Jeg har i nu efterhånden en del år forsøgt at gøre gældende i offentligheden, at vi tænker ytringsfriheden forkert, hvis vi forsøger at gøre den så absolut som muligt (her på siden: link; flere debatindlæg kan findes her: link; den mere akademiske side af mit arbejde findes her: link).

Liberaldemokratisk ytringsfrihed

I denne diskussion har jeg ofte tænkt de liberaldemokratiske stemmer som mine primære modstandere — hvor Flemming Rose, Jacob Mchangama, Frederik Stjernfelt (link, link, link) vel i dag er de stærkeste og mest hørte repræsentanter. Selvom jeg nok altid har forsøgt at tænke det som en dialog, så fornemmer jeg også nok, at deres imponerethed af mit synspunkt er til at overskue.

Det synes jeg er rigtig ærgerligt, for jeg har faktisk i bund og grund enig i målet ved deres synspunkt: At sikre en offentlighed, hvor flest mulige kan komme til orde. Jeg mener bare, de tænker det forkert. I min analyse beror deres synspunkt på en analytisk naivitet, der ikke har hold i virkeligheden. Jeg har argumenteret for, at deres naivitet er ganske betænkelig, da den gør deres krudt vådt overfor de faktiske udviklinger i det politiske landskab (link).

På den anden side tror jeg, de vil sige, at mit synspunkt er farligt, da det åbner en ladeport for, at magthaverne kan sætte alle de grænser for ytringsfriheden, som de vil, hvorved den til sidst udhules og mister sin værdi.

I debatten har jeg ganske rigtigt argumenteret for, at det er vigtigt at vi formulerer eksplicitte regler for grænserne for ytringsfrihed. Mit argument for dette er, at vores valgmulighed ikke går mellem ingen grænser vs. lovformulerede grænser. Vores valgmulighed ligger mellem om grænserne sættes bagom ryggen på os, eller om de sættes gennem en åben og demokratisk dialog.

Jeg har skudt liberaldemokraterne i skoene, at deres tilgang fører til et “offentlighedens wild west”, hvor dem, der kan råbe højest kan ekskludere svagere stemmer. Liberaldemokraterne har på den anden side skudt mig i skoene, at så bliver det i sidste ende magthaverne selv, der skal sætte rammerne for den ytringsfrihed, som skulle forestille at begrænse dem.

Flertallet, der sætter grænser for mindretallet

Jeg anerkender faktisk denne indvending som en seriøs indvending: Hvordan kan man forhindre, at en demokratisk forståelse af grænserne for ytringsfrihed udarter til, at flertallet fratager mindretallet muligheden for at kunne tale dem imod. Jeg har ikke et færdigt svar på dette, og det har ingen. Særligt i disse år ser vi en populistisk strømning, der er tiltagende intolerant overfor divergerende meninger, og som i tiltagende grad forsøger at ulovliggøre at “fjender af demokratiet”, “hadprædikanter”, osv. får taletid i offentligheden.

Mit ufærdige svar på på indvendingen er imidlertid for det første, at jeg ikke nødvendigvis ser de grænser, som et “wild west” scenarie ville føre til som mindre problematiske. For det andet, vil jeg i det følgende forsøge at vise, at mit “middel” imod en sådan tilfældig populistisk omdannelse af ytringsfriheden efter forgodtbefindende faktisk på et grundlæggende plan ligner liberaldemokraternes. Det er bare udbygget, dels fordi jeg mener, at liberaldemokraternes fokusering på den individuelle autonomi og frihed i sidste ende donerer argumenter til populismen, dels fordi jeg mener, at selve det, at midlet er mere udbygget, er en pointe i sig selv.

Principper for ytringsfrihed: Individuel autonomi

Midlet er nemlig principper. Slet og ret: principper. Hvis vi nu får tænkt nærmere efter, hvad er nemlig faktisk liberaldemokraternes “våben” imod populærdemokratiske strømninger til fordel for stramninger i ytringsfriheden.

Hvis man læser Mchangama og Stjernfelts store opus om ytringsfriheden igennem, så ender den jo også netop ud med et forsøg på at ophøje princippet om den individuelle autonomi (autonomi som msk’s selvberoenhed, selvstændighed, frihed) som den primære ledetråd for alle diskussioner om ytringsfrihed. Her trækker de på vigtige tænkere som Kant og Mill, men problemet er naturligvis, at tænkningen i det 20. og 21. århundrede langt hen ad vejen har påvist, at begreberne om individuel autonomi i sig selv er til forhandling i interaktionen med “de andre”. Den rene fokusering på den individuelle autonomi har det nemlig med at blive tandløs overfor demokratiske situationer, hvor de enkelte individer vælger at bruge deres frihed på at fratage sig selv en frihed. Formuleret i mere demokratipolitiske termer: Demokratiet er åbent for at afskaffe sig selv.

Populærdemokratiet og ytringsfriheden – Kai Sørlander

Nu har jeg et par gange brugt termen “populærdemokrati”. Det er vigtigt her at pointere, at selvom jeg i det følgende taler imod positionen, så anerkender jeg den som én mulig udlægning af, hvad demokrati handler om (her formuleret som forbrugerdemokratiet).

Kai Sørlander har netop publiceret et indlæg, hvor han argumenterer for, at ytringsfriheden i Danmark ikke er en absolut rettighed (det er jeg enig med ham i), at frihedsrettighederne ikke bør stå i vejen for en demokratisk debat (det er jeg også enig i). Der hvor jeg til gengæld er uenig med ham er, når han hævder, at mindretallet skal klappe i, hvis de er blevet nedstemt. Jeg tænker heri må ligge en kortslutning mellem demokrati og flertalsstyre, som er kendetegnet ved populærdemokratiet: Demokrati, der består i at gøre, som flertallet bestemmer. Derfor skal det heller ikke, ifølge Sørlander, være sådan, at en domstol med frihedsrettighederne i baghånden, kan forbyde et flertal at ønske (f.eks.) tibetdemonstranter bragt til tavshed.

Dette kunne jo egentlig godt ligne mit eget argument om, at vi skal have demokratisk valgte regler, der sætter rammerne for ytringsfrihed. Jeg vil imidlertid hævde, at vi kun når til dette punkt, hvis ikke man forstår min grundlæggende indvending imod det liberaldemokratiske synspunkt. For lidt paradoksalt vil jeg faktisk hævde, at selvom Sørlander og liberaldemokraterne ofte taler ud fra en selvforståelse at være i skarp opposition til hinanden, så deler de et fælles udgangspunkt: Nemlig ideen om, at det enkelte individ alene skal træffe sine beslutninger om, hvordan det handler i samfundet.

Besværliggørelse af den demokratiske proces

Liberaldemokraternes våben (principperne om det autonome individs moral) imod populærdemokratiet er ikke stærkt nok, fordi det ikke er besværligt nok. Hvis man skal kunne etablere sådan noget som frihedsrettigheder eller menneskerettigheder, så har vi brug for mere end blot målet om at sikre det autonome individs frihed. Dermed ikke være sagt, at vi ikke også skal tage hensyn til dette. Det skal vi: Den personlige frihed er et uomgængeligt element i ethvert demokratisk styre; vi skal bare heller ikke være naive og tro, at individet altid handler efter en rationel logik, og at vi derfor ved at pulje alle enkeltindividers mening i en optælling, altid finder det mest demokratiske i den store bunke.

Jeg har derfor, gennem en idehistorisk analyse af argumenterne for ytringsfrihed, foreslået, at vi indretter den mest demokratiske ytringsfrihed ved at kræve, at når vi sætter grænser (hvilket vi altså ikke undgår), så afkræver vi af hinanden, at vi kan indgå i en diskussion af, hvordan disse grænser fører til en mere informeret debat i offentligheden, størst mulig autonomi for den enkelte, og en mulighed for at forholde sig kritisk til magthaverne.

Dette bygger på antagelsen om, at et demokrati også skal måles på sin evne til at lytte til mindretallet. Ikke nødvendigvis fordi mindretallet skal være bestemmende for den førte politik — naturligvis ikke — men fordi flertallet dels bliver klogere ved at forstå sine modstander, og dels giver det også en bedre sammenhængskraft i samfundet, hvis mindretallet føler sig taget alvorligt (læs mere herom her).

Det er naturligvis dels naivt, dels er denne tilgang heller ikke immun overfor problematiske tiltag. Det er naivt, idet man sagtens kan forestille sig stærke kræfter i samfundet, der vil modvirke eller ødelægge en sådan diskussion. Og det immuniserer os heller ikke mod ødelæggende udviklinger, da man på alle punkter sagtens kan forestille sig, at strategisk kommunikation relativerer begreberne så meget, at særinteresser alligevel kan overtrumfe den en mere informeret holdning.

Pointen er imidlertid, at alle disse problemer rammer jo alle tilgange til spørgsmålet. Det er jo et vilkår, at i sidste ende (lige meget hvilket demokrati-teoretisk ståsted man har), så afgøres den samfundsmæssige udvikling af, hvad et flertal beslutter sig for. Menneskerettigheder, som jeg går stærkt ind for, men som jeg også mener må være til en vedvarende demokratisk forhandling, er et eksempel på, at nogle gange i historien, er det lykkedes os (eller mere præcist: vores forfædre) at beslutte nogle demokratiske “besværligheder”, som magthaverne skal adlyde, grænser for, hvad de må, selvom de egentlig skulle forestille at bestemme alt.

Grundlove og traktater for menneskerettigheder skal naturligvis kunne ændres, for det kan naturligvis ikke være sådan, at vi for tid og evighed skal regeres efter et flertals mening på et tilfældigt tidspunkt. Vores forfædre kan også have taget fejl, og den diskussion, skal vi være villige til at tage, ellers bliver rettighederne blot til en tom skal, som vi bruger uden at tænke over det. Og så risikerer vi lige pludselig, at der er et ureflekteret grundlag for at sætte nye tilfældige grænser (link).

Men når det så er sagt, så skal vi netop værne os imod de rene folkestrømninger ved at gøre det mere besværligt at ændre de “særlige rettigheder”. Det er derfor vi ophøjer visse dele af lovgivningen til at have en særstatus, f.eks. i form af en grundlov eller traktater for menneskerettigheder.

Besværliggjorte forhandlinger af grænserne for ytringsfrihed

For at opsummere denne diskussion af forholdet mellem liberaldemokraternes, populærdemokraternes og mit eget synspunkt, så mener jeg, at vi skal lære af populærdemokraterne, at naturligvis skal alle rettigheder vedvarende være til diskussion og forhandling. Hvis ikke rettighederne har en stadig folkelig opbakning, så falder de — uanset hvor uenige både jeg og liberaldemokraterne ville være i den udvikling.

Hvad vi så her kan lære af liberaldemokraterne er, at principper er vigtige i den slags diskussioner. Selvom individuel autonomi er et grundlæggende “contested concept” (diskuterbart begreb), så er det ikke uden betydning alligevel at afkræve af hinanden, at vi kan sige noget om, hvordan vores aktuelle diskussioner om ytringsfriheden rent faktisk giver rum for de eksisterende begreber om individuel autonomi. Et eksempel på, hvor langt begreber om individuel autonomi kan strækkes i en offentlig debat, tænker jeg kan findes i diskussionerne omkring maskeringsforbuddet, hvor nogle liberale debattører netop brugte individuel frihed som begrundelse for, at nogle kvinder ikke skulle tvinges til at udtrykke et bestemt (muslimsk) budskab.

Til de ovennævnte pointer mener jeg så altså (i al ubeskedenhed) at tilføre nogle yderligere besværligheder i diskussionen. Når vi diskuterer grænser for ytringsfrihed skal fokusset på individuel autonomi udvides med hensyn til den gode demokratiske offentlighed og muligheden for kritisk at gå i kødet på de etablerede magthavere. Også disse kan, ligesom argumenterne for individuel autonomi, relativeres meget. Pointen er imidlertid, at jo flere holdepunkter man tiltvinger den offentlige debat, des større bliver legitimeringsbehovet, og des mere tvinges vi alle til at tænke os om: Er vi nu også helt sikre på, at det er denne vej, vi vil gå?

Naivt og besværligt – ja. Ligesom ethvert forsøg på at opstille principper for demokrati. Men det kan ikke være anderledes. Og demokratiske refleksioner helt uden principper bliver på blot 30 sekunder blot til den stærkestes ret over de svagere igen. Og så har jeg personligt svært ved at se den store gevinst i forhold til andre styreformer.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.