Ejvind Hansen: Tal! – sammen. København: Forlaget Mindspace, november 2017. 160 sider. ISBN (trykt bog): 978-87-93535-16-9. ISBN (e-bog): 978-87-93535-17-6 (forlagets beskrivelse)

Den paradoksale samtale

I bogen Tal! – sammen dykker jeg ned i samtalens paradokser. Vi deltager alle i samtaler hver evigt eneste dag uden at tænke over det. Ofte måske endda uden helt at være bevidste om det.

Bogens ærinde er at vise, hvordan der i sådanne samtaler ligger en række paradoksale udfordringer. De er paradoksale fordi de på den ene side skal løses, samtidig med at de på den anden side ikke kan løses.

Kapitel 1: Det talende selv

I dette kapitel viser jeg, hvordan samtalen på den ene side forudsætter (mindst) to selvstændige individer, men hvordan samtalen på den anden side også er med til at forme disse individer. Samtalen drives af, at vi er forskellige, og derfor har et kommunikationsbehov, samtidig med at samtalen forsøger at overkomme disse forskelligheder. Men forskellighederne kan aldrig overkommes helt, fordi samtalen netop inviterer til, at den anden selvstændigt skal tage stilling til det sagte. Og denne stillingtagen rummer naturligvis risikoen for afvisning.

Paradokserne i dette kapitel er:

• Samtalen bygger på fællesskab og forskellighed.
• Samtalen forudsætter uenighed og enighed.
• Det private opstår i det fælles — som forskelligheden fra det fælles.

Kapitel 2: Talen som handling

Hvor første kapitel ser på, hvordan samtalen rummer en række helt særegne logikker, viser kapitel 2, hvordan samtalen på den anden side alligevel også ligner andre handlinger på en række måder. Jeg viser i dette kapitel, hvordan der i ytringer altid foregår mere end blot en udveksling af viden eller synspunkter. I samtalen gør vi noget ved hinanden, der kan have lige så stor betydning som det, der foregår i mere fysisk orienterede handlinger.

Dette er “mobning” et godt eksempel på. Mobning ville ikke give mening, hvis ytringer blot var en udveksling af viden eller synspunkter. Mobning giver kun mening, fordi mobberne inviterer den mobbede ind i et fællesskab — et fællesskab, der vel at mærke ikke er særlig attraktivt for den mobbede. Den mobbede er den, der ligger skidt i fællesskabet af de “smarte”, “smukke”, “slanke”, “søde”, osv.

Paradokserne i dette kapitel er:

• Fællesskaber skabes gennem eksklusion.
• Suveræne ytringer modtages eller virker uforudsigeligt.

Kapitel 3: Talens magt

I tredje kapitel ser jeg nærmere på forholdet mellem magt og tale. Samtalen forudsætter naturligvis italesættelse, og italesættelse viser sig, ved nærmere eftersyn, altid at være abstrakt. Vi kan kun benævne verden ved at fremhæve visse aspekter af den på bekostning af andre. Dette kan bruges aktivt og strategisk til at opnå den virkelighedsforståelse, som man finder ønskværdig. Men det foregår også ubevidst i vores mere intime udvekslinger.

Eftersom vi samtidig er nødt til at have sproget tilfælles, er det også indlysende, at der etableres magtstrukturer alt efter hvilken italesættelse, der bliver gængs. Når Lars Løkke Rasmussen f.eks. i 2011 lykkedes med en efterlønsreform uden at lide politisk skibbrud på det, hænger det sammen med, at han lykkedes med at ændre, hvordan vi taler om efterløn. Fra at vi før havde talt om efterlønnen som (allerførst) en gevinst for samfundet (fordi gamle gjorde plads for unge arbejdsløse), og senere et velfærdsgode (gamle får mulighed for at få en god alderdom), var efterlønnen nu blevet til en samfundsbyrde, hvor halvgamle mennesker daskede på samfundets regning. Og det kunne vi naturligvis ikke blive ved med at have råd til.

Paradokserne i dette kapitel er:

• Samtalen skaber og modvirker magt.
• Fremvisning forudsætter skjulning (artikulation forudsætter abstraktion).

Kapitel 4: Talefrihed

Når der er så meget magt i talen, er det også naturligt at talen spiller en stor rolle ind i det politiske. I demokratier bliver det afgørende, at alle har ret til at tale — at vi har ytringsfrihed. I kapitel 4 ser vi på hvilke grunde, der er til, at ytringsfriheden er vigtig. Ytringsfriheden kan ses som et redskab til at forstå verden bedre (sandhed), til at virkeliggøre og udleve det enkelte menneskes selvstændighed (autonomi, humanisme), til at skabe en god offentlighed (demokrati) og til at sikre at vi kan gå magthaverne kritisk efter i sømmene (kritik).

Disse begrundelser spiller forskellige roller til forskellige tider, og er ikke alle umiddelbart forenelige. Derfor må man nogle gange prioritere om individets selvstændighed skal tælle højere end fællesskabet. På den anden side er det imidlertid også vigtigt at forstå, som vi så i første kapitel, at individ og fællesskab ikke kan tænkes helt uafhængigt af hinanden.

Lige så vel som samtalen kan bruges til disse fire formål, kan den imidlertid også undergrave selvsamme, hvis vi bruger vores frihed uhensigtsmæssigt. Derfor kan ytringsfriheden ikke være absolut. Der må sættes grænser, for ellers bliver friheden tyrannisk. Problemet er imidlertid at enhver grænse er principielt problematisk.

Paradokserne i dette kapitel er:

• Frihed opstår ud af grænser.
• Grænser er nødvendige og problematiske.

Kapitel 5: Talens forhold til tavsheden

I kapitel 5 griber jeg fat i talens modsætning — tavsheden. Jeg viser, at samtalen forudsætter tavsheden. Dels ved at der ligger en tavs fordring på, at vi tager hinanden alvorligt, når vi samtaler. Men dels også i form af, at tavsheden former betydningen af det sagte. Vi så i kapitel 4 hvordan artikulationen forudsætter at vi bringer noget frem, ved at se bort fra noget andet. Men det aspekt, som bliver underbelyst i talen forsvinder jo ikke. Men hvis vi bliver alt for optaget af at indgå i en vedvarende samtale, så risikerer det at forsvinde fra vores opmærksomhed.

Kapitel 5 rummer derfor en opfordring til at holde pauser fra samtalen — til at give mere rum for tavsheden. Det vil som gevinst give rum for en større eftertænksomhed (idet vi ikke hele tiden skal forholde os til andres input, kan vi give mere ro til at mærke efter), åbenhed (en forståelse af, at verden netop ikke altid så nemt kan begribes i det sprog, som vi har) og tålmodighed (en forståelse for, at ikke alle spørgsmål uden videre har et hurtigt svar — nogle gange må vi undlade at svare, fordi vi møder stærke spørgsmål).

Paradokserne i dette kapitel er:

• Samtalen starter ved tavsheden.
• Vi bliver bedre til at samtale, des flere pauser vi holder.
• Vi åbner for verden ved at lukke ned for de andre.

Kapitel6: Så syng da, Danmark, lad hjertet tale

Bogen slutter af med et kapitel med anvisninger på, hvordan vi kan handle på baggrund af bogens pointer. Dels foreslår jeg, at vi navigerer bedre i magten ved at udsætte os selv og vores omgivelser for diskursanalyse. Gennem diskursanalysen tvinger vi os selv ud af de faste kasser, som sproget stiller op, og derved kan vi opdage nye sider af verden, nye mulige fællesskaber, og måske endda nye sider af os selv.

Dertil foreslår jeg at holde kommunikative retræter. Ved at tage pauser fra samtalen, har vi mulighed for at mærke verden med en vis frihed fra de sproglige kategorier. Men det skal netop kun være pauser — den absolutte retrætes navlepilleri bliver lige så ufrugtbar som den absolutte optagelse i den uendelige samtale. Den frugtbare samtale er der, hvor individet stadig reelt kan udfordre fællesskabets horisont, men hvor fællesskabet også udfordrer individet.

Endelig foreslår jeg som en afsluttende strategi, at vi møder hinanden med en offensiv ydmyghed. Et eksempel på en sådan offensiv ydmyghed kunne være tilgivelsen. Tilgivelsen handler nemlig i denne forståelse netop om at møde hinanden med en vis frisættelse fra sproget. Selvom den anden har begået en utilgivelig handling, så er det ikke givet, at jeg skal defineres af denne handling. Den oplagte respons på en utilgivelig handling er at blive til et offer. Men ved at tilgive den anden, så udøver du en offensiv handling, idet du nægter at lade den anden bestemme, hvem du er. Dette handler ikke om at negligere den andens handling, men det handler om at indse, at den anden er mere end hvad sproget rummer — og at jeg selv er mere end et offer.

Dette er indrømmet lidt vage anbefalinger. Og det er sådan set en pointe, for des mere håndfaste anbefalingerne bliver, des mere misser vi hele pointen. Eller for nu at citere bogens afslutning:

Samtalen springer ud af det forhold, at vi som mennesker kan forstå og rumme, at der er udfordringer i vores liv, som vi skal løse, men som vi grundlæggende
ikke kan løse. Men den manglende evne må ikke blive en anledning til passivitet, da den netop er koblet med en uomgængelig skullen. Svaret på dette bøvl må derfor være: Klø på! Så tal dog! Gør det offensivt! Men ydmygt. Og husk også at holde pauser …

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.