Højrepopulismen viser et demokratisk problem, fordi borgerne i stigende grad lader sig forføre af politikere, der ikke prøver på at forklare, hvorfor de er bedre til at lede landet end den etablerede elite

Højrepopulismen vandrer gennem Europa (og USA)

Dette indlæg er skrevet som en refleksion over Donald Trumps nylige sejr i det amerikanske præsidentvalg. En sejr der med nogen ret kan tolkes som en generel strømning i de vestlige demokratier, hvor man i disse år ser en bevægelse i retning af mere højrepopulistiske kandidater og partier. Eksemplerne er efterhånden mange: Trump (og før ham Teaparty bevægelsen) i USA, UKIP i Storbritanien, AfD i Tyskland, Sverigedemokraterne i Sverige. Herhjemme ser vi Dansk Folkeparti vokse sig større og større (når de lige holder sig fra dårlige sager som svigtede valgløfter og fusk/rod med pengesagerne).

Det er en strømning, som mange kommentatorer og medieprofessionelle har svært ved at få helt hold på. Kandidaterne og partierne omtales ofte forholdsvis negativt i medierne, og måske derfor er der mange borgere, der ikke vil stå ved deres tilslutning. Måske er medierne heller ikke gode nok til at spørge de rigtige. I hvert fald ser vi, at bevægelsens styrke ofte undervurderes, med heraf følgende forbavselse til følge. Både videnskabelige eksperter, medieskabte kommentatorer og meningsmålinger må lide den tort at have taget fejl (se f.eks. her).

Bevægelsens demokratiske legitimitet

Sammen med forbavselsen følger også jævnligt en række reaktioner, hvor modstandere udtaler sig stærkt bekymret over den nye realitet. Modstanderne siger, at de er flove på deres lands vegne, måske vil de endda ligefrem emigrere.  Og lige så almindeligt er det, at andre som reaktion på dette slår sig op på at revse disse kritikere for ikke at “respektere folkets afgørelse” (se f.eks. her).

Denne kritik kan man jo i en vis forstand have svært ved at afvise. Burde vi ikke respektere de populistiske jordskred lige så meget som de mere traditionelle systemskifter? Er det ikke demokratiets spilleregel nummer et, at det er folket, der skal styre, og hvis folket vælger en populist til præsident, så skal folket have en populist som præsident?

Det lette svar er selvfølgelig, at selvom man accepterer at folket har truffet en beslutning, så har man jo stadig lov til at mene, at den er uklog. Og man har vel også lov til at mene, at den er så uklog, at man ikke kan genkende sig i det. Og hvis man så er så heldig at leve i et land, hvorfra man kan emigrere uden nødvendigvis at være personligt forfulgt, så har man naturligvis også lov til at træffe den beslutning.

Men vi kan jo gøre det lidt sværere for os selv, og spørge om det er et demokratisk problem, at befolkningerne i stigende grad bevæger sig i højrepopulistisk retning. For at svare på dette spørgsmål må vi omkring to refleksioner. For det første må vi have lidt mere hold på, hvad vi mener med højrepopulisme. For det andet skal vi reflektere over, hvad demokrati går ud på.

Højrepopulismen

Højrepopulismen har flere karakteristika. For det første er den typisk kendetegnet ved en stærk vægtlægning på folket (f.eks. det tyske Pegidas “Wir sind das Volk” — “vi er folket”). Man har stærke meninger om, hvad det er folket vil og ikke vil. Folket er her typisk defineret i en modsætning til eliten — dem der plejer at bestemme, de kloge og/eller højtuddannede. Folket har ifølge denne opfattelse længe følt sig overset — dels i forhold til fordelingen af goderne, dels i forhold til den beskrivelse af verden, som man finder i medierne. Dette ses f.eks. også ved at “folket” typisk er dem, der lever i provinsen — i modsætning til hovedstaden, som man føler løber med alle goderne.

Ud af opgøret med eliten følger også et opgør med lange argumenter for og imod. De lange argumentationsgange og slutningsfølger er en kommunikationsform, der typisk ligger til den intellektuelle elite, der kan perspektivere, analysere, diskutere, reflektere, osv. i det uendelige. I den populistiske selvforståelse agerer man primært på hvad man føler. “Jeg har tillid til Trump. Det kan godt være han siger og gør en masse nasty things, men i sidste ende har jeg mere tillid til Trump end til Hillary” (se f.eks. Clint Eastwood her). Kandidaterne vil typisk heller ikke give sig af med lange tirader om, hvad de vil gøre hvordan og hvorfor, når de bliver valgt. Dette så vi også i Trumps kampagne, hvor han i forhold til problemer typisk bare henviste til sig selv og sin succes som forretningsmand. “Det skal jeg nok tage mig af, som jeg plejer at gøre”. Hans modstandere blev typisk afvist med henvisning til at de er “bad people”, “crooked”, “incompetent”, “mentally abused”.

Denne måde at argumentere på kan man sagtens problematisere. Men det er nok vigtigt at gøre sig det klart, at den også i nogen udstrækning udspringer af en afmagtsfølelse, der udspringer af en manglende tillid til det verdensbillede, som man får præsenteret i medierne. Medierne hører nemlig til den elite, som man mistror. Medierne giver et fortegnet billede af virkeligheden — eller de er måske ligefrem i lommen på (eller bedstevenner med) den øvrige elite. Hvis dét er opfattelsen, er det jo meget naturligt, at man opgiver at udvikle længere argumenter — for man har simpelthen ikke et troværdigt billede af forholdene at kunne bygge et argument op omkring. Og så har man i sidste ende kun sin mavefornemmelse at lytte til.

Med de meget klippefaste begreber om, hvem det rigtige “folk” er, følger også et lige så klart billede af, at der er nogen, der ikke hører til folket. Eliten er, som vi har set, ikke det rigtige folk. Men i højrepopulismen ligger også typisk en meget klar opfattelse af, at der er nogen, der er folkets fjende, som truer folket med opløsning. Og det er “de fremmede”. De fremmede vil folket det ondt, og derfor skal de så vidt muligt holdes ude. Det kan ske ved at bygge mure eller opsætte grænsebomme, det kan ske ved at lukke for tilstrømningen af fremmede (flygtninge og indvandrere) — særligt fra “kulturfremmede” samfund, og det kan ske ved internt at kodificere og stramme op på en dyrkelse af nationale (eller folkelige) temaer i egen kultur.

Hvad er et demokrati?

Når de højrepopulistiske bevægelser vinder så stor opbakning til forskellige valg, kan man jo mene, at det er mærkeligt at betvivle det demokratisk gode ved bevægelsen. Ved en gennemgang af forskellige ideer om demokrati, bliver det imidlertid også klart, at højrepopulismen passer fint ind i visse ideer om demokrati — hvorimod det er mere problematisk indenfor andre.

Jeg har i anden sammenhæng skelnet mellem fire demokratiformer (forbrugerdemokrati, deltagerdemokrati, konkurrencedemokrati og deliberativt demokrati). På kommunikationsforum.dk har jeg endvidere argumenteret for, at på et endnu mere overordnet plan kan skelne mellem liberale demokratier og deliberative demokratier. I forhold til begge disse distinktioner er det helt klart, at man ud fra det deliberative perspektiv nok typisk vil være mest bekymret, eftersom de populistiske bevægelser jo netop giver køb på den argumentative proces, og også gør op med det deliberative ideal om, at din modstander ikke nødvendigvis er en fjende, der skal bekæmpes.

Derfor er højrepopulismen et demokratisk problem!

I lyset af ovenstående distinktioner vil jeg hævde, at højrepopulismen på en måde er den logiske konsekvens af det forbrugerdemokratiske (eller visse udgaver af det liberale) demokratisyn. Dermed ikke sagt at alle forbrugerdemokrater eller liberale er populister, langtfra. Rigtig mange af disse forsøger faktisk at give saglige argumenter for, at deres syn på demokratiet er det rigtige. Men hvis vi ender med at gøre det enkelte, selvberoende individ til den afgørende målestok for, hvilke beslutninger, der skal træffes, så risikerer vi jo også at disse selvberoende individer bliver så selvstændige, at de ikke vil lytte til andet end deres egen mavefornemmelse — for hvis nu det er, hvad de har lyst til, hvem skal så bestemme noget andet?

Her har den deliberative fortælling en lille overhånd (indrømmet, den er lille). Den deliberative fortælling har faktisk et bud på, hvorfor man skal forsøge at lytte til hinandens argumenter, for ifølge den deliberative fortælling er det nemlig lige præcis det der adskiller demokratiet fra alle andre styreformer. Hvis vi blot har et folkestyre, hvor beslutninger afgøres ved hvem, der får flest stemmer (uden at vi forinden behøver at lytte til hinandens argumenter), så har vi jo i virkeligheden et styre, der ligner det, vi havde før demokratiet — et styre hvor de stærkeste bestemmer.

Derfor er der noget vi skal lære af højrepopulismen!

Dermed imidlertid ikke være sagt, at det deliberative demokrati løber af med den endelige sejr. For den massive højrepopulisme rummer jo også en vigtig reprimande til dén fortælling: Hvem er det, vi skal lytte til, når vi lytter til hinandens synspunkter og argumenter?

Den store demokratiske offentlighed er simpelthen blevet for homogen. Selvom internettet skulle forestille at demokratisere debatten, og brede den ud så alle kunne blive hørt, så er der sket det, at de “almindelige” medier er blevet “renset” for alle de skæve indlæg. De uprofessionelle læserbreve er i stigende grad blevet udskiftet med professionelle debatindlæg, hvor dygtige skribenter skriver skarpt og velformuleret om tidens udfordringer. Læserbrevene (der nok aldrig har haft en stor læserskare, men dog trods alt fik en anerkendelse i at blive trykt) er i mellemtiden diffunderet over i sociale medier og kommentarfelter, hvor ingen — udover meningsfællerne — tager dem alvorligt mere.

Når så store dele af befolkningen giver den offentlige samtale fuckfingeren, og stemmer på dem, som den offentlige mening ellers er enige om at afsky, så resterer der simpelthen en opgave til os medieprofessionelle. De faldende oplagstal skyldes måske ikke kun, at folk ikke vil betale for indhold, de kan få gratis. Måske skyldes de også, at folk slet ikke føler sig repræsenterede. Medier i de vestlige lande (og os der uddanner dertil) skal indse, at det vi laver, simpelthen ikke passer til ca. halvdelen af befolkningen. Vi skal til at indse, at vi ikke bare kan nøjes med at se på, hvor mange clicks en artikel giver. Vi skal også have fundet ud af, hvad folk så følte, da de forlod artiklen. Følte de sig talt til? Følte de sig som en del af en samtale? Følte de sig, i en eller anden forstand, repræsenteret?

Det aner vi simpelthen alt for lidt om. Min fornemmelse er, at svaret på alle tre spørgsmål alt for ofte er nej. Men det er kun en fornemmelse — en mavefornemmelse. Og er det nok? Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig lidt mere 🙂

Værsågod. Et nyt forskningsprogram.

Hvis du vil læse mere

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/Journalisterne-gaar-ikke-nok-i-dybden

http://www.kommunikationsforum.dk/Jakob-Linaa-Jensen/blog/derfor-vandt-trump-mediernes-blinde-oeje-og-oproeret-fra-neden

http://politiken.dk/debat/ECE3457476/trump-er-kun-begyndelsen/

Mads Fuglede: Min tid som komiske Ali

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

2 thoughts on “Højrepopulismen som et demokratisk problem

  1. Interessante tanker, Ejvind. Jeg vil dog hævde, at det ikke kun er højrepopulismen, der er et problem, men også f.eks. religiøs populisme i form af islamisme, eller populistiske protestpartier som Alternativet. Uffe Elbæks succes, uden et konsistent partiprogram og uden konkrete anvisninger på, hvordan han vil føre politik, er jo også en mistillid, en fuckfinger til det etablerede system. Det er populismen som sådan, der er et problem, denne tro på lette løsninger af komplicerede problemer. Svaret findes ikke hos Trump, islamisterne eller Alternativet, men i fortsatte demokratiske refleksioner og en insisteren på ordentlighed, oplysning og fornuft. Der har sådan nogle som os et særligt ansvar.

    1. Hej Jakob. Ja, det er jeg faktisk langt hen ad vejen enig med dig i. Og oprindelig forsøgte jeg også at formulere det som et problem i forhold til populismen generelt. Når jeg indsnævrede det til højrepopulismen, var det fordi karakteristikken af populismen blev for kompleks, hvis jeg skulle beskrive det i et blogindlæg. Og så er Trump-fænomenet (som jeg tager udgangspunkt i) jo temmelig oplagt højrepopulistisk. Men fra et deliberativt synspunkt er al populisme en udfordring.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *