I fredags var jeg til Bogforum i anledning af, at min bog Tal! – sammen blev udgivet. Det var i sig selv en dejlig oplevelse at se en bog, man har skrevet, ligge der og blive undersøgt af så mange mennesker.

Men jeg benyttede naturligvis også lejligheden til at opsøge andre bøger og arrangementer, og særligt to arrangementer gjorde indtryk. Og det gjorde de, fordi de på den ene side begge fremhævede noget vigtigt i mit eget projekt, samtidig med (og mere væsentligt), at det blev klart for mig, hvor indbyrdes modstridende de sådan set er.

Kom så i gang med samtalen

Det første arrangement var da Paula Larrain interviewede Özlem Cekic i andledning af sidstnævntes nye bog Hvorfor hader han dig, mor?

Jeg blev meget optaget af hendes projekt, der jo i al korthed går ud på, at vi skal engagere os i samtale med dem, som vi er uenige med, fordi herved lærer vi bedre at kunne anerkende og acceptere forskelligheder. Projektet er at overkomme grøfter.

Jeg blev særlig glad for at mærke, at projektet ikke er (som det ellers nogle gange præsenteres i medierne), blot at troppe op hos hendes modstandere, og så gennem hendes rummelighed udstille modstandernes snæversyn. Efter at have læst bogen, bliver det meget klart, at Cekic faktisk måske i virkeligheden er den, der flytter sig mest i mødet med de fremmede. Hun betragter ikke sig selv som den rummelige “Madonna”-figur, men finder tværtimod ud af, hvor snæversynet hun også selv er. Det er en god påmindelse til os alle!

Undervejs i arrangementet følte jeg, at hendes projekt i meget høj grad minder om mit eget projekt. Måske særligt som jeg formulerede det i min bog om Kugleregnen, hvor jeg jo også forsøgte at vise, at der findes et alternativ til den eskalerende samtale, hvor vi gradvist tvinger vores modstander til at være en djævel, vi må bekæmpe for enhver pris.

Du er god nok, som du er

Men som det kan ses af ovenstående tweet, gik jeg også fra arrangementet med en lille forundring over mig selv, for samtidig med at jeg ganske vist også lige har udgivet en bog, der opfordrer til samtale, så slutter min bog jo netop med en pointe om, at samtalen bliver bedre, hvis vi også nogle gange holder mund. Og dette blev jeg i høj grad mindet om ved det næste arrangement.

Det var præsentationen af bogen med Tor Nørretranders og Peter Bastians sidste samtale inden Peter Bastians død i foråret 2017.

Denne bog handler om Peter Bastians vending til kristendommen i de sidste år af sit liv, en vending der for ham bestod i at erkende, at vi først for alvor kan leve et ordentligt liv, når vi erkender, at vi er Altid allerede elsket (titlen på bogen). For Bastian betød dette, at den sande væren i verden måtte bestå i at træde et skridt tilbage, og lade verden komme til på tværs af den enkeltes geskæftighed.

I forhold til mit ærinde i dette indlæg, så kan man nok sige, at Bastians vending var for radikalt. Bastian trak sig tilbage til en slags munketilværelse i Løgumkloster. Givet sin livssituation (som terminalt kræftsyg) var dette meget forståeligt, men i forhold til en generel forståelse af den gode samtale, er det nok en overdrivelse.

Samtalen forudsætter lytning

Når jeg alligevel nævner det, så er det fordi, jeg tror, der er noget meget vigtigt på spil i denne indsigt. Vi må nogle gange træde et skridt tilbage for at blive klogere. Efter at have læst Cekic’ bog, må jeg virkelig tage hatten af for det kæmpe arbejde, som hun kaster sig ud i. Og jeg er også overbevist om, at hvis flere gjorde som hun, ville vi få et bedre samfund. Men jeg er i tvivl om, om det kun er fordi, hun engagerer sig i samtaler? Er det virkelig sådan, at samtaler altid fremmer forståelsen, for nu at slide lidt yderligere på på et allerede slidt gammelt slogan?

Når jeg kigger rundt i den danske offentlighed, så oplever jeg desværre alt for ofte, at samtaler bygger flere grøfter end broer. Man kan i en vis forstand sige, at Cekic’ arbejde er vigtigt, fordi det netop nedbryder visse former for samtale — og erstatter dem med nye (og bedre) former.

Derfor har jeg et lille forbehold i forhold til Cekic’ italesættelse af, hvad hun selv gør. Det gode ved hendes projekt er ikke, at hun tager ud og snakker med folk — isoleret set. Det vigtige er, at hun tager ud og er sammen med folk. Selvfølgelig skal der i dette samvær samtale til — og samtalen er helt nødvendig. Men den består netop ikke kun i at sige noget. Når Hassan på Nørrebro lader sig påvirke af hende, så er det jo ikke fordi hun tager ud og siger en masse. Nej, der, hvor hun rykker noget, er jo, hvor de kan mærke, at hun faktisk lytter til dem, hun træder et skridt tilbage, og viser dem, at de er allerede blevet accepteret som mennesker i udgangspunktet (Peter Bastians pointe).

Så: Samtale ja, men ikke samtale, hvor det er vigtigt at “jeg” får sagt en masse. Samtale hvor lytningen fylder mindst lige så meget som snakken.

Samtalen forudsætter pauser

Dertil kommer en lille egenobservation. Når jeg tænker tilbage på tidspunkter, hvor jeg har flyttet mig i forhold til en samtale, så er det meget sjældent sket imens snakken gik. Det kan godt være, mennesker er forskellige her, men jeg har personligt den svaghed, at jeg har svært ved at lade mig flytte med, imens jeg snakker med folk. Men meget ofte flytter jeg mig umærkeligt imellem samtalerne. Så jeg kan f.eks. på et tidspunkt sidde og diskutere et eller andet emne med en person, hvor jeg hårdnakket opponerer mod den andens synspunkt. Men et par uger senere kan jeg sidde i en ny samtale (med en anden person) og så pludselig høre mig selv fremføre det samme synspunkt, som jeg tidligere opponerede imod.

Jeg tror her vi er inde omkring det felt, som Cekic italesætter som at sætte sin identitet på spil. Det er vanskeligt bare at give efter på en direkte udfordring i samtalen. Men hvis vi får lidt tid, så virker samtalen alligevel stille og roligt ind på vores måde at tænke på. Så selvom det kan se ud som om, samtalen ikke flytter noget, så gør den det måske alligevel på den lange bane.


Når alt dette er sagt, så vil jeg imidlertid også gerne slutte af med at fastslå, ligesom jeg også skriver i min bog, at jeg bestemt ikke mener, at alle former for tavshed er et gode, og jeg tror også, at Cekic’ arbejde er med til at nedbryde visse former for skadelig tavshed, er vigtigt.

Men jeg tror vi skal passe på med bare at sige, at mest mulig samtale altid er godt (at alle former for tavshed skal ophæves). Samtalen og tavsheden forudsætter hinanden. Hvis ikke vi giver rum for tavsheden, bliver vi opslugt i samtalens geskæftighed, og mister den refleksive og kontemplative ro og distance. Tilsvarende hvis vi ikke giver rum for samtalen, ja — så æder tavsheden os op.

Overdreven samtale medfører at vi mister os selv. Overdreven tavshed medfører at vi mister hinanden.

Tak til Cekic og Bastian for at minde os om begge dele. Med jer bliver det åbenlyst, at vi aldrig kommer helt på plads med hverken tavsheden eller samtalen.

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.