Journalistikken har mange roller i samfundet. Grundlæggende skal den naturligvis oplyse sine modtagere, og sådan oplysning kan have både kommerciel, praktisk og demokratisk værdi. Når vi vurderer journalistikken ud fra de demokratiske værdier, taler vi ofte om, at journalistikken skal informere borgerne om hvad der foregår i samfundet.

Med internettets og de sociale mediers fremkomst er der i journalistiske kredse opstået et stigende behov for at forklare, hvordan de journalistiske medier rummer noget særligt i sammenligning med den offentlige formidling, som finder sted andre steder. I takt med at journalisterne har mistet eneretten til at afgøre, hvad vi diskuterer i offentligheden, er der opstået et stigende behov for at forklare, hvordan journalistikken indeholder nogle særlige kvaliteter.

Min egen stilling på Danmarks Medie og Journalisthøjskole som chefforsker i journalistik filosofi er på mange måder nok netop oprettet med henblik på at arbejde med dette spørgsmål: Hvad skal vi egentlig med journalistik, når de store aktører i offentligheden i stigende grad kan gå udenom de journalistiske medier. Og hvis man kigger i min udgivelseshistorik (både her på siden, men også i akademiske- og debatpublikationer) vil man kunne se, at mit eget svar rigtig langt hen ad vejen handler om at reflektere over, hvordan journalistikken kan være kritisk.

Derfor er det også lidt en ud-af-kroppen oplevelse for mig, nu at skulle skrive et indlæg, hvor jeg vil hylde den ukritiske journalistik. Vel at mærke også ukritisk omgang med magthaverne.

Case på ukritisk omgang med magthaverne

Der har naturligvis altid været god relevant journalistik, der ikke var særlig kritisk. Det kan f.eks. være i de mere bløde genrer. Men det har også været en almindelig antagelse, at når journalister arbejder med magthaverne, så skal journalisten gå kritisk til magthaverne, for at presse magthaverne til at blive den bedste version af sig selv.

I december 2018 var der derfor en del debat i journalistiske kredse, da Danmarks Radio bragte programmet “En ualmindelig hverdag”. Programmet blev bragt på baggrund af, at et hold journalister havde fået lov til at følge statsminister Lars Løkke Rasmussen tæt en hel dag, hvor han bl.a. skulle hyre og fyre nye ministre i forbindelse med en ministerrokade.

Udsendelsen er efterfølgende blevet heftigt diskuteret i journalistiske kredse. Fx i EkstraBladet og Berlingske, men også på de sociale medier. Kritikken gik på, at DR havde givet LLR og hans folk for stærke beføjelser i form af, at måtte kræve pauser og sletning af passager. Og at udsendelsen derfor i sidste ende blev en ukritisk reklamesøjle for LLR, hvor LLR netop kunne komme til at fremstå mere “menneskelig”, uden at vi dog fik lov til at se de mindre pæne sider af mennesket (f.eks. rygepauserne)

Hvad vinder vi ved det ukritiske produkt

Og ja, det må nok indrømmes at LLR bestemt ender med at fremstå meget sympatisk i programmet, hvor han netop lykkes med at fremstå som et egentligt menneske, der er genuint optaget af sit job, som kan smile sådan lidt overlegent af de “fjollede medier”, og som kan rumme de store opgaver, der også ligger i positionen.

Når det så er sagt, så oplever jeg også, at udsendelsen giver et ganske fyldigt indtryk af, hvad det vil sige at være statsminister. Givetvis slet ikke et fuldstændigt billede, men dog et billede af, at en statsminister er andet og mere end det karikerede billede, vi nok kan få indtryk af, i den daglige nyhedsstrøm, hvor formidlingen jo ofte vil handle om, at skyde politikernes forslag og bestræbelser ned, gennem den kritiske gengivelse.

Og spørgsmålet er jo, om vi kunne have fået dette indtryk på en anden måde. Kan vi forestille os, at en statsminister ville kunne give adgang til at følge med på arbejdet hele vejen rundt? Hvis ikke ministeren og hans folk havde fået denne indgrebsret, kunne vi så forestille os, at journalister ville få lov til at følge med hele vejen, også derind hvor der ringes til kommende eller afgående ministre? Jeg tænker at svaret må åbenlyst være nej. Det er ved at give køb på kritikken og den suveræne redigeringsret, at vi har fået adgang til en del af det statsministerielle maskinrum. Og ja, den adgang vi fik, bliver ikke en som vælter ministre eller regeringer, bestemt ikke. Men den giver dog et supplerende indblik, som også hører med til billedet. Et billede som os, der ikke kommer dagligt på Christiansborg, kan have glæde af, fordi den viser noget, mange journalister måske tager for givet.

Hvordan undgår vi ulemperne

Men det er imidlertid også klart, at journalistikken mister sin eksistensberettigelse, hvis den går for langt ud af denne vej. For man skal være en ganske mediebevidst bruger, hvis ikke man skal lade sig forføre af udsendelsen. Jeg vil faktisk endda gå så vidt som at indrømme, at jeg personligt selv i første omgang faktisk blev forført. Spørgsmålet bliver derfor, hvordan man kan få fordelene (adgangen til de alternative indsigter), uden at tage ulemperne med.

Her tænker jeg, at det langt hen ad vejen dels handler om genrebevidsthed, dels handler det om varedeklarering.

Genrebevidsthed

Når vi f.eks. følger en journalist som Anders Agger, der får adgang til frimurerlogen, indre mission, svinebønderne, osv. så ved vi (efterhånden), at her får vi ikke den samme form for kritiske tilgang, som vi får hos andre journalister. Dermed ikke sagt, at han er ukritisk, men AA’s kritik handler oftere om at udfordre sine kilder på deres egne præmisser. Når han enkelte gange også udfordrer kilderne på andres indvendinger, så giver han dem rum til at forklare, hvordan disse indvendinger ser ud fra deres eget perspektiv. Og så lader han dette perspektiv stå som en opgave for seeren, som noget seeren selv må tage stilling til. Dette giver en åbenlys tryghed hos kilderne, der (som regel) ikke på samme måde går i forsvarsposition, hvorved vi som seere ofte får meget mere fra dem.

Derfor får AA adgang til nogle felter i samfundet, som ellers normalt holder sig fra en offentlig fremvisning. Vi ved som seere, hvad vi kan og ikke-kan forvente af AA’s udsendelser, og derfor bliver vi ikke ført bag lyset

Varedeklarering

Problemet med “En ualmindelig hverdag” var nok, at den ikke på samme måde skriver sig ind i et brand eller en klart defineret genre. Udsendelsen er ganske vist blevet sammenlignet med “Fogh bag facaden”, hvilket også er helt oplagt, men den slags sammenligninger giver nok mest mening for journalister, almindelige seere kan nok ikke forventes at have en så lang hukommelse hvad angår medieprodukter.

Derfor tænker jeg egentlig også, at journalisterne i dette tilfælde burde have klædt udsendelsen på med en bedre varedeklarering, hvor man helt klart havde gjort rede for, hvilke præmisser udsendelsen var lavet på baggrund af. At man havde fået lov til at følge LLR på en arbejdsdag, men at udsendelsen var blevet til på baggrund af nogle bestemte betingelser. Det gør man sjældent i journalistiske produkter, og jeg er heller ikke tilhænger af, at man skal gøre det generelt. Men redigeringsretten er en kerneværdi i journalistisk arbejde, og selvom det i særlige tilfælde kan retfærdiggøres at underlægge den ekstra restriktioner, så bør man netop i sådanne tilfælde supplere med en ekstraordinær varedeklaration.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.