I anledning af at jeg har fået udgivet bogen Ytringsfriheden til forhandling var jeg i mandags i DR2’s Deadline, hvor jeg diskuterede bogen med Jacob Mchangama.

Efterfølgende har Jacob på Twitter henvist til denne artikel, hvor jeg argumenterer for det problematiske i at den yderste venstrefløj ikke har en stemme verbal stemme i offentligheden, hvorfor de vælger at gribe til vold:

twitter_mchangamaSelvom jeg har stor glæde af og sympati for Twitter, så kan jeg desværre ikke koge mine svar omkring ytringsfrihed ned til 140 tegn. Derfor denne post.

En af mine vigtigste pointer med bogen er, at påpege det ufrugtbare i at fokusere snakken om ytringsfriheden udelukkende omkring den negative ytringsfrihed, der handler om, at andre ikke må lægge hindringer i vejen for at vi som borgere ytrer os. For så bliver diskussionen for klinisk, og det bliver for oplagt at fokusere på at friheden skal være så ren som mulig — fjern alle forhindringer.

Den negative ytringsfrihed er naturligvis ét vigtigt element i forhold til at få en rig og mangfoldig offentlighed. Men den er ikke den eneste, og vi skal passe på ikke at miste blikket for, at de begrænsninger på den negative ytringsfrihed, som vi har indført i vores lovgivning, faktisk i mange tilfælde er motiveret af en forståelse af, at visse former for ytringer kan føre til en mindre rig og mangfoldig offentlighed — fordi de kan rumme en begrænsning af andres mulighed for at komme til orde.

Ganske vist kan man jo, som Jacob også har fremhævet, næsten ubegrænset ytre sig, lige meget hvad andre siger om en. Det er også isoleret set rigtigt, men det udpeger jo også netop grunden til, at det ikke er nok at se på den negative ytringsfrihed. For hvad hjælper det at kunne ytre sig, hvis ingen gider høre på en. Hvis éns stemme på forhånd er delegitimeret af den diskurs der kører i samfundet.

Derfor skal snakken om den negative ytringsfrihed afbalanceres af en snak om en positiv ytringsfrihed (har den enkelte borger faktisk muligheden/evnerne til at give sig til kende) og informationsfriheden (bliver de ytringer der fremsættes også rent faktisk hørt/modtaget af andre end dem man snævert på forhånd er enige med.

Det er i det lys, jeg forsvarer racismeparagraffen. Ikke nødvendigvis i den udformning, den har i dag. Jeg er enig i, at der er en række problemer ved den aktuelle udformning. Og Jacob er én af dem, der har udpeget et par væsentlige grunde til at genoverveje dem. Men spørgsmålet er om vi kan ville, at det skulle være i orden at true, forhåne og nedværdige folk bare fordi de har nogle bestemte gener, tror på noget bestemt, osv.

Jeg er med på, at racismeparagraffen indskrænker nogles negative ytringsfrihed. Men som vi også viser i bogen, så forhindrer det jo ikke bestemte meninger i at komme frem. Og begrænsningen kan retfærdiggøres ud fra et hensyn til den positive ytringsfrihed og informationsfriheden — eller med andre ord: den resulterende demokratiske offentlighed.

Og for så lige at svare helt eksplicit på det sidste Twitter spørgsmål: Jeg har ikke tænkt mig at måle noget, men jeg har vel ret til at påpege, når der er stemmer i offentligheden, der ikke bliver hørt. Og hvis jeg skulle ønske at forbyde forhånelse/nedværdigelse af liberalister og socialister, så skal jeg lige have et par argumenter for, hvorfor det skulle være påtrængende.

 

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.