[tilføjelse, d. 12/10-2017: Forskningsartikel om emnet nu udgivet. Kan findes her — preprint findes her]

Når vi debatterer offentlige anliggender, er det afgørende at vi gør det på rationelle præmisser, hvor vi hele tiden presses til at forklare, hvorfor vi mener som vi gør og lytte til, hvorfor andre mener, som de gør. Et stærkt værktøj i den slags diskussioner er, at man udfordres på at forklare hvordan de fremsatte synspunkter stemmer overens med rimelige synspunkter blandt alle relevante aktører. For herved tvinges vi til, at vores argumenter ikke bare holder sig indenfor, hvad vi selv har lyst til — vi tvinges til at kunne argumentere for, at det også er i helhedens interesse.

En svaghed ved dette synspunkt er imidlertid, at vores diskussioner også grundlæggende indeholder en forhandling af, hvem der er de “relevante” aktører. Så når vi f.eks. diskuterer, hvad vi skal stille op mod terrorister, så er de fleste af os enige om, at det skal vi ikke spørge terroristerne om. De er så at sige ikke relevante aktører i denne sammenhæng.

Men når sådanne rationelle synspunkter altså rummer sådan en forhandling, så risikerer vi jo også, at det indledende krav om rationalitet faktisk bliver en vedvarende nedlukning af stemmer i samfundet — og dette kan man med god ret hævde er udemokratisk.

Løsningen på det problem er imidlertid ikke at give op på fordringen om saglighed i argumentationen — men at finde alternative procedurer, der kan lukke op for de diskursive horisonter. Jeg vil i dette indlæg argumentere for, at tilgivelse vil kunne fungere som et redskab til dette.

Forhistorie – hvor kommer vi (jeg) fra

[kan springes over af ikke-nørder…]

Da jeg i vinteren 2016 udgav bogen Kugleregn møder kuglepen, var min vigtigste pointe egentlig, at der omkring angrebet på Charlie Hebdo var sket noget vigtigt i satiremagasinets respons på angrebet — idet de havde anslået en overraskende streng omkring tilgivelse, som på mange måder brød en almindelig kendt medielogik. Pointen er også forklaret her på siden (link og link).

Dét budskab lykkedes jeg ikke særlig godt med at få frem (en undtagelse findes dog her). I den offentlige diskussion af bogen, blev det meget hurtigt til en for og imod Jyllands-Postens udgivelse af Muhammedtegningerne. Det var måske forudsigeligt, eftersom der lå en (dog langt hen ad vejen implicit) kritik af den måde medierne siden Muhammedtegningerne har udlevet en lige-for-lige logik, og denne del af bogen var selvfølgelig i en vis forstand den mest interessante for — medierne…

Igennem den kritik som bogen mødte, blev det klart for mig, at i den danske diskussion af ytringsfriheden, ligger der nogle liberale grundpræmisser, som jeg for det første ikke var bevidst om på forhånd, men som kritikkerne for det andet måske heller ikke altid selv er bevidste om — eller i hvert fald ikke er villige til at gøre til en del af diskussionen. Mit synspunkt rummer helt åbenlyst en problematisering af synspunktet om, at ytringsfriheden i sin essens går ud på give rum for at selvet kan realisere sig selv. Ikke fordi jeg er uenig i, at samfundet skal give rum for at vi som borgere kan leve et rigt, udfordrende og tilfredsstillende liv. Men fordi jeg mener at den individuelle borger er en mindre given enhed, end de liberale debattører synes at mene. Det individuelle selv, der skal realisere sig selv og leve tilfredsstillende liv, er langt hen ad vejen et produkt af de samtaler, det indgår i. Derfor giver det ikke mening blot at sætte borgeren “fri” i negativ forstand i ytringsfriheden. Den negative ytringsfrihed hjælper os kun det første stykke, og skal også suppleres med en positiv ytringsfrihed — en mulighed for at blive hørt (første ansats til dette argument findes her — i øvrigt skrevet midt i den kritiske storm mod bogen).

Jeg har siden begyndelsen af 2016 arbejdet videre med at skrive min pointe mere klart ind i en kritik af de liberale grundpræmisser, og er netop hjemvendt fra en konference om ytringsfrihed, hvor jeg havde lejlighed til at fremlægge nogle af disse tanker. De vil senere blive offentliggjort i en forskningsartikel, men jeg vil i dette indlæg fremlægge grundpointerne. Så kan interesserede senere opsøge mellemregningerne, hvis man vil.

Den deliberative udfordring af de liberale grundpræmisser

Som traditionel liberal demokrat (som ikke skal forveksles med den politisk-økonomiske liberalisme — man kan godt være liberal demokrat samtidig med at man er socialist, socialdemokrat, national-konservativ, osv.) vil man i udgangspunktet mene, at ytringsfriheden skal være “så fri som mulig”. Udgangspunktet for dette perspektiv er, at demokratiet er en god ting, fordi det bedst muligt giver rum for, at det enkelte individ selv kan bestemme og realisere sine egne ønsker og planer for sit liv. Denne tilgang har sine klare rødder i oplysningstidens opgør med arvede privilegier, den rummer en kritisk skepsis overfor autoriteter generelt, og den er grundlæggende af den opfattelse, at det enkelte individ bedre kan afgøre, hvad der er godt for det, end staten kan.

Den deliberative tilgang er sådan set et godt stykke hen ad vejen enige i disse kritiske idealer. Deliberative demokrater er også skeptiske overfor autoriteter (herunder staten) og er enig i, at det er vigtigt, at vi kontinuerligt sætter etablerede sandheder til kritisk diskussion.

Den deliberative tilgang er imidlertid skeptisk overfor den ekspressive forståelse af, hvordan individet realiserer sig selv. Den deliberative tilgang tager et forbehold her, idet den mener, at den liberale tilgangs forståelse af selvet er for naivt i den forstand, at man ikke i samme grad anerkender at selvet er en én gang for alle givet størrelse.

En overdreven forståelse af den deliberative kritik ville hævde, at selvet er et produkt af de sociale og kommunikative udvekslinger, som det indgår i med andre. Det synspunkt ville åbenlyst have et problem med at forklare, hvorfor vi så ofte faktisk befinder os dårligt i fællesskaber. Så naturligvis er selvet mere end de fællesskaber, det indgår i. Men det friholder os ikke fra, at selvdannelsen stadig har en uomgængelig kilde fra fællesskabet. Den jeg er som “Ejvind Hansen” er i høj grad et produkt af, at jeg har en familie og en plads i samfundet, og den rolle jeg spiller heri.

På samme måde er det også et produkt af, hvordan vi taler om sådan nogle som mig. Som akademisk filosof var mine betingelser for at komme til orde ptentielt væsentlig stærkere i 1990’erne, hvor filosofien havde et sandt boom i den offentlige anerkendelse — et faktum der imidlertid blev ændret væsentligt da Anders Fogh Rasmussen i begyndelsen af 2000’erne lykkedes med at etablere en gældende diskurs om, at vi skulle gøre op med de akademiske “smagsdommere” — herunder jo altså blandt andet filosofferne.

Den kritiske pointe, der udspringer af dette, er, at vi er nødt til at være bevidste om, at lige så vel som der kan ligge en selvrealisering i at udtrykke sig selv, kan der også ligge en selv-erodering af dem, som man ytrer sig til og om. Og for at det nu ikke skal lyde som filosoffens klynkeri over tabt status, så lad mig bare understrege at jeg meget gerne lever med ovennævnte skifte. Mere seriøst er det imidlertid, hvis bestemte personer eller grupper i samfundet mister deres offentlige anerkendelse gennem (f.eks.) racistiske narrativer, udlevering af private oplysninger, smædekampagner på baggrund af falske påstande, osv.

Derfor er deliberative demokrater mere villige til at diskutere grænser for ytringsfrihed end de liberale demokrater. Deliberative demokrater har ikke samme tiltro til, at flest mulige stemmer kommer til orde ved at sætte ordet så frit som muligt. For så risikerer vi, at stærke offentlige stemmer nedbryder svagere stemmers mulighed for at blive hørt.

Så lige så vel som ytringsfriheden i første omgang er en beskyttelse af svage borgere overfor en stærk statsmagt, så kan man også argumentere for, at begrænsning af ytringsfrihed rummer det samme.

Den liberale kritik af den deliberative tilgang

Den deliberative kritik af de liberale demokrater er ikke ny, og når der stadig findes liberale demokrater, er det naturligvis fordi, at det deliberative argument også har nogle svagheder.

En åbenlys svaghed i det deliberative synspunkt er, at det er vanskeligt at finde ud af, hvem eller hvad, der skal sætte de grænser for ytringsfriheden, som kunne imødegå den deliberative kritik. Hvordan undgår vi, at en åbning for at sætte grænser for ytringsfriheden ikke bliver en ladeport for udemokratiske magthavere til at indføre begrænsninger af kritikere. Jeg anerkender denne indvending, men vil dog svare med, at vi har det samme problem, hvis vi ingen grænser sætter. Den grænseløse ytringsfrihed kan lukke ned for lige så mange stemmer, som eksplicit og regelbaserede grænser. I den grænseløse ytringsfrihed ender vi blot ud i, at det er de stærkeste stemmer, der tryner de svagere.

De deliberative teoretikere vil hævde, at grænser, der skal sættes, skal sættes med henblik på at sikre en rationel, argumentbaseret diskussion, hvor vi netop forsøger at inddrage alle relevante synspunkter.

Her sætter imidlertid også den stærkeste indvending ind imod de deliberative teoretikere: Ligger der ikke i selve denne deliberative fordring en systematisk nedlukning af svage stemmer? Hvem vi regner for “relevante stemmer” i offentligheden er jo i høj grad et produkt af de offentlige diskurser. Og i disse offentlige diskurser vil altid ligge en eksklusion af nogle stemmer som irrelevante. Så når vi f.eks. diskuterer, hvad vi skal stille op med terrorister, så er terroristerne f.eks. sjældent dem, vi spørger allerførst (for nu at formulere det lidt jysk). På tilsvarende vis, er det sjældent, vi har lyst til at lytte til hvad pædofile synes om god børneopdragelse.

For disse eksempler gælder det, at vi i den offentlige diskurs er enige om, at de pågældende ikke er relevante, fordi de netop ikke er rationelle — eller i hvert fald er de rationelle på en syg måde.

Spørgsmålet er derfor, om ikke den deliberative tilgang rummer en systematisk undertrykkelse af stemmer, som ikke regnes for at være rationelle?

Det er her, at vi må have fænomenet tilgivelse på banen. Den deliberative tilgang har bestemt brug for hjælp her. Imidlertid mener jeg stadigvæk, at selve idealet om at skulle tage andres synspunkter alvorlige, når man diskuterer offentlige anliggender er vigtigt. Derfor skal vi ikke bare give slip på idealet, fordi vi er stødt på et problem.

Tilgivelsen som en forhandling af os selv og hinanden

Når vi bringer tilgivelse på banen som et muligt forslag til at forbedre den demokratiske offentlighed, så er det vigtigt at udgrænse visse former for tilgivelse, da disse rummer nogle problemer.

Den tilgivelse, som jeg vil bringe på banen, er ikke den tilgivelse, hvor vi bare “bider det onde i os”, hvor vi bøjer nakken og “lever med” det onde, der bliver gjort mod os. Det er ikke den tilgivelse, der negligerer eller bagatelliserer det onde. Når f.eks. Renald Luzier kunne lave en forside for Charlie Hebdo, der satte tilgivelse på dagsordenen som respons på det voldelige angreb på redaktionen, så var det ikke, fordi han havde fundet ud af, at det ikke gjorde så meget, eller at terroristerne nok i virkeligheden var søde nok. Der var ikke megen “bøjen nakken” overfor deres angreb i redaktionens indædte arbejde på at udkomme til tiden efter angrebet.

På en måde kan man sige, at Charlie Hebdos accentuering af tilgivelsen lige efter angrebet er endnu mere suveræn end enhver åbenlys fornærmelse eller karrikatur kunne have været — for i denne accentuering lå netop en insisteren på, at terroristerne ikke skal bestemme, hvem vi er. Charlie Hebdo nægter at spille det spil, hvor nogen er onde og andre er ofre — for det ville kun efterlade en offerrolle til dem selv.

Charlie Hebdos tilgivelse rummer en genforhandling af, hvem de (og vi) er. Renald Luzier gør det meget klart, at hans vej til den tilgivende tegning var gennem en indsigt i, at redaktionen og terroristerne har noget tilfælles: Som børn elskede de at tegne. Og den vigtige pointe ind i den demokratiske bestræbelse på at åbne op for de deliberative refleksioner er i umiddelbar forlængelse heraf, at denne indsigt giver ham mulighed for at kunne forholde sig endnu mere frugtbart kritisk overfor dem.

For inden indsigten i dette fællesskab var terroristerne svære at sætte ord på. Deres handling var jo bare så åbenlys ond, at det overskrider næsten ethvert forsøg på at forklare det. Dette så man blandt andet i den partilederrunde, som DR arrangerede lige i forlængelse af angrebet (nu efter hukommelsen, da jeg ikke har kunnet finde kilden igen), hvor flere af partilederne gør det klart, at de ikke mener, man skal forsøge at forklare eller forstå det skete. De mente nemlig, at en sådan forklaren eller forståelse ville rumme et første skridt til at sige, at så var det også i orden, hvad terroristerne gjorde.

Men Charlie Hebdo viser det modsatte: Ved at insistere på, at terroristerne er mere end blot terrorister, vinder de et sted, hvorfra vi har mulighed for at kritisere terroristerne med ord og tegninger. Ved at nå hen til et sted, hvor man kan forstå, at vi kommer fra det samme sted som terroristerne, så har vi også mulighed for at kritisere terrorhandlingen meget mere frugtbart. For hvis vi kommer fra det samme sted, så kan vi jo diskutere, hvorfor og hvordan det gik til, at vi på et tidspunkt valgte hver vores vej.

Og dét ville være indgangspunktet for en deliberativ diskussion af, om vi kan gøre noget for, at sådan noget ikke sker igen. Er der noget i samfundets indretning, der tilskynder folk til at udvikle parallelkulturer eller radikaliserende tendenser? I den slags diskussioner behøver vi jo ikke sige, at det er ok at blive radikaliseret — men det må da være en offentlig diskussion værd at overveje, om man kan gøre noget for, at det sker sjældnere.

Så selvom vi naturligvis ikke skal spørge terroristerne om, hvad vi skal gøre for at forhindre terrorisme, så kunne det nok være meget relevant at forsøge at inddrage deres perspektiv i den offentlige diskussion alligevel. For det findes jo, og de spiller for nuværende en helt enorm rolle i, hvordan vi tænker, vi skal indrette samfundet — herunder, hvordan vi bedst varetager den offentlige diskussion.

Opsummering

Hvis vi vil fastholde nødvendigheden af, at politiske beslutninger skal baseres på en rationel udveksling, kan det således være en god ide at vende os til den form for tilgivelse, hvor vi insisterer på at den anden ikke kun er det, som sproget umiddelbart leverer rum til. Terroristen er terrorist — men han eller hun er også mere end det. Og selvom terroristen gør utilgivelige ting, så kan vi ved alligevel at tilgive disse ting sætte os fri fra offerrollen, vi kan insistere på at være stærkere end den vold, som terroristen introducerer.

Det kan godt være, at terroristerne kan tæve os. Men det må bare være lidt underligt for den stærke dreng i skolegården, at skulle vende tilbage til sine kammerater og fortælle, at man lige fik purkens tilgivelse.

Det forhindrer ikke at vi fik tævene, det forhindrer nok heller ikke den stærke dreng i at gøre det igen. Derfor skal vi naturligvis som samfund stadig gøre hvad vi kan for at stoppe ham — mest oplagt vel ved at sætte ham i fængsel.

Men måske vil der være færre, der har lyst til at se op til ham efterhånden som det bliver klart, at den demokratiske tilgang alligevel er stærkere end den tyranniske.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.