(Dette indlæg er en gengivelse af en af de vigtige grundpointer i Kugleregn møder kuglepen)

Problemet med den nuværende debat om ytringsfrihed er, at den ikke tør bevæge sig fra det konkrete til det abstrakte. Og derfor bliver den så tilfældig – og uden enhver form for modstandskraft mod dagens politiske strømninger.

At påpege grænsers nødvendighed er ikke det samme som at elske alle begrænsinger

Jeg har gennem de seneste 4-5 år ved forskellige lejligheder argumenteret for, at det er vigtigt, at vi er bevidste om, at ytringsfriheden er til forhandling. I den sammenhæng er jeg adskillige gange blevet angrebet af diverse “forsvarere” af ytringsfriheden, som mener, at jeg går på kompromis med demokratiets arvegods. Derfor kunne det jo være oplagt at tro, at jeg i disse dage er vældig godt tilfreds med de politiske strømninger, der udgår fra diverse ministerier, om at vi må se på, om vi kan begrænse visse radikale imamers religions- og ytringsfrihed.

Det være sig imidlertid langt fra. Personligt er jeg ganske bekymret over den bevægelse. I min egen selvforståelse har mit offentlige arbejde netop været et forsøg på at klæde den danske befolkning på til at kunne modstå den slags fristelser, som nu for alvor er ved at dukke op på den etablerede politiske scene.

Jeg har netop været bekymret over den manglende lyst til at diskutere grænserne for ytringsfrihed gennem de senere år. En manglende lyst, der har givet sig udslag i slogans som “ytringsfriheden er ikke til debat”, “ytringsfriheden er hellig”, om, at man skal passe på, når folk går ind for “ytringsfrihed, men”, osv.

Dette har bekymret mig, fordi den slags slogans kun gør en ting: De hjælper os med at glemme de mulige og gode svar på “Hvorfor er ytringsfriheden vigtig?”. Og når der så kommer nogen, der helt legitimt påpeger, at selvfølgelig er der (og må der være) grænser for ytringsfrihed, så har vi ikke rigtig nogle principper til rådighed til at vurdere om de konkret foreslåede ændringer er problematiske eller hjælpsomme. Den almindelige holdning om at ytringsfriheden er hellig falder allerede på det første modargument – for selvfølgelig er den ikke det.

De fire traditionelle fortællinger om ytringsfriheden

Jeg har jo allerede ovenfor angivet, at jeg personligt er utryg ved de seneste politiske bevægelser. Dette er imidlertid ikke det vigtigste i den nuværende situation. For når vi har en sådan konkret og aktuel bevægelse, så er det vigtigste at klæde befolkningen på til selv at tage stilling. Jeg vil derfor i det følgende skitsere de fire traditionelle fortællinger om, at ytringsfriheden er vigtig. Og så overlade det til den enkelte læser at tage det med i de videre refleksioner.

Traditionelt kan man skelne mellem fire overordnede begrundelser. Det er en pointe, at ikke alle går ind for alle fire begrundelser, eller at de i hvert fald vægtes forskelligt.

Ytringsfriheden som vejen til sandhed

Ytringsfriheden i den moderne forstand er i høj grad et produkt af oplysningstiden, og som sådan er det derfor ikke overraskende at konstatere, at ytringsfriheden for det første er et vigtigt værktøj til oplysning. Oplysningstiden fødte bl.a. tanken om, at intet menneske er ufejlbarligt, og derfor er det for at få den bedste viden vigtigt, at alle påstande og synspunkter underkastes en kontinuerlig undersøgelse, efterprøvelse og udfordring fra flest mulige forskellige perspektiver. Når vi skal træffe beslutninger, er det vigtigt, at det foregår på så oplyst et grundlag som muligt – og her træder ytringsfriheden til som et godt værktøj, da 5.2 millioner dansker jo alt andet lige burde tænke bedre end de 179 inde i folketinget.

Ytringsfriheden som vejen til individualitet

En anden ide, der for alvor trænger sig på i oplysningstiden er ideen om individet – i høj grad koblet med en tiltagende humanisme. Lidt kort formuleret kan vi sige, at oplysningstiden føder tanken om, at det enkelte menneske har en værdi, fordi det er et menneske. Ytringsfriheden er en vigtig del af denne tanke, idet den legemliggør den ide, at din stemme, dit synspunkt, din viden helt grundlæggende har en værdi. Eller sagt på en anden måde: Du er i udgangspunktet dømt til at blive taget alvorligt. Du er som person vigtig i vores samfund, og vores indretning af samfundet bør derfor tage højde for de synspunkter og indvendinger, som du måtte have.

Ytringsfrihed som en forudsætning for demokratisk offentlighed

Dermed er vi fremme ved det tredje element i ytringsfriheden – den gode offentlighed. Ideen er her, at den demokratiske samfundsform forudsætter en god offentlighed, hvor borgerne og magthaverne i en vis forstand kan møde hinanden. Magthaverne kan gennem de offentlige diskussioner fornemme, hvad der rører sig i folket, og folket kan fortløbende blive oplyst om, og udfordre, hvordan magthaverne reagerer på de udfordringer, som samfundet stilles overfor. Ideen er her, at for at have et godt demokrati, er det ikke nok, at folket en gang hver fjerde år lægger et kryds i en stemmeboks. For at dette kryds på nogen måde kan aflægges nogenlunde kvalificeret, er det afgørende, at borgerne ved, hvad der trænger sig på, hvilke kandidater, der foreslår at løse det hvordan, og har mulighed for at holde øje med om løfterne faktisk overholdes. Det bliver lidt kort her, men jeg håber grundideen er nogenlunde klar.

Ytringsfrihed som et værn imod magthaverne

Hermed er vi også fremme ved det fjerde element. Ytringsfriheden handler om at forhindre magtmisbrug – om at holde magthaverne i ørerne. For mange magthavere er det bestemt en fristelse at blive fri for det besvær, som ytringsfriheden udgør. Og netop derfor kan det være overordentlig fristende at begrænse ytringsfriheden. For hvad er det faktisk ytringsfriheden gør? I første omgang definerer den ganske vist en frihed – men det kan den kun gøre, ved at fratage nogen en frihed. Helt grundlæggende handler ytringsfriheden om at fratage magthaverne en vis frihed. Vi kan kun have ytringsfrihed fordi der er noget, som magthaverne ikke må gøre.

Oplysningens tanker i dag

Vi er naturligvis ikke bundet af oplysningstidens tanker til evig tid. Men når politikerne i disse dage hævder at vi må værne om det danske demokrati, og at grænser for ytringsfriheden kan være en vej dertil, så er de i første omgang sådan set i tråd med traditionerne. Men vi må som befolkning afkræve dem et svar på, hvordan eventuelle grænser sikrer, at vi får en mangfoldig offentlighed, hvor vi udfordrer hinanden, at vi får en offentlighed, hvor den enkelte selvstændigt kan forme sit liv, vælge sine veje, at vi får en offentlighed, hvor vi kan gå kritisk i kødet på magthaverne. Og når politikerne så har gjort dette, så er det naturligvis op til den enkelte borger at vurdere om man er enige eller uenige i dette menneskesyn, syn på mangfoldighed, kritisk udveksling, osv.

Her vil vi givetvis være uenige. Men så er vi dog nået så vidt, at vi faktisk kan diskutere vores uenighed. I stedet for blot ørkesløst at råbe op om, at ytringsfriheden er hellig.

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

One thought on “Ytringsfrihedskampens principløshed

  1. Et lignende (men ikke identisk) argument bliver i øvrigt fremført af Per Paludan Hansen her: http://www.altinget.dk/artikel/debat-ytringsfriheden-er-altid-truet

    Argumentet er her bl.a. at når vi er for dovne med at sikre kvalitet i den offentlige samtale, så bliver det fristende for de siddende magthavere, at sætte nye og undertrykkende grænser.

    Dette ligner strukturen i mit synspunkt ved at vi mister den negative ytringsfrihed, hvis det kun er den, vi taler om, når vi taler om ytringsfrihed. Vi er nødt til at være bevidste om, hvad vi vil bruge friheden TIL — ikke kun hvad vi vil være frie FRA.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.