Hvorfor skal fotojournalister kunne lave argumentanalyse?

Argument imod:

Intuitivt giver argumentanalyse mest mening i forhold til sprog, der baserer sig på ord, fordi med ord kan vi fremsætte påstande, som vi underbygger med andre påstande. Når vi vil argumentere for en pointe, så er det fordi at pointen ikke i sig selv overbeviser os om, at verden forholder sig, som pointen siger. En pointe er jo netop noget man kan være enig/uenig om

Men man kan jo ikke være uenige i indholdet af et billede. Det stærke ved et billede er jo, at det ikke (i sig selv) argumenterer for noget — det viser noget. Så hvis vi (f.eks.) har et billede

Mideast_Syria_626207x

…der viser en mand i sorg, så er billedet ikke et argument om, at manden er ked af det. Det er noget vi umiddelbart kan se, og derfor giver det ikke mening at bede om yderligere begrundelser end billedet. Det er ganske vist ofte muligt at opleve billeder forskelligt. Nogen ville (måske) kunne opleve billedet ovenover som en fake sorg — han lader bare som om han er ked af det. Men så er det jo bare fordi vi er uenige om, hvad det er billedet viser (hvad billedets pointe er). Vi er ikke uenige om, at billedet lykkes med vise det, som vi oplever det viser.

Derfor kunne man mene, at fotojournalister, der primært arbejder med fotos ikke burde behøve at kunne mestre argumentanalysen.

Argumenter for…

Nu er det imidlertid også sådan, at fotojournalister ikke bare er fotografer — men netop fotojournalister. Som fotojournalist er det ikke nok at lave et godt og gribende billede. En fotojournalist vil fortælle noget med sine billeder. Som I kan læse andetsteds på denne blog, så handler argumentanalyse blandt andet om at sikre en sammenhængende fortælling.

Den samarbejdende fotojournalist

Det er rigtig at ofte så er denne fortælling givet gennem arbejdet fra den skrivende journalist, som fotojournalisten samarbejder med. I disse tilfælde er det nok ofte den skrivende journalist, der hænger på at kunne lave en argumentativt sammenhængende fortælling. Men hvis fotojournalisten er dygtig til sit job, så vil han/hun gennem sit arbejde naturligvis kunne supplere med belæg og vinkler og dermed få en mere selvstændig rolle i processen.

Mest oplagt kan dette jo være i form af, at lade billedet fungere som belæg/begrundelse for de pointer/vinkler som det journalistiske produkt bygges op omkring. Her skal man naturligvis være varsom med hvor langt man strækker billedet. Bare fordi man har et billede af en mand, der er ked af det, kan man jo ikke slutte til, at “mænd er kede af det”. Men havde det nu været et billede af en kendt mand under en præmiere på den nye Lars v. Trier film, kunne det nok godt bruges som belæg/begrundelse for pointen “Triers nye film gjorde stort indtryk på Kendis-x”. Så, når du vil fortælle en historie (eller bringe et supplement til en tekstlig historie) gennem et billede, så giver du præmisserne/begrundelsen for en pointe.

Den selvstændige fotojournalist

Dertil kommer at fotojournalister jo også skal kunne fortælle en historie på egen hånd. Når jeg underviser i argumentanalyse for fotojournalister, så møder jeg ofte indvendingen, at fotojournalister jo ikke går så meget ind i de argument-tunge historier, fordi det netop ikke er her, fotojournalistikkens styrke ligger. Fotojournalistiske historier handler således sjældent om at vippe den siddende regering af stolen men har ofte en blødere vinkel.

Men selv i de aller mest bløde historier er det jo vigtigt, at journalisten kan svare på spørgsmålet: Hvorfor skal min modtager se disse billeder? Hvad er det, jeg vil fortælle med dem, og hvorfor er det vigtigt? Disse spørgsmål tvinger fotojournalisten til at løfte sig over den konkret afdækkede virkelighed, og ind i den (mere generelle) virkelighed, som modtagerne kan forventes at sidde i. Journalisten bliver med andre ord nødt til at kunne sige: “Jeg vil vise at….[vinkel]. Og det er vigtigt fordi….”.

Og det er her argumentanalysen bliver et vigtigt værktøj. For når du har formuleret din vinkel, så har du jo også formuleret en påstand/pointe — som du vel at mærke risikerer at din modtager ikke accepterer. Og så skal du i gang med at analysere din egen fortælling: Er det lykkedes at vise det? Hvad skal der til for at jeg har vist det, som jeg vil vise? Svaret på disse spørgsmål vil føre til en afdækning af de nødvendige betingelser for at vi accepterer pointen. Dette er, hvad vi i argumentanalysen kalder for belæg/begrundelse.

Så for den selvstændige fotojournalist er argumentanalysen vigtig når du skal tage bevægelsen fra dit objekt (det, som du afbilder) til din modtager. Det er ikke nok at leve sig ind i sit objekt — du skal også tage denne indlevelse ud til din modtager og hjælpe modtageren til at forstå, hvorfor modtageren skal interessere sig for dit objekt.

Men vi skal naturligvis også passe på. Et billede skal ikke reduceres til et argument. Vi mister den særlige kraft i et godt billede (det informationsrige, mangetydige, osv.) ved at gøre det argumentative til det eneste fokus-område for billedet. Argument-analysen bygger på muligheden for at abstrahere (trække noget ud som det særligt væsentlige), mens det gode billede står der jo netop fordi den fulde betydning ikke kunne udtrykkes abstrakt (dvs gennem tekst).

Når det så er sagt, må vi nok også række tilbage til det særligt fotojournalistiske: En fotojournalist er ikke en “kunstner” (en der skal kommunikere det “u-udsigelige”), men derimod en, der skal kunne komme med klare, velformidlede og tilgængelige budskaber, som man kan forvente trænger ind til modtageren gennem en forholdsvis overskuelig proces. Derfor er det vigtigt at “argumentet” i fotoet er forholdsvis veldefineret og klart.

Hvis du vil have flere argumenter

En mere akademisk gennemgang af billedets argumentative kraft kan læses her: Jens Kjeldsen: “At argumentere med billeder”

CC BY-SA 4.0 Dette værk er licenseret under en Creative Commons Attribution-ShareAlike 4.0 International License.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.