Anmeldelse af Mchangama, Jacob, and Frederik Stjernfelt. MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark. København: Gyldendal, 2016.

[en forkortet udgave af denne anmeldelse finde HER]

Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelt har med bogen MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark gjort en vigtig bog, som har meget på hjerte, og som bestemt også baserer sig på en historisk viden og detaljerigdom, der vil være oplysende for de fleste læsere. Særligt vil bogen tjene et vigtigt og godt formål i at minde os om de udfordringer, der trænger sig på, når vi begynder at sætte grænser for ytringsfriheden.

Selvom bogens sigte i første omgang er at oplyse om ytringsfrihedens historie, skal man imidlertid heller ikke være blind for, at det samtidig er et partsindlæg. I en vis forstand er det nærmest hovedpointen med bogen: Ytringsfriheden har siden sin opdukken i historien været et omstridt begreb, og er det derfor naturligvis stadigvæk.

Derfor er det også fint, at forfatterne gør deres sympatier klare. I tilskæringen af historiens narrativ er der klare helte og skurke — der dog godt kan skifte hat på tværs af forskellige tildragelser. Sådanne skift bliver i forfatternes optik som hovedregel tolket som personlig inkonsistens eller svaghed overfor stærke magter eller egoistiske egeninteresser.

Denne måde at skære historiefortællingen gør bogen forholdsvis letlæselig og faktisk endda sine steder direkte medrivende. Tilskæringen er mulig, fordi forfatterne har et forholdsvis klart defineret ideal for ytringsfriheden: Ytringsfriheden bør være så ubegrænset som mulig — ja, faktisk er de eneste grænser, som forfatterne synes at acceptere, fremstillingen af børneporno (s. 612-4) og “direkte opfordringer til alvorlige forbrydelser og grove og usande sigtelser mod enkeltpersoner” (s. 944). Derfor er man på den gode side, hvis man forsvarer vide grænser for ytringsfrihed. Og man har misforstået noget, hvis man glider af på idealet.

Svagheden ved denne tilskæring er, at man mister en del potentiale for fortløbende refleksioner over, om udgangsidealet nu faktisk også er det rigtige. Ikke sådan at forstå, at forfatterne ikke reflekterer over forholdet mellem hændelser og idealet — det gør de bestemt. Men man bliver hurtigt klar over, at disse refleksioner primært tjener til at påvise forbeholdenes svaghed snarere end egentlig at sætte sine egne idealer i spil.

Som en af dem der åbent har vedstået at være tilhænger af “Ytringsfrihed – MEN” (som er bogens hovedfjende) har det været givende at blive udfordret på mine synspunkter. Når jeg skriver, at bogen er vigtig, er det imidlertid også vigtigt for mig at sige, at det kunne være rigtig godt, hvis en historiker med et lidt andet syn på ytringsfriheden (f.eks. Bo Lidegaard) skrev en tilsvarende bog. For som forfatterne skriver i bogen, så bruger man jo ofte historieskrivning til at retfærdiggøre sig selv (s. 88) — og lige netop for ytringsfriheden gælder det, om nogetsteds, om at have flere retfærdiggjorte fortællinger i live.

De farlige talehandlinger

På dette punkt rummer bogen imidlertid en lidt paradoksal selvmodsigelse. For selvom bogen generelt fastholder som en kernepointe, at man bør adskille ytringer fra handlinger, så slutter bogen af med en advarsel om, at vi helst ikke må opdyrke de ytringsfrihedsbegrænsende argumenter alt for meget. Det kan nemlig i sig selv være farligt fordi “ved selv at have argumenteret imod den principielle beskyttelse af ytringsfriheden har man banet vejen for, at fx tidens populistiske bevægelser kan indføre langt mere omfattende begrænsninger” (s. 943). Og den slags tale er som “sirenesang” (s. 943) for magthaverne til at indføre nye begrænsninger.

I en bog, der så indædt har argumenteret for, at man bør sætte talen fri, fordi den netop er radikalt forskellig fra de mere farlige almindelige handlinger, og at det bedste værn mod forkerte synspunkter er, at de skal frem i offentligheden, er dét godt nok en pudsig afslutningssalut. Hvis forfatterne havde været konsekvente, så havde de på dette tidspunkt fremhævet (som de gør ved andre historiske situationer), at vejen ud af en magtpolitisk knibe aldrig kan være, at man sænker stemmen, men at man argumenterer klart og stærkt for de synspunkter, man nu finder rigtige. Man får næsten en fornemmelse af, at forfatterne gerne vil have, at vi andre, der er uenige med dem, holdt vores argumenter for os selv.

Personligt er jeg enig i, at der det senere år er kommet nogle ytringsfrihedsmæssige strømninger fra det politiske establishment, der er problematiske. Men jeg tror primært at disse er blevet muliggjort af, at vi i mange år ikke har kunnet diskutere de rimelige grænser for ytringsfrihed. Ytringsfriheden er, som jeg ser det, blevet et dogme, som vi bare skal tro på uden at argumentere for det — og netop derfor kunne politikerne pludselig slå til og påpege at der selv ifølge Grundloven er grænser, og så gennem dette hævde, at så kan vi vel også indføre endnu flere — uden at være forpligtede på at redegøre for hvilke personlige, demokratiske og samfundsmæssige udfordringer dette giver. Men mere om dette her.

Nu skal man selvfølgelig ikke dømme en 1080 sider tyk bog på en enkelt side. Jeg vil i det følgende antage, at denne passage er en bøf fra forfatternes side, for adskillelsen mellem tale og handling er nogenlunde konsekvent i den øvrige del af bogen. En position, som de i øvrigt deler med Flemming Rose, der også eksplicit er en af heltene i deres historiefortælling.

Denne distinktion er imidlertid også bogens største svaghed. Synspunktet bygger på oplysningstidens tænkere (Spinoza og Kant) og deles også af koryfæer som Birkner, Grundtvig, Pio og PH. Argumentet for synspunktet er lidt uklart. I udgangspunktet baserer det sig vel på, at der er forskel på at opfordre til revolution og så faktisk at begå en voldelig revolution (s. 938), hvilket jo er åbenlyst rigtigt. Og så udpeges der derudover en række uheldige konsekvenser ved at sætte grænser for ytringer (f.eks. at offentligheden bliver hyklerisk, at magthaverne kan blive fristet til blot at forbyde de synspunkter, der er i vejen for dem — hvilket naturligvis ville medføre at ytringsfriheden reelt er gået tabt).

I slutningen af bogen afklarer de imidlertid synspunktet en lille smule, idet de hævder, at man netop skal passe på med at ville give sådanne pragmatiske grunde. I bund og grund er argumentet for en (næsten) uindskrænket ytringsfrihed at finde i et liberalt begreb om, at det enkelte menneskes autonomi må være udgangspunktet for al regulering. Dvs. at mennesket i udgangspunktet er herre over sig selv, at dette individs inderste tanker er det mest sårbare og dyrebareste, og at dette kun kan folde sig ud, hvis individet får lov til at ytre sig — dele sine tanker med andre i samfundet (s. 936 – se også s. 16). Dertil hviler de også på et argument om, at det bedste værn mod uhensigtsmæssige meninger og synspunkter er at få dem ud i offentligheden, for ved at få dem herud vil de kunne blive håndteret og afvist gennem rationel debat.

Dette er bestemt smukke idealer, som jeg faktisk endda langt hen ad vejen deler. Mit personlige problem er bare, at selve den skarpe adskillelse mellem tale og handling er åbenlyst forkert.

Dermed gør jeg mig i forfatternes øjne til en “pedant” (s. 937-8). Men jeg er ikke sikker på, at f.eks. forældrene til de børn, der gennem ytringer på Facebook er blevet mobbet til selvmord (Cases: Link, Link, Link) synes pointen er så pedantisk. Eller at den medarbejder, der møder ordene “Du er fyret!” fordi chefen ikke kan lide de ting, som man står for, synes pointen er pedantisk.

Forfatterne synes jo også selv at have deres forbehold, når de anerkender at “direkte opfordringer til alvorlige forbrydelser og grove og usande sigtelser mod enkeltpersoner” bør kunne forbydes. Pointen her er jo netop, at ytringer kan være vejen til at den enkelte realiserer sig selv i et fællesskab — men fordi vi ikke kun er rationelle væsner så kan vi også lade os rive med af ytringer, der primært har til formål at psykisk invalidere andre, eller af magtmæssige grunde råbe så højt at ingen hører hvad de andre siger.

Forfatterne kommer meget kort ind på talehandlingsteoriens indvending mod deres position, hvor de påpeger at talehandlingsteoretikerne jo fastholder en distinktion mellem tale og handling (s. 938) — hvilket også er rigtigt. Men forfatterne overser fuldstændig den dybere pointe med talehandlingsteorien op imod deres eget synspunkt: Selvom vi kan skelne mellem tale og handling, så er der altid også handling i at tale. Og derfor kan talen gøre lige så stor skade som alle mulige andre handlinger. Det er jo ikke det samme som at sige, at alle talehandlinger er lige så skadelige som alle almindelige handlinger (og omvendt i øvrigt). Men pointen bliver jo, at når tale også kan have handlingsmæssige implikationer, så kan vi ikke bygge hele ytringsfrihedsteorien op omkring denne skarpe adskillelse.

Tænk bare på den nyligt afslørede sag med Flemming Rose overfor de øverste chefer på JP/Politiken: “Hvis du bliver ved med at ytre dig om Muhammedsagen, så kommer vi og siger til dig: Du er fyret!”. Truslen om at få ytringen “Du er fyret!” smidt i hovedet kunne i en del år få Flemming Rose til at holde sin mund. Med mit indtryk af Rose som person siger dette en hel del om talens magt, at han lod sig begrænse af angsten for fyringsytringen.

Men udover talehandlingsteorien så er der jo også en lang række andre indsigter i talens mekanismer, som har udsondret sig op gennem det 20. århundrede, som forfatterne slet ikke forholder sig til. Pointer om, at ytringer ikke bare er en rationel udveksling af synspunkter er nok efterhånden vanskelig at afvise. Hvis forfatterne vil fastholde deres distinktion, skal de på en eller anden måde også forholde sig til nogle af de andre teoretiske nybrud i forståelsen af, hvad der foregår i samtalen. Personligt savner jeg f.eks. at de forholder sig til hvordan diskurser i samfundet sætter meget klare grænser for, hvem der faktisk får lov til at blive hørt i samfundet. Hele forholdet mellem diskurs, magt, framing, priming, spin, osv.

Betyder en frisættelse af alle stemmer, at flest mulige kommer til orde? Eller betyder det blot at de stærkeste stemmer råber så højt at svagere stemmer overtrumfes? Jeg er her med på, at vi får noget bøvl, når vi skal definere hvilke stemmer, der er svage og stærke. Men vi får altså også noget bøvl ved at ignorere spørgsmålet helt.

Den lydefri regulering

Ovenstående er min hovedindvending mod bogen. Men den bringer mig frem til en anden indvending mod synspunktet i bogen. Bogen er rigtig stærk i at forklare de mulige problemer ved forskellige bud på, hvordan man kan sætte grænser for ytringsfriheden. Faktisk også noget stærkere end deres eget forbillede, Flemming Rose, har gjort det. Dette er helt klart bogens klareste raison d’être.

Men det bliver desværre lige en tand for monomant, når de ikke tilsvarende reflekterer over ulemperne ved ikke at sætte grænser. Enkelte steder reflekterer de kort over, at den første frisættelse da godt nok gav en masse ulødige bidrag til offentligheden, men det slås hen som et sandsynligvis midlertidigt fænomen (159-61), og at vi må risikere disse dårlige bidrag, fordi vi vinder noget bedre (298). Her kunne jeg godt have savnet en lige så stor kritisk refleksion fra forfatternes side, som den vi finder hos tilhængerne af grænser. Særlig morsomt bliver det når forfatterne uden kommentar citerer Hans Jørgen Lembourn for argumentet at “det bedste middel, man har imod pornografien det er at offentliggøre den” (s. 597). Det fik han vist ikke helt ret i…

Forfatterne har naturligvis lov til at være enige i synspunktet, men jeg synes det kunne have været klædeligt om de lige reflekterede lidt over, om de erfaringer, vi har gjort os med ytringsfriheden, rent faktisk tyder på, at usaglige indlæg i offentligheden (f.eks. også på de sociale medier) er et midlertidigt fænomen, og at de mulige skadevirkninger af ytringer er så små, at vi må leve med dem?

Jeg savner med andre ord en refleksion over, om det virkelig er sådan, at vi kan få en regulering af ytringsfriheden, der ikke kommer til at koste nogen deres mulighed for at realisere deres dybeste behov? F.eks. i forhold til seksualitet, så påpeger forfatterne at pornografiens frisættelse var vigtig, og fremhæver særligt anerkendelsen af de homoseksuelles rettigheder (selvom de meget fint påpeger at der måske er en overbeskyttelse gennem deres placering i §266b — som vel sagtens nok kom på et tidspunkt, hvor den var mindre nødvendig). Homoseksualitet blev på et tidspunkt betragtet som en psykisk lidelse, hvilket den ikke gør mere.

Men hvad så med de pædofiles behov for at se og ytre sig om sex med børn? Jeg er helt enig i, at børnepornografi ikke bør sættes frit med henvisning til ytringsfriheden — men jeg ser ikke helt, hvordan forfatterne med deres udgangspunkt så bastant kan afvise 1970’ernes debat om emnet som fuldstændig misforstået (s. 612-4). Er det ikke en tilsidesættelse af de pædofiles inderste ønsker og behov? Forfatterne påpeger at det kan være et overgreb på “levende børn af kød og blod”, men det kan det jo også nogle gange være, når voksne dyrker sex foran et kamera (voldtægtsporno) — bør vi ikke her skelne mellem selve det at foretage voldtægt, og så det at filme det med henblik på at vise det? Og det næste spørgsmål kunne jo være, om børneporno ville være ok, hvis man bare filmede børn, der “leger doktor”? Jeg regner med at svaret vil være nej, men jeg er usikker på, hvad forfatternes argument vil være.

Hvad er ytringsfrihed overhovedet?

En tredje indvending mod bogen er, at selve begrebet om ytringsfrihed er uklart i bogen. For det første er det for mig (ligesom for andre: Link) lidt uklart hvorvidt det giver mening at tale om ytringsfrihed før oplysningstidens distinktion mellem det private og det offentlige. Når man ikke kan adskille kongen som privat og offentlig person, så giver det jo (med den tids logik) mening at betragte majestætsfornærmelse (som det f.eks. beskrives s. 266) som et reelt problem, fordi det også kan betragtes som et overgreb på majestæten som privatperson. Hvorimod majestætsfornærmelse i dag ikke burde kunne være et problem.

I det meste af bogen italesættes ytringsfrihed som en diskussion af, hvilke grænser lovgiverne sætter for borgernes ytringsfrihed. Dette er den klassiske definition af ytringsfrihed — altså: Hvor vide beføjelser skal magthaverne have til at sætte grænser for, hvad borgerne må ytre sig om. Det er denne problematik, der særligt trænger sig på i et demokrati, hvor vi på den ene side gerne vil sikre os, at borgerne har magten, men at vi samtidig også er nødt til at uddelegere et magt- og voldsmonopol til nogle repræsentanter. Så er vi nødt til at begrænse disse magthaveres ret til en vis grad — f.eks. ved at de er nødt til at skulle forsvare sig mod al den kritik, som borgerne kan finde på at fremsætte.

Men ind i mellem knækker denne forbindelse. F.eks. er det uklart for mig, hvordan sagen omkring Georg Brandes (s. 429-37) bliver en sag om ytringsfrihed. Jeg er helt med på, at der givetvis har været rævekager involveret i forbindelse med hans manglende ansættelser, ligesom der givetvis er ved mange ansættelser på universiteter. Når man ansætter folk, er de faglige kvalifikationer sikkert sjældent ene afgørende. Og nogle gange bliver der muligvis også taget hensyn til, om man kan lide det, de står for. Når J.N. Madvig fremstilles som havende taget hensyn til sådanne ting, så er det givetvis rigtigt. Men han forholder sig dog også til forskningskvalifikationerne, når han påpeger at der ingen “alvorlig forskning” ligger bag (s. 433). I forhold til ytringsfrihed, så forhindrede den manglende ansættelse jo ikke Brandes i at komme til orde i offentligheden. Ganske vist oplever han selv, at “pressen lukkede sig” pga. hans holdninger, men sådan har det jo været til alle tider. Jeg har også selv personligt oplevet at aviser ikke altid antager mine indlæg, hvor jeg selv konkluderer at kvaliteten ikke fejler noget, men det gør avisens ideologiske bredde måske. Men det bliver jo kun et ytringsfrihedsmæssigt problem, hvis der ikke findes alternativer. Hvilket der gør i dag, og hvilket der også kom til at gøre for Brandes (s. 436-7).

For ytringsfrihedsproblematikken mere generelt savner jeg imidlertid en refleksion over forholdet mellem kapitel 1-11 (diskussion af forskellige juridiske reguleringer) og så 12-14 (diskussion af Rushdie og Muhammedtegningerne hos Jyllands-Posten), hvor der for mig at se er et skifte i bogens forståelse af ytringsfrihed. Det skal ganske vist indrømmes, at forfatterne selv påpeger skiftet (s. 840+844). Men i forfatternes revselse af diverse politikeres og debatørers skifte i synspunkt, savner jeg en anerkendelse af, at man jo sådan set godt kan argumentere for, at selvom mange ytrer sig for/imod det kloge og betimelige i de fremsatte ytringer (publicerede tegninger), så er de fleste enige om, at man fra voldsmonopolets side har en forpligtelse til at beskytte de ytrende personer imod en illegitim voldsudøvelse. Selvfølgelig skal vi beskytte Flemming Rose, Yahya Hassan, Pia Kjærsgaard, Kurt Westergaard, Charlie Hebdo mod den vold, som de forsøges udsat for. Derfor kan man jo godt ønske sig, at de penge kunne være brugt på noget andet (altså, hvis det bare er for at “provokere”) for nu at sige det lidt jysk… Forfatternes gode argument er her så, at det sjældent bare er for at provokere, og dette er jo en helt legitim diskussion at tage. Men i forhold til bogens generelle fokus, kunne det have været rigtig fint, hvis forfatterne havde forholdt sig til den enighed om voldsmonopolets opgave med at beskytte dem, der forfølges pga. deres ytringer.

Her midt i kritikken vil jeg dog også lige fremhæve et meget fint perspektiv på den iranske fatwa mod Salman Rushdie, hvor forfatterne påpeger, at det kan ses som et (til en vis grad succesfuldt) forsøg på at indføre en alternativ retsnorm — der vel at mærke rækker ud over suverænens faktiske jurisdiktion (s. 836-7). Det er en spændende måde at italesætte det på, som jeg ikke har mødt før. Det vil naturligvis i første omgang kunne legitimere at tænke Rushdie sagen som en klassisk ytringsfrihedssag (med “dødsstraf for blasfemi” – s. 859). Men stadigvæk ville det nok have været fint at anerkende, at der trods alt var ret få, der reelt anerkendte denne alternative retsnorm på dansk jord. Og at enhver udøvelse af retsnormen forsøgtes imødegået af majoritetens magtinstanser.

MEN – alligevel…

Ovenstående er indrømmet primært en række negative punkter i bogen. Ser man nøjere efter er disse imidlertid primært begrundet i, at jeg grundlæggende er uenig i bogens præmisser, og da bogen er et partsindlæg, så man det også være på sin plads at kritisere selve det parti, der så tages.

Når jeg starter med at indrømme bogen en vigtig plads i diskussionen af ytringsfrihedens nutid og fremtid, så er det imidlertid ikke kun af akademisk høflighed. Jeg føler mig virkelig godt oplyst på mange af de historiske udlægninger. Jeg er ikke selv historiker, så jeg kan ikke på den måde lave en faglig vurdering af dette aspekt, men jeg er ikke i tvivl om, at læsningen af denne bog vil gøre de fleste til mere kvalificerede deltagere i den fremtidige debat om ytringsfrihedens udvikling.

Mit primære forbehold i dette er, at jeg kan frygte at debatten bliver endnu mere polariseret. For selvom forfatterne forsøger at fremstille sig som næsten-alene-i-verden med deres synspunkt, så er dette ikke min oplevelse. Det er rigtigt at der i nyere tid er sket et skred i det politiske establishment, hvor man næsten er villige til at give køb på al frihed. Men overfor dette establishment findes der en stærk modoffentlighed der lige så ureflekteret slår korsets tegn foran sig, hver gang man forsøger at argumentere for den mindste begrænsning.

Jeg oplever, at denne bog hælder kraftigt til sidstenævnte side, og jeg er ikke sikker på, at dét er det bedste værn mod den førstnævnte side. Men forfatterne skal naturligvis ikke klandres for at skrive deres historiefortælling så rent som de nu oplever den. Med lidt held bliver denne bog en opfordring til at andre tager den samme handske op — så vi kan få den gode debat om grænserne for ytringsfrihed, som er en helt uomgængelig forudsætning for et vel reguleret demokratisk samfund.

Andre anmeldelser/omtaler af bogen

Information, Berlingske, Jyllands-Posten, Jyllands-Posten, Jyllands-Posten, Politiken, Kristeligt Dagblad, Kristeligt Dagblad, Altinget.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.