Jeg skal gerne indrømme, at det var noget af en ud-af-kroppen-oplevelse da redaktørerne på mediejura.dmjx.dk nævnte, at de overvejede at få Flemming Rose til at anmelde min bog Kugleregn møder Kuglepen. På den ene side er Flemming Rose i disse år uden tvivl en af de vigtigste stemmer i diskussionen af ytringsfriheden. Som vil blive klart i det følgende, så er der rigtig mange ting, vi er uenige om, men det skal ikke fjerne det mindste fra, at jeg faktisk har enorm respekt for integriteten i Roses indsats for noget, som han virkelig tror på. Jeg tror, vi andre har svært ved at forstå, hvad han er gået igennem både offentligt og privat, og mange af disse ting, kunne han have undgået, hvis han havde evnen til at vælge den nemme løsning fremfor det, som han ser som den rigtige og vigtige løsning. Derfor ser jeg det faktisk som lidt af en ære, at han har læst min bog og gidet skrive en anmeldelse af den.
Disse indledende bemærkninger skal imidlertid ikke dække over, at anmeldelsen jo mildt sagt er kritisk, hvilket jeg sådan set heller ikke er overrasket over. Flemming Rose og hans arbejde med ytringsfrihed er ikke et tema i bogen, men der er ingen tvivl om, at en del af bogens kritiske bemærkninger netop går kritisk op imod en måde at tænke ytringsfrihed på, som kendetegner Flemming Rose: Ideen om at ytringsfriheden bedst bruges til at nedkæmpe uenigheder ved at udsætte hinanden for hån, spot og latterliggørelse. Den debat får vi lejlighed til at uddybe til et debatarrangement d. 3. marts, her vil jeg foreløbig blot forholde mig til de kritiske bemærkninger, som Rose fremfører i sin anmeldelse.
Idehistorisk opsplitning
Det vigtigste problem i Roses anmeldelse er selve åbningen. Han starter med at hævde, at ytringsfrihedens idehistorie har to rødder, der ikke kan forenes: Den antikke bystat, hvor ytringsfriheden tænkes som en understøttelse af demokratiets fundament; og så den romerske, hvor ytringsfriheden ses som et værktøj til at sikre det enkelte individs frihed.
For det første mener jeg det er problematisk at hævde, at der skulle findes færdigudviklede tanker om ytringsfrihed i disse epoker, der uden videre kan sammenlignes med det, som vi taler om i dag. Men for det andet, og mere problematisk, så gør denne slags historiske opsplitninger sjældent noget godt i forhold til at facilitere en dialog. Var der noget vi lærte af oplysningstidens projekt, så var det vel netop, at denne popperske reduktion af idehistorien ikke giver mening. At tro, at man kan adskille individuel frihed fra en demokratisk indretning, baserer sig på en meget abstrakt forståelse af individuel frihed, der i hvert fald kan diskuteres. Jeg vil gerne indrømme, at så liberal har jeg selv svært ved selv at være, men det vigtigste for mig er primært at slå en kile ind i en afart af den liberale selvforståelse, der også trænger sig på i Roses anmeldelse, når han taler om ytringsfriheden som noget, “der eksisterer uafhængig af den politiske indretning af et samfund”.
Man har naturligvis lov til at være liberal, og da særligt når man, som Rose, er det helt eksplicit. Min personlige bekymring angående det liberale synspunkt — sådan set både indenfor det politiske og økonomiske — er bare, at det i disse år er ved at blive “naturaliseret”. Dvs. at flere og flere argumenterer for det liberale synspunkt netop som noget, der kan være “uafhængigt af den politiske indretning af et samfund”. Jeg er helt med på, at der ikke nødvendigvis er en en-til-en relation mellem det liberale synspunkt og specifikke politiske ideologier. Men at påstå at der slet ingen sammenhæng er, er i bedste fald naivt.
Ytringsfrihedsfundamentalisme
Så kritiserer Rose mig videre for at argumentere op imod en stråmand ved navn “ytringsfrihedsfundamentalist” som enten altså ikke eksisterer, eller i hvert fald fortegnes kraftigt i min fremstilling.
Jeg vil gerne indrømme at figuren “ytringsfrihedsfundamentalist” er noget jeg bøvler rigtig meget med at få hold på. Det er ikke et begreb, jeg har fundet på, men derimod noget, som folk ude i debatten hæfter på sig selv. Rose kritiserer mig så for at antage, at ytringsfrihedsfundamentalister skulle gå ind for en ubegrænset ytringsfrihed. Min antagelse har nok været, at hvis det på nogen måde skal give mening at sige, at man er fundamentalist, så må man i hvert fald mene, at ytringsfriheden overtrumfer alt. At der findes sådanne stemmer i offentligheden har debatten om denne bog illustreret adskillige gange. Og hvis man holder fast i sådan en position, så har jeg svært ved at se, at man ikke i en konsekvent argumentation måtte ryge ud i, at alle grænser må falde.
Det kan godt være, Rose kan påvise, at jeg tager fejl i den antagelse. Jeg kan i hvert fald godt se, at Rose ikke selv befinder sig der. Jeg er nu heller ikke sikker på, om han ville kalde sig selv ytringsfrihedsfundamentalist. I hvert fald savner jeg en forklaring på, hvad vi vinder ved at sige, at nogen er ytringsfrihedsfundamentalister — i modsætning til os andre? Jeg går meget fundamentalt ind for ytringsfrihed — men foreningen af fundamentalisme og ytringsfrihed giver simpelthen ingen mening. Mit primære ærinde i bogen er at vise, at fundamentalismen ikke er en mulig position, hvis vi reflekterer en smule over selve begrebet om frihed. Det må altid være “ytringsfrihed, men”.
Social ingeniørkunst
En af slagsiderne ved Roses ensidige idehistorie må siges at være, at han tilskriver mig en stor tiltro til en central styring af hvem, der må sige hvad. Det er rigtigt, at jeg argumenterer for, at lovmæssige begrænsninger er nødvendige. Og efter den popperske historiefilosofi må det jo betyde, at jeg hører til i den “fremmede lejr”. Her synes jeg jo bare, det kunne have været rigtig fint, hvis Rose nu havde anerkendt, at jeg netop fremhæver, som et af de vigtigste træk ved ytringsfriheden, at den kan underminere magthavernes magt, at de afsluttende kapitler netop handler om en bekymring ved centralmagten brug af ytringsfriheden som et middel til at tilrane sig mere magt. Alle vore uenigheder på trods, er det simpelthen 100% forkert, at tillægge mig synspunktet, at centralmagterne skal bestemme grænserne for vores ytringsfrihed.
Min pointe (hvor vi muligvis er mere reelt uenige) er bare, at jeg tror ikke på, at vi undgår grænser ved at fjerne flest mulige af de lovmæssige. Så opstår grænserne ad andre veje. Den svære opgave, som altså ikke forsvinder af, at man bare lader den ligge, består derfor i, at finde nogle processer, hvor vi kan diskutere og forhandle grænserne, uden at det netop bare bliver centralmagten, der bestemmer. Det har jeg ikke en færdig løsning på — men det har mine liberale modstandere heller ikke.
Hvem skal bestemme?
Og dermed er vi fremme ved et sted, hvor jeg faktisk mener Rose har en vigtig indvending imod mit projekt. Rose nævner flere gange op imod mine tanker om den “gode” karikatur og den demokratiunderstøttende/-gravende ytring, at vi får nogle gevaldige problemer med at afgøre, hvornår man er på hvilken side.
Havde min bog skullet læses som et beslutningsforslag til, hvordan grænserne for ytringsfriheden nu skal være, så er jeg helt med på projektets utilstrækkeligheder.
Bogens projekt er imidlertid mere filosofisk end et egentligt bud på, hvordan tingene nu skal se ud. Mit ærinde var primært at rejse spørgsmålet: Er det sådan, at en politisk karrikatur pr. automatik er vigtig for demokratiet? Kan vi sige noget generelt om, hvornår det er/ikke-er? Jeg foreslår ikke, at vi skal have et morskabspoliti, der gør sig til dommer over god/dårlig satire. Men jeg prøver på at vise, at man godt kan være en almindelig demokrat og alligevel mene, at ikke alle former for satire er noget, vi for enhver pris skal forsvare. Forsvaret for satirens værdi i den demokratiske proces bliver ikke svagere af, at vi overvejer, hvilken forskel den kan gøre.
Havde de fortjent at dø?
En ting jeg simpelthen ikke forstår, er, hvordan Rose kan nå frem til, at hvis Charlie Hebdo redaktionen ikke havde lavet deres tilgivelsesforside d. 14/1 2015, så ville jeg mene, at de havde fortjent at dø.
Hvis man som læser oplever dette som en påtrængende mistanke, så kan jeg godt forstå, at vi har svært ved at møde hinanden.
Jeg bliver virkelig en smule desillusioneret, når Rose får sådan noget ud af min bog. Her kan man da virkelig tale om en stråmand, der vil noget. Jeg mener ikke det er en fair måde at argumentere på, og i stedet for at besvare spørgsmålet om, om jeg synes de i givet fald havde fortjent at dø, så vil jeg vende spørgsmålet tilbage til Flemming Rose: Tror du faktisk, det er det, jeg mener? Er det en nødvendig følge af mit synspunkt? Er det en oplagt følge?
Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.