Angrebene på Charlie Hebdo og Krudttønden i vinteren 2015 har af gode grunde gjort stort indtryk på de fleste. Og de har naturligvis også formet den evigt pågående diskussion af, om vores ytringsfrihed er under pres.

Charlie Hebdo, No. 1178

For mig var den mest skelsættende begivenhed imidlertid forsiden på den første udgave af Charlie Hebdo efter angrebet: Tænk at være i stand til, en uge efter at nogen har skudt en række af ens nærmeste kolleger, og hvor man også selv skulle have været skudt ned, at sidde og tale om, at angriberne engang har været børn, der elskede at tegne. Og udgive en forside, med overskriften “Alt er tilgivet”.

Dét er nu blevet anledning til en bog, der udkommer 14. januar 2015 på Forlaget Philosophia. På årsdagen for udgivelsen af No. 1178. Titlen er:

“Kugleregn møder kuglepen”

Anmeldereksemplar kan bestilles på: Kontakt
Bogen kan bestilles her: Bestil

Offentlige omtaler: P1’s Mennesker og Medier, Debatindlæg i Jyllands-Posten, solointerview i Kristeligt-Dagblad, solointerview til Journalisten.dk, (min replik til den efterfølgende debat), pressemeddelelse på DMJX, Blogindlæg på K-forum.

cover_webvenlig

Nogle af bogens kernepointer:
Fra bagsiden:

Ytringsfriheden handler bl.a. om at kunne gøre grin med magthaverne. Ytringsfriheden handler også om at bygge bro mellem medborgere. Det kan vi gøre, når vi griner sammen, i stedet for at grine af hinanden.

Den første forside på satiremagasinet Charlie Hebdo efter terroranslaget mod bladets medarbejdere kan lære os dette. På forsiden græder Muhammed og tilgiver terroristerne, men vil hellere grine med dem, som de var, da de var børn, der selv kunne lave sjove tegninger.

Kan vi, og skal vi, lære at grine med terroristernes familie, venner og trosfæller? Det argumenterer Ejvind Hansen, Forskningsleder i Journalistisk filosofi, for i denne bog!

Indholdsfortegnelse:
  • Forord 7
  • Indledning 11
  • Hvem gjorde terroristerne fortræd? 17
  • „Demokrati forudsætter blasfemi“ 31
  • Det handler om frihed – men hvilken frihed? 53
  • Angrebene på Charlie Hebdo og Krudttønden 71
  • Den skæve reaktion skal redde os fra den ytringsfrihedsdræbende medicin 83
  • Vi skal have mere satire – af den gode slags 95
  • Et nødvendigt efterord 103
  • Yderligere læsning 105

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

6 thoughts on “Kugleregn møder kuglepen

  1. Bogen er i dag (d. 19/1) blevet anmeldt i Jyllands-Posten: Link

    Anmelderen har ikke meget tilovers for bogen, og giver den 2 ud af 6 stjerner. Hovedargumentet synes at være, at jeg lidt for simpelt kritiserer Jyllands-Postens ageren i forhold til Muhammedtegningerne. Det er rigtigt, at jeg skriver, at der skete et “syndefald” omkring Jyllands-Postens tegninger. Men gør det også meget klart, at for mig er det ikke givet, at det er Jyllands-Posten der har ansvaret for, hvad der skete (s. 78).

    Jyllands-Posten fylder faktisk meget lidt i bogen — modsat altså i anmeldelsen.

    Jeg har skrevet en replik som findes her: Link. Havde foreslået en lidt mere rammende rubrik, som desværre ikke blev antaget: Kuglepen skudt ned for ikke at være en blyant

  2. Debatten omkring bogen er også blevet tildelt næsten en hel side i Weekendavisens bogsektion, d. 29/1. Jeg kan ikke helt lure om journalisten faktisk har læst bogen, eller om han blot skraber alle de negative kommentarer op, som han har kunnet finde på de sociale medier.

    Der er lidt et underligt paradoks i, at på den ene side skælder journalisten ud på Kristeligt-Dagblad (den eneste af de positive stemmer i debatten, der nævnes) for blot at holde mikrofonen for mig, men på den anden side fremstiller han selv Jacob Mchangama og Mikkel Andersson som stemmer, der har en ubetvivlelig autoritet i ryggen.

    Jeg kan ikke linke til artiklen, da Weekendavisen ikke lægger så mange ting ud på nettet.

    Min gode ven Poul Thøis Madsen skrev som reaktion på dette indlæg et vredt læserbrev, der blev trykt i Weekendavisen d. 5/2. Her kritiserede han Weekendavisen for at kritisere en bog, som man ikke havde læst. Weekendavisens redaktion tog kritikken til sig, hvilket førte til, at Weekendavisen d. 19/2 bragte en længere anmeldelse. Den er desværre heller ikke særlig positiv, men dog kan man mærke, at anmelderen faktisk har læst bogen.

    I de tre efterfølgende udgaver af Weekendavisen forsøgte jeg at føre en dialog med anmelderen om det underlige i, at han på den ene side starter med at erklære sig for ytringsfrihedsfundamentalist, men hævder at bogens angreb på denne position, bygger på en stråmand. Men indrømmet, så blev det ikke nogen særlig frugtbar dialog.

    Det syntes Villemoes vist heller ikke: Link

  3. Bogen er nu også blevet anmeldt på Journalisten.dk. Det er virkelig lidt pudsigt hvordan det hele tiden er dem, med de forudsigelige synspunkter, der giver sig i kast med den. Denne anmelder synes at vide, at “over for fanatisk enøjede voldskræfter og deres sump af sympatisører havde den [CH forsiden] absolut ingen udglattende, formildende endsige inddragende effekt”. For det første en ret fantastisk viden, denne skribent synes at have. For det andet et lidt nedslående billede, han skaber af, hvem forsiden er henvendt til.

    Dertil er det så åbenbart også en anmelder, der ikke har læst de afsluttende kapitler, hvor jeg netop påpeger anmelderens egen afslutningspointe: At retten til at udfordre autoriteter er en del af ytringsfrihedens DNA. Bogen er et langt forsøg på at vise, hvordan denne ret kan fastholdes. Men det sker ikke ved at påstå naivt at ytringsfriheden som helhed ikke må være til forhandling. Min bog er blevet klandret for at opstille en stråmand ved at påstå, at der findes ytringsfrihedsfundamentalister. Jeg har lidt svært ved at se, at denne anmelder ikke skulle formulere et synspunkt, der med nogen ret kan karakteriseres som sådan…

    http://journalisten.dk/vaeverier-om-ytringsfrihed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *