Andre medier har travlt med at isolere Se og Hør i disse dage. Men rummer sagen mon ikke alligevel en generel pointe: Hvordan kan vi beskytte offentlighedens interesse mod det, som offentligheden interesserer sig for? Vi savner i dag en grundlæggende fortælling for en generel journalistisk etik.

En tidligere journalist ved Se og Hør Ken B. Rasmussen har netop udgivet en bog, der ganske vist i udgangspunktet er fiktiv (en roman), men som hævdes for en stor del at bygge på hans eget tidligere liv (Link).

Bogen rummer blandt andet en påstand om, at det blad, som hovedpersonen arbejder ved, har brugt en kilde, der ulovligt har lækket oplysninger om kendte personers brug af dankortet. Vi ved endnu ikke hvor meget af det, der virkelig er sandt, men oplysninger fra andre tidligere og nuværende ansatte på Se og Hør tyder på, at der kan være noget ved snakken. Jeg vil i det følgende antage, at der er noget om snakken. [update, torsdag d. 1/5-2014: Nu er historien vist også så godt som offentligt bekræftet: Link og Link]

Det har af naturlige grunde fået store dele af offentligheden op af stolene — måske i en blanding af saglig bekymring over privatlivets fred og en blodrus og skadefryd over at en meget synlig tidligere chefredaktør selv får en tur i møllen (Link & Link).

Tirsdag d. 29. april var Poul Madsen og Olav Skaaning Andersen i Deadline på DR2, hvor de kraftigt tog afstand fra metoderne, og bedyrede at problemet er isoleret til Se og Hør. Sagen siger intet om branchen som helhed — og derfor bør sagen heller ikke smitte negativt af på befolkningens tillid til mediernes troværdighed (se også her: Link).

Diskursen: Hvem er de onde?

Det er således rimelig nemt lige nu: Se og Hør er de onde, kendisserne er ofre, de øvrige medier kæmper stadig den demokratiske kamp som kritisk fjerde statsmagt.

Men det er som om vi glemmer nogen. Hvorfor har Se og Hør egentlig handlet på denne måde? Hvad har været deres incitament? Jeg tror, at de gerne ville sælge deres blad. Se og Hør har altså gjort dette, fordi de mente at det havde en værdi for deres læsere. Men hvordan kunne de da tro det? Mit gæt vil være, at de har kigget på oplagstallene. Hvornår sælger vi mange blade, og hvornår sælger vi få.

Søgelyset burde altså med en vis ret også rettes mod læserne af bladet. Når nu hele det offentlige parnas er gået i selvsving i en moralsk forargelse på privatlivets vegne, så rejser sig jo spørgsmålet: Hvem er det egentlig vi forarges på vegne af? John Wagner (bestyrelsesmedlem i DR) rammer meget godt hovedet på sømmet med dette tweet (tirsdag d. 29/4):

Se&Hør-læsernes dom ventes med spænding ved næste udgivelse… Dårlig omtale bedre end ingen omtale? Forhåbentlig ikke! #dkpol #dkmedier

Vi er forargede på vegne af de personer, der har fået indvaderet deres privatliv — men vi er også meget usikre på, om det er en forargelse, vi egentlig deler med særlig mange. For hvor mange af Se og Hørs læsere kan egentlig have været i tvivl om, at nogen har fået brudt deres privatliv? Hvor mange af os andre, kan egentlig være overraskede over det. Ja, det er rigtig nok, at vi vidste ikke, at Se og Hør ligefrem havde snablen nede i deres dankort, men når Joachim og Marie pludselig skal til at forholde sig til journalister på deres bryllupsrejse, så vidste vi jo godt, at de fik deres privatliv brudt. Og mere end en halv million danskere har læst bladet med denne varedeklaration: Her kommer du tæt på de kendte — MEGET tæt!

Målestokken: Offentlighedens interesse

Når medierne generelt har travlt med at isolere Se og Hør som et særtilfælde i denne situation er det jo også ganske forståeligt. Og måske er det også berettiget. Men spørgsmålet er nu alligevel om sagen ikke alligevel siger noget vigtigt om mediernes situation generelt. For ganske vist henvises der ofte til nogle generelle journalistiske grund-dyder om, at medierne skal varetage offentlighedens interesse. Men hvad vil det egentlig sige? Hvem er “offentligheden” og hvad er deres “interesse”?

Traditionelt har vi bygget en forståelse af medierne op omkring fortællinger om den fjerde statsmagt, der kritisk holder de øvrige magthavere i ørene. Det gør vi på vegne af “borgerne”, der skal klædes på til at kunne udøve deres demokratiske rettigheder. Det er borgerne, der til sammen udgør offentligheden, men her begynder det jo at blive svært. For hvad vil det sige at være en borger. Hvad er borgerens interesse?

Hvis vi kigger på, hvordan de bruger deres penge på medier, så er det rimelig klart, at borgerne interesserer sig for kendtes privatliv. Og eftersom medierne altså skal varetage borgernes interesser, så bør de vel gøre mest muligt for at afdække de kendtes privatliv. Og dermed bør vi ikke være så forargede på Se og Hør?

Nej, der må være gået noget galt i ovenstående. Måske skulle vi præcisere, hvad vi mener med “offentlighedens interesse”: Det er ikke borgernes private (nyfigne) nysgerrighed, som medierne skal varetage, men deres “demokratiske” interesse som borgere, der skal kunne tage fornuftigt stilling til det samfund, som de lever i. Så medierne skal ikke nødvendigvis varetage de interesser, som borgeren rent faktisk har, men snarere forsøge at varetage de interesser, som de burde have.

Men “burde”-af-hensyn-til-hvad? Hvem bestemmer, hvad borgerne burde interessere sig for? Når nu målet er et demokratisk og oplyst samfund, hvor vi alle kan være — kan det så være rimeligt at nogen skal gøre sig til dommer over, hvad andre burde interessere sig for? Bliver dét ikke lynhurtigt udemokratisk?

Den journalistiske “grundetik”

Der begynder at gå karusel i den, og hermed er vi fremme ved min egentlige pointe: Vi savner i dag en overordnet, samlende fortælling for, hvad der er offentlighedens interesse. Journalistisk formuleret: Selvom de fleste journalister er enige om, at “væsentlighedskriteriet” bør have en prominent plads i det daglige arbejde, så savner vi en overordnet fortælling om, hvordan vi udskiller det væsentlige (se et symptom på dette her: Link).

Derfor ender hver enkelt medie med selv at skulle definere: Hvad er væsentligt for vores læsere/lyttere/seere/brugere? Så fortællingen om det væsentlige bliver individuel. Og derfor er det helt oplagt, at når nogen så skejer negativt ud, så griber vi til fortællingen om, at det pågældende medie er en undtagelse, og intet har med de andre medier at gøre.

Det er sådan set rigtigt nok. Men så lad være med at gøre som om, at vi har nogen grundlæggende journalistiske grunddyder, som alle andre bygger på. Det kan godt være, at vi burde have/udvikle sådanne dyder. Men de findes ikke i dag. Og hvis vi skulle lykkes med at udvikle dem, skal vi nok også lige få tænkt på: Hvordan vil vi sikre at medierne kan og vil overholde dem — hvis nu det viser sig, at offentligheden interesserer sig for noget andet? Eller sagt på en anden måde: Hvordan beskytter vi offentlighedens interesse imod det, som offentligheden interesserer sig for?

(tak til min diskursanalytiske kone, Mette, for at have påpeget det underlige i, at ingen kigger på læsernes rolle i denne sag)

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

One thought on “Se & Hør — og den journalistiske etik

  1. Tak Ejvind, og tak til din diskursanalytiske kone Mette 🙂
    Du/I rammer jo lige derind, hvor “humlen ligger begravet”.
    Jeg gemmer dine ovenstående guldkorn, for mon ikke jeg får brug for at genopfriske mine refleksioner i min videre færd udi det journalistiske felt.
    De bedste hilsner
    Eva

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.