Der er allerede skrevet og talt meget om Sofie Lindes optræden til Zulu Comedy Galla d. 26. august 2020, særligt hendes fortælling om hvordan hun som 18-årig mødte et krav fra en “stor DR-kanon” om at give ham et blowjob, hvis hun på nogen måde skulle have en forhåbning om at have en fremtid indenfor branchen.

Der er skrevet og talt meget om det, og nu skriver også jeg om det. Lidt paradoksalt måske, eftersom min pointe vil være, at måske skulle tale lidt mindre – og lytte lidt mere. At vi taler så meget om det, hænger givetvis sammen med de tilkendegivelser fra andre kvinder – både i mediebranchen og i andre brancher – om, at de tilsvarende har mødt nedværdigende behandling.

Der er en pointe i, at jeg slutter forrige afsnit med en ret upræcis betegnelse: “nedværdigende behandling”. For er der en ting, der er ret klart, så er det, at det er svært at koge kvindernes forskellige oplevelser ned til en overordnet betegnelse. Begrebet “sexisme” er ganske vist ofte brugt, men det er dels uheldigt da mange af hændelserne jo netop handler om tvang og magt (som ikke har meget med i hvert fald de mest almindelige opfattelser af sex at gøre), dels har Emma Holten allerede tilbage i 2017 meget præcist argumenteret for, at dette slet ikke handler om sex selv i de tilfælde, hvor kravet er seksuelt: Det handler om magtudøvelse og dominans. Men netop magtudøvelse og dominans i mange forskellige former, og vi får lidt bøvl med at koge det kritisable ind til en maggiterning, fordi magtudøvelse og dominans ikke per definition er kritisabelt. En “stor DR-kanon” skal jo f.eks. helst kunne udøve magt, hvis han har nogle til at arbejde under sig. Naturligvis ikke på den her beskrevne måde – det giver sig selv.

Netop det meget forskelligartede ved de fremførte oplevelser har givetvis været årsagen til, at vi er nogle stykker, der har haft svært ved at forstå, hvad sagen/sagerne egentlig handler om. I kølvandet på Sofie Lindes optræden må jeg f.eks. selv indrømme, at jeg har været ramt af adskillige former for irritation over debattens karakter. Først var jeg lidt fortørnet over at Sofie Linde ikke nævnte navnet på den “store DR-kanon” – fordi jeg syntes (og egentlig stadig synes) at det udsætter mange ikke-skyldige mandlige kolleger for en mistanke. Derefter har jeg været irriteret over nogle af de nye #metoo tilkendegivelser, hvor andre kvinder er stået frem med et “det har jeg også oplevet”, men hvor det ved nærmere granskning viser sig, at handler om andre forhold. Osv.

Som enhver der opdrager eller underviser børn og unge ved, er det imidlertid også sådan, at irritation ikke altid er tegn på, at noget er forkert. Nogle gange er irritation også tegn på, at man bliver generet af, at virkeligheden stiller krav til en, som man ikke lige havde set komme. Noget tyder på, at dette også er tilfældet i forhold til denne problematik. For dels er det faktisk påfaldende at en tilsyneladende ligegyldig hændelse som en optræden til Zulu Comedy Galla, kan give så store rystelser i det mediedanmark, der ellers ofte holder sig fra at hænge snavset vasketøj ud til offentlig granskning. Og dels er det som om denne nye opblussen af #metoo bevægelsen kunne gå hen og få lidt mere konstruktive virkninger.

Tavshed muliggør, at vi kan tænke os om

Jeg vil hævde, at for at forstå det nye, er vi nødt til at se på, hvordan tavsheden er på spil i disse sager. Som en oplagt analyse har det her flere gange været konstateret, at Sofie Lindes opråb er med til at fremvise en tavshedskultur, som har holdt kvinderne i et jerngreb af ensomhed og magtesløshed. Det er en rigtig analyse, men ikke nødvendigvis en tilstrækkelig analyse. Det er ikke kun Sofie Lindes opråb, der er vigtigt her, for havde det været tilfældet, burde vi også afkræve hende et svar på, “hvem” den skyldige er. Her er det imidlertid vigtigt at forstå, at havde hun faktisk givet os navnet på den skyldige, så havde debatten taget en helt anden drejning. Den pågældende havde givetvis mistet arbejde og anseelse, men det var sket til en pris af, at debatten herefter kunne være blevet pakket ned igen. Så havde Sofie Linde fået sin “hævn”, medierne havde haft et par kronede dage med blodrus og forløsning, og så var den død der.

Nu hvor blodrusen ikke kan blive tilfredsstillet, fordi Sofie Linde har tilbageholdt navnet, er sagen lidt sværere at slå ned. Det har den fordel, at vi når at gå fra forargelsesfasen til den mere refleksive fase. “Hvordan kan det være, at sådan noget fortsat sker?”, “Findes det andre steder?”, “Hvad er det udtryk for?”, osv. Og dertil giver det også cheferne mulighed for at agere mindre defensivt på det. Chefer er mennesker som os andre, og de agerer også klogest når de ikke står med ryggen mod muren.

Dette ser jeg eksemplificeret ved Ekstra Bladet. Poul Madsen er ganske vist en presset mand i disse dage, fordi det viser sig, at bladet (på hans vagt) huser seriøse problemer på dette felt. Og internt vil jeg også tro, at der er konkrete navne på de mænd, der har opført sig uanstændigt eller det der er værre. Men fordi det netop kun er internt, har det været muligt for Poul Madsen at bevare en vis grad af troværdighed udadtil, samtidig med at han går ind i en (synes det) reel dialog med de kvinder, der fremviser problemerne. Han kan lytte til og erkende, at der faktisk er problemer. Muligvis skal det også på længere sigt have konsekvenser i forhold til ansættelsesforhold, men det gode ved at have haft en lytteproces forinden kunne være, at man indser, at det ikke er nok at fyre folk.

Tavsheden (Sofie Lindes) har således for det første givet debatten et længere og mere konstruktivt forløb.

Tavsheden kan give rum for at virkeligheden kan trænge sig på

En anden form for tavshed handler om, hvordan vi betegner problematikken. Her skal jeg indrømme, at i første omgang er det følgende nok mest af alt et ønske fremfor en realitet. Det ser desværre ud til, at mange efterhånden er ved at samles under samlebetegnelsen “sexisme”. Det er ærgerligt, da problematikken bliver for snæver med det ord. Man kan selvfølgelig godt sige, at der er en form for “sex” på spil i et krav om et blowjob, men vi rammer lidt den samme problematik som er på spil, når medier kritiseres for at italesætte voldtægt som “tvungen sex”. Endnu mere bøvlet bliver det, hvis vi skal tænke de uønskede kærtegn eller komplimenter som sexistiske.

Problemet bliver, at dem der hævder “sexisme” bliver bragt i en situation, hvor de skal forklare det sexistiske. Og dem der ikke forstår problematikken kan slå sig til ro med, at kvinderne blander ulige forhold sammen. Det bliver vi ikke klogere af.

Styrken ved det oprindelige slogan #metoo (da det bare var et hashtag) var netop, at man (i første omgang) satte parentes ved, hvad man konkret havde oplevet. Der skal her bestemt ikke argumenteres for, at de faktiske oplevelser generelt skal ignoreres, og var den oprindelige #metoo-bevægelse blot forblevet et hashtag, havde vi næppe stadig diskuteret fænomenet. Styrken ved Sofie Lindes fortælling er i en vis forstand da også, at den netop er så detaljeret-konkret, at det ikke er muligt at snakke sig væk fra den. Vi er nødt til at lytte.

I den forstand er Sofie Linde den første i en ny række af vidnesbyrd. Jeg foreslår, at vi alle (både mænd og kvinder) afholder os fra at sætte en overskrift på. I første omgang er den rigtige løsning, at vi lytter. At vi lytter tavst – dvs. at vi lader det fremførte komme til os, uden et forsøg på at kategorisere det. For har vi først sat benævnelse på, så tror vi også, at vi har hold på, hvad det drejer sig om. Så kan vi begynde at generalisere, og måske endda hurtigt blive enige om, at vi har i hvert fald aldrig på den måde krævet et blowjob af en 18-årig, og “pyh-ha, godt det ikke er mig, hun taler om”. Andre går måske i forsvarsmode eller angrebsmode. Andre igen slår det hen som bare endnu et eksempel på forsmåede kvinder, der ikke slog til. Osv.

Men jo bedre vi får lyttet, des mindre oplagt bliver alle disse standardreaktioner. Og des større er sandsynligheden for, at vi også agere ud fra en nuanceret forståelse af, hvad der faktisk er problemet. Det er ikke sikkert, at vi endnu har en god samlebetegnelse for det, men derfor kan det jo godt være et reelt problem alligevel.

Når vi forlader lyttefasen, vil der nok være folk, som skal se sig om efter et nyt arbejde. Men lige så oplagt er det, at problemet ikke er løst med det. Det er den nemme løsning – at finde ud af, at de andre er problemet. Men i en bredere forstand har vi alle noget, der skal læres her.

I denne forstand kan tavsheden hjælpe os med at omgå en ufrivillig tavshedens omertà – blandt kvinder. Blandt os alle.

Bevægelsens skalpe koster på eftertænksomhedens tavshed

Selvom en bevægelse starter med en tavshed, er det naturligvis ikke givet at den fortsætter i tavshed. Heller ikke nødvendigvis at det er ønskeligt, at den fortsætter i tavshed. Siden Sofie Lindes opråb er der i flere tilfælde “rullet hoveder”. Mest prominent er i skrivende stund Morten Østergaard gået af som formand for Det radikale Venstre, og han har dertil taget orlov fra sit folketingsmandat. Og Frank Jensen er gået af som overborgmester i København og næstformand i Socialdemokratiet.

Set fra et tavshedsperspektiv tager disse to sager sig vidt forskelligt ud. Hvor Morten Østergaard har trukket sig tilbage i fuld tavshed (på Facebook indledes hans afsluttende bekendelse af, at der var flere sager, således med “Dette opslag bliver det sidste i lang tid, tror jeg.”), er Frank Jensen (og hans kone) i disse dage gået til modangreb på de historier, der har været om ham (link, link, link), angreb der også har fremkaldt modindlæg (link, link).

På både menneskelige og strategiske planer kan man naturligvis have alle mulige holdninger til disse forskellige tilgange. I forhold til en refleksion over tavshedens refleksionsbefordrende egenskaber er det helt åbenlyst, at Frank Jensens strategi ikke fører til en reflekteret samtale om, hvad vi skal stille op med den udfordring, som #metoo forsøger at adressere. Her er samtalen åbenlyst udartet til en kamp på troværdighed: Hvem tror på Frank Jensen, og hvem tror på de fremførte anklager.

I forhold til de radikale må man nok også konkludere, at i første omgang blev Morten Østergaards reaktion ikke en invitation til eftertænksomhed. Østergaards afgang blev indledningen til en kraftig udveksling af gensidige beskyldninger fra de tilbageværende om, hvem der vidste hvad og hvornår? Dels opildnet af et journalistisk drevet ønske om at stille ansvarlige til regnskab; dels opildnet af uenigheder om, hvad der skal være den fremtidige radikale profil.

I medieforstand blev de radikale her reddet af Frank Jensens problemer. I skyggen af Frank Jensens problemer, har der sænket sig en meget markant tavshed omkring de radikale. Hvad denne tavshed kommer til at give rum til, resterer endnu at vise sig. Personligt kunne jeg godt være bange for, at tavsheden er mere panisk end eftertænksom. I øjeblikket er de radikales ønske om at være drivende på denne dagsorden nok mere begrænset end hvad Sofie Carsten Nielsens første tale som leder af partiet (ved folketingets åbningsdebat 2020) ellers kunne indikere.

Tavshed er med andre ord ikke et universelt middel til gode samtaler. Der findes frugtbare og hæmmende former for tavshed, og ulempen ved “skalpe” er, at nogle aktører i kommunikativ forstand risikerer at “dukke” sig, af angst for at blive den næste, der bliver ramt — og måske endda ramt med en ekstra skadefryd, fordi man har fremstået som siddende meget højt til hest, og måske endda ligefrem har været “dobbeltmoralsk”. I så fald bliver tavsheden hæmmende, så ophører vi med at turde have høje idealer, af angst for ikke at kunne leve op til dem.

Fik vi lyttet til tavsheden?

Dermed ikke sagt, at man ikke må folk ikke skal stilles til ansvar. Det er bestemt nødvendigt at gøre det. Men det kommer til en pris, en risiko for at de ansvarlige i sidste ende dukker sig, og søger mod andre dagsordener. Der er en risiko for, at det “dramatiske højdepunkt” er indtruffet for tidligt, således at den egentlige pointe måske ikke er sevet bredt nok ud.

For vi kan jo alle være enige om, at man ikke skal slikke sine medarbejdere i øret. Og de fleste af os kan nok også godt nogenlunde sikkert sige, at det har vi heller aldrig gjort. Så derfor er vi da heldigvis ikke en del af problemet.

Men jeg er stadig lidt i tvivl om, om vi har fået lyttet nok. Har vi egentlig hørt, hvad det var, Sofie Linde sagde — da hun valgte at forholde sig tavs?

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.