(Dette indlæg er en gengivelse af en af de vigtige grundpointer i Kugleregn møder kuglepen)

Forsiden på Charlie Hebdo no. 1178 (hvor Muhammed græder under overskriften “Alt er tilgivet”) var et hidtil overhørt opråb om, at medierne bør nytænke deres rolle som forsvarere af den demokratiske ytringsfrihed. Vi får ikke en bedre ytringsfrihed ved at reagere konfronterende på vold. Den gode demokratiske offentlighed handler netop om at kunne slippe ud af den ligefremme lige-for-lige logik. I en lige-for-lige domineret offentlighed har vi brug for den skæve reaktion. Den ulige reaktion på en handling, hvor den naturlige reaktion ellers lå ret lige for.

Historisk har medier desværre alt for ofte været udsat for voldelige angreb. Sådanne angreb diskuteres med rette ofte ind i en diskussion af, om ytringsfriheden er under angreb.

Siden den store opstand omkring Jyllands-Posten i 2005 har det været en almindelig praksis, at andre medier som en slags solidarisk gestus optrykker noget af det kontroversielle materiale, som man mener har været anledningen til angrebet. Ideen synes at være, at angriberne måske nok kan lukke et enkelt mæle, men man kan ikke lukke mediernes kritiske røst som helhed.

Tværtimod. Og netop “tvært-imod” i bogstavelig forstand: Medierne stiller sig i en absolut modsætning med angriberne, og går i en slags hårdt-imod-hårdt eller lige-for-lige logik. Jo mere “de” angriber “os”, des mere slår “vi” tilbage, og nu skal “de” for alvor få at mærke, hvor meget “vi” kan angribe og kritisere “deres” værdier og idealer. Så skal “de” nok lære det!

Sådan gik det også i januar 2015 da satiremagasinet Charlie Hebdo blev udsat for et rystende angreb. De fleste danske medier reagerede ved at genoptrykke en række af de tidligere forsider fra Charlie Hebdo – med Jyllands-Posten som en markant og omdiskuteret undtagelse. Og der var ligefrem politiske opfordringer til også at genoptrykke Muhammedtegningerne fra 2005.

Charlie Hebdo selv gjorde imidlertid noget markant andet. De forblev trofaste mod satirens grundlæggende bevægelse, der netop handler om at reagere skævt på det oplagte. De valgte at reagere på det ultimative angreb på deres eksistens med et “Alt er tilgivet”.

Mere oplagt havde det måske ellers været at slå igen. Det var vel trods alt “de andre der startede”, for nu at citere mine børn, når jeg forsøger at skille dem ad. Og er det ikke i virkeligheden også lidt vattet, bare at lægge sig ned, og sige, at alt er forladt?

Pointen er imidlertid netop, at Charlie Hebdos reaktion er alt andet end en tandløs læggen sig ned for de større magter. Tværtimod. Charlie Hebdo lagde sig ikke ned, de rejste sig op og lavede en larmende forside, der solgte i omegnen af 8 millioner eksemplarer. De trodsede terroristernes krav om nødvendighedens politik, hvor der kun er én rigtig reaktion. Charlie Hebdo insisterede på at bevare deres ret til at reagere frit på en verden, der ellers forventer en helt specifik reaktion. Den lette reaktion havde været, bare at slå igen. Den svære reaktion var imidlertid at reagere på en måde, hvor man faktisk ændrer noget.

Den skæve reaktion er nemlig netop den, der vælter hele angrebslogikken. Angriberne kan netop ikke vinde en kamp, hvis de angrebne ikke går ind i kampen. Det er selvfølgelig rigtigt, at angriberne lykkedes med at dræbe folk, som de opfatter som deres fjender. Men hvad betyder det, at disse mennesker blev dræbt? Her må angriberne (og deres bagmændene og bagland) i en eller anden forstand vel have tabt kampen. For hvordan mon det føles at tæve den lille dreng i skolegården, for herefter at modtage hans tilgivelse? Det må i hvert fald føles lidt mærkeligt at vende tilbage til de venner, der ellers stod og heppede.

Denne mulighed fik vi 14. januar 2015. Foreløbig er der desværre ikke så mange medier, der har opdaget den endnu. Men det kan nåes endnu. Og så kan den egentlige kamp for ytringsfriheden måske begynde. Vi har nemlig slet ikke brug for en ytringsfrihed, der bruges til at kæmpe om, hvem der mest højlydt opstille modsætninger og konfrontationer.

Det vi har brug for er en ytringsfrihed, der bruges til at kæmpe for at påvirke hinanden. Og vi lader os kun påvirke af de andres ytringer, hvis vi har en fornemmelse af, at de på en eller anden måde vil os det godt. Dette kan man naturligvis overhovedet ikke skabe med en enkelt forside på et satiremagasin. Men hvis vi andre nu tillod os at lære lidt af denne signifikante hændelse, og overvejede om vores fjende nu også kun er vores fjende? Om det mon kan passe at Muhammed også er Charlie Hebdo? Så kunne det jo være, at fjenden også fik sværere ved at overbevise sig selv om, at vi kun er en fjende.

Og se, så er vi på vej til at få en offentlighed, hvor vi ikke kun bekriger hinanden. En offentlighed, hvor vi faktisk kan udfordre hinanden, lære af hinanden. Og måske alle sammen blive en lille smule klogere på, hvad der er denne verdens egentlige udfordringer — og løsningsmuligheder.

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.