(målgruppe: 7.sem på Journalist-BA ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole)

Argumenter og sandhed

Normalt når vi analyserer argumenter, så kigger vi først på gyldigheden af argumenterne. Man kan tænke på gyldighed som en sætten-parentes omkring sandheden. Når vi skal finde ud af om et argument er gyldigt, så spørger vi:

Er påstanden nødvendigvis sand, hvis hele belægget er det?
Kan vi have en falsk påstand, hvis hele belægget er sandt?

Så vi kan godt afgøre om et argument er gyldigt, uden at vide om belæg og påstande rent faktisk er sande eller ej. Blot skal vi vide, at hvis hele belægget er sandt, er påstanden det også.

For journalister er analysen af gyldighed naturligvis kun et første skridt. Journalisten beskæftiger sig med virkeligheden. Derfor bygger journalisten typisk sit produkt op omkring en kontroversiel påstand, som skal underbygges af et belæg, som vi kender sandheden af. Når journalisten har afgjort at belægget er sandt og argumentet er gyldigt, så ved hun at påstanden også er sand, og hun har dermed frembragt et holdbart argument, der har hjulpet læseren/lytteren/seeren videre.

Selvom argumentanalysen således i første omgang sætter parentes omkring sandheden, så er den alligevel et stærkt redskab til at afgøre påstandes sandhed.

Hvad er værdier?

Der findes imidlertid rigtig mange udsagn, hvor det ikke er oplagt udelukkende at spørge til deres sandhed. Er det f.eks. sandt at

Man bør være god ved dyr ?

Det kommer an på mange ting. Hvad forstår vi ved god? Gælder det alle dyr? Altid? Er jeg f.eks. god ved dræbersneglen i min køkkenhave, når jeg sikrer at den dør hurtigt? Hvad med kyllingen i slagteriet? Myggen på min overarm?

Når vi skal vurdere den slags sætninger forlader vi som regel sand/falsk modstillingen. I stedet for taler vi om, hvorvidt det er rigtigt eller forkert. Det er fordi at sætningen ikke så meget udtaler sig om, hvordan det står til i verden, men snarere om

Værdier = Hvordan vi forholder os til noget i verden

Vi må altså skelne mellem påstande, der siger noget om…
forhold i verden (sandhed)
… og påstande, der siger noget om
hvordan vi forholder os til forholdene i verden (værdier)

Når vi “forholder os til forholdene” så vurderer vi verden, vi reflekterer over den, vi synes noget om den. Det kan man gøre på mange måder. Man kan vurdere verden udfra

  1. Moralske eller etiske forhold (er det godt, at verden er, som den er?)
  2. Æstetiske forhold (er det smukt eller skønt, at verden er, som den er?)
  3. Sociale forhold (er det retfærdigt, at verden er, som den er?)
  4. Pragmatiske forhold (er det nyttigt, at verden er, som den er? er det klogt, at du gør, som du gør?)
  5. Subjektive forhold (bliver jeg glad, lykkelig, tilfredsstillet over, at verden er, som den er?)

Værdimæssige påstande kan man på den ene side genkende på, at de ofte indeholder værdi-indikatorer som godt/ondt, smukt/skønt/pæn/grimt, retfærdigt/uretfærdigt, klogt/uklogt, nyttigt/unyttigt, synes. Derudover kan mere generelle udsagn om, at noget er frugtbart, passende, tilfredsstillende, osv. også bruges. Verbet “bør” indikerer også altid en værdimæssig udsagn (typisk moralske, pragmatiske og sociale), og påstande med “bør” skal derfor behandles som værdi-udsagn. Verberne “skal” og “må” indikerer ikke værdimæssige udsagn, men skal argument-logisk faktisk behandles på samme måde som værdi-udsagn.

Forholdet mellem værdier og sandhed

Blandt argumentationsteoretikere diskuteres det flittigt om man kan slutte fra udsagn om, hvordan forholdene er i verden — til udsagn om, hvordan vi bør forholde os til verden (kan man slutte fra er til bør). Den diskussion vil jeg ikke gå ind på her. I forhold til en journalistisk praksis tror jeg man gør klogt i at holde sig til den grundregel, at man skal være på vagt, når argumentationen skifter mellem fokus på sandhed og fokus på værdi.

For at illustrere problematikken, kan det være godt med et eksempel:

Belæg: Bybus-netværket i Århus er meget udbygget
Konklusion: Der er et godt bybus-system i Århus

Argumentet slutter fra nogle forhold i verden (hvordan bybus-netværket i Århus er) til en vurdering af bybusserne (at de er gode). Argumentet er ikke gyldigt, hvilket vi kan se ved at spørge: Kunne belægget være sandt, uden at konklusionen var det. Og det kan det jo sagtens. Det kunne f.eks. være at netværket var så udbygget, at bybusserne modarbejdede hinanden. Det kunne også være, at man var bil-fanatiker, der mente at et godt bybus-system var et system, hvor busserne var mindst muligt i vejen for bilerne.

Om at argumentere for værdier

Dermed ikke være sagt, at vi ikke kan argumentere omkring værdier. Men der gælder nogle særlige regler for den slags argumentation. Den overordnede regel lyder således:

Det er kun muligt at argumentere for værdier, hvis mindst én af præmisserne i argumentationen udtrykker en værdi af samme type

For at lave et tvingende argument for en æstetisk værdi (at noget er smukt), er det altså nødvendigt at der indgår mindst én præmis, der udtrykker siger noget om skønhed; hvis man vil underbygge en påstand om at noget er moralsk forkert, er man nødt til at bygge på mindst én præmis, der udtrykker noget om moralske værdier; osv. I forhold til eksemplet med bybusserne ovenfor, er det rimelig tydeligt at argumentet implicerer en hjemmel:

Belæg: Bybus-netværket i Århus er meget udbygget
Hjemmel: Bybus-netværk er bedre, des mere udbyggede de er
Konklusion: Der er et godt bybus-system i Århus

Nu er argumentet gyldigt. Hvis vi accepterer både belæg og hjemmel, så er vi nødt til at acceptere påstanden også. En anden ting er så om argumentet holder — det er jo ikke sikkert at vi rent faktisk anerkender sandheden af belæg og hjemmel; men nu kan vi i hvert fald reflektere over det.

I denne konkrete case vil man nok i de fleste tilfælde kunne slippe godt fra at underforstå hjemmelen — medmindre man da skriver til magasinet Motor. Derfor kan vi nu se, at belægget faktisk har befæstet påstanden. Havde jeg bare hævdet påstanden (at Århus har et godt bybus-system) uden belægget (at det er udbygget), ville den have stået meget svagere. Ved at udpege nogle forhold i verden (noget, som kan være sandt/falsk) har jeg dermed befæstet rimeligheden af en bestemt vurdering af forholdene. Jeg kan regne med at flere læsere/lyttere/seere er med mig. Jeg afkræver med andre ord ikke mine læsere/lyttere/seere samme grad af velvillighed; min påstand bliver mere acceptabel.

Læren af ovenstående er på den ene side, at (1) for at understøtte en værdimæssig påstand, så er det nødvendigt at bygge på værdimæssige præmisser (belæg/hjemmel); på den anden side, så (2)kan man faktisk understøtte værdimæssige påstande, ved at pege på forhold i verden.

“Synes”-værdier

Ordsprog kan man ofte lære noget af. Men ovenstående skulle gerne have vist, at ordsproget “Smag og behag kan ikke diskuteres” ikke hører til de mest lærerige. Man kan faktisk godt diskutere smag og behag. Men det særlige ved nogle værdi-domme er, at de kan bringes hinsides diskussion. Det gælder særligt de subjektive værdi-domme, som vi ofte udtrykker ved at “synes” noget. Hvis nogen f.eks. spørger mig, hvorfor jeg synes min kone er sød, så vil jeg nok svare noget i stil med, at “det synes jeg bare”, og så er der sådan set ikke mere at diskutere. Min opponent kan godt begynde at komme med alle mulige indvendinger, men hvis jeg elsker min kone, vil de nok ikke rigtig bide på mig alligevel.

I forhold til en journalistisk praksis vil det imidlertid være rigtig sjældent at den slags synes-påstande er relevante. Hvis nationalbank-direktøren “synes” at dansk økonomi er overophedet, så er det relevant at spørge ham “hvorfor?”, og så vil han forventes at kunne give noget belæg for det. Og ellers skal det ikke i avisen.

I enkelte tilfælde kan det være relevant. Hvis man f.eks. vil forklare et dårligt samarbejde — f.eks. i regeringen — kan det være oplysende, at nogle af deltagerne har “dårlig kemi”, også selvom de ikke kan forklare, hvorfor de ikke kan lide hinanden. Men så er den ureflekterede værdi mere at betragte som en kendsgerning, der forklarer en anden kendsgerning. Den dårlige kemi er ikke noget vi søger yderligere underbygget, men betragtes som en kendsgerning, som kan forklare noget andet.

Om at slutte fra vurderinger til kendsgerninger

Nu har vi set på, hvordan man kan slutte fra kendsgerninger til værdier. Kan man også slutte den anden vej? Lad os prøve med et eksempel:

Præmis: Jeg synes journalisthøjskolen har nogle pæne bygninger
Konklusion: journalisthøjskolens bygninger er hvide

Dén slutning er naturligvis ikke tvingende. Vi kan sagtens forestille os, at nogen synes at journalisthøjskolens bygninger er pæne, uden at de er hvide. Generelt set er der meget få kendsgerninger man kan slutte til udfra vurderinger. Det ligger i sagens natur: Vurderinger løsriver sig jo netop fra det faktuelle, og er ikke bestemt af det faktuelle. Hvis vurderinger var bestemt af kendsgerningerne, ville de ikke længere være vurderinger, men blot beskrivelser af det faktuelle.

Der er dog én slags slutning fra vurderinger til kendsgerninger, som er gyldig:

Belæg: Jeg synes Danmarks Journalisthøjskole har nogle pæne bygninger
Belæg: Skribenten er sandfærdig
Konklusion: Skribenten synes Danmarks Journalisthøjskole har nogle pæne bygninger

Man kan slutte fra ytringen af en værdimæssig påstand (såfremt man kan regne med afsenderens troværdighed), at der er nogen, der tilslutter sig den pågældende påstand.

Afsluttende overvejelser

Udover sandheds- og værdisætninger, findes en række andre typer af sætninger, som ikke uden videre lader sig indordne under ovenstående overvejelser. Derfor vil en argumentation i disse sammenhænge også skulle indordne sig andre mekanismer.

Nogle udsagn indeholder hverken et udsagn om verden, eller en vurdering af den, men udtrykker mere direkte en måde at være sammen på. Vi kan f.eks. give hinanden direktiver (krav, ordre, råd), vi kan forpligte os overfor hinanden (afgive løfter), vi kan udtrykke noget (undskylde, lykønske, takke). Fælles for disse udsagn er på en måde, at de skaber en virkelighed, som ikke var der før. (løftet, undskyldningen, taksigelsen eksisterede ikke før den blev udtrykt).

Argumentationen vil for disse sætningstyper typisk rette sig mod talerens autoritet: “Hvem er du, siden du taler sådan til mig”. Hvor “autoritet” i forbindelse med påstande om sandhed bør neddrosles, så kan man ikke undgå at reflektere over magt- og autoritetsforhold når man skal evaluere denne type udsagn. Derudover gælder også, at det let bliver lidt kunstigt at tale om “tvingende argumenter” for denne type udsagn.

Hvis jeg f.eks. siger “Hent en kop kaffe til mig”, så afgiver jeg en ordre. Men er ordren “tvingende”? Det afhænger helt af, hvad vi forstår ved tvingende. Den er i hvert fald ikke logisk tvingende. Jeg kan lave et argument i stil med:

Belæg1: Chefen siger “Hent en kop kaffe” til mig
Belæg2: Chefen bestemmer over mig
Hjemmel: Når nogen bestemmer over andre, så skal de andre gøre som der bliver sagt
Konklusion: Jeg skal hente kaffe

Det er et tvingende argument, men blev det kun fordi vi forvandlede ordren til en beskrivelse af noget i verden. De to deskriptive belæg kobles med en hjemmel, der indeholder et “skal”, og derfor kan vi gyldigt slutte til en konklusion med et “skal” (som nævnt ovenfor, så indikerer påstande med “skal” ikke værdimæssige udsagn, men argument-logisk gælder de samme regler: Du kan kun slutte til en “skal”-konklusion, hvis du har mindst én præmis, der indeholder et “skal”).

Selvom direktiver, forpligtelser og udtryk altså ikke er logisk tvingende, så kan de meget vel bære på andre former for tvang. Men her vil vi som oftest tale om magtmæssig tvang — snarere end logisk tvang.

nalyserer argumenter, så kigger vi først på gyldigheden af argumenterne. Man kan tænke på gyldighed som en sætten-parentes omkring sandheden. Når vi skal finde ud af om et argument er gyldigt, så spørger vi:

 

Er påstanden nødvendigvis sand, hvis hele belægget er det?

Kan vi have en falsk påstand, hvis hele belægget er sandt?

 

Så vi kan godt afgøre om et argument er gyldigt, uden at vide om belæg og påstande rent faktisk er sande eller ej. Blot skal vi vide, at hvis hele belægget er sandt, er påstanden det også.

 

For journalister er analysen af gyldighed naturligvis kun et første skridt. Journalisten beskæftiger sig med virkeligheden. Derfor bygger journalisten typisk sit produkt op omkring en kontroversiel påstand, som skal underbygges af et belæg, som vi kender sandheden af. Når journalisten har afgjort at belægget er sandt og argumentet er gyldigt, så ved hun at påstanden også er sand, og hun har dermed frembragt et holdbart argument, der har hjulpet læseren/lytteren/seeren videre.

 

Selvom argumentanalysen således i første omgang sætter parentes omkring sandheden, så er den alligevel et stærkt redskab til at afgøre påstandes sandhed.

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

One thought on “Værdier i argumentation

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.