stigende grad med at gemme sig bag kommunikationsmedarbejdere, nøje koreograferede pressemøder og emailsvar, der gør en egentlig kritisk intervention svær.

Ovenstående skal ikke forlede os til at konkludere, at der slet ikke foregår magtkritik i medierne. Det gør der bestemt, og mange redaktioner investerer meget økonomi og energi i at fastholde gravergrupper, der tildeles ressourcer til en grundighed, der i disse trængte tider må vække til beundring. Ligesom der også arbejdes kreativt med samarbejder på tværs af redaktionelle skel, når man for alvor skal trænge i dybden med de helt store sager (f.eks. i forbindelse med Panama Papers, Danske Banks hvidvaskskandale). Dette ændrer imidlertid ikke ved, at denne fastholdelse på lange stræk virker til at foregå på trods af udviklingen indenfor mediernes økonomiske muligheder, og spørgsmålet er derfor hvor langtidsholdbar denne situation er.

I takt med dette bliver, for det tredje, en gammel kritik af begrebet mere påtrængende: For selvom ideen med den fjerde statsmagt er at udfordre etablerede magthavere, har Baudrillard og Hardt&Negri argumenteret for, at netop denne instans i bund og grund er med til at sikre disse magthaveres legitimitet (Baudrillard 1983, 26-37; see also Hardt and Negri 2012). Hos Baudrillard grunder kritikken i en afvisning af selve det liberaltdemokratiske system som sådan, men et lignende argument kan gøres, uden at gå helt så langt: Ved at de etablerede magthavere “stiller op” til kritiske interviews, forlenes de med en legitimitet i befolkningen, der måske ikke altid svarer til indsatsen, fordi kritikken ved en dybere refleksion viser sig at være tandløs. Jeg har tidligere (link, link) reflekteret over, hvordan Anders Fogh Rasmussen var en mester i at forlene sig selv med en stor demokratisk legitimitet, ved at indføre ugentlige tirsdagspressemøder, hvor han stillede op til alle de kritiske spørgsmål, pressen måtte have. Men hvor det også hurtigt viste sig (ved en nærmere refleksion), at tænderne ikke bed særlig hårdt hos vagthunden, når den var nødt til at acceptere det givne format.

Endelig er det, for det fjerde, vel også relevant at overveje, i takt med at nye offentligheder trænger sig på, om der ikke ligger nye demokratiske opgaver, som har brug for en kærlig hånd fra en uafhængig statsmagt. Dette har jeg i andre sammenhænge givet en række bud på (f.eks. i Hansen 2013; 2014; 2015; 2018a; 2018b; 2018c), og vil derfor ikke gentage det her.

Pointen forbliver dog, at hvis journalistiske medier vil bevare en særstilling i samfundet som aktører, der ikke blot skal behandles som helt almindelige kommercielle aktører, så er det vigtigt at narrativet omkring, hvorfor man skal have denne særstilling holdes skarpt. Her kan det ikke nytte noget at sætte alle pengene ind på den samme hest, særligt ikke hvis det er en hest, der i tiltagende grad er udfordret af den omkringliggende virkelighed.

Dermed ikke sagt, at vi skal sende vagthunden på pension. Tværtimod tænker jeg, at denne opgave er tiltagende vigtig. Men netop denne rolle kræver en helt særlig stærk fortælling om mediernes særstilling, og i takt med at magthavere lykkes med at tegne medierne op som griske, sensationshungrende aktører, bliver det mere påtrængende at kunne give en god og stærk fortælling om alle de påtrængende opgaver, som journalister dagligt indløser. Jo stærkere dette synspunkt står hos borgerne i samfundet, des svagere vil magthavere stå, når de forsøger at stække medierne.

Referencer

Dele af dette indlæg er også brugt i min artikel om tavshed, der har været omtalt her: (link).

En del af ovenstående er skrevet under inspiration og indtryk af en diskussion jeg har haft med min kollega Lars Bjerg. Tak for din modstand — vi bliver næppe helt enige, men jeg tror alligevel resultatet blev bedre, end hvis ikke du havde forsøgt at ruske mig lidt.

Derudover henvises der ovenfor til følgende bøger/artikler.

• Baudrillard, Jean. 1983. Simulations. Translated by Phil Beitchman, Paul Foss, and Paul Patton. Foreign Agents Series. New York City, N.Y., U.S.A: Semiotext(e), Inc.
• Dawes, Simon. 2014. ‘Press Freedom, Privacy and The Public Sphere’. Journalism Studies 15 (1): 17–32.
• Hansen, Ejvind. 2013. Aporias of Digital Journalism. Journalism – Theory, practice and criticism 14, Nr. 5: 678–694.
• Hansen, Ejvind. 2014. Can the Ethics of the Fourth Estate Persevere in a Global Age? In: The Ethics of Journalism: Individual, Institutional and Cultural Influences, hg. von Wendy Wyatt, 229–244. Reuters Challenges. London: I.B.Tauris & Co Ltd.
• Hansen, Ejvind. 2015. Journalistik som en hermeneutisk og dekonstruktiv intervention i den distribuerede offentlighed. Journalistica – Tidsskrift for forskning i journalistik 1: 96–115.
• Hansen, Ejvind. 2018a. Aporias of Courage and the Freedom of Expression. Philosophy & Social Criticism 44, Nr. 1: 100–117.
• Hansen, Ejvind. 2018b. Deliberation and Forgiveness in the Public Sphere. Critical Horizons. A Journal of Philosophy and Social Theory 19, Nr. 1: 49–66.
• Hansen, Ejvind. 2018c. The Fourth Estate: the Construction and Place of Silence in the Public Sphere. Philosophy & Social Criticism 44, Nr. 10 (20. November): 1071–1089. doi:10.1177/0191453718797991.
• Hardt, Michael, and Antonio Negri. 2012. Declaration. New York: Melanie Jackson Agency, LLC. http://public.eblib.com/EBLPublic/PublicView.do?ptiID=931436.
• Hearns-Branaman, Jesse Owen. 2011. ‘The Fourth Estate in the USA and UK’. Thesis (PhD), Leeds: The University of Leeds. http://etheses.whiterose.ac.uk/id/eprint/2283.
• Schultz, Julianne. 1998. Reviving the Fourth Estate. Democracy, Accountability & the Media. Cambridge: Cambridge University Press.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.