Referat af: Lowe, GF; Bardoel, J 2007, ‘From Public Service Broadcasting to Public Service Media: the core challenge’. GF Lowe; J Bardoel (red), i: From Public Service Broadcasting to Public Service Media. Nordicom, Göteborgs universitet, Göteborg, s. 9-26.

Denne tekst er indledningskapitlet til en bog, hvori Lowe & Bardoel forsøger at give et bud på, hvordan public service bør tænkes i en situation, hvor de traditionelle envejs-massemedier ikke længere udgør det primære mediebillede.

De arbejder med en grundlæggende skelnen mellem public service broadcast (PSB) og public service media (PSM). Pointen er, at de fleste ideer om public service er tænkt som et forsøg på at skabe en frugtbar regulering af massemedier, der kun faciliterer envejs-kommunikation. Udfordringen for denne type public service (PSB) var derfor, hvordan man kunne sikre, at den information, der blev overført til modtagerne, var bedst mulig. Med massemediernes teknologi var der ikke mulighed for at interagere særlig meget med modtagerne, der derfor primært var passive, og hver enkelt udbyder henvendte sig også typisk kun til én medieform.

Lowe & Bardoel foreslår at public service fremover (psm) bør tænke på forsøge at italesætte modtagerne som brugere snarere end modtagere. Medierne skal ikke fokusere på transmisssion af informationer, men snarere på kommunikation.

Traditionelt har public service (PSB) været defineret ved:

  1. En forpligtelse på en universel service.
  2. Et krav om et understøtte diversitet og sikre en god repræsentation af politiske, sociale og kulturelle problematikker.
  3. Sikre en demokratisk troværdighed.
  4. Ideen om, at offentlig finansiering er afgørende for god offentlighed.
  5. At skabe indhold ud fra ikke-profit-orienterede mål.

I et første forsøg på at tage højde for udviklingen indenfor kommunikationsteknologien (særligt de internet baserede medier), har en række lande indført bestemmelser om, at indholdet skal være platformneutralt. Givet mulighederne for at krydse mellem forskellige medietyper giver dette i første omgang mening, men Lowe og Bardoel påpeger, at man herved overser, at platformsneutralitet overser det grundlæggende skifte til mere interaktive former.

Public service medier har altid skullet legitimere sig i forhold til kommercielle medier. Her er udfordringen, at hvis public service medier er for succesfulde, så kan de beskyldes for at undergrave en god forretning. Hvis de på den anden side slet ikke tiltrækker sig nogen opmærksomhed, kan de beskyldes for at være irrelevante.

Denne udfordring er særlig påtrængende i den nye setting, hvor public service skal tænkes som aktivitetsskabende og kommunikerende (PSM). I forhold til den gamle (massemedie-dominerede) offentlighed var der nemlig en tydelig erfaring af, at det kommercielle marked førte til et forholdsvist ensidigt mediebillede. På trods af en teoretisk mangfoldighed gennem det tiltagende antal kommercielle aktører på markedet, så var erfaringen, at massemedierne for det første efterhånden blev koncentreret på få hænder (pga de store udgifter til at nå ud til et rentabelt marked), og for det andet fokuserede disse i stigende grad på de samme interesser i markedet — fordi erfaringen tilsagde, at det var her, man kunne tiltrække den største modtagerskare. Derfor var det muligt i den massemedierede offentlighed at have nogle forholdsvis klare definitioner på, hvordan public service medierne kunne supplere markedet.

Orienteringen mod interaktion og kommunikation gør det imidlertid sværere at have en klart defineret profil, da man jo netop er nødt til at være åbne for brugernes bidrag til mediet. Man kan derfor ikke i samme grad centralt styre profilen på et medie.

Lowe & Bardoel hævder, baseret på forskningslitteratur, at PSM medier drives af de samme ting som den kommercielle sektor: digitalisering, globalisering, konvergens, fragmentering, neoliberalisme kombineret med post-modernisme. Man kunne godt diskutere om det PSM nødvendigvis drives af neoliberalisme og postmodernisme, men Lowe og Bardoel går ikke ind i denne debat.

I stedet foreslår de, at man for at lave en definition på opgaven for PSM-medier, tager udgangspunkt i, at PSM-mediernes ethos skal være:

communication in the public interest

Så altså: PSM-medierne skal sikre, at den kommunikation, der foregår i offentligheden på en nogenlunde adækvat måde giver rum for de kommunikations-behov, der er i samfundet. Så kommunikationen altså ikke kun kommer til at dreje sig om kæresteforholdene i det nyeste reality-show, men der også bliver faciliteret rum til mere alvorlige emner.

PSM medierne skal ikke så meget facilitere et informationssamfund, men nok så meget et interaktionssamfund. Markedet tænkes ikke som et publikum, men som brugere. Mediernes ydelse skal ikke måles på deres produkt, men på den proces, som de giver rum for. Derfor bør PSM-medier formes efter følgende forpligtelser:

  1. Sikre social sammenhængskraft.
  2. Sikre rum for kulturel diversitet i dialogen.
  3. Have et blik for særlige grupper og individers behov i offentligheden.
Gamle opdelinger mellem borgere/forbrugere og høj/lav kultur bør i stigende grad opgives, eftersom de bygger på en opdeling, der ikke rigtig giver mening i et bevægeligt kommunikativt univers, hvor vi potentielt alle bør kunne udfordre hinanden.
Lowe og Bardoel slutter kapitlet af med at påpege, at teknologier og økonomiske strukturer naturligvis betyder meget for, at hvad der kan foregå i vores samfund. Men de advarer os imod at falde tilbage på en teknologisk determinisme, hvor vi tror at fordi vi har en bestemt teknologi,  vil bestemte offentligheder skabes. Sådan er det ikke. Offentligheder kan påvirkes af politiske beslutninger, og derfor er det så meget desto mere vigtigt, at vi bliver bevidste om, hvilke potentialer og risici, der kan konstateres i de givne kommunikationsteknologier.

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.