Som journalist er det vigtigt at være bevidst om, hvordan man argumenterer. Dels fordi man som journalist har brug for argumenter til at forklare forskellige forhold for sine læsere/lyttere/seere, dels fordi man som journalist skal kunne forholde sig kritisk til sine kilders (både skriftlige og mundtlige) argumenter. Man skal som journalist kunne presse kildernes argumenter for enten (konstruktivt) at gøre dem stærkere (gennem kritik får kilden mulighed for at skærpe sine argumenter) eller for (destruktivt) at gøre det åbenlyst, at de fremsatte argumenter ikke holder. Den konstruktivt kritiske tilgang til kilderne er typisk (men ikke udelukkende) frugtbar i forhold til uerfarne kilder, der ikke er vant til at fremsætte budskaber, så de holder for en større offentlighed. Den destruktivt-kritiske tilgang er typisk (men ikke udelukkende) nødvendig overfor mere erfarne, strategiske kilder, der bevidst forsøger at krybe i skjul for negativ omtale eller forsøger at fremstille sig selv (eller sine interessenter) uholdbart positivt.

Hvornår skal journalister kunne lave argumentanalyse?

Helt grundlæggende set så skal journalister kunne lave argumentanalyser, når de arbejder med udsagn om verden, som er udfordrende eller kontroversielle i forhold til læser/lytter/seers viden. Når man arbejder med sådanne udsagn, så er man som journalist nødt til at give modtagerne grunde til at tro, at de er sande.

Hvorfor er man nødt til det? For at svare på det, så skal vi lige igennem en overvejelse omkring mulige alternativer: I kommunikation kan man nemlig skelne mellem to måder at “flytte” med sine modtagere på: Lidt poppet kan vi kalde dem “reklame-måden” og “journalist-måden”. Reklamemåden går ud på, at man egentlig er lidt ligeglad med, hvordan man får flyttet modtageren – hovedsagen er, at de rent faktisk bliver flyttet. Så for at tage et eksempel: Hvis jeg skal sælge en bestemt shampoo, så er jeg egentlig lidt ligeglad med, om modtageren gør det, fordi den indeholder nogle særlige stoffer, som er godt for købernes hår, eller om modtageren køber shampooen, fordi jeg har lokket vedkommende til at tro, at man får særlig succes hos det andet køn, hvis den pågældende shampoo bruges. Hvis mit produkt derfor ikke adskiller sig så meget fra andre lignende produkter, vil reklamemanden være tilbøjelig til at manipulere modtageren til at tro, at det er godt – ofte af ikke særligt rationelle grunde. Man lokker med attraktive følelser, stemninger og underbevidste budskaber. Modtageren bliver flyttet, uden at modtageren selv aktivt har tilsluttet sig det nye budskab.

Denne måde at flytte med modtagerne på kan også findes i journalistiske produkter – fordi det er en meget effektiv måde at fastholde sine modtagere på. Men helt grundlæggende arbejder man indenfor journalistikken med et ideal om, at man ikke bare skal overtale modtagerne – man skal også overbevise modtagerne. Når man forsøger at overbevise modtagerne så taler man ikke primært til følelserne. Man taler primært til det, vi kalder “fornuften”. Fornuften er en størrelse, der i disse år er under pres. Mange har hævdet, at man ikke kan tale om en “rationel fornuft”, der er uafhængig af følelserne. Den diskussion må vi skyde til hjørne her, og bare nøjes med at konstatere, at vi i hvert fald godt kan forstå, at der grundlæggende sker noget forskelligt i de følgende to udsagn:

Sælgeren: “Du skal købe ShampooX, fordi så får du succes hos det andet køn”
Frisøren: “Du skulle tage og prøve ShampooX, for så får det lidt mere glans”

Begge giver tilsyneladende en begrundelse for, at vi skal købe den samme shampoo. Men de fleste af os ville nok forholde os mindst skeptiske overfor frisøren. Og det er egentlig lidt paradoksalt, for faktisk er det frisøren, der mest inviterer til at vi skal (kan) kritisk efterprøve udsagnet. Selvom sælgeren tilsyneladende giver en grund, så er det ikke meningen, at du skal efterprøve om det nu også er rigtigt (for det er det sandsynligvis ikke). Du skal egentlig slet ikke forholde dig til indholdet af udsagnet hos sælgeren, men derimod forbinde den følelse, der ligger i begrundelsen, med det produkt, der nævnes. Selvom begge tilsyneladende giver en begrundelse, så er det egentlig kun frisørens, der kan efterprøves. For hvornår ved man om en shampoo har givet succes hos det andet køn? Det afhænger jo af så mange andre ting, og hvis succesen udebliver, vil sælgeren jo nok bare henvise til, at du jo også ligesom selv skal opsøge succesen.

Hvorfor skal journalister argumentere?

Hvorfor skal journalisten egentlig foretrække den argumentative begrundelse fremfor den overtalende?

Én begrundelse for dette hænger sammen med journalistikkens rolle som fjerde statsmagt: Når journalistikken tillægges en sådan rolle, hænger det sammen med at journalisten kvalificerer folket til at deltage i den demokratiske proces. For at kunne deltage i den demokratiske proces er det helt afgørende, at man som borger er i stand til selvstændigt at tage stilling til de udfordringer, som samfundet er stillet overfor. Siden oplysningstiden har det været almindeligt at tænke fornuften som det bedste udgangspunkt, for en sådan selvstændig stillingtagen: Fornuften er tænkt som en evne til at (a) forstå informationer, (b) vurdere deres relevans, og (c) tage stilling til hvad der skal gøres.

Ved at begrunde argumentativt taler journalisten til disse evner. Hvorimod en overtalelse smyger sig udenom alle tre elementer: I overtalelsen har afsenderen overtaget beslutningen om, (c) hvad der skal gøres, fordi man netop forsøger at undgå, at modtageren (b) vurderer informationernes relevans. For hvis man gjorde det, ville man opdage at (a) der ingen reelle informationer afgives i udtalelsen. Reklamemanden søger ikke at informere, men at påvirke.

En anden, mere pragmatisk, begrundelse for at argumentere som journalist angår forholdet mellem afsender og modtager. Som vi så ved eksemplet med shampooen ovenfor, så er vi mere skeptiske, når vi møder en sælger, end når vi møder en, der rådgiver. Selvom sælgerens budskaber bestemt kan være effektive, så rykker det ikke ved, at vi er skeptiske når vi lytter til en, vi har indset bare vil sælge os noget. For vil han os egentlig noget godt? Helt grundlæggende kan vi i hvert fald konstatere en strukturel forskel på sælgeren og rådgiveren: Når rådgiveren søger at tilføre sine modtagere informationer, så forsøger rådgiveren at bringe modtagerne et sted hen, hvor rådgiveren selv er. Eller lidt mere nede på jorden: Når vi argumenterer, så forsøger vi at nå til en fælles forståelse af noget i verden. Det gør vi ved at udveksle grunde for-og-imod en given sag, og ideelt set vil vi så, når argumentationen er bragt til ende, være nået frem til en fælles forståelse. I overtalelsen er det sådan. Det kan da godt være, at sælgeren rent faktisk bruger shampooen, men det er i en vis forstand tilfældigt, man kan være en lige så god sælger, om man faktisk selv bruger den eller ej.

Eftersom den argumentative måde at overbevise modtagerne på derfor i virkeligheden bør tænkes som et forsøg fra afsenderen på at hjælpe modtageren, så giver det en god og tillidsfuld relation mellem afsender og modtager. Man kan som modtager (figurlig talt) trygt læne sig tilbage, og behøver ikke være bange for, at journalisten opererer med skjulte dagsordener. Det kan godt være, at det nogle gange går galt, men så længe modtagerne har en grundlæggende opfattelse af, at journalister egentlig forsøger at overbevise ved hjælp af argumentation, så opnår man en større lydhørhed fra modtageren.

Hvordan argumenterer man?

Svaret på, hvordan man argumenterer, kan gøres både rigtig langt, og rigtig kort. Jeg vil nøjes med den korte version her:

Argumentation består af mindst to udsagn, hvor den ene understøtter den anden.

Argumentationen kommer på banen, når vi vil formidle en pointe til nogen, men vi ikke umiddelbart kan regne med, at de tror på den, bare fordi de får det fortalt. Derfor kan man have brug for at få “understøttet” pointen, således at det bliver nemmere for modtagerne at tro på det. Lad os tage et eksempel: Hvis en repræsentant for Dansk Industri udtaler, at de arbejdsløse ikke er mobile nok, så vil mange af os nok umiddelbart reagere med en vis skepsis — “Er det nu også rigtigt?” Ved så at tilføje, at arbejdsgivere forgæves søgt efter arbejdskraft til 6000 ledige stillinger, samtidig med at 163.000 står arbejdsløse, så har hans primære pointe blevet understøttet:

1. Pointe: Arbejdsløse er ikke mobile nok
2. Begrundelse: 6000 ledige stillinger kan ikke besættes, selvom der er 163.000 registrerede arbejdsløse.

Begrundelsen har således hjulpet mig lidt på vej til at acceptere hovedpointen. Men det er jo ikke sikkert, at jeg bliver overbevist alligevel. Jeg kan “udfordre” argumentet på to måder:

1. Jeg kan betvivle sandheden af begrundelsen. Hvis det ikke er rigtigt, at der findes 6000 ledige stillinger, eller 163.000 arbejdsløse, så hjælper det jo ikke pointen på vej
2. Jeg kan udfordre sammenhængen mellem begrundelse og pointe. Selvom tallene passer, er det jo ikke givet, at den manglende besættelse af stillingerne hænger sammen med mobiliteten. Det kunne jo f.eks. være, at de ledige faktisk ikke var kvalificerede til de ledige stillinger.

Når man skal forholde sig kritisk til argumentation er der derfor overordnet to spørgsmål man skal stille sig: (1) er understøttelsen sand, og (2) er der en relevant og tilstrækkelig relation mellem begrundelse og pointe.

Begrundelsens sandhed

Journalister undersøger begrundelsernes sandhed i deres research. Så man laver interviews og undersøgelser, finder ud af, om der allerede er lavet undersøgelser, o. lign.

Sammenhæng mellem begrundelse og pointe

Der kan overordnet være to problemer i sammenhængen mellem begrundelse og pointe: For det første (a) kan det være et problem, hvis der slet ikke er nogen (reel) sammenhæng. I journalistisk sammenhæng taler man om, at det journalistiske produkt skal bindes sammen af en vinkel. Vinklen er hovedpointen for produktet, og hvis der er for mange udsagn undervejs i produktet, der ikke har nogen reel sammenhæng med vinklen, forvirrer det budskabet uden at gavne.

I forhold til argumentationen er det imidlertid et større problem, hvis begrundelsen ikke er tilstrækkelig. I traditionel argumentanalyse taler man om argumenters gyldighed: Et gyldigt argument er et argument, der er så stramt, at hvis man lader sig overbevise om, at alle begrundelser er sande, så er man tvunget til at acceptere hovedpointen. Eksempel: For at gøre eksemplet ovenfor gyldigt, ville det skulle udvides — f.eks. i stil med:

1. Pointe: Arbejdsløse er ikke mobile nok
2. Begrundelse1: 6000 ledige stillinger kan ikke besættes, selvom der er 163.000 registrerede arbejdsløse.
3. Begrundelse2: Blandt de 163.000 arbejdsløse findes der kvalificerede ansøgere til de 6000 ledige stillinger (dette bliver vist i den artikel, jeg refererer til)
4. Begrundelse3: Der findes ikke andre grunde end den manglende mobilitet til, at disse ikke søger de ledige stillinger (dette vises ikke i artiklen).

Indrømmet: Det bliver lidt omstændeligt til sidst (begrundelse3), men pointen er nu, at ved at vi får den skrevet op, kan vi lige give den en ekstra refleksion. Kunne der faktisk være andre grunde end mobiliteten til, at de kvalificerede ansøgere ikke søger? Kunne nogle af disse være gode grunde? Flere af de fag, der nævnes i artiklen er meget fysiske fag, der er kendetegnede ved stort fysisk slid. Kunne det måske være, at kokkene ikke søger de ledige kokke-stillinger, fordi de er fysisk nedslidte, stressede? I forhold til nogle af lavt-lønsfagene: Kunne det skyldes at man ikke søger en stilling som rengøringsassistent i Herning, fordi ens familie er knyttet til Århus, og transportudgiften ville æde en økonomisk gevinst op? Osv..

Ved at opstille argumentet, kan man nu for hver enkelt begrundelse, stille spørgsmålstegn ved, om det nu også er rigtigt. Og hvis én af begrundelserne falder, så vil man være nødt til enten at revidere sit argument, eller at modificere sin pointe.

Begrebet om gyldighed kan være et godt værktøj til kritisk at afdække spidsfindig strategisk argumentation, idet det gyldige argument tvinger os til at bringe alle implicitte antagelser frem i lyset, og strategisk kommunikation er netop kendetegnet ved meget målbevist at arbejde på at få modtagerne med på nogle skjulte, implicitte, begrundelser, som ikke nødvendigvis ville holde, hvis de blev bragt frem i lyset.

Til en start kan man dog erstatte begrebet om gyldighed med en overvejelse over argumenternes tilstrækkelighed. Så er det sådan, at begrundelsen er tilstrækkelig til at bringe os frem til hovedpointen. I en sådan overvejelse, er det et uundværligt værktøj, at spørge sig selv, om man kunne forestille sig nogle undtagelser eller modeksempler, som ville påvise en manglende sammenhæng mellem begrundelse og hovedpointe.

Slut for nu

Dette skriv var bare en introduktion til de grundlæggende tanker i argumentation for journalister. For at systematisere den kritiske tilgang til argumentation, er der gennem historien (siden det antikke Grækenland) blevet udviklet mange forskellige diagrammer og modeller (f.eks. den klassiske syllogistik, Venn-diagrammer, Toulmin-modellen, osv.). Den helt overordnede pointe om, at et arguments værdi afhænger af, om begrundelserne er sande og tilstrækkelige er dog fælles for alle.

Hvis du som journalist bliver god til at lave argumentanalyser, vil det for det første give dig en evne til at udfærdige sammenhængende og velbegrundede journalistiske produkter. Og du vil blive bedre til at gå kritisk i kødet på dine kilder.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.