En af de første filosoffer, der for alvor tilkendte “offentligheden” en afgørende og selvstændig betydning i virkeliggørelsen af demokratiske samfund var Jürgen Habermas. Han offentliggjorde i 1962 sin doktorafhandling Strukturwandel der Öffentlichkeit, der indeholdt en analyse af, hvordan der parallelt med demokratiets fremvækst i Vesteuropa foregik en teknologisk og kommunikativ forandring, der blev muliggjort af trykpressen: Gennem trykpressen var det muligt at udkomme jævnligt og i store oplag.

Herved opstod der muligheden for, at have en fælles bevidsthed, der ikke blot var indrammet af geografisk nærhed (de umiddelbare naboer), folket kunne også følge med i hvad der foregik på større afstand, man kunne danne sig en fælles bevidsthed, som kunne danne udgangspunkt for samtaler, diskussioner og debatter lokalt. Denne fælles bevidsthed (offentligheden) muliggjorde at folket kunne føle sig som del af ét fælles, nationalt, projekt, hvilket er en nødvendig forudsætning for, at man kan acceptere i nogle tilfælde at skulle lide personligt afsavn, hvis det kunne komme fællesskabet til gode.

Habermas’ analyser har ikke fået lov til at stå uantastede hen, men det giver god mening at sige, at hans analyser har dannet “rammen” om mange af de efterfølgende diskussioner. Inden for de senere år er der imidlertid dukket en alternativ forståelsesramme op, der på mange måder gør op med nogle af de grundlæggende dogmer for Habermas.

Kritisk teori

Hvor Habermas og hans forståelsesramme ofte kalde for “kritisk teori”, kaldes den nye forståelsesramme ofte for “kritisk attitude”. Pointen er, at Habermas med sit projekt (den kritiske teori) forsøger at artikulere en normativ teori, som forskellige former for offentlighed kan måles op imod, således at man kan evaluere om de eksisterende offentligheder er befordrende eller hæmmende for en demokratisk udvikling. En helt grundlæggende norm for denne teori er, at offentligheder skal vurderes på, hvor gode de er til at inkludere flest mulige synspunkter i den offentlige udveksling. Så et samfund, der giver mulighed for at mange forskellige synspunkter kommer til orde og tages alvorligt i offentligheden, er et bedre samfund end hvis kun få (typisk de herskende synspunkter) tages alvorligt i offentligheden.

Kritisk attitude

Imod denne tradition har James Tully, inspireret af Foucault og Luhmann, foreslået en alternativ tilgang. Tully mener at Habermas’ tilgang er urealistisk, fordi han ender med at blæse nogle normer for god samfundsførelse op, som ikke kan holde til det. Habermas bliver kritiseret for ikke at kunne begrunde hvorfor lige hans model skulle have en sådan gyldighed, at den kan bruges til at kritisere alle andre modeller. Ifølge Tully er det ikke muligt at artikulere en teori, som kan bruges til at vurdere alle samfund. Vi er nødt til at vurdere samfundene lidt mere på deres egne præmisser. I stedet for at kritisere samfundene ud fra en teori, vi tager med os rundt i verden, og påfører samfundene (en ekstern kritik), skal vi se på, om samfundene lever op til deres egne normer for, hvad det vil sige at være et godt samfund (intern kritik). I den kritiske attitude, fokuserer man mere på indre selvmodsigelser, end på forholdet til et sæt ydre, forudgivne normer.

Lidt mere konkret, så kan man ikke nødvendigvis forudsætte at offentligheder, der er åbent for at tage alle mulige forskellige synspunkter alvorlige, nødvendigvis er bedre, end mere lukkede offentligheder. Hvis man f.eks. skulle evaluerer på de offentligheder, der udspiller sig på Facebook, så vil man i mange tilfælde kunne sige, at de er alt for lukkede til at kunne have en demokrati-understøttende funktion. Og det er da heller ikke sikker, at de altid har det, men i visse tilfælde kunne man også forblinde sig selv ved at fokusere på lukketheden. Måske foregår der (nogle gange) på Facebook nogle udvekslinger, som ikke så meget skal evalueres på, om de tager højde for alle synspunkter, men snarere på at de giver luft for et dybt følt engagement i de diskuterede spørgsmål.

For at tage et eksempel: Det kan godt være, at man måske ikke altid orker at lytte til den yderste højrefløjs radikalisering af udlændingedebatten, når man lufter sin frustration over, at en konkret muslimsk arbejdskollega måske holder pause for at bede lige midt i den mest pressede del af arbejdsdagen. I stedet for at løfte/sænke en sådan diskussion til en diskussion af, hvorvidt muslimerne er ved at underminere det danske samfund, kunne man måske nogle gange foretrække at holde diskussionen blandt en mere lukket flok, og så hellere fokusere på, hvad man kan gøre for at løse det konkrete problem.

Pointen er altså, at vi misforstår Facebook, hvis vi udelukkende fokuserer på, hvor åbne dens offentligheder er, og vi blænder os selv for at se mulige, demokrati-undersøttende, gevinster, ved det, der rent faktisk foregår. Dermed naturligvis ikke være sagt, at Facebook-aktiviteterne aldrig skal kritiseres, men det nytter ikke kritisere alle offentligheder i verden ud fra den samme optik.

Utopier

Habermas’ ideal om offentlighederne er pr definition en utopi. Han ved godt, at man aldrig nogensinde kan få offentligheder, der tager højde for alle synspunkter. Idealet om de inkluderende offentligheder skal tjene som en målestok, som vi måler verden op imod: For så vidt vi kan udpege, at nogen ikke er inkluderet i de offentlige diskussioner, så kan vi bruge dette som en kritik. Derved tjener Habermas’ ideal som et værktøj til at udpege, hvordan de faktiske offentligheder ikke er “gode nok” – det bliver altså en negativ optik, hvor vi får blik for, at vi “mangler” noget i at leve op til idealet.

Overfor denne tilgang vil den kritiske attitude hellere få os til at se på, hvor mange der så rent faktisk inddrages i netværk, der tages alvorligt. I stedet for at fokusere på et ideal, der alligevel aldrig kan realiseres, vil man hellere fokusere på, hvad man rent faktisk har opnået.

Problemet med den kritiske attitude kan i forlængelse heraf så blive, at det kan være vanskeligt at sammenligne offentligheder, hvis man kun kan vurdere dem på deres egne præmisser. Det kan derfor blive svært at fastholde, at (f.eks.) Danmark har en bedre offentlighed end hvad (f.eks.) Afghanistan havde under Taleban. Hvis nu det ligger i Talebans “egne præmisser”, at kvinder bør holde kæft, og sløre sig når de er udendørs, hvordan kan vi så på nogen måde kritisere det – hvis vi ikke må bringe “eksterne” værdier ind i vurderingen?

Til dette vil forsvarerne af den kritiske attitude svare to ting:

  1. For det første er det sjældent at kulturer lukker sig helt om sig selv. Ofte vil man kunne få en dialog i gang ved at spørge ind til hinandens værdier, og få hinanden til at argumentere for værdierne. I det øjeblik man går med til at argumentere for sin sag, vil parterne som oftest gradvist komme tættere på hinanden. Det vil imidlertid kræve at begge parter flytter sig, og her er vi så fremme ved anden del af deres svar.
  2. Selvom vi med den kritiske attitude kan risikere nogle gange at havne i en blindgyde, i forhold til at flytte med praksis-former, som man synes er forkastelige, så vil man til gengæld til andre tider kunne opdage, at netop ved at være mere lyttende til den kritiserede parts udgangspunkt, vil de måske også være mere villige til at lytte til den kritik man kommer med. Hvis det normative udgangspunkt er givet på forhånd, så er det meget usandsynligt, at vi overhovedet når til en situation, hvor den anden part flytter sig.

Det afgørende er, imidlertid, at hvis man kaster sig ind i en kritik efter den kritiske attitudes tilgang, så må man være indstillet på, at man måske også selv bliver nødt til at flytte sig. Så hvis man vil kritisere (f.eks.) Taleban, så skal man også være villig til at vove, at de måske kan lære os noget. Ikke at vi nødvendigvis skal tilslutte os deres måde at forvalte offentligheder på. Men at vi måske kan se, at der er noget ved vores egen måde at forstå offentlighed på, der kunne trænge til et kritisk eftersyn.

Dét ville være en sand kritisk attitude.

Læs mere

 

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.