[målgruppen for dette indlæg er studerende på Danmarks Medie og Journalisthøjskole, og derfor vil eksempler tage udgangspunkt i den journalistiske virkelighed]

Når man forsøger at reflektere etisk, så forsøger man at svare på spørgsmålet om et givet fænomen, hændelse, hensigt, situation, osv. er god(t). Men som jeg har beskrevet andetsteds (Link) er ikke alle slags “godhed” etiske. Jeg vil i dette indlæg prøve at bringe os lidt tættere på, hvad der er særligt ved den etiske godhed. Svaret vil samtidig give dig en viden om, hvordan du undgår at blive en chimpanse.

Det etiske grundspørgsmål: “Hvorfor er det vigtigt?”

Helt grundlæggende kan man starte med at forstå det etiske spørgsmål som et forsøg på at trænge bagom vores umiddelbare tilbøjeligheder. Internetmedier (og dermed journalister, der gerne vil bevare deres ansættelse) er f.eks. tilbøjelige til at bringe historier, der giver meget aktivitet på deres side. Dette er f.eks. grunden til at “kendis”-stof fylder rigtig meget. Især hvis en meget kendt person er involveret i en dramatisk skilsmisse, begår selvmord, el. lign, er det noget, som optager rigtig mange, og derfor optager det af naturlige grunde også medierne rigtig meget. Så fordi mange af os har tilbøjelighed til at interessere os for den slags, så har medierne også tilbøjelighed til at bringe det.

Det etiske grundspørgsmål går ud på at spørge til

Hvorfor er det vigtigt?

Vel at mærke i første omgang som et åbent spørgsmål. Så selvom mange medieprofessionelle f.eks. umiddelbart har en tendens til at rynke på næsen af kendis-stof (“Er det nu også så væsentligt?”), så skal vi i den etiske refleksion passe på med ikke at dømme for hurtigt. Det etiske spørgsmål prøver nemlig i første omgang at lukke op for vores værdimæssige selvfølgeligheder. Journalister har i deres daglige travlhed tilegnet sig en række naturlige handlemønstre, som har vist sig i en vis grad at være succesfulde. De når i hus med deres opgaver, får ros fra deres chefer og kolleger, og læsere/lyttere/seere værdsætter produkterne. Det er jo alt sammen gode ting, kan man sige, men spørgsmålet er, om det også er etisk godt?

Det etiske spørgsmål handler her så om at få os til at stoppe op og spørge til, hvorfor det er godt/vigtigt at vi faktisk lykkes med vores ting. Man kan sige, at etikken handler om, at vi som mennesker ikke er tilfredse med bare at overleve og få mad på bordet. Vi har som mennesker en selvforståelse, der tilsiger, at vi er mere end bare dyr. Vi har også en fornuft, hvorigennem vi kan vælge mellem flere forskellige veje til at overleve, og at nogle måder at overleve på er bedre end andre.

For at kunne tænke på os selv som etisk forpligtede er det med andre ord vigtigt, at vi forstår os selv som havende frihed i en eller anden forstand: Når vi står overfor en udfordring, så er det naturligvis ofte sådan, at nogle løsningsmuligheder er mere oplagte end andre. Alle journalister ved f.eks. at god visuel understøttelse (særligt med afbildning af involverede parter) giver en tekst en større identifikationsfaktor. Derfor vil det som regel være oplagt at supplere tekster med billeder af involverede parter. Men hvis vi så står med en sag om incest og vanrøgt af børn (som f.eks. i Brønderslev-sagen), så begynder vi nok at vakle lidt. For selvom det helt sikkert vil virke stærkt appellerende på læserne at få personlige billeder på, så vil de fleste af os nok også kunne forstå, at ofrene ved en sådan handling ville kunne blive påført yderligere skade (i Brønderslev sagen valgte de fleste medier derfor primært at afbilde familiens hjem, og — senere i forløbet — et billede af familien, hvor man slørede ansigterne på alle undtagen dem, der selv havde valgt at stå frem).

Pointen er, at vi som mennesker og journalister hele tiden står overfor valg: Hvilke hensyn skal veje tungest? Hvilke typer af værdi er vigtigst i de konkrete sager? Brønderslev-sagen var så tung på tragedie, at den kunne føre til en forholdsvis stor konsensus blandt medier om, at lade hensynet til ofrene vægte tungt — vel sagtens også fordi at den havde så stor en offentlig brændkraft, at den sagtens kunne nå ud til befolkningen, uden en stærk visuel understøttelse. Men i andre sager er det knap så åbenlyst, og her skal man som medie og journalist afveje hensynet til ofre vs. hensynet til en offentlighed (og hvis man som medie ikke lykkes med at oplyse offentligheden, kan det jo også være til skade for de oprindelige ofre, eftersom man så risikerer, at der ikke bliver grebet ind i sagerne).

Når vi netop har flere veje til at overleve, så er det jo også vigtigt at man gør op med sig selv, hvorfor netop den vej, man nu har valgt, har en værdi. Det er en opgave, der dels ligger hos medierne. Men det er også en opgave, man ikke kan overlade til medierne (se f.eks. her). Derfor er det også i høj grad en opgave, som ligger hos den enkelte journalist. Hvilken fortælling vil man fortælle sig selv, når man nærmer sig livets afslutning, og vil reflektere over sit livs værdi? Det er selvfølgelig dejligt at kunne fortælle sig selv, at man har været en succesfuld journalist, men hvad nu hvis man ikke er helt klar over, om det var godt, at man var en succesfuld journalist?

Mulige strategier til at svare på spørgsmålet

Nu skrev jeg jo ovenfor, at det etiske grundspørgsmål i første omgang skal være åbent. Etikken handler om at få en bedre forståelse af, hvorfor det man laver er vigtigt.

Men i det daglige kan vi jo ikke forblive i det fuldstændigt åbne. Vi er også nødt til at give nogle svar. For at gøre det, er vi nødt til at læne os op af nogle værdier. Vi er nødt til at have nogle ideer om, hvad det er, der bestemmer om vores handlen i verden er vigtig. Og her begynder meningerne for alvor at dele sig.

For nogle mennesker er det oplagt at vende sig til religiøse forestillinger. Mange religiøse grundtekster indeholder f.eks. forskrifter om, hvad man skal gøre for at opnå personlig frelse, og disse forskrifter kan have etisk karakter (være god mod andre, undgå at dyrke konflikter, osv.).

Andre mennesker finder svar i politiske ideologier. Liberalister vil f.eks. typisk lovprise handlinger, der giver rum for personlig individuel frihed. I forhold til den journalistiske virkelighed vil disse f.eks. typisk lovprise en journalistik, der respekterer den enkeltes valg, og måske også (gennem oplysning) klæder modtagerne på til at handle kompetent i verden. Socialister vil typisk lovprise handlinger, der modvirker en fordelingsmæssig uretfærdighed. Så hvis man f.eks. kan afdække hvordan de svage borgere udnyttes i samfundet, vil det her blive vurderet som en etisk god handling.

Man kan også gå lidt mere værdi-systematisk til opgaven (jvf. Link):

  • Subjektiv værdi: Man kan f.eks. være hedonist, hvilket betyder, at man sidestiller den etiske godhed med den subjektive godhed. Hvis man tænker således, så siger man, at noget er godt, hvis det får os til at have det godt. Journalister der tænker således vil ofte lægge meget vægt på journalistikkens underholdende værdi.
  • Pragmatisk værdi: Man kan også være utilitarist, hvilket betyder, at man sidestiller den etiske godhed med den pragmatiske godhed. Utilitaristen mener, at det gode er det, der gør nytte. Utilitarister fokuserer ofte på de konsekvenser, som en given handling vil have.
  • Social værdi: Man kan også være deontolog. Deontologen fokuserer på hvordan den etiske handling går ud på ikke bare at gøre det, man har lyst til (egoistisk lyst), men derimod primært handler efter hvad man af forskellige grunde anser for at være en pligt. Denne tradition fokuserer primært på de hensigter man har for sine handlinger. Ved at værdsætte pligt overfor personlig lyst vil denne form for etik fokusere på at ville det, der er godt for flere end bare én selv. Derfor sidestiller mange indenfor denne tradition det etisk gode med det socialt gode (at der er en retfærdig fordeling af goder og muligheder).

Som ovenstående eksempler viser, kan man sagtens have en forestilling om at de forskellige værdityper har noget med hinanden at gøre. Pointen er bare, at når man gør det, så skylder man også en forklaring. Det kommer ikke af sig selv, at vi køber en påstand om (f.eks.) at det etisk gode er det samme som det subjektivt gode. For vi kan altid forestille os situationer, der måske nok gav noget subjektivt godt, selvom det intuitivt ikke forekommer at være etisk godt (et eksempel kunne f.eks. være hvis man som journalist lavede en god og medrivende historie om hvordan en stor skuespiller havde kæmpet sig ud af en udfordret barndom, og var nået frem til en flot position i sit voksenliv — og hvor det så viser sig, at denne historie i virkeligheden skjuler en påtrængende historie om at samme skuespiller i denne kamp har ødelagt mange skæbner på sin vej).

Tabet af den religiøse/ideologiske selvfølgelighed (postmoderniteten)

I dag er det vigtigt at forstå, at den etiske spørgen er blevet radikaliseret. Vi lever i et postmoderne samfund, dvs. de store fortællinger om meningen med livet er faldet. Dette er ofte blevet tolket således, at når de store fortællinger er faldet, så er alting ligegyldigt, fordi der ikke er noget, der er mere vigtigt end andet.

Dette er imidlertid en fejltolkning. Det forholder sig lige omvendt: Det, at de store fortællinger er faldet, betyder ikke, at det etiske grundspørgsmål falder, for vi er jo stadig i den situation, at vi kan vælge mellem forskellige måder at leve livet på. Så vi kan stadig stille spørgsmålet til, hvorfor vores valg er vigtige.

Det er med andre ord ikke spørgsmålet, der svækkes af den postmoderne situation. Det er derimod de mulige svar, der svækkes: Tabet af de store fortællinger betyder, at vi aldrig bliver færdige med den etiske refleksion. Hver gang vi giver et svar på det etiske grundspørgsmål, kan vi spørge videre: Hvorfor er dét så vigtigt?

  • Hvis kendisjournalisten f.eks. vælger at besvare det etiske grundspørgsmål med, at det er vigtigt at lave kendisstof, fordi så bliver læserne glade (hedonist-svar), så bliver det næste spørgsmål: Hvorfor er dét så vigtigt? Hvorfor er det vigtigt at gøre folk glade?
  • Hvis journalisten vælger at bringe identificerende billeder af ofre, og derved får mange clicks, så er det naturligvis tilfredsstillende (subjektivt dejligt), men hvorfor er det vigtigt? Er det fordi, det er godt at have det dejligt (hedonisten igen)? Er det fordi, mediet så bedre kan øge indtjeningen (økonomisk/pragmatisk godt)? Eller er det fordi, man så er lykkedes med at oplyse offentligheden, således at der bliver taget hånd om problemet (social ansvarlighed)?

Man kan derfor sige at i dag, hvor vi ikke kan regne med at alle abonnerer på en bestemt religion eller ideologi for det gode liv, ryger vi etisk ind i et uendeligt loop af spørgsmål. Det kan vi naturligvis ikke efterleve i det daglige, hvor vi skal have ting fra hånden. Så her er vi naturligvis nødt til at stoppe refleksionen. Men det ændrer ikke ved at spørgsmålet stadig står der: Hvorfor er det vigtigt?

Når etikken således stiller os overfor et spørgsmål, som vi ikke kan blive færdige med, kan det være fristende helt at ignorere det. Det kan f.eks. resultere i, at man kaster spørgsmålet fra sig, og så bare fokuserer på at “leve livet — uden alt det bøvl”. Det kan jo ganske rigtigt også være en fristende strategi. Man kan godt lukke sin bevidsthed for spørgsmålet. Så stopper man med at reflektere over, hvorfor det man laver er vigtigt. Og så undgår man givetvis en masse bøvl med at forklare, hvorfor det har en værdi, hvilke valg man foretager sig undervejs.

Spørgsmålet er bare: Kan du leve med at fortællingen om dit liv bliver den samme som chimpansens?

Mere læsning

Lars Bjerg: Den gode journalist. 2010
Troels Mylenberg og Peter Bro (red.): Et løfte til journalistikken. 2008
Allen W. Wood: “Hvad er kantiansk etik?”, i C.F. Nielsen & T. Larsen: Erkendelse, Moral og System. 2010
Wyatt, W. The Ethics of Journalism: Individual, Institutional and Cultural Influences. 2014

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.