Målgruppe: Journalist-studerende, der har modtaget undervisning i diskursanalytiske værktøjer

Diskursanalysen er en analyse af tekster og udsagn. Jeg underviser på Danmarks Medie og Journalisthøjskole i, hvad diskursanalyse er, og hvilke konkrete værktøjer man kan bruge. I dette indlæg vil jeg give nogle bud på, hvor i den journalistiske arbejdsproces, diskursanalysen kan anvendes.

Overordnet set vil jeg foreslå, at man skelner mellem to forskellige opgaver, som diskursanalysen kan bringes i anvendelse på:

1. På den ene side kan diskursanalyse bruges på et mikroplan, hvor vi bruger den til at undersøge en konkret tekst eller nogle konkrete udsagn.
2. På den anden side kan diskursanalysen bruges på et makroplan, hvor vi forsøger at danne os et overblik over, hvad det er for et “felt” af diskurser vi taler ind i.

Diskursanalyse på mikroplan

Diskursanalysen på mikroplan minder meget om det, som vi laver på forelæsningerne. Her griber vi fat i en konkret tekst, og så stiller vi et antal spørgsmål til den:

1. Vi starter med at spørge, hvilke “diskurser”, man kan konstatere i teksten. Dette spørgsmål bruger vi til at finde ud af, om der er forskellige måder at “italesætte” det, som er gjort til grundproblematikken i teksten.
2. For hver af disse diskurser kan vi så (bl.a.) spørge til kategoriseringer, modstillinger, metaforer, præsuppositioner, overordnet narrativ.
3. Disse spørgsmål vil give journalisten et overblik over, hvad der fokuseres på i teksten.
4. Men pkt. (3) er kun første skridt frem mod det egentlige mål med mikroplans analysen: At få blik for, hvad der falder udenfor fokus. Hvilke spørgsmål er det svært at stille indenfor den traditionelle måde at vinkle problemfeltet på. Herved når man frem til det egentlige mål med mikroplans-analysen: Diskursanalysen bliver et værktøj til kreativ vinkling.
5. Derudover kan mikroplans-analysen også bruges kritisk i en interview-situation, idet man kan bringe interview-personen ud af fatning (helst naturligvis på en produktiv måde), ved at “skubbe” til interviewpersonens antagelser. Det kræver naturligvis en temmelig øvet kender af diskursanalysen, hvis man skal gøre det “on-the-fly”, men i nogle tilfælde vil man kunne lave en diskursanalyse på forhånd, hvis man har en nogenlunde klar forventning om, hvad interviewpersonen vil sige. I andre tilfælde kan man bruge diskursanalysen efterfølgende til at reflektere over, hvad man kunne have gjort bedre, for herved efterhånden at bygge en evne op til at gøre det “on-the-fly”

Mikroplans-analysen er et forholdsvis “hurtigt” værktøj, som en øvet bruger kan gennemføre på 10-30 minutter. Dens styrke er, at den giver en kreativitets gevinst (så man slipper fri af den “alt-for-oplagte-vinkel”). Men den kan naturligvis ikke forventes at føre til en radikalt-ny vinkel, hvis man ikke kender diskursfeltet på forhånd. For at nå så vidt, er man nødt til at gå videre til…

Diskursanalysen på makroplan

At bruge diskursanalysen på makroplan er lidt mere komplekst, og diskursanalysen kan komme ind på flere niveauer i dette arbejde.

Diskursanalysen på makroplan spiller tæt ind i analysen af mediesituationen. Som journalist har man ofte brug for at danne sig et overblik over, hvad der allerede skrives og siges ind i det problemfelt, man arbejder med. Det kan man jo bl.a. gøre ved at google eller søge på infomedia, hvis man skal have et hurtigt overblik. En mere grundig research  vil også opsøge, hvordan feltet italesættes andre steder end i de elektroniske medier.

Hvis man i dette arbejde støder på nogle forandringer i måden som feltet italesættes, kan det jo være oplagt at lave en diskursanalyse på disse forandringer: Hvad kom i fokus i det gamle sprogbrug? Hvad kommer i fokus med det nye sprogbrug? Prøv da at afprøve nogle af de diskursanalytiske værktøjer på disse vinklinger.

I opsøgningen af mediesituationen er det også oplagt at få grupperet de fundne indlæg, således at man opsummerer dem i nogle hoved-vinklinger. Hvilke af de fundne indlæg taler sammen eller direkte op imod hinanden? Sådanne grupperinger er, hvad vi normalt kalder “diskurser”. For hver af disse kan man bruge de analytiske værktøjer, som I bliver præsenteret for i undervisningen. Det vil naturligvis sjældent være realistisk at lave en grundig diskursanalyse på hver af teksterne, men så må man enten udvælge nogle “eksemplariske” tekster eller lave analysen på journalistens egen opsummering af feltet.

• Hvis mange tekster taler “sammen” eller “imod” hinanden, så er det oplagt at kigge på, hvilken fokusering, der ligger i denne enighed/uenighed. Her er modstillings-værktøjerne oplagte.
• Men man kan også (indenfor hver af de fundne grupperinger) lave en analyse af, om der er nogle kategoriseringer og metaforer, der fylder særlig meget. Til den ende kan det være oplagt at lave noget statistisk arbejde på teksterne. Man kan f.eks. bruge textminings-software til at få et overblik over, hvilke begreber, der bruges meget. Og så herefter bruge kategoriserings/metafor-værktøjerne på textminingen
• Hvis man har gjort sit arbejde ordentligt, vil man også forholdsvis let kunne give et bud på det overordnede narrativ for hver enkelt af disse grupperinger.
• Analysen af præsuppositioner er afhængig af, at man finder nogle konkrete tekster. Den vil man sjældent kunne foretage på journalistens overordnede indtryk af diskursen.

Hvad vinder man ved at lave en diskursanalyse på makroplanet? Man kan sige, at man vinder en mere reflekteret indsigt i den gældende mediesituation. Man får for det første et overblik over, hvad der allerede siges og skrives i feltet. Så du ved, hvad du skriver op imod og ind i. Men endnu vigtigere, så får journalisten også et blik for hvilke vinkler, der ikke dækkes. Dette kan være en hjælp for journalisten til at finde sin egen selvstændige stemme i offentligheden.

Andre gange finder man ud af, at de blinde vinkler er “blinde med god grund” — de er simpelthen for “kedelige”, “virkelighedsfjerne”, “nørdede”, el. lign. Men selve arbejdet med at blive bevidst om diskursens blinde vinkel kan i mange tilfælde godt føde kreativt tilbage — fordi man får en refleksiv distance til det sprog, man betjener sig af. Man tager ikke diskursens vinklinger helt så selvfølgeligt, som man ellers ville gøre.

(sagt med en fodboldmetafor, jeg stjæler fra Asbjørn Slot Jørgensen: diskursanalysen giver dig et overblik over holdets styrker og mangler. Du finder måske ud af, at du har en svaghed omkring højre back, som du så gør til din plads. Men det kan også være, at du siger, at du ikke gider spille højre back (eller at den ikke er så vigtig) — du vil hellere frem og spille “Messi” på 10’erens plads. Men så har bliver du en “Messi”, der ved, at han ikke skal forvente et opspark fra højre backen, som er bevidst om, at holdet har en svaghed dernede, som der muligvis bør kompenseres for på anden vis)

Eksempel på en makroplans-analyse

(meget skitseagtig, kun for at illustrere — min research har ikke været en journalist værdig!)

Jeg finder ud af, at jeg vil lave et journalistisk projekt om boksemiljøet i Aarhus. Jeg finder ud af, at når man taler/skriver om boksning i Danmark, så foregår det generelt indenfor følgende diskurser:

1. Elite-diskurs: Sport som noget, der handler om at vinde/tabe, store penge
2. Sundheds-diskurs: Det diskuteres om boksning egentlig er en “god” sport, fordi den kan være sundhedsskadelig.
3. Social-diskurs: Kan boksning være en måde at holde unge drenge “væk fra gaden”?

For hver af disse er det i hvert fald oplagt at lave en modstillingsanalyse:

1. Elite: Her skelner man mellem de dygtige og dårlige. Var Brian Nielsen et værdigt match til Evander Holyfield? Var han ikke bare bankekød, for at nogen kunne tjene nogle penge? Men hvad vil det overhovedet sige, at være en “vinder”? Selvfølgelig er det indenfor sport en fordel at vinde, men er det nok?Den yngre Brian Nielsen var et godt eksempel på, at han kunne tabe nogle boksekampe, men alligevel i en vis forstand “vinde” publikums gunst (f.eks. den legendariske OL-semifinale i Barcelona i 1992, hvor han tabte til den overlegent stærkere cubaner, Francisco Balado).
2. Sundhed: Her er modstillingen naturligvis sundhed/usundhed. Så er boksning egentlig sundt? Det giver måske nok hjerneskader (men kan man undgå det, hvis man bruger hjelm?), men det giver vel også en god kondition? Hvad er sundhed overhovedet? Ved vi det? Eksperterne er ikke enige om det, og måske findes der alternative syn på sundhed, som kunne trækkes ind i bokse-arenaen?
3. Social: Her diskuteres det om boksemiljøerne trækker de unge drenge væk fra kriminalitet, ved at de får en fritidsinteresse, eller om boksemiljøerne tværtimod er arnested for, at voldelige drenge finder hinanden og hidser hinanden op. Men hvorfor er det særligt omkring boksning man diskuterer den slags ting? I hvilken forstand er det “bedre” at tæve hinanden i en boksering end ude på gaden? Er “kontrollerede tæv” det eneste alternativ til kriminalitet?

På tilsvarende vis kunne man anvende de andre diskursanalytiske værktøjer på boksefeltet. Det vil jeg ikke gøre her. Men lad os prøve at se, hvad vi foreløbig har vundet:

• For det første har vi vundet et overblik over, hvordan man faktisk allerede taler om boksning
• Vi har fået trukket nogle modstillinger frem, og reflekteret over, hvilke dybereliggende værdier disse modstillinger bygger på
• Ved at få værdierne frem kan vi reflektere over dem.
• I det konkrete tilfælde vil jeg personligt nok have svært ved at gå i kødet på social-diskursen. I hvert fald med de spørgsmål, som det foreløbig er lykkedes mig at udtænke her. Jeg synes, at det oplagt er bedre at tæve hinanden i kontrollerede forhold, end at gå ud og lave kriminalitet. Jeg er lidt usikker på spørgsmålet om, hvorvidt boksning så også er det mest oplagte alternativ til kriminalitet. Så her kunne muligvis være en vej at gå…
• Mine spørgsmål til elite-diskursen har heller ikke for alvor trigget noget, synes jeg. Det kan stadigvæk være fordi jeg ikke har brugt tid nok på analysen, og derfor ikke har fået rejst spørgsmål nok til modstillingen. Men jeg synes at ideen om “alternative” vinderformer netop bedst lever som “undtagelser”. Hvis man altid gik i bokseringen for at vrikke med røven, i stedet for at tæve hinanden, så ville boksningen nok falde fra hinanden. Dog kunne spørgsmålet måske være inspiration til en historie til en anden gang, hvor man netop forsøgte at søge op på alle de “alternative vindere”, som forskellige sportsgrene har været præget af, og så lave en historie på, hvordan disse måske i nogle tilfælde har været definerende for sporten efterfølgende?
• Mest oplagt synes jeg min refleksion over sundheds-diskursen peger på et spændende hul. Hvad er sundhed overhovedet? Når diskussionen af boksningens sundhed bringes på banen, så bliver det altid en lidt gold diskussion af, om boksning giver hjerneskader. Og det gør den givetvis i nogle tilfælde, og det skal man naturligvis forsøge at bremse. Men det behøver ikke forhindre en diskussion af, hvorfor boksere så alligevel holder fast i sporten og ikke kan give slip på den. Får de noget andet, som de mener er vigtigere end fuld hjernekapacitet? Hvad er dette “andet”? Var det måske noget vi har mistet blikket for i vores lidt kantede forståelse af sundhed? Er vores begreb om sundhed måske for snævert?

Det er jo ikke sikkert at alle vil være enige med mig i, at dette er en oplagt vej at gå med boksehistorien. Det er heller ikke det afgørende her. Det afgørende er, at diskursanalysen af et stort diskursfelt har åbnet op for nogle spørgsmål, som normalt ikke bliver stillet til dette felt. Nogle af dem måske fordi de er for mærkelige. Men nogle af dem kalder alligevel på en relevant debat.

Det kan godt være, at der så efterfølgende resterer meget arbejde i at researche historien — og ikke mindst: formidle den. Men det er jo ikke det samme som at sige, at den bør falde 😉

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.