(dette indlæg er skrevet som en del af DMJX’ valgkampagne op til folketingsvalget i 2015)

Skal man stille de sædvanlige politiske spørgsmål til nye politiske partier? Vi hører ofte i medierne, at det er vanskeligt for nye partier at blive valgt ind. Kristendemokraterne, Alternativet og Nationalpartiet har op til dette valg udpeget den bureaukratiske proces omkring underskrift-indsamlingen som den egentlige stopklods. Spørgsmålet er imidlertid om ikke der findes en anden stopklods, der er endnu mere påtrængende: De spørgsmål som medierne stiller.

Grundfortællingen om vores valg er nemlig, som altid, blevet gjort til et spørgsmål om, hvorvidt det bliver rød eller blå blok, der skal regere efter valget. Og hvad er den definerende forskel mellem disse to blokke? Ja, den kan jo være svær at se, men i øjeblikket ser det ud til at man vil koge den ned til et spørgsmål om “velfærd” (den røde blok) vs. “skattelettelser” (blå blok). Altså: Om vi skal bruge pengene på velfærd eller frihed.

Kampen mod den eksisterende dagsorden

Når man opretter et nyt parti kan der overordnet set være to grunde: Enten mener man at de eksisterende partier stiller sig forkert i forhold til de store hovedspørgsmål. Eller også mener man, at vi må revidere vores opfattelse af, hvad der er de eksisterende hovedspørgsmål. Af nyere partier er det vel sagtens kun Dansk Folkeparti, der for alvor er lykkedes med at blive valgt ind uden at have et klart bud på de eksisterende økonomiske hovedspørgsmål. De lykkedes med at supplere den økonomiske diskussion med en diskussion af vores forhold til de fremmede — en diskussion som stadigvæk er meget central i den politiske samtale.

Kristendemokraterne fremhæver i deres princip-program et fokus på naturret, menneskelighed, frihed, nærhed, næstekærlighed, mennesket som forvalter, familien, og mennesket før økonomien. Alternativet forsøger at profilere sig på kerneværdier som mod, generøsitet, gennemsigtighed, ydmyghed, humor og empati.

Fælles for alle disse dagsordener er, at de vanskeligt skriver sig ind i det økonomiske hovedspørgsmål. Nogle af dem kan godt skrives ind i spørgsmålet om de fremmede, men ser man nærmere efter, er det faktisk ikke sådan de er formuleret. Det giver derfor god mening at sige, at de netop forsøger at gøre op med tanken om, at økonomien og de fremmede er de væsentligste problemer i den politiske samtale.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der skal til for at lykkes med dette. I de indledende partileder-runder så vi et meget tydeligt mønster med at begge havde svært ved at blive integreret i den diskussion, der kørte mellem de etablerede partier. Deres indlæg kom hele tiden til at ramme forbi den stående diskussions dagsorden.

Det kan man naturligvis ikke klandre de etablerede partier for. De skal naturligvis tale deres egen sag. Men man kunne godt ønske sig en noget større bevidsthed hos medierne (ordstyrerne) om problematikken. Hvis vi tager DR’s partilederrunde som case, kunne man ganske vist se, at ordstyren havde en klar bevidsthed om, at særligt Kristendemokraterne havde behov for at blive “hjulpet” ind i debatten. Dette blev håndteret ved at stille et såkaldt værdipolitisk spørgsmål til partilederen — nemlig hvorvidt vi skal hjælpe til i forhold til flygtningestrømmene.

Den bedste hjælp er en udfordring

Det er der imidlertid to problemer ved: For det første ryger denne form for “værdi”-politik alt for let over på allerede etablerede partiers banehalvdel, idet alle partier har forholdsvis klare holdninger til, hvordan vi skal forholde os til problemet med de fremmede — og dermed giver det slet ikke de nye partier mulighed for at artikulere deres særegenhed. For det andet handler det for en kritisk ordstyrer vel om at få partierne til at svare på hinandens udfordringer.

Så en ordstyrer skal med andre ord ikke “hjælpe” en partileder til at komme til orde. Det er partilederens egen opgave. Ordstyreren skal udfordre de nye partiledere lige så meget som de etablerede. De nye partier skal således kunne udfordres, og svare, på de dagsordener som de øvrige partier sætter. Men, og det er her medierne fejler: De gamle partier skal også udfordres, og svare, på de nye partiers dagsordener.

Så lige så vel som de nye partier skal udfordres på deres evne til at svare på problemerne omkring økonomi og de fremmede, så skal de etablerede partier også udfordres på deres evne til at skabe et samfund med modige, generøse og humoristiske borgere (Alternativets bud). Og på deres evne til at skabe rum for menneskelighed, nærhed, næstekærlighed (Kristendemokraterne).

Så kunne det også være, at vi fik en lidt mindre ensidig samtaleform i valgkampen.

Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.