Jeg har netop fået offentliggjort en forskningsartikel i Philosophy and Social Criticism, hvor jeg foreslår, at den traditionelt liberale forståelse af, at offentligheden er bedre des flere stemmer, vi får til at ytre sig, suppleres med et ideal om, at offentligheden er bedre des mere rum der gives til modige ytringer.

Den publicerede artikel kan findes her (link), og et pre-print kan findes her (link). Den udgives under navnet “Aporias of courage and the freedom of expression”. Den ligger i skrivende stund som en “Online First”-artikel, men ovenstående link til den publicerede artikel burde også referere til den endelige version, når artiklen er blevet trykt.

Hvorfor “mod”

Artiklen prøver at tage fat i den udfordring, at vi i dagens medieoffentligheder er udfordrede på, at det i en vis forstand er blevet alt for let at ytre sig. Vi har efterhånden så stærke muligheder for at komme til orde i offentlighederne, at vi i stedet bliver ramt af en form for uoverskuelighed, som gør, at ytringsfriheden måske ikke er så meget bevendt, fordi det for let er muligt at overdøve de vigtige og forstyrrende ytringer med en masse ligegyldig “snak”, hvor vi ender med at skændes om, om det er et problem at Kim Kardashian photoshopper sine billeder.

Det grundlæggende problem er, at den øgede mulighed for at ytre sig ikke er blevet suppleret med en tilsvarende øget mulighed for at have opmærksomhed omkring denne øgede mængde af information. Den blotte tilstedeværelse af mange forskellige stemmer garanterer ikke et frugtbart sammenspil mellem forskellige interessenter i offentligheden; systemkritiske stemmer har svært ved at trænge igennem den massive mængde af ligegyldig snak, og derfor bliver offentligheden i sidste ende i virkeligheden systembevarende.

Her er det, at jeg foreslår, at vi fokuserer på at skabe offentligheder, der giver mere plads til modige ytringer; ytringer, hvor den talende vover at sætte sit “liv” (sin offentlige anseelse) på spil, fordi han eller hun føler, det er vigtigt. Jeg trækker på Michel Foucaults analyser af det græske parrhesia, som netop handlede om at sige sandheden, når den er uvelkommen. I antikken handlede dette om, at slaven sagde sin herre imod, hvorved slaven helt bogstaveligt vovede sit liv. Parrhesia-begrebet er givetvis en forløber for det, der i oplysningstiden blev til ytringsfriheden, men det skete netop ved at fokuseringen på det modige faldt ud. I især den liberale fortælling om ytringsfriheden, har vi set en øget accentuering på den negative personlige frihed, hvor ytringsfriheden netop begrundes med, at det enkelte individ skal have lov til at realisere sig selv ved at lade sine ytringsimpulser komme til orde.

I en anden artikel har jeg argumenteret for, at vi kan bruge dette til at skelne mellem sandhedsudsagn, der er henholdsvis systembekræftende (de ikkemodige ytringer) eller -frisættende (de modige).

Hvordan “apori”

Den største udfordring i forhold til at bringe et sådant fokus ud i en konkret virkelighed vil nok være, at vi ikke kan regne med, at vi er enige om, hvilke ytringer der er modige. Et klassisk eksempel på dette har vi jo nok i de berømte Muhammed-tegninger. Nogle mener, at disse var meget modige, fordi de udfordrede nogle kulturelle normer (både de muslimske, men vel også hvad mange i dag betegner som “den politiske korrekthedselite”), hvorimod andre mener, at de netop ikke var modige, fordi de blot reproducerede et synspunkt, der allerede lå i det daværende landspolitiske flertals optik.

Denne uenighed er imidlertid en pointe. I det øjeblik man kunne formulere meget skarpe grænser for, hvad der (ikke) er modigt, ville et sådant fokus nemlig let kunne risikere at blive en forhindring for det traditionelle liberale ideal om mangfoldighed. Mit ærinde i denne sammenhæng er ikke at begrænse folks mulighed for at ytre sig, men derimod at opkvalificere vores diskussioner om, hvad der skal til for, at de ytringer, som vi frembringer, kan siges at have en særlig demokratisk værdi. Mit ærinde er at gribe fat i antagelsen om, at en ubegrænset ytringsfrihed er uomgængelig for ethvert demokrati.

Ytringer kan naturligvis have alle mulige former for værdi (subjektive, økonomiske, sociale, pragmatiske, osv.), men mit forslag her er altså, at hvis vi skal tillægge ytringer en demokratisk værdi, så må vi forpligte os på at kunne sige noget om, hvordan de er modige.

Og modet handler her om at bryde med de etablerede systemer. Modet handler om at turde stå op imod, hvad andre forventer, at man skal sige. Modet handler om at hævde noget uforudsigeligt om verden, vel at mærke ikke bare i form af obstruktive ytringer (i næste afsnit vil jeg sige lidt om, hvorfor “troll”-fænomenet ikke kommer til at falde under denne hat), men netop i form af ytringer, hvor man faktisk forpligter sig på at kunne forklare, hvordan etablerede samtaleformer blænder os i forhold til vigtige forhold i samfundet.

Kierkegaard og Derrida har italesat dette fænomen op imod myten om Abraham, der villigt stiller an til at gøre noget af det mest umoralske, vi kan tænke os, nemlig at slå sin egen søn ihjel for en eller anden usynlig magt. Abraham gør sig til forbryder i samfundets øjne, fordi han mener, der er noget, der er vigtigere end samfundet. En magt udfordrer de værdier, som det etablerede samfund lever efter.

I Kierkegaards udlægning er dette en religiøs magt; hos Derrida oversættes udfordringen til en “absolut pligt overfor det unikke”. Pointen for Derrida er hermed, at det konkrete altid må gøre oprør mod det almene eller abstrakte. Den modige ytring handler om at turde tage det konkrete så alvorligt, at man bryder med den italesættelse af virkeligheden, som hersker i samfundet, fordi italesættelser altid reducerer virkeligheden. Derfor lander den modige ytring lige ind i den “aporetiske” virkelighed (apori her forstået som en nødvendig opgave, der ikke kan løses), der for Derrida består i, at vi ikke kan undlade at tilgå verden gennem sproglige kategorier, men disse sproglige kategorier er også altid utilstrækkelige. Derfor har vi altid brug for en forstyrrende impuls — f.eks. i form af modige ytringer.

Tilbage til fællesskabet igen

Det er imidlertid også åbenlyst, at hvis vi forbliver i den forstyrrende impuls, så ender vi med at isolere os selv overfor hinanden. I forhold til modighedsbilledet, så ender den uendeligt modige med at falde i kamp, uden at gøre nogen egentlig forskel. Det er vel også det, vi kalder dumdristighed eller overmod.

Vi skal med andre ord forstyrre fællesskabet på en sådan måde, at fællesskabet faktisk opdager, hvorfor det skal lytte. Her foreslår jeg, at vi fusionerer Derridas refleksioner over forstyrrelse med Habermas’ ideer om den deliberative samtale. Modighed er kun en dyd, hvis vi kan forstå, hvorfor nogen mener, at en sag er værd at dø for. Internettrolden er ikke modig i denne forstand, fordi han eller hun slet ikke risikerer noget, men blot gemmer sig bag anonymitet, og dertil heller ikke tager dette skridt med at forklare, hvorfor hans eller hendes synspunkter er værd at dø for (det kan trolden sandsynligvis slet ikke). For at lige præcis en modig ytring kan have en form for værdi, må der altid ligge en opgave i at forklare, hvorfor den der bliver tiltalt, skulle have nogen som helst lyst til at lytte til det sagte. På dette punkt er Habermas’ analyse af den kommunikative handling, og dennes afhængighed af at de talende kommer til forståelse, stærk. En ytring kan kun få sin virkning, hvis man udover taleimpulsen også anerkender, at handlingens virkning forudsætter, at den tiltalte forstår, hvad der bliver sagt.

Case: Yahya Hassan: Yahya Hassan

Lad os tage et eksempel: I Danmark bragede Yahya Hassan igennem offentlighedens modstillinger mellem islamkritik og multiaccept af multikulturelle forhold med sin digtsamling i 2013. Her havde vi en mand, der på mange måder bøvler med sig selv og sine omgivelser, men som alligevel lykkedes med at vække opsigt med en helt ny måde at italesætte nogle kritisable forhold, som ikke rigtig passede hverken i den islamkritiske eller den multiaccepterende diskurs. Han fik vist, gennem sin egen indfældethed i ghettoerne og sin originale brug af sproget, at man sagtens både kan formulere en bidende kritik af muslimer, uden at det behøver blive en afvisning af de palæstinensiske rødder som sådan. Og hans fortælling om, hvorfor det var vigtigt at vove disse ytringer lå også ligefor: Det var hans egen virkelighed, og på mange måder en byrde han bare selv må slæbe rundt på for altid. Hvilket hans senere bøvl med omgivelserne og myndighederne vel i en vis forstand meget godt illustrerer.

Det resterer stadig endeligt at blive afgjort om YH’s forbliver en modig stemme, der kan påvirke offentligheden (om hans offentlige anseelse og mulighed for at påvirke den offentlige samtale, overlever de modige ytringer). I skrivende stund hører man mest fra ham i forbindelse med hans uoverensstemmelser med myndigheder og de øvrige omgivelser. Man kan sige, at den “forstyrrende” impuls dyrkes mere end den “forklarende”. Hvis ikke han skal ende som en pauseklovn, som medierne gerne dyrker, men skal blive ved med at være demokratisk relevant, vil det nok efterhånden være godt med lidt mere hjælp til tilhørerne, for at forstå hvad der driver ham.

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

One thought on “Modige ytringer i offentligheden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.